Paprika Steen
SPONSORERET indhold

Paprika Steen: ”Jeg får en klump i halsen, når jeg taler om det”

Empty Nest Syndrom hedder det, når vi som forældre sørger over, at vores børn er flyttet hjemmefra. En følelse, der kan være så intens, at det gør ondt – i hvert fald i perioder. Det kender skuespiller og instruktør Paprika Steen alt til, fortæller hun til ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Amalie Louise Bernitt Foto: Franne Voigt
09. nov. 2022 | Børn | ALT for damerne

Der var intet unaturligt i, at Paprika Steens søn, Otto, flyttede hjemmefra for tre år siden. Alligevel var det en sælsom følelse, som ramte den 58-årige skuespiller og instruktør.

Pludselig var der ingen at kaste al sin omsorg mod, og i stedet indtrådte det, vi på engelsk kalder Empty Nest Syndrome. Sorgfølelsen, der rammer nogle forældre i den overgangsperiode, hvor børnene flytter ud, og de skal genfinde sig selv på ny. 

Det fortæller den filmaktuelle instruktør til ALT for damerne.

”Det er specielt svært for mange mødre, tror jeg, når der ikke længere er nogen at tage sig af.”

Hun holder en pause.

”Aj, jeg får helt en klump i halsen, når jeg taler om det. Jeg synes, det er forfærdeligt. Forfærdeligt! Og jeg bliver ked af det nu. Jeg har meget let til tårer i øjeblikket. Jeg synes, det er grusomt, når ens barn flytter, og samtidig – når jeg så ser, at han er glad, og det fungerer – så bliver jeg lykkelig. Jeg skal jo ikke sidde lårene af ham, og jeg skal vænne mig af med at ringe hver dag. Så nogle gange siger jeg til mig selv: Nu ringer jeg ikke til ham, og så ser jeg, hvor lang tid der går, før han ringer til mig. Det handler jo om, at vi skal slippe hinanden, og at han skal ud i verden selv. Og det er jo egentlig ret smukt. Så det er nok mere vemod, jeg føler.”

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Sad og ventede

Som nybagte forældre får vi tit at vide, at vi skal huske at nyde det, mens ungerne er små. Før vi ved af det, er de jo blevet voksne. Men sådan har det ikke været for Paprika Steen. I hvert fald ikke i de første, mange år.

I stedet føltes de første 11 år præcis lige så lang tid som 11 år, fortæller hun. De næste år – fra 11 til 20 – tog derimod fem minutter.

"Og det chokerer mig. De første år går med at lære at gå, tale, spise og med alle de flyverdragter, der skal af og på. Den tid er meget mættet. Så kommer der nogle år, hvor de ikke rigtig vil have noget med en at gøre, og der er en periode, hvor man næsten ikke ser dem.”

Derefter rammer perioden, hvor børnene er væk i weekenderne.

"Jeg kan huske, at jeg bare sad og ventede på, at min søn kom hjem. Og samtidig tænkte jeg: Hvorfor fanden er jeg hjemme, jeg kan da også gå ud. Men det kunne jeg alligevel ikke, for tænk nu, hvis han fik brug for mig. Og så lige pludselig – BAM: Jeg flytter! Nej, nej, nej. Stop, stop, stop. Det er kun 14 dage siden, du var 11 år! Man forstår ikke, hvor hurtigt det går, før man selv oplever det. Og det er også derfor, jeg indimellem ville ønske, at jeg havde fået tre børn. Det er hårdt ikke at have nogen at tage sig af. Men det er mit problem. Ikke min søns.”

Hvordan håndterer du den empty-nest-følelse?

”Det håndterer jeg ikke. Det kommer og går. Jeg håndterer det overhovedet ikke. Jo, når jeg arbejder, så glemmer jeg det, men lige så snart jeg ikke er på arbejde eller skal noget, så sidder det i mig. Men jeg ved også, det er sådan, det må være.”

Læs hele interviewet med Paprika Steen her, hvor hun også fortæller om at kunne aflæse et menneske på 11 sekunder og sit forhold til tvangsfællesskaber: Paprika Steen lever i dag efter filosofien: "To ude. En hjemme"

Anbefalet til dig