Paprika Steen lever i dag efter filosofien: "To ude. En hjemme"

Paprika Steen har det meget svært med det, hun kalder tvangsfællesskaber. Altså fællesskaber, man faktisk ikke kan melde sig ud af, for hvis man gør det, bliver man en paria.

"Eller det går ud over nogen. Nogen bliver såret. Man kan ikke melde sig ud af en juleaften, og man kan heller ikke melde sig ud af forældregruppen i sit barns klasse. Det er det, jeg mener med tvangsfællesskaber. Og det har jeg det meget, meget stramt med."

I 2018 instruerede Paprika filmen 'Den tid på året', der tog familiejulen under ”kærlig” behandling, og nu er hun aktuel som instruktør af filmen 'Fædre & mødre', som netop handler om det fællesskab, man som forældre bliver en del af, når ens barn begynder i skole. Om man vil det eller ej. Fra den ene dag til den anden bliver julearrangementer, madgrupper, legegrupper, hytteture og forældrefester pludselig en del af ens liv. Sådan var det også for Paprika, da hendes søn begyndte i skole.

"Da jeg havde lavet julefilmen, tænkte jeg, hvad skal jeg lave næste gang? Jeg kan godt lide at lave film og historier ud fra min egen smerte og så transformere det til humor. Jeg er ikke så vild med at svælge i smerten. Jeg kan godt lide, når noget er crinch – pinligt – og jeg kan godt lide, at det gør lidt ondt, eller at man bliver lidt rørt. Og at der er noget poesi med. Med julefilmen tog jeg udgangspunkt i mine egne følelser omkring julen, og med den nye film har jeg og min partner in crime, Jakob Weis, taget udgangspunkt i det, som alle med børn bliver en del af: forældregrupper."

"Vi har så mange forventninger, når vores børn startet i skolen. Men ofte overtager vores forventninger og krav lærernes initiativer og faglighed og den plads, som lærerne og pædagogerne fortjener. Der opstår en slags forældreovertag, der indimellem næsten kan ende i tyranni, hvis jeg skal være hård.

Og faktisk ender det ofte med, at der så heller ikke er plads til børnenes skolemæssige udvikling. Der er ingen forskning, der viser, at hvis forældrene er sindssygt involverede, så får børnene en bedre skolegang. Ingen. Da jeg gik i skole, var forældrene stort set ikke involveret i noget, og det havde da også en slagside. Men i dag dyrker vi som forældre vores barns individualitet samtidig med, at vi ikke kan klare, at andre børn har en individualitet. Det er jo sådan: ”Altså, mit barn skal ikke have sukker, så vi må lave en sukkerpolitik!”. Eller: ”Mit barns behov bliver ikke indfriet i dansk”."

Hvor meget skal man lave sig om for at passe ind i fællesskabet? Og hvorfor er det, at vi skal være venner med vores børns klassekammeraters forældre? Selvfølgelig kan det ske, at vi bliver det, og det er da superfedt, men der er også nogle, man bare ikke svinger med. Jeg har aldrig forstået princippet i at gå til forældrefester uden børn. Jeg synes, det er hyggeligt, at man laver en juleafslutning, hvor forældrene kommer og spiller banko – helt fint – alle børn elsker jul. Og noget til fastelavn, når de er små. Selvfølgelig. Men madgrupper, forældrefester og hytteture i et væk – hvorfor? Skal børnene ikke i fællesskab med lærere og pædagoger selv finde deres plads i verden ved netop at gå i skole? Og hvilken indflydelse har det på vores børns læring og trivsel i skolen, at forældrene drikker sig fulde sammen?"

I filmen følger man ægteparret Piv og Ulrik, som skal tilkæmpe sig en plads i forældregruppen i datterens nye klasse. Tingene bliver sat på spidsen, fordi klassen skal på hyttetur, og scenen er sat med alt, hvad den kan trække af konflikter, flirt og magtkampe. 

"Jeg godt lide at sætte scenen et sted, hvor du ikke kan komme væk hen over et døgn eller to. Hvis nogen tager hjem fra den hyttetur, er de jo usolidariske eller asociale, og når man isolerer en gruppe på den måde, kan man afspejle hele den universelle verdensorden."

Hvilke tanker har du og filmens forfatter gjort jer om de konflikter, der opstår?

"En af problematikkerne er, at faren, Ulrik, er alene med på hytteturen den første dag, moren kommer først dagen efter. Og mænds måde at integrere sig i fællesskaber på har bare en helt anden vibe end kvinders. Jeg ved godt, at vi er ved at opløse kønsforskellene, men de findes altså stadigvæk. De er nedgroet i vores DNA. I min film er faren med på den værste den første dag, men da moren ankommer dagen efter, skifter filmen tone. Tømmermændene kryber ind under huden, og konflikterne optrappes.

Moren vil have orden og en plan. Det er datterens fjerde skole, så der er noget på spil. Datteren havde det sådan set fint nok på sin gamle skole, men den var ikke ambitiøs eller hip nok for forældrene, der pludselig får plads på den ”fede” skole i kommunen. Og at få plads på den fede skole betyder meget for os som forældre. Og bemærk, at jeg siger OS. Jeg er fuldstændig lige sådan.

Vi forældre pisker en stemning op i forhold til, at der er skoler, der er finere og bedre end andre. Men jeg tror, der findes noget, som er meget vigtigere, nemlig klassesammensætningen, lærersammensætningen og lederen. At ens barn trives med sine lærere og sine klassekammerater, uanset om skolen er in, eller om det er ”den dårlige skole” i kommunen rent fagligt."

I filmen lefler forældrene i høj grad for rektoren for at komme ind i varmen hos ham, og de blander sig i alt, hvad der foregår i klassen og på skolen. Paprika har selv gjort sig mange tanker om sin egen rolle som mor i sådan en forældregruppe.   

Har du selv evnet at blande dig udenom som forælder?

"Selvfølgelig ikke. Jeg er ligesom alle andre. Mine refleksioner er bare opstået efterfølgende, hvor jeg har tænkt over, hvordan jeg egentlig slet ikke trivedes i det dengang. Og at jeg nok ubevidst trak mig væk fra det. Jeg havde ikke den sociale trang til at være sammen med en masse mennesker, jeg ikke rigtig kendte. Men sådan har jeg altid haft det. Mange mennesker er ikke min stærke side. Kun hvis jeg skal optræde for dem. Men dengang syntes jeg, det var en slags nederlag, at jeg ikke kunne finde mig til rette i det."

Tvangsfællesskaber kan opstå i mange forskellige sammenhænge, og Paprika nævner også arbejdspladser som et sted, hvor man skal være sammen med mennesker, man ikke selv har valgt. Her har hun heller aldrig været typen, der gik med ud efter teatertid.

Er det et mønster hos dig, at du trækker dig fra fællesskaber?

"Hmm, nej, ikke altid. Det er ikke sådan, at jeg er så ”fin”, at jeg trækker mig. Jeg kan bare blive utrolig stresset af at være sammen med mange mennesker. Når jeg f.eks. laver middagsselskaber, er vi aldrig mere end otte-ni mennesker. Jeg synes ikke, det er hyggeligt med 20 mennesker, det bliver upersonligt. Jeg vil gerne tale om noget.

Dem, der kender mig, ved også, at jeg gerne vil have, at vi alle sammen taler sammen om et emne rundt om middagsbordet. Verden er så fragmentarisk, så jeg keder mig, hvis et selskab bliver til sporadiske samtaler. Jeg vil gerne være sammen, når vi er sammen. Og så kan vi gå hjem og hvile os bagefter. Der er en sekvens i filmen, hvor alle sidder og taler om hver deres, og man kan jo ikke have en dyb samtale på den måde. Jeg kan sagtens deltage i den slags, hvis det er sådan, men jeg bliver meget udmattet af det."

Har du brug for at være meget i fred?

"Ja. Jeg har det sådan: To ude. En hjemme. I hvert fald. Jeg kender mennesker, der kan arbejde hele ugen og så være ude til noget kultur både lørdag og søndag. Det ville jeg ikke kunne. Og det er jo ikke fordi, jeg ikke kan lide at være på, men jeg har bare også brug for roen. Man kalder det at være introvert-ekstrovert, har jeg hørt."

Havde jeg ikke været et kendt ansigt, kunne det måske være endt mere fredeligt med en undskyldning fra mig. Og så havde det været det. Men fordi folk ved, hvem jeg er, er jeg nødt til at tænke over, at mange har taget stilling til mig, inden de møder mig. Og enten skal jeg modbevise, at jeg er det ene, eller også skal jeg bevise, at jeg er det andet. Sådan er det. Derfor tror jeg også, at mange offentligt kendte mennesker har brug for at have et meget privat liv. Et liv, der er meget beskyttet, når de er hjemme."

Det må være lidt anstrengende, at mange har en forudfattet mening?

"Jo, men jeg vil også sige, at jeg som regel bliver mødt med meget stor kærlighed. Og respekt. 90 procent af gangene er folk venlige, hvis de kommer over og siger hej. Og hvis jeg sidder på en café og hygger mig, så glemmer jeg også ofte, at folk måske lægger mærke til mig. Min eksmand sagde altid: ”Lægger du slet ikke mærke til, hvor meget folk glor?” Jeg er stæreblind, så det gør jeg heldigvis ikke."

Filmen handler også om, at forældrene næsten glemmer børnene i deres egen selvoptagethed.

Paprika afbryder straks, da jeg nævner det som indledning til et spørgsmål.

"Nej, ikke bare ”næsten”. De glemmer børnene. Det er selvfølgelig et postulat, og det bliver også overdrevet i filmen for underholdningens og dramaets skyld. Men det handler om, at alt det, man synes, man gør for sit barn, i virkeligheden er mere ens eget projekt end barnets. Og det er selvbedrag i min optik."

Har du selv oplevet det selvbedrag?

"Ja da. Jeg har prøvet at presse alt muligt ned over hovedet på min søn, fordi jeg syntes, det kunne være godt for ham, eller fordi jeg selv syntes, at det var fedt. Så jeg er da ikke bedre selv. Men han ville en anden vej. At han i dag laver noget helt andet end mig, kom totalt bag på mig. Men det er en sund ting. At gå sin egen vej. Og at slippe sine forældres krav."

Nu er din søn jo voksen, og du skal ikke længere tage dig af ham i hverdagen, hvordan er det?

"Jeg har 'empty nest syndrome' på tredje år nu. Da han var 19, flyttede han sammen med en kæreste i to år. Så kom han lige hjem og vendte et halvt år tid, og så flyttede han igen."

Hun holder en pause.

"Det er specielt svært for mange mødre, tror jeg, når der ikke længere er nogen at tage sig af. Der er mange kvinder i min alder, som så får en hund. Men det er ikke lige mig. Hunde stresser mig med deres gøen, og jeg kan jo heller ikke efterlade den alene, når jeg skal arbejde. Men omsorgsgenet er der jo, og pludselig er der ikke nogen at drage omsorg for..."

Hun stopper helt op.

"Aj, jeg får helt klump i halsen, når jeg taler om det. Jeg synes, det er forfærdeligt. Forfærdeligt! Og jeg bliver ked af det nu. Jeg har meget let til tårer i øjeblikket. Jeg synes, det er grusomt, når ens barn flytter, og samtidig – når jeg så ser, at han er glad, og det fungerer – så bliver jeg lykkelig. Jeg skal jo ikke sidde lårene af ham, og jeg skal vænne mig af med at ringe hver dag. Så nogle gange siger jeg til mig selv: Nu ringer jeg ikke til ham, og så ser jeg, hvor lang tid der går, før han ringer til mig. Det handler jo om, at vi skal slippe hinanden, og at han skal ud i verden selv. Og det er jo egentlig ret smukt. Så det er nok mere vemod, jeg føler."

Synes du, at tiden er gået for hurtigt?

"Før man får børn, får man altid at vide, at man skal huske at nyde det, fordi det går så hurtigt. Men jeg synes faktisk, at de første 11 år føltes præcis lige så lang tid som 11 år. Men de næste år – fra 11 til 20 – de tog fem minutter. Og det chokerer mig.

De første år går med at lære at gå, tale, spise og med alle de flyverdragter, der skal af og på. Den tid er meget mættet. Så kommer der nogle år, hvor de ikke rigtig vil have noget med en at gøre, og der er en periode, hvor man næsten ikke ser dem. Og selvom man ser dem, er de nærmest ikke til stede, fordi de sidder og spiller eller er sammen med vennerne.

Så kommer perioden, hvor de er væk i weekenderne. Jeg kan huske, at jeg bare sad og ventede på, at min søn kom hjem. Og samtidig tænkte jeg: Hvorfor fanden er jeg hjemme, jeg kan da også gå ud. Men det kunne jeg alligevel ikke, for tænk nu, hvis han fik brug for mig. Og så lige pludselig – BAM: Jeg flytter! Nej, nej, nej. Stop, stop, stop.

Det er kun 14 dage siden, du var 11 år! Man forstår ikke, hvor hurtigt det går, før man selv oplever det. Og det er også derfor, jeg indimellem ville ønske, at jeg havde fået tre børn. Det er hårdt ikke at have nogen at tage sig af. Men det er mit problem. Ikke min søns."

Hvordan håndterer du den 'empty nest-følelse'?

"Det håndterer jeg ikke. Det kommer og går. Jeg håndterer det overhovedet ikke. Jo, når jeg arbejder, så glemmer jeg det, men lige så snart jeg ikke er på arbejde eller skal noget, så sidder det i mig. Men jeg ved også, det er sådan, det må være."

Har du fundet andre ting at bruge tid og energi på?

"Jeg købte et sommerhus et år efter, at min søn var flyttet første gang, og satte det i stand. Og så sælger jeg det nu. Jeg oplevede det måske alligevel lidt for ensomt at sidde der og kigge ud over markerne helt alene i flere uger."

Føler du dig ensom?

"Ja, indimellem meget. Men ikke hele tiden."

Hun holder en længere pause.

"Altså, jeg ved godt, at jeg laver film og tv og alt muligt, og det er også fedt. Men jeg føler, at min relevans er lidt overstået. Jeg tror også, det er derfor, man får en hund, indtil man måske får børnebørn, for man skal have en relevans for nogen, og det synes jeg ikke rigtig, at jeg har. Det er lidt svært. Når ens børn flyver, så..."

Hun holder en pause igen og begynder forfra på sætningen.

"Når ens børn flyver, så mister man sin relevans, og det er hårdt. Så skal man finde en anden måde at være relevant på, og det er altså ikke nemt. Der er masser, der kan lave film, der er masser, der kan spille skuespil. Det er ikke der, jeg er noget særligt. Everybody is replaceable på jobbet. Men som mor er man noget særligt."

Føler du dig heller ikke længere så relevant arbejdsmæssigt?

"Jo, når jeg arbejder, er jeg relevant. Men jeg har perioder, hvor jeg ikke arbejder, og det er ikke rart. Det trives jeg slet ikke med. Jeg er slet ikke noget, hvis jeg ikke arbejder eller er mor. Det der in-between-noget ved jeg ikke, hvad er."

Hvad med venner?

"Selvfølgelig har jeg venner. Og nogle vidunderlige nogen. Og det er altså ikke fordi, jeg tror, jeg har det så meget anderledes end andre. Jeg tror måske bare, at jeg er bedre til at formulere det. Jeg beskæftiger mig utrolig meget med sindet og psyken både som skuespiller og som instruktør. Så måske er jeg bedre til at inddele og forklare det, som jeg tror, en stor del af befolkningen føler. Og måske er jeg bare mere bevidst om de her ting, fordi jeg har arbejdet så meget med mig selv og har gået i terapi i 25 år.

Jeg er også meget, meget analytisk. Folk, der kender mig, siger, at jeg kan aflæse et menneske på 11 sekunder. Jeg kan ikke lide at sige det om mig selv, men mine venner siger, at det er helt vildt, så præcist jeg rammer. Så det er jo godt, at jeg kan bruge det til noget."

Hvad vil du gøre fremadrettet for at blive ved med at være relevant?

"Det ved jeg ikke. Det finder jeg vel ud af hen ad vejen."

Hun sukker dybt.

"Der er to år til, at jeg bliver 60. Det forstår jeg ikke. Hvor gammel er du?"

Jeg er 56.

"Så er du trods alt ikke boomer. Det er jeg. Altså, jeg er LIGE præcis boomer. Jeg er fra november 1964, lige på grænsen til 1965..."

Hun banker i bordet.

"Jeg kunne NÆSTEN have været noget andet."

Hvad tænker du om, at The Big Six rammer om et par år?

"Det fortrænger jeg. Jeg hviler ikke i min alder. Overhovedet ikke. Jeg er ikke bange for at dø, men jeg synes, det er så svært at være ældre i det her samfund. Hvis ikke man er totalt på toppen og laver ironman, spiser kål og har fuld gang i karrieren, så... Jeg synes, det er svært. Jeg kan ikke altid følge med. Men jeg prøver."

Føler du, at du skal finde dig selv på et nyt niveau i de her år?

"Ja, og så er der den forbandede overgangsalder, som jeg synes har været én lang pinsel. Det er det mest uretfærdige, der overgår kvinder. Jeg har alle symptomer på alting gange hundrede."

Stadigvæk?

"Ja, jeg har haft det i syv år. Nogle gange aftager det lidt, men det kommer tilbage. Og det er ikke kun hedeture. Det er alt. Ikke at kunne sove. Uro. Panikangst. Vægtøgning. Alt. Det er simpelthen så strengt. Jeg har en hormonlæge, der siger: ”Hmmm, og det bliver desværre ikke bedre”."

Hun himler med øjnene og griner trods alt. Spidskompetencen med at konvertere de svære ting til humor fornægter sig ikke.  

Det gør dig måske også lidt mere hudløs i forhold til det, vi snakkede om lige før, med din søn?

"Det ved jeg ikke, det kan godt være, at det er det."

Hun stopper og tænker sig lidt om.

"Nej, ved du hvad, jeg tror altid, at jeg været det. Jeg har altid været rimelig følsom. Det er nok også derfor, jeg kan virke lidt tough."