Renée Toft Simonsen : ”Mine børn tror, jeg er hjemmegående”

Det var et svært valg for mor til fire, Renée Toft Simonsen, da hun som nyuddannet psykolog sagde nej tak til et ”rigtigt” job, for i stedet at skrive bøger derhjemme. Men hendes ønske om at skrive og samtidig være verdens bedste mor og stedmor betød, at hun valgte hjemmekontoret. Og det har hun aldrig fortrudt.

”Jeg har indført kontortid!,” griner Renée Toft Simonsen, ”I foråret havde jeg simpelthen så travlt, at jeg var ved at blive stresset. Så nu har jeg fået fast arbejdstid. Jeg skal være på mit kontor herhjemme fra klokken 8-15, mens børnene er i skole. Jeg har besluttet, at det er ligegyldigt, om jeg så får lavet noget. Men klokken 15 skal jeg holde fri,” siger hun.

Renée Toft Simonsen er mor til tre, eller rettere fire, når man tæller steddatteren Ida-Marie med, og så er hun ”forfatter-mor” til Karla, Anthony Greenwood og Lillebror, som hver især er hovedpersoner i den række af børnebøger, som er kommet fra Renée Toft Simonsens hånd i de senere år.

Lige nu er hun aktuel med sin første voksenroman, ”Tirsdag formiddag,” som handler om helt almindelige kvinders glæder, sorger og sammenhold i hverdagen. Hun kalder selv romanen for en slags ”Vinterbørn” anno 2007. I bogen beskriver Renée Toft Simonsen blandt andet, hvordan hovedpersonen Iben har ladet sig begrænse mere og mere af sin angst-lidelse. For angst er et tabu, som forfatteren synes, vi alle sammen burde tale meget mere om. I det hele taget skriver hun helst om det nære og om det, hun selv kender til. Det er ikke tilfældigt, at ”Karla”-bøgerne tager udgangspunkt i en familie, der ligner Renée Toft Simonsens egen næsten på en prik, med dine, mine og vores børn. Og de situationer, hun beskriver, er også tit mere eller mindre selvoplevede.

”Jeg er den type forfatter, der skriver på mine egne følelser. Det er jo nemt som arbejdsredskab at tage udgangspunkt i noget, man kender. Og relationer interesserer mig. Det er det, der tænder mig. Hvordan vi bliver til de mennesker, vi er, og hvordan vi reagerer i forskellige situationer. Nogle går meget op i vindmøller – for mig er det de menneskelige relationer, der er spændende,” siger hun.

Kisteglad og nærværende

Renée Toft Simonsen er med egne ord ”kisteglad for sit set-up” med at have arbejdsplads derhjemme. Både fordi hun har fundet sin rette hylde og laver det, hun har mest lyst til, og fordi hun kan være nærværende og altid er til at få fat i. ”Børnene behøver jo ikke at være syge for at have brug for mig,” siger hun, ”Jeg vil helst være her, hjemme, så de altid kan ringe nede fra byen, hvis de pludselig skal hentes, og så der er nogen, når de kommer hjem fra skole.”

Børneflokken tæller de tre ”fuldtidshjemmeboende” børn, Ulrikke på snart 14 år og Jens Kristian på 12 år fra Renée Toft Simonsens første ægteskab samt Hugo på 9 år, som hun har med sin nuværende mand, musikeren Thomas Helmig. Hveranden weekend er Thomas Helmigs datter fra et tidligere ægteskab, Ida-Marie på 15 år, også hjemme i Århus. Så det er en stor flok, Renée Toft Simonsen gerne vil være verdens bedste mor og stedmor for. Alligevel var det en svær beslutning at sige nej til arbejdsmarkedet for at sidde derhjemme og skrive bøger og passe familien.

”Det var virkelig angstprovokerende,” husker hun. ”Alle sagde ”Hvad skal du så nu?,” da jeg endelig var færdig med psykologuddannelsen. Og jeg var så meget i tvivl, for det var svært bare at give mig selv lov til at gøre det, jeg havde lyst til. Det var rigtig svært at træffe det valg. Men nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg har gjort det helt rigtige. Det er en luksus at have overskud og tid til familien, samtidig med, at jeg laver noget, som, jeg synes, er meningsfuldt.”

Model-disciplin

Som 17-årig rejste Renée Toft Simonsen til New York for at arbejde som model. Et liv, som lærte hende at have en benhård disciplin i forhold til sit arbejde. Hvis man har lovet at være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, så er man der bare. Og den disciplin har hun taget med sig. Når hun har besluttet at løbe tre gange om ugen, så gør hun det. Og hvis der skal skrives bøger, så bliver de skrevet.

Men den pligtopfyldende side af Renée Toft Simonsen, betyder også, at det er svært at separere familieliv og arbejde. Hun kan sagtens tage sig af huslige opgaver i løbet af dagen, som for eksempel vasketøjet, uden at det går ud over arbejdsdisciplinen. Det er straks sværere for hende den anden vej rundt, hvor hun skal sætte grænser for arbejdet.

”Jeg er ved at finde ud af, hvordan rammerne skal være. Hvor meget jeg skal arbejde. Fordi jeg kan være bange for, at jeg ikke er god nok, eller for at jeg løber tør for idéer, kommer jeg let til at arbejde for meget,” siger hun. Alligevel fortæller Renée, at de fire børn nok egentlig tror, at hun er hjemmegående. ”De har ikke rigtig opdaget, at jeg faktisk arbejder, mens de er i skole,” griner hun. Og det er også meningen. For sådan har det ikke altid været. Da hun skrev speciale på psykologistudiet, var der ét af børnene, der truede med at slå computeren i stykker. For der arbejdede mor for meget. Og det vil Renée Toft Simonsen ikke opleve igen.

Ikke helt almindelig

I dag ved børnene, at mor er til at få fat i. Det vigtigste for Renée Toft Simonsen er nærværet, – at være fysisk tilstede. Hun ville få stress af at skulle være væk hjemmefra 8 timer om dagen og siger, at det vigtigste ved at have kontoret derhjemme, er den frihed og fleksibilitet, det giver. Og nej, hun føler sig, efter eget udsagn, aldrig ensom alene derhjemme. Tværtimod trives hun ikke, når hun er nødt til at skulle forholde sig til alle mulige mennesker hver dag, men ser det som et gode, at hun kan vælge til og fra lige nøjagtig, som det passer hende.

”Min redaktør har altid tid til mig. Jeg har en stor familie, som jeg er meget tæt med. Og en stor kreds af veninder i alle mulige og umulige fag, jeg kan sparre med og spørge og snakke med, hvis jeg har brug for det.

Et bredt venindenetværk, som altid har tid, eller finder tid, hvis jeg har brug for dem,” siger Renée Toft Simonsen, og tilføjer: ”Da jeg var lidt yngre, havde jeg sådan en drøm om at få nogle kolleger, som man så hver dag og sagde godmorgen til og holdt julefrokost med, og som man vidste hvornår havde menstruation og sådan noget. Men det var vist mere en drøm om at være ligesom alle andre, – at prøve at være helt almindelig.”

I dag kan hun sagtens se fordelene ved ikke at være helt almindelig. ”Jeg ved godt, at det ikke er alle, der kan sætte sig hjem og skrive og få økonomien til at hænge sammen.

Men jeg er heldig, fordi jeg har en mand, der ville kunne forsørge mig, hvis det ikke gik, og jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke benyttede mig af muligheden, når den var der,” siger hun, ”Jeg kan kombinere de to vigtigste ting i mit liv, – mine børn og mit skriveri. Så det er faktisk lidt optimalt,” siger Renée Toft Simonsen. Og griner selv af sin egen frygt for at komme til at lyde for tilfreds. Så hun siger ikke ”helt optimalt.” Kun ”lidt”..

RENÉE TOFT SIMONSEN OM SINE BØRN:

Ida-Marie, 15 år:

”Vi har altid haft det godt sammen, Ida-Marie og jeg. Fordi hendes mor har givet hende lov til at være glad for mig. Og fordi hun er så nem at elske. Lige nu går hun med nitter og hættetrøje og er tilhænger af Ungdomshuset. Hendes mor måtte give hende penge for at rede håret, da hun skulle konfirmeres. Og hun ville hellere dø, end bare drikke vand fra en McDonalds.”

Ulrikke, 13 år:

”Hun er så stædig! Og skøn! Hun går med makeup helt om bag ørerne. Og i morges nåede jeg liiige at stoppe hende, før hun gik i skole i højhælede sko. Hun er i opposition til mig for tiden. I sommerferien for eksempel var jeg ude på en vandcykel med fem børn. Vi var langt ude på vandet, og der var masser af strøm, men Ulrikke sprang i vandet, selv om jeg havde sagt nej. Og så lå hun der og svømmede ved siden af vandcyklen, på sådan en ”jeg-kan-sagtens-måde,” mens jeg råbte, at hun skulle komme op. Da hun endelig kom op af vandet, stillede hun sig med hænderne i siden lige foran mig og råbte ”Skal dine nerver styre hele mit liv?!” Og nej, det skal de jo ikke. Men det var altså ret farligt.”

Jens Kristian, 12 år:

”Han ligner mig. Han er lille indeni og stor udenpå. Og han kan bedst lide den udgave af sig selv, der er stor. Han er følsom. Han er kvik. Lidt umoden og spiller guitar. Det går helt galt for pigerne med ham. Han er simpelthen så lækker!”

Hugo, 9 år:

”Han er en charmetrold og helt sin egen. Han boede på min højre hofte de første to år af sit liv. Og han sover stadig viklet rundt om mine ben. Han spørger ikke om lov til noget. Og han er virkelig dårlig til at dele!”

Renée Toft Simonsen om at have stedbørn:

”Det tager mange år at optjene retten til at skælde ud som stedfar eller stedmor. Så det er godt, at jeg har en meget rummelig mand, som ikke havde brug for at overtage eller at blive elsket af mine børn i begyndelsen. Ulrikke var virkelig reserveret. Hun nægtede at sove i nærheden af Thomas, – ”han lugter grimt,” kunne hun finde på at sige. Så det tog nogle år. Jeg skulle også vænne mig til, at der var nogle andre regler for Thomas’ datter, fordi hun kun var her hveranden weekend. Så fik hun for eksempel et eller andet, som Ulrikke havde ønsket sig i 4 måneder. Så kunne jeg godt blive jaloux på mine børns vegne, fordi de ikke fik de samme ting. Men jeg er blevet klogere. Selvfølgelig skulle hun have særbehandling! Det er ikke retfærdighed, at alle får det samme, men at alle får det, de har brug for. Og måske var det også noget med, at hun jo kom før mig, hos den mand jeg elsker. Heldigvis har jeg aldrig handlet på de følelser. Men jeg har hørt mange grufulde eksempler på især kvinder, der ikke opfører sig ordentligt over for deres stedbørn.”

RENÉE TOFT SIMONSEN OM DET VÆRSTE OG BEDSTE VED AT VÆRE MOR:

”Det værste er selvfølgelig angsten for at miste. Og det bedste er modpolen til angsten for at miste, – det at elske så dybt, at se de små liv udvikle sig og blomstre. Det er en kæmpegave!”

Det er en luksus at have tid til familien, mener Renée Toft Simonsen.