Tina tog 33 kilo på under sin graviditet: ”Jeg kunne ikke lide at klæde mig af foran min mand”

Mette, 63: "Min krop er et redskab"

Jeg har aldrig haft komplek­ser over min krop. 

Jeg har altid set den som et redskab; noget, jeg kunne bruge til at leve mit liv med. 

LÆS OGSÅ

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Jeg har heller ikke spekuleret over, hvad andre tænkte, for min krop er ikke et objekt for andre. Jeg blev syg i 2006 med atypisk Parkinson. Det vil sige, at min sygdom ikke nød­vendigvis forværres som med den typiske form for Parkinson, men det har sat nogle begrænsninger for, hvad jeg kan med min krop.

Jeg prøver dog virkelig at bevare det gode humør. Da jeg var barn, var min krop et redskab for mig. Jeg spillede i mange år fodbold, hvilket har gjort, at jeg har fået mange skader i mine knæ og har fået opereret tre menisker ud. Vi spillede for at vinde, og det var på bekostning af ankler, knæ og hofter. 

Det tænkte man ikke så meget over at passe på dengang. Jeg har nogle flotte ar på knæene med streger og prikker. Jeg siger til mine børnebørn, at det er fra dengang, jeg var pirat. Så siger de, at det er da på kinderne, at pirater har ar. Men jeg forklarer, at det er, fordi jeg skulle svinge mig i rebet og gribe fat i et andet skib med benene. 

Som teenager fik jeg hurtigt store bryster. De kom ud, og så faldt de bare fladt ned. Jeg kunne bestå blyantsprøven meget hurtigt. Men jeg har aldrig brugt bh, og når jeg spillede badminton, grinede vi over, hvordan mine bryster lavede klaskelyde, når jeg hoppede. 

Det generede mig overhovedet ikke. Jeg har i mange år lavet trylleshow for børn, i forbindelse med mit arbejde som pædagog. I den periode fandt jeg ud af, at jeg har Parkinson. Mine trick, som jeg har lavet tusinde gange, begyndte simpelthen at kikse for mig, fordi min finmotorik ikke kunne følge med. 

Mine døtre var på det tidspunkt teenagere, og det var så stort et slag for mig med sygdommen, at jeg måtte flytte ud af huset og væk fra dem og min ægtefælle et stykke tid. 

Jeg lejede et hus, hvor jeg kunne gå og råbe, så det ikke gik ud over dem derhjemme. Jeg fik vreden ud ved at slå bjørneklo med en stor le. Jeg græd meget, fordi fingrene ikke rigtig ville mere. Og så begyndte jeg at spille mundharpe, for det var også god ergoterapi for tungen. 

Mine venner var trætte af, at hver gang de så mig, så havde jeg lige en glad melodi, jeg skulle spille for dem. Det lød godt inde i hovedet, men altså, åbenbart ikke så godt for dem. Alting er blevet sat ned i tempo med sygdommen, men jeg har accepteret det og begræder ikke længere de ting, min krop ikke kan. I stedet værdsætter jeg det, jeg kan. 

LÆS OGSÅ

Jane var konstant træt og udmattet. En tilfældighed gjorde, at hun opdagede, hvad der var galt

I lang tid troede både Jane og hendes læge, at hun var udbrændt, men grunden til, at hendes krop lukkede ned, viste sig at være noget helt andet.

Mine børnebørn ved godt, at jeg ikke tonser rundt i skattejagt i haven. Men jeg er klar med et eller andet sjovt for dem, og de elsker også at sidde på min rollator, som jeg kalder Karl Oskar. Den er ligesom en del af mig. Det kommer dog til at knibe med at have dem alle på den, når jeg meget snart har fire børnebørn. Det, jeg savner allermest rent kropsligt, er at løbe. Få vind i håret og løbe af sted. Det kan jeg ikke mere. 

Men jeg har fået en elscooter, der hedder Karma. Og nu kan jeg suse af sted fra Glostrup, ud ad Jyllingevej og ind til Frederiksberg til min veninde. 

Så lader den op, mens jeg er på besøg, og så hjem igen. Det er dejligt befriende.

Tina, 56 år: "Jeg er begyndt at sige, at jeg er en frodig kvinde"

Hvordan jeg har det med min krop, kommer an på, hvilken dag du spørger mig. 

LÆS OGSÅ

Rikke tabte 25 kilo på 9 måneder ved at gå ture

Efter at have prøvet at utal af diæter, fandt 50-årige Rikke Stobberup en sund livsstil, der virkede. Ved at skrue op for det grønne og gå masser af ture, tabte hun sig 25 kilo på ni måneder.

Nogle dage tænker jeg, at det er da helt okay at se ud, som jeg gør, i en alder af 56 år. Andre dage ser jeg kun fejl. Jeg kan være enormt hård ved mig selv. Det siger mine veninder også. 

Jeg har altid været optaget af smukke ting og smukke mennesker. Jeg tror, det har noget med det at gøre, at jeg aldrig har været tilfreds. Det lyder måske overfladisk. Men jeg har altid længtes efter at være slank, og jeg ser andre og tænker, at sådan vil jeg også gerne se ud. 

Jeg har altid været bevidst om, at jeg havde en okay krop, men jeg har bare aldrig været helt tilfreds. Som teenager var jeg utilfreds med mine bryster og min A-skål. Jeg var også utilfreds med min topmave. Men jeg var jo helt slank. 

Topmaven var bare noget, jeg var fikseret på. Jeg har altid haft fokus på et eller andet, jeg var utilfreds med ved min krop. Jeg gik model i Rosengårdcentret i Odense – jeg havde nogle gange nogle modelopgaver dengang – og vi skulle gå i tøj fra centret, også sexet undertøj med strømper, blonder og det hele. 

Jeg havde en slags kimono over og skulle så åbne den og vise mig på podiet. Det gjorde jeg, men det har set sjovt ud, fordi det gik rigtig hurtigt. 

Jeg ville ikke have, at folk skulle se mig, som jeg var. Jeg følte mig ikke god nok rent udseendemæssigt, selv om min krop bestemt var, som den skulle være. Jeg blev gravid som 28-årig og tog 33 kilo på. Jeg kunne nærmest ikke bevæge mig til sidst. 

Efter at jeg havde født, var min krop anderledes med større mave, og jeg blev gravid igen, inden jeg nåede at få min gamle krop tilbage. 

Anden gang tog jeg ikke helt så meget på, men blev også kæmpestor. Vi får åbenbart store børn i min familie. Efter at have født anden gang, var der ti kilo, jeg bare ikke kunne komme af med. Det havde jeg det ikke særlig godt med. 

Min krop var anderledes at se på, og jeg havde ar fra to kejsersnit, som sad mærkeligt, og en mave, der var rigtig blød. Når jeg sad i en lænestol, var der så meget hud og blæver. 

Jeg hadede det. 

Jeg kunne ikke lide at klæde mig af og på foran min mand. Det fyldte enormt meget i mit hoved. Jeg gik til diætist og fik hjælp til at tabe mig, men min mave hang mærkeligt på grund af arrene fra kejsersnittet og min hud, der var blevet udspilet. Så jeg var stadig ked af, hvordan den så ud. 

Jeg ville så gerne have maveskindet fjernet, men turde ikke; jeg var bange for, at noget skulle gå galt under operationen. Men jeg fik snakket med nogle venner til et middagsselskab, og de sagde: ”Kan du så se at komme af sted!” Det fik mig til at tage beslutningen. Og det var så godt, at jeg gjorde det. 

Så var der styr på det, og jeg skulle ikke blive ked af det, hver gang jeg kiggede mig i spejlet. Der var ikke så stor åbenhed om den slags operationer i 2011. Men jeg har været åben fra starten. Hvorfor skulle jeg holde det hemmeligt? 

LÆS OGSÅ

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Ligesom jeg er åben om alt muligt andet med min krop i dag, for eksempel mine hedeture. Sidder jeg i et møde og har det varmt, åbner jeg vinduet og fortæller, at det er, fordi jeg lige har en hedetur. Alderen og overgangsalderen forandrer min krop. Jeg har taget på og har ondt forskellige steder, fordi jeg er lidt tungere. 

Ben og ankler skal bære mere. Så det er selvfølgelig irriterende. Men jeg begynder langsomt at have det mere sådan: ”Jeg er faktisk 56 år, og så er det vel okay, at jeg har lidt former.” 

I stedet er jeg begyndt at sige, at jeg er en frodig kvinde. 

Helle, 57 år: "Jeg sveder og smider hæmningerne på dansegulvet"

På en god dag siger jeg til min krop i spejlet, at den er lækker. Jeg har tabt mig 40 kilo i 2019 og har taget 18 kilo på siden. 

Det er en evig kamp med vægten. Og jeg har bestemt ikke altid været gode venner med min krop og er stadig ikke fuldstændig i mål med at holde af den. Men jeg prøver. 

LÆS OGSÅ

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Jeg er nået til et sted, hvor jeg vil nyde livet. Jeg gider ikke længere vente på, at jeg lige har tabt mig. For min vægt har holdt mig meget nede tidligere i livet. Engang gik jeg slet ikke på stranden, fordi jeg ikke syntes, jeg kunne vise mig i bikini. Jeg har i perioder slet ikke haft lyst til at gå uden for døren. 

Jeg havde svært ved at spise en is offentligt, for jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvad andre tænkte: At jeg da ikke skulle sidde og spise is, når jeg var så tyk. 

Jeg glemte i mange år at leve livet fuldt ud på grund af min overvægt. Det gør mig enormt trist at tænke på. Det vil jeg ikke mere. Det er ikke min krop eller min vægt, der fortæller, hvem jeg er. Det er mine livsværdier. Jeg har altid været overvægtig og blev mobbet i skolen. 

Som teenager og ung var ingen interesserede i at være kærester med mig. Det var hårdt. Jeg var også typen, der helst bare ville gå i ét med tapetet, for når jeg fik opmærksomhed, var det gennem mobning. Jeg blev gift som meget ung. 

Vi fik børn, og familielivet var det, der fyldte. Jeg ignorerede mig selv og havde det enormt dårligt med min krop. Jeg kom ind i nogle onde cirkler, hvor jeg bare spiste og spiste, og jeg gik i tøj, hvor jeg bare kunne forsvinde. 

Ingen farver, bare stort tøj, der dækkede min krop. For 20 år siden blev jeg skilt, og det ændrede alt. I 2019 fik jeg et flexjob i kantinen i sexolog og parterapeut Joan Ørtings virksomhed. Det gjorde, at jeg begyndte at komme i huset, hvor man kan uddanne sig til sexolog, og jeg kom tæt på Joan Ørting. 

Hun fik mig til at indse, at jeg var god nok, som jeg er. Jeg lærte at holde mere af min krop. Nu smider jeg alt tøjet og er nøgen på stranden. Det er også en måde at sige til mig selv på, at nu skal jeg fandeme lære at elske den her krop. 

På den måde har jeg en stærk psyke. 

Jeg er stædig og vil gerne tvinge mig selv ud, hvor jeg måske ikke er helt tryg. Det får mig lidt væk fra den gamle Helle, som prøvede at gå i ét med tapetet. Jeg går ud med andre singler, og det handler om at have det sjovt. Vi skal kunne grine lidt af det hele. 

Når jeg er i byen, er det bare brystet frem og et kæmpe smil og så direkte på dansegulvet. Og jeg kan mærke, at jeg er afholdt, fordi jeg kommer med det glade væsen. Det er det, folk møder mig med. 

LÆS OGSÅ

Forsker afslører: Sådan taber du dig med kroppens egen Wegovy

Vægttabsmedicinen Wegovy er for mange blevet en gamechanger. Men hvad nu hvis vi fortæller dig, at det faktisk "bare" er en efterligning af et hormon, din krop selv kan producere? Og at du, igennem din kost, kan øge produktionen af hormonet? Bliv meget klogere på det her, hvor lægemiddelforsker Anette Sams deler sin viden om kroppens særlige hormon og dets sunde bonusser.

Ikke min krop. Jeg sveder og smider hæmningerne på dansegulvet; det er helt naturligt, og jeg har det godt. I dag giver jeg mig selv lov til at klæde mig i alverdens farver. Nogle gange siger ungerne til mig: ”For helvede, mor, det er kun dig og Linse Kessler, der går klædt sådan!” 

De siger, jeg er blevet en rebel. Og det er jeg nok også. Det, jeg ikke turde som ung, det tør jeg i dag.