Sara Thane Tragedien om Nord scroll-down

Saras ekskæreste slog deres søn ihjel: "Jeg vidste ret hurtigt, at jeg havde tre muligheder"

Nord var bare et år og syv måneder, da hans far slog ham ihjel i forsøget på at hævne sig på hans mor. I seks år har Sara Thane jagtet svar på, hvordan man rejser sig fra et overvældende had, hævnlyst og en dyb sorg. Nu tror hun, at hun har fundet et svar.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Privat
17. jun. 2022 | Børn | ALT.dk

”Jeg er glad for at kunne meddele dig, at det er sidste gang, du vælger dig selv frem for Nord.”

Sms’en tikker ind på Sara Thanes telefon den 10. juni 2016. Hun er ved at varme op til en hyggelig aften med sine veninder, og hendes halvandet år gamle søn, Nord, skal sove hos sin far.

Det er ikke unormalt, at Saras ekskæreste skriver hadefulde beskeder, inden hun skal i byen. Men der er alligevel noget, som er anderledes denne gang. Beskeden er ikke rettet mod Sara som sådan, men mod hendes moderskab. Og Sara er en god mor, det er de trods alt enige om.

Hun slår det væk, men beslutter sig alligevel for at gå hjem. Når Nord er lagt i seng, vil hun ringe og høre, hvad der foregår.

Da klokken passerer 20, rækker Sara ud efter sin telefon for at ringe til sin ekskæreste, men han kommer hende i forkøbet. Han fortæller, at han elsker hende. At han gerne vil være en familie. Men forholdet er gået i stykker af utroskab, manipulation og løgne, og hvor end Sara gerne vil have en kernefamilie, så ved hun, at det ikke er her, hun finder den. Hun ønsker sig et stille og roligt voksenliv, fortæller hun ekskæresten.

”Nu skal jeg fortælle dig, hvordan dit voksenliv starter,” afbryder han.

”Det starter med, at jeg tager Nord og springer ud foran et tog.”

Så lægger han på.

Men da Sara taler med sin ekskæreste, har Nord allerede været død i knap fire timer. Kvalt med en pude af sin far, som ville hævne sig på hans mor.

Det er Sara selv, der finder sin søn, livløs og bleg i ekskærestens seng i et rækkehus i Albertslund. Imens har Nords far kastet sig ud foran et tog på Danshøj St.

Jeg møder Sara Thane tre dage inden årsdagen for Nords død. Detaljerne står stadig knivskarpt i hendes hukommelse, og i dagene op til den 10. juni er de særligt insisterende.

Nord blev et år og syv måneder. I år ville han være fyldt otte år. Foto: Privat
Nord blev et år og syv måneder. I år ville han være fyldt otte år. Foto: Privat

”Da en politibetjent fortæller mig, at Nord er død, føler jeg ingenting. Der er helt tomt. Jeg kan huske, at jeg holder op med at græde, og jeg stirrer bare ud i luften. Jeg har en følelse af, at det her, det er ikke virkeligt. Jeg svinger mellem at føle ingenting og er rimelig fattet til at bryde fuldstændig sammen og føle alting. Og sådan er det egentlig i ret lang tid efter. Så sidder jeg bare og stirrer ud i luften, eller også så græder jeg sådan helt, ja, knusende. Alt i mig gør bare ondt.”

Hun holder en lang pause. Hiver lidt efter vejret og forsøger at sunde sig. Det er svært at fortælle om, men Sara er blevet god til at tale gennem tårerne.

”En del af mig dør dér. Jeg har den her følelse af, at jeg ikke kan leve uden Nord. Jeg kan ikke være i en verden, hvor han ikke er. Ligesom at man, når man får et barn, føler, at man har haft det altid, så fik jeg en følelse af, at jeg kan ikke, altså jeg kan ikke, uden ham. Hvordan skal jeg kunne være i den her verden, hvor Nord ikke er?”

Lever i minderne

At miste et barn er det værste, der kan overkomme et menneske. Det ved enhver forælder. Men at miste sit barn til én, man elskede og stolede på, er voldsomt, fortæller Sara. Savnet og smerten ville være den samme, lige meget hvordan Nord var død. Men det kolossale tillidsbrud giver sorgen en ny dimension.

 

”Det værste er, at han jo har gjort det for at skade mig. Han har slået et lille, uskyldigt barn ihjel, bare for at gøre mig ondt. Han havde gjort mig ondt på alle andre måder. Det her var det ultimative. Han ville ødelægge mig og tage alt fra mig. Og det må man sige lykkedes. Men det er jo også en af de ting, der har været motivation til ikke at tage livet af mig selv. Og at prøve at finde en måde at rejse mig på igen. Han skulle ikke vinde.”

Seks år er gået, siden Nords lille liv blev taget fra ham. Nu lever han i minderne hos de personer, der elskede ham, i tatoveringen på Saras højre overarm og i billederne og de farverige malerier, der hænger på de fleste vægge i hendes lejlighed. I soveværelset, på et gammelt sminkebord ved siden af Saras seng, står hans urne. Den er lille, blå og med gule stjerner på. Nord skal ikke i jorden, før han har nogen, der kan komme med ham.

Hans liv har fået en ny betydning i det hjem, han engang levede i, men i dagene op til den 10. juni er det stadig hans død, der fylder.

”Jeg genoplever det hele igen og igen. Det er, som om min hjerne prøver at finde løsninger, så jeg kan forhindre, at det sker. “Hvis du nu lader være med at aflevere ham i vuggestue nu” eller “hvis du nu skynder dig at hente ham nu”. Så det er meget tidsbestemt. Hvis du gør det her, når klokken er det her, så kan det være, at du kan nå at redde ham. Det er sådan en syret følelse, for jeg ved jo godt, at han er død. Jeg mærker hver dag, at han er død. Men en del af mig vil stadig ikke helt acceptere, at jeg ikke kan redde ham, og at jeg ikke får ham igen.”

Sara frygter årsdagen. Selvfølgelig gør hun det. Sådan er det altid. Men i år er der også et tiltrængt lyspunkt. For i år bliver Nord æret med en lydbog om deres historie, som Sara har været med til at producere. Den handler om had, hævnlyst og dyb sorg - men også om at finde kræfterne til at leve videre. For dem har Sara fundet.

Om familien

Sara Thane er 39 år og bor i København.

Hun har delt mange af sine tanker og svære tider på sin blog Nord for Mælkevejen.

Hun er mor til Zai, som er født i 2019, og Nord, som er født i 2014.

Nord blev 1 år og 7 måneder.

Sidste mulighed

Nord havde ikke været væk længe, da Sara indså, at hun havde tre muligheder. Hun kunne vælge at tage livet af sig selv. Møde sin søn igen og slippe væk fra den altopslugende sorg. Faktisk troede hun i lang tid, at det var svaret.

I det første år efter Nords død var hun derfor mandsopdækket. Hendes mor flyttede ind, og tog hun hjem, kom veninderne over på skift. Senere lavede hun aftaler om at sende tomme sms’er eller ringe uden at sige noget, hvis tankerne blev så svære, at hun var ved at gøre en ende på det hele.

”Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt sagde til min lillebror, at jeg ikke kunne mere. ”Vil du ikke godt sige, at det er okay, at jeg tager herfra,” spurgte jeg ham. Han kiggede på mig og sagde: “Jeg kan godt forstå dig, søs. Men jeg tilgiver dig aldrig, hvis du gør det. For så har du slået vores forældres barn ihjel, og så er du ikke bedre end ham.” Og dér følte jeg for første gang, at det ikke var en mulighed, at jeg tog herfra.”

Sara kunne også sætte sig ned, lade livet passere og vente på at dø. Knalde hovedet ind i væggen på en psykiatrisk afdeling og aldrig komme ud. Men det var ekskærestens mål, er hun sikker på. Dét, eller at hun tog livet af sig selv.

”Min sidste mulighed var at sige okay, hvis jeg skal være her, så vil jeg leve og ikke kun overleve. Men det er et aktivt valg, jeg skulle tage hver dag, og de første par år var det ren overlevelse for andre menneskers skyld. Ikke for min egen. Og det tror jeg kun, at man kan holde til i en vis periode. Så jeg var nødt til at finde noget, der oprigtigt gjorde, at jeg havde lyst til at være her. At jeg kunne få noget livsglæde og livslyst igen.”

Sara Thane
Foto: Privatfoto | Den 10. juni er blevet Saras nytår. Det er ikke en fest, men det er herfra, hendes nye år starter. Når hun går i seng om aftenen, er det med et klap på skulderen: Godt gået, du klarede endnu et år.

Nords lillebror

Svaret viste sig at være Nords lillebror, Zai. Sara skulle være gravid igen, det vidste hun ret tidligt, for det er hårdt at være mor uden et barn. Pludselig er der ikke nogen at rette alle sine moderlige følelser mod.

Men omverdenen skræmte hende.

”Jeg blev påvirket af omverdenen og folks tanker og holdninger til det at kaste sig ud i at få et barn mere. Og især at få et barn selv. Så jeg ventede nok lidt længere, end jeg egentlig ville have gjort. Men det var helt klart dét, der skulle til, og da jeg blev gravid – to år efter Nords død - fik jeg for første gang et lille prik af oprigtigt håb og glæde.”

Det tog Sara et år at blive gravid med Nords lillebror, Zai. Han er blevet til ved hjælp af en donor, for selvom Sara stadig drømmer om kernefamilien, så er hun endnu ikke et sted, hvor hun tør dele sit barn med en anden. Tilliden til mænd ligger på et meget lille sted.

”Selv hvis jeg mødte en, der var helt fantastisk, og alt var fint og godt, og vi fik et barn, så ville det trigge noget i mig, hvis vi gik fra hinanden, som ville gøre, at jeg ikke ville være retfærdig. Jeg ville ikke være en god mor, og jeg ville ikke være en god ekskæreste. Så jeg har den her følelse af, at jeg er en bedre mor alene. En roligere mor. Jeg har selvfølgelig stadig tusind katastrofetanker omkring Zai, men at jeg ikke også skal slås med ‘hvad hvis vi går fra hinanden’, ‘hvad hvis han tager ham’, ‘hvad hvis han gør ham noget’, giver mig ro. Det er det bedste for os, hvis jeg skal være den mor, jeg gerne vil være.”

Selv i sin graviditet har Sara ikke lyst til at leve. Men i det øjeblik, Zai kommer til verden, ændrer alt sig. For første gang i tre år får Sara lyst til at blive gammel.

”Inden Zai blev født, havde jeg det sådan, at livet virkelig er langt. At der går lang tid, før den her smerte holder op, og jeg skal møde Nord igen. Men da jeg fødte Zai, føltes livet lige pludselig ikke så langt, for den tid, man har med sine børn, er alt for kort. Og selvom det stadig er smerte og savn hver dag, så er det også smil og glæde. Så nu har jeg ikke så travlt med at skulle se Nord igen.”

Hun tager et øjebliks tænkepause og konstaterer så:

”Nord er al smerten værd. Lige meget hvor ondt det gør, så er den tid, jeg fik med ham, al smerten værd. Og det er også derfor, at jeg har turde kaste mig ud i at få et barn mere. For selv hvis det værste skulle ske, så er Zai det værd.”

”Jeg bliver meget provokeret af folk, der siger “jamen det sker jo ikke” eller “du har fået din del, det sker ikke for dig”. Nej, men det, der skete med Nord, sker heller ikke, og det skete. Livet er ikke ”nogen får en vis portion”. Fordi jeg har oplevet det her, så er det jo ikke ensbetydende med, at jeg er fredet resten af livet. Der vil ske dårlige ting. Det, at jeg er så bevidst om døden, gør også, at jeg sætter pris på alle de små ting. Og på hverdagen på en helt anden måde end før.”

I Saras soveværelse står Nords urne, flankeret af nogle af hans favoritting. Børn hører ikke til i jorden, mener Sara, og da slet ikke alene. Hvis Nord en dag skal begraves, skal der nogen med, som kan passe på ham. Foto: Privat

Ikke nemmere med tiden

Selvom hverdagen igen er fyldt med meningsfuldt indhold, et barns naive livslyst og Sara igen har lært at grine fra maven, betyder det ikke, at tabet af Nord bliver nemmere.

Faktisk bliver det kun sværere for hvert år, der går, konstaterer hun med lille stemme. I år ville han fylde otte, og dén Nord kender Sara ikke.  

”Jeg tror, at det er en følelse af, at jeg kommer længere væk fra ham. At der går længere og længere tid. Nu ville han være ret stor, og jeg kender ham ikke på samme måde, som jeg gjorde. Han vil jo altid kun være et år og syv måneder. Men jeg kan se på min nevø, som er otte, hvor stor han er nu, og hvad han kan og de samtaler, vi har.”

”Mit system hjælper mig heller ikke på samme måde længere, og mens kroppen bare lukkede ned i starten, så får jeg hjertebanken, svedeture eller kulderystelser nu. Så jeg synes ikke, at det bliver nemmere. Til gengæld bliver jeg stærkere. Jeg bliver jo bedre til at leve med det. Jeg lærer at leve med det. Jeg synes, at jeg har fundet plads til det, og jeg har lært at acceptere, at det er en del af mig, at jeg har mistet Nord.”

Det har taget lang tid at komme til den erkendelse. Ja, måske er de seks år, der er gået, ikke nok. I begyndelsen af sin sorg troede Sara ikke et sekund på, at livet igen kunne blive værd at leve. At hun ville have lyst til at stå op om morgenen, spise sin mad og gå i bad. Men det kan lade sig gøre, forsikrer hun.

”I starten af min sorg havde jeg brug for at vide, at man godt kan få et godt liv alligevel. At selvom man altid skal leve med savnet og smerten, så kan man også godt smile og grine og føle glæde og lykke. Men når folk sagde det til mig, så havde jeg en følelse af, at det ved du ikke en skid om. Jeg kommer aldrig til at føle rigtig glæde igen, jeg kommer aldrig til at kunne leve rigtigt - for min egen skyld - igen.”

Føler du, at du kan det i dag?

”Ja. Det kan jeg. Men jeg havde brug for at møde andre i samme sorg, der var et andet sted i deres liv og kunne sige til mig, at det kan du godt. Det var dem, jeg stolede på.”

Et efterslæb af sorgen

Bare tre måneder efter Nords død stod Sara derfor frem med sin hudløst ærlige historie. Siden er det blevet til flere interview og nu også en lydbog. Hun vil gerne give andre forældre, som har mistet et barn, håb. Hvis hun kan rejse sig, kan de også.

Og så vil hun sende en lussing til systemet. Lige dér føler hun sig nemlig tabt på gulvet.

”Det første år var jeg så meget i chok, at min krop lukkede ned og op alt efter, hvad der var brug for. Min krop og min hjerne hjalp mig rigtig meget. Og lige pludselig kom virkeligheden bare. Jeg har fået rigtig mange følgesygdomme af at være i sorg. Jeg har for lavt stofskifte, jeg får angst, hjertebanken og mit syn er blevet dårligere. Jeg har ondt i mine knæ og ondt i min lænd. Kroppen har reageret voldsomt. Og ja, man kan få en lille smule hjælp til noget psykolog - der er stadig noget egenbetaling på - men de psykologer, jeg kunne få, var der tre måneders ventetid hos lige efter Nords død. Og det havde jeg jo ikke tid til at vente på. Så det hele har været egenbetaling. Og jeg har selv skulle finde alting.”

Hun trækker i mundvigen. En sarkastisk mine.

Børnemord i Danmark

Hvert år dør omkring fem børn, fordi den ene forælder tager barnets liv.

Det er oftest fædre, der tager deres børns liv, viser en opgørelse, TV 2 har lavet, og der ligger typisk et hævnmotiv efter et brud fra barnets mor bag forbrydelsen.

I perioden 2012-2017 blev 13 børn slået ihjel af deres forældre. I langt de fleste tilfælde var offeret under 18 år. Til sammenligning blev der i 2020 registeret 37 dødsfald, hvor årsagen var drab.

I nogle tilfælde tager forælderen også andre familiemedlemmers liv – og typisk også sit eget.

Kilde: Danmarks Statistik, Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, TV 2, Justitsministeriet

 

”Havde jeg mistet Nord til kræft, havde der været noget andet hjælp at hente, fordi Kræftens Bekæmpelse har et kæmpe netværk. Men her skulle jeg klare alting selv og med hjælp fra mit eget netværk.”

Huslejen og regningerne fik lov at stå ubetalt, og den frisørsalon, Sara ejede, måtte lukke. Alt sejlede, men hun var ligeglad. Måske ville hun alligevel ikke være her i morgen.

Som resultat har Sara oparbejdet en betydelig gæld, hun stadig kæmper for at ryste af sig.

”Der kommer hele det her kæmpe efterslæb af sorgen, som jeg også føler til dels kunne have været undgået. Hvis ting havde været håndteret på en anden måde, og jeg havde fået den rette støtte og hjælp fra det offentlige, så havde jeg nok været et andet sted. Så havde jeg måske stadig haft min forretning. Og så kan det da godt være, at jeg ikke kunne have kunder, men så havde jeg kunne lave alt muligt andet.”

”Det har også gjort, at da jeg så følte, at okay nu er jeg ved at rejse mig lidt, så ligger der bare alt det herude, som jeg skal kæmpe med nu. At prøve at komme på rette køl og komme ovenpå igen. At få betalt af på den her gæld og finde mig et arbejde, jeg kan passe. Og det er ekstremt frustrerende, for jeg føler, at jeg sidder fast.”

 

Meget af Zais legetøj har engang tilhørt Nord. Det har aldrig været pakket væk, men nu får det igen liv. I Saras hjem er der plads til børn. Både dem, der lever, og dem, der lever i minderne.

En levende søskende

Sara er stadig ikke klar til et normalt arbejde, men lysten er begyndt at flytte ind i maven igen. Hun vil gerne ud af systemet og tjene sine egne penge, så hun kan betale sin gæld af. Men hun har brug for et job, hvor der er plads til svære dage.

Allerhelst vil hun hjælpe andre mennesker i sorg, og hun er sikker på, at den drøm nok skal gå i opfyldelse en dag.

Men der er også en anden drøm, der spirer. Drømmen om et tredje barn med samme donor, som har været med til at lave Zai.

”Jeg er ikke i en proces endnu, men jeg håber, at det sker efter sommeren. Det er jo en meget dyr fornøjelse, så det kommer lidt an på, hvordan det hele ser ud dér. Men jeg håber, for jeg vil gerne have, at Zai også har en levende søskende. Han har kun mig, og når jeg ikke er her mere, så vil jeg gerne have, at han har en anden.”

”Lidt hårdt sagt er det også et ønske om, at hvis der sker den ene noget, så er der en anden. Det giver god mening, at man i gamle dage fik mange børn. Når man har oplevet det, som jeg har oplevet. Men mit største ønske er at give Zai en levende søskende.”

”Den bedste hævn er at leve og få et godt liv. At jeg står på mine ben og griner og lever og føler lykke på trods af den smerte, jeg også føler. Og et godt liv er at blive mor igen og få et barn mere. Og at have nogen at dele Nord med. På den måde holder jeg ham i live.”

'Tragedien om Nord' af Stine Buje og Sara Thane

I anledningen af seksårsdagen for Nords død udgav Mofibo den 10. juni lydbogen "Tragedien om Nord". 

Her fortæller Sara sin historie om at finde sin lille søn dræbt, og om rejsen derfra og tilbage til livet.

Du kan lytte med her. 

tragedien om nord.jpeg

Se, hvad vi ellers skriver om:

Anbefalet til dig