Mit første minde
"Er en Sankthansaften på Fanø i silende regn.
Det er selvfølgelig svært at vide, hvad der er fotografier, og hvad der er barndomsminder. Og lige sådan et billede af et stort bål på stranden og os i gule gummiregnfrakker under gennemsigtige paraplyer findes der faktisk i mine forældres fotoalbum.
Men uanset, så husker jeg følelsen fuldstændig tydeligt. Og den var vidunderlig. Vi var aldrig på solferie, da jeg var barn. Vi var i Danmark på Fanø, hvor min familie har haft sommerhus i generationer, og hvor vi levede det her stille trummerum af et sommerliv. I regn og blæst og nogle gange, men ikke særlig tit, også i høj sol. Som voksne kan vi hurtigt tænke, at nu er det sommer, nu skal solen skinne!
Det skal være varmt! Vi skal til syden! Men børn er ligeglade. De vil bare nærheden og samværet.
Vi holder stadig de fleste af vores ferier på Fanø. I regnvejr. Og så sjosker vi rundt i gummistøvler langs kysten, spiller spil, laver mad og lader dagene gå. Og det er lige det, vi alle sammen har mest brug for. Uden at jeg rigtig har tænkt over det, genskaber jeg mine egne barndomsminder for mine børn. Og det er jo fordi, de minder var lykkelige."
Min første skoledag
"Var på mange måder alt det, jeg havde drømt om. Og jeg havde ellers haft store drømme. Mit skoleliv forløb nemlig fuldstændigt ukompliceret. Nærmest lykkeligt.
Jeg var tryg og glad, havde venner og lavede lektier og rakte hele tiden hånden op. Jeg var et stræbsomt, pligtopfyldende og meget glad skolebarn. Alt det stoppede imidlertid brat, da jeg begyndte i gymnasiet.
Jeg havde ellers haft udsigt til Øregård, som er det her gamle, fine gymnasie med en stor og smuk aula, fra folkeskolens vinduer. Og jeg havde siddet og stirret på bygningen med store runde øjne og mindst lige så store forventninger, som jeg havde haft til første skoledag.
Jeg tror, jeg var bjergtaget af den stemning, der hvilede over stedet, og jeg glædede mig sindssygt til at træde ind i den her kulisse og blive en del af det liv, jeg forestillede mig, udspillede sig der. Der var en virkelig hård kultur i den klasse, jeg begyndte i.
Man havde ikke nødvendigvis lyst til at række fingeren op, og samtidig var mit stræbergen fra folkeskolen også forsvundet som dug fra solen. Jeg tror, at kulturen fra min gymnasieklasse, hvor ingen vidste, hvilke ord, der ramte en, hvis man rakte fingeren op, sad i mig bagefter.
Længe havde jeg ikke specielt meget lyst til at række fingeren op i forskellige sammenhænge og tænker nogle gange på, om det mon blev formet i de år."
Mit første job
"Var i den lokale bager på Strandvejen. De hyrede unge piger fra 15-års-alderen, så jeg havde bare gået og ventet. Jeg syntes, det var vildt sjovt. At lære priserne udenad og vide, hvad der var i brødene.
Jeg vidste præcis, hvad der var i et herregårdsbrød og i et valnøddebrød. Der var en tjekkethed og effektivitet i det her med at ekspedere, som jeg virkelig syntes var sjovt. Efter et par år begyndte jeg også at møde ind direkte fra byen, og det var nok ikke de lykkeligste stunder i mit liv.
Senere begyndte jeg på Café Dan Turèll, hvor jeg også elskede det med at servicere. Det var først, da jeg begyndte at blive genkendt for min rolle i 'Kærlighed ved første hik', at jeg stoppede. Og det var egentlig ikke fordi, jeg havde lyst, men fordi det simpelthen blev for akavet at blive spurgt om en autograf.
Det punkterede ligesom det der tjekkede, effektive og servicerende, som jeg godt kunne lide ved arbejdet. Jeg kan stadig blive helt nostalgisk, når jeg går ind i en bager i dag. Altså en af de gode gamle bagere. Ikke kæderne. Lagkagehuset og Emmerys lugter helt anderledes.
Men de gamle bagere dufter præcis, som de gjorde dengang, og den duft sender mig tilbage i tiden, det øjeblik jeg træder ind over dørtærsklen."
Mit første hjem
"Flyttede jeg ind i sammen med min veninde. En toværelses på Østerbro. Et helt vidunderligt sted tæt ved søerne. Hun var god til at lave en base. Helst med loppefund. Og så ringede hun fra et marked et eller andet sted, så jeg kunne komme og hjælpe med at slæbe fundene hjem.
Kommoder, lamper, gamle sofaer – ting, jeg ikke forstod, vi havde brug for, men som gjorde lejligheden superhyggelig og rar at være i.
Jeg er stadig ikke den store indretter. Jeg har venner, der rykker på deres hjem med jævne mellemrum, mens jeg stadig har det samme blomstrede tapet hængende på femte år, selvom jeg aldrig rigtig har kunne lide det.
Vi bor ikke specielt stort, og det gibber nogle gange i folk, når vi har fortalt, at vores tre børn ikke havde et værelse hver! Nu er det – efter flere års tilløb – lykkes os at etablere tre børneværelser, men de sover alligevel sammen hele tiden. Og det er jo det, det ligesom handler om.
At have et hjem, man har det godt i sammen. Jeg har aldrig været interesseret i at veksle den tid, jeg har med min familie, mine venner, mit arbejde, med et større, flottere hjem.
Det siger mig ikke noget. Og Jeg elsker, at vi bor, som vi gør. Jeg har det SÅ godt i mit hjem, og er nok også sådan en, der bliver, hvor jeg er, når først jeg er landet. Så kan vi tage på nogle skønne ferier i stedet.
Den frihed vil jeg meget hellere have end et stort hus i hverdagen."
Mit første barn
"Var én stor identitetsomvæltning. Selvom jeg synes, jeg altid har haft en mor boende inden i mig, så anede jeg ingenting.
Jeg havde noget fødselsforberedelse i et auditorium, og så hyrede jeg også sådan en jordemoder der kom hjem, men jeg forstod stadig ingenting. Så jeg var på ret bar bund. Til gengæld var jeg heller ikke hængt op på nogen idealer eller forestillinger om, hvordan det skulle være.
Jeg blev ikke påduttet noget. Især ikke af min mor, der sagde: ”Gør de nemme ting, lad være med at sylte noget som helst, husk at sove!”. Og så i øvrigt gik tur med min baby, så jeg rent faktisk fik mulighed for at gøre netop det.
Derfor var det også ret nemt for mig at vælge en epidural helt uden kvababbelser første gang, jeg blev mor. Anden gang fik jeg kejsersnit, og tredje gang fødte jeg helt naturligt. Så nu har jeg prøvet det hele.
Det er jeg egentlig ret tilfreds med, sådan at have været hele udvalget rundt. Jeg har ikke oplevet, at en fødsel har været mere rigtig end en anden. Fødsler er nok lige så forskellige, som de børn der kommer, og de er jo lykkeligvis helt, som de skal være."
Min første bog
"Føltes som et nu eller aldrig øjeblik. Jeg har altid drømt om at skrive, det har bare altid føltes som en helt utilgængelig verden, så da jeg i forbindelse med et anmelderprojekt på Gyldendal blev spurgt, om jeg havde overvejet at skrive selv, slog jeg til.
Redaktøren forslog, at vi kunne tale sammen om en uges tid. Jeg forslog, at vi kunne tale sammen dagen efter!
Det var sådan: Nu er det nu Sofie! Det her er øjeblikket!
Jeg skrev en bog om mine tanker om at komme i 40’erne. Og på den første side skrev jeg: Til min morfar, som inspirerede mig til at blive krimiforfatter, hvilket jo var supermærkeligt, når den bog var alt andet end en krimi. Men nu udkommer jeg med min anden krimi, så jeg foregreb på mystisk vis, hvad der ville ske, i det forord.
Jeg har læst krimier og mysterier, siden jeg var barn, og jeg synes, det er vildt sjovt og interessant at skrue et plot sammen og få enderne til at mødes og fungere. Og vildt udfordrende og udmattende. Jeg har ligget søvnløs.
Det er så meget mere sårbart at skrive, fordi det kun er mit projekt og mig alene, der skal have det i mål. Det kan føles som ren ferie at komme tilbage på en produktion, hvor man er mange om at lykkes. Nu er min nye bog her. Med gult cover. Og jeg synes, det er så sindssygt at tænke på, hvor meget kaos, arbejde og omveje, der findes i sådan en bog, som bare ligger der og ser helt uskyldig, smuk og gul ud!"
Mit første alderstegn
"Er de grå hår. Det var i hvert fald dem, jeg først selv lagde mærke til. Eller også var det en frisør, der lagde mærke til det, for der har altid været mange frisører i mit hår. Men jeg har heller aldrig rigtig set mine rynker. Og jeg gør ikke noget ved dem.
Håret får jeg farvet, og det tager tid. Fra alt det, jeg hellere vil. Mine børn, min mand, mit arbejde, mine venner og mine bøger. Og derfor føles det nok som et lidt belastende alderstegn.
Jeg synes ellers ikke, at det at blive ældre er belastende. Jeg nyder, at jeg har mere ro i mig selv, og at jeg har styr på, hvad jeg vil bruge min tid på.
Da jeg var ung mor, smuttede jeg uden at tænke nærmere over det på turné i 100 år, det gør jeg langt sjældnere i dag. Jeg vil gerne være sammen med mine børn. Det er også derfor, jeg elsker at spille 'Skønheden og Udyret'. Fordi jeg har kunne læse op på min rolle som Mrs. Potts sammen med dem, og de syntes, det var sjovt. Og den forestilling glæder jeg mig faktisk til at tage på turné med. Jeg ved jo godt, at det med savnet handler om mig.
Mine børn kommer ikke til at savne mig et sekund, de har det bare helt skønt med deres far. Det er mig der savner. Og det er også derfor, jeg sjældnere tager afsted. Jeg har virkelig forstået, at vi kun har det her ene liv, at vi skal prioritere vores tid godt.
Og det er en forståelse, der er kommet med alderen"
Sofie Lassen-Kahlke, 45 år
• Bor nord for København sammen med sin mand og parrets tre
børn på 14, 11 og 6 år.
• Slog igennem som skuespiller i
1999 i filmen Kærlighed ved første
hik. Har siden medvirket i både
film, teater og musikforestillinger.
• Debuterede i 2021 som forfatter
med bogen Ramt – 39 historier,
der blev efterfulgt af krimien
Adams arv i 2023.
• Aktuel med sin anden krimi
Hermans hævn. Og som den
elskelige tepotte Mrs. Potts i
Skønheden og Udyret, der spiller
på Det Kongelige Teater frem til
27. juli.
