Lene Aagaard: "Jeg hader alle de klichéer, der knytter sig til at blive solomor"

Lene Aagaard levede et travlt og tilfredsstillende liv fyldt med rejser, nære venner, sjove dates og et decideret drømmejob. Men hun ville også gerne være mor og ikke gå på kompromis med kærligheden.

– Jeg kommer fra Horsens, men jeg har boet i København i mere end 20 år, og jeg har altid dyrket et udadvendt liv. Jeg er gået meget ud med venner, har altid elsket at gå på restauranter, tage til fester og drikke drinks med veninderne. Det var slet ikke det rene ”Sex and the City”, men vi var da en stor vennegruppe, der sad her i min vindueskarm og drak vin og røg festsmøger.

– Vi havde også en rejseklub i en vennekreds, der rejste til Bali, Australien og Tyrkiet. Vi var alle sammen opfyldte af det gode liv med nye jobs og masser af oplevelser, så alle gik sent i gang med at slå sig ned. Det var ikke noget, jeg tænkte meget over. Og selvom der både var gifte par, kærester og singler i gruppen, så ventede alle med at få børn. Den gruppe, der dengang var på ti mennesker, ville i dag være på over 40 personer, hvis alle tilkomne kærester og børn skulle være med.

– Jeg elskede, at tingene var nemme og udadvendte. Jeg kunne gå ud, når jeg ville, og træne, uden at det var et projekt. Jeg var meget spontan, jeg datede dejlige mænd, og jeg nød mit gode liv. Men jeg nåede da også til et punkt, hvor jeg manglede en kæreste, der var det samme sted i livet som mig – og så nogle børn. Jeg har altid vidst, at jeg ville være mor, selvom jeg også ville være karrierekvinde. Det ene måtte ikke udelukke det andet. Mit liv føltes ikke tomt, tværtimod. Men jeg vidste, at den frie tid kommer igen. Det gør tiden for at få børn ikke. Og jeg har altid været sikker på, at de skulle være en del af mit liv.

Færdig med fordommene

– Jeg ville ikke gå på kompromis med kærligheden, og jeg kunne jo ikke vide, om og hvornår jeg ville møde den rigtige. Første gang jeg fik tjekket, om alt var, som det skulle være med min fertilitet, var jeg 35. Min far døde to år efter, og det satte noget i gang. Der sagde jeg til min bror, at jeg var ked af, at min far aldrig skulle møde mine børn. Og så rykkede det da også i mig, da jeg fik nevøer, og mine veninder begyndte at få børn. Jeg hader alle de klicheer, der knytter sig til at blive solomor. Alle de kommentarer, jeg læste online, om, at det ikke er naturligt at blive mor alene. Men man kan jo heller ikke tvinge en partner, der ikke er klar, eller gøre noget forjaget med en mand, man ikke kender godt nok. Det er i hvert fald ikke noget for mig. Jeg ville hellere træffe beslutningen selv og bare gøre det. Jeg ville ikke sidde og vente. Jeg havde nået en alder, hvor der ikke var en masse år at give af, så jeg måtte gøre det nu eller fravælge børn fuldstændigt.

Læs også: 50 specielle og helt unikke drengenavne

– Der gik da masser af overvejelser ind i den beslutning. Jeg havde talt med en god ven om regnbuekonstellationen, men jeg kunne bare mærke, at jeg gerne ville tage det fulde ansvar selv. Det handlede ikke om ham, men om den måde, jeg gerne ville være mor på. Jeg har selv været skilsmissebarn, så delebørnsmodellen var ikke en, jeg bevidst ville gå efter. Selvfølgelig ville mit liv med børn blive meget nemmere, hvis jeg delte ansvaret med en anden. Så kunne jeg komme til træning og ud at drikke et glas vin indimellem. Men min selvstændighed vejede tungere. Det, som jeg bedst kan lide ved mit arbejde, er også det, der gør mig stærk som alenemor: Jeg er god til at have mange opgaver på mit bord og organisere min tid. Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere.

Praktikken skal være på plads

– Jeg gik meget rationelt til værks, da jeg skulle beslutte mig. Det var ikke kun et spørgsmål om at få et barn, men også om at finde ud af, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Jeg kiggede på de essentielle ting og dannede mig et overblik over min bolig, min økonomi og mit job. Der går jo meget praktisk gris i den, fordi det er det, som det i sidste ende kommer til at handle om. Jeg forholdt mig til, om jeg ville have råd til at købe en større lejlighed, om jeg fortsat kunne have et job med rejser, og om jeg kunne holde fast i mine ambitioner. Da alt det sagtens kunne lade sig gøre, og jeg vidste, hvad jeg ville trække på af netværk, og hvilke ting jeg ville betale mig fra, gav det sig selv. Derefter har min holdning hele tiden været, at jeg tager udfordringerne, når de kommer. Det hele skal nok løse sig. Vi kvinder vil gerne planlægge os ud af alt. Men du kan bare ikke planlægge alt i livet, og slet ikke når det handler om børn.

– Da jeg begyndte at fortælle om min beslutning i vennekredsen, var reaktionerne overraskende positive. Mine venner syntes, at jeg var sej og modig. Min storebror sagde hele tiden ”Hvornår bliver jeg onkel?”. Min mor var mere bekymret. Hun var nok bange for, om hele processen ville blive for hård for mig. Det kunne godt pisse mig af dengang, for jeg havde jo bare brug for støtten, men jeg kan jo sagtens se nu, hvor det hele er kommet på afstand, at det var kærligt ment. Hun var jo omsorgsfuld over for SIT barn.

Projekt ”baby”

– Jeg gik i gang med fertilitetsbehandlingerne, lige før jeg fyldte 38. Jeg fik en henvisning til en gynækolog, der bekræftede, at alt var godt. Sygeplejersken sagde opmuntrende, at det ville gå hurtigt, og her blev jeg insemineret med donorsæd fem gange uden succes. Jeg blev henvist til Hvidovre Hospital, hvor man får tre gratis forsøg, og jeg blev insemineret først, fordi man skulle igennem et IVF-seminar, før reagensglasbehandlingen kunne starte. I starten var jeg meget specifik med, hvilken sæddonor jeg ville have, når jeg kiggede registret for åbne donorer igennem, men efterhånden slappede jeg mere af. Kravene blev ændret til ”Han ser sød ud på sit barnebillede. Ham tager jeg”.

– Inseminationen og de tre forsøg på Hvidovre virkede ikke, og da jeg havde brugt mine forsøg, startede jeg behandlinger på en fertilitetsklinik. Det koster mange penge, når man kommer ud i det private: ca. 25.000 kroner for en behandling og ca. 50.000 kroner for tre forsøg. Set i bakspejlet ville jeg ønske, at jeg var gået i gang tidligere. Jeg tror ikke, at jeg kunne blive mere parat, end jeg var hele tiden.

- Og fertilitetsvinduet bliver jo bare mindre. Jeg tror, at vi er mange ambitiøse typer, der er så praktiske med vores livsvalg, bolig og karriere, at vi venter for længe med det, vi senere indser, at vi allerhelst vil, nemlig børnene. Jeg skulle igennem otte inseminationer og ni reagensglasforsøg på to et halvt år, før der var gevinst. Det er hårdt for kroppen. Men jeg var standhaftig, holdt mig i form og var disciplineret for det meste – hvidvin skulle der være plads til. Måske fordi jeg var alene. Og jeg oplevede, at hele sundhedssystemet bakkede op om mine livsstilsvalg. Jeg følte en stor forståelse og rummelighed. Det var ret fantastisk.

Læs også: Skal jeg droppe håbet om at få en datter?

– Der bliver talt meget om, at vores sygehus- væsen er presset, jeg mærkede det ikke. Jeg har siddet med de mest grundige og kompetente læger, jordemødre og sygeplejersker. Og jeg har altså været igennem mange folk – mere end tyve blev det til.

Da en blev til to – og en familie på tre.

– Jeg havde hele tiden sagt, at jeg kun ville have lagt ét æg op af gangen, så der ikke kom mere end et enkelt barn, når nu jeg var alene om det. Kort før jul 2017 fik jeg lagt et frossent æg op. Jeg tog en test efter ti dage, og den var negativ, så julemåneden startede med snaps og fortsatte ellers, som den plejede, med julefrokoster og en traditionel juleaften hjemme hos min mor i Jylland. Men jeg tog hjem 2. Juledag. Jeg havde kvalme og troede, det var julemaden. Min mor lavede sjov og sagde, at der måske var en baby på vej. To dage inden nytårsaften tog jeg en test mere, for der havde jeg en champagne-date med den fyr, jeg så. Stregen på testen så så fesen ud, at jeg ikke var overbevist. Men alligevel. Hvad nu hvis?

– Jeg skulle til Las Vegas med mit arbejde i januar og kørte på med sædvanlig energi. Dog med en lille løgn om, at jeg holdt ”hvid januar” og derfor ikke drak. Mandagen efter jeg kom hjem, tog jeg til fertilitetsklinikken med min gode veninde. Da jeg kiggede op på skærmen under scanningen, syntes jeg, at det så mærkeligt ud. Min læge, Kåre, så bekymret ud og sagde så: ”Jeg ved, at jeg kun lagde ét æg op. Men der er altså to hjerterytmer.” Min veninde begyndte at græde, og jeg begyndte først at ryste. Og så grinte jeg. Vi ringede efter endnu en af mine veninder, og så sad vi i bilen og grinede hele vejen hjem. Den tilgang har jeg brugt lige siden. Jeg stresser sjældent, det har jeg lært med alderen og på jobbet. Hvis det hele bliver for crazy med to babyer, der synkrongræder, kan jeg vende den om ved at grine til dem. Så bliver det overskueligt igen. Glem tabuet

– Min graviditet var rimelig nem. Jeg havde ingen rigtig kvalme, og fordi mine børn delte moderkage, skar jeg ned på arbejdet fra uge 23. Generne var til at overse. Jeg måtte gå lidt langsommere med min hund, fordi jeg blev stakåndet, og jeg fik fede ankler i sommervarmen, men udover det tog jeg kun 17 kg på, og jeg fik to store børn på lige under og lige over 3 kg.

– Det er ikke fordi, jeg helst ville være alene om min graviditet, men fordi jeg var alene, har jeg været meget rationel. Barnløshed er jo ofte et tabu, og som par går de ofte to mennesker med det selv. Der var min tilgang helt åben, og jeg har kunnet tale med mine venner og familie om det. Men jeg kunne da godt mangle nogen, når jeg var følsom og hormonel. Jeg stoppede med at se ham, jeg datede, for han skulle ikke se mig blive større og større, når han nu ikke var en del af min nye familie. Dog begyndte jeg at se ham igen lige efter! Til gengæld opdagede jeg enkelheden i mange af mine andre relationer. Vennerne var der bare. Mange havde selv fået børn, og nogen var selv i behandling eller havde været det, så jeg fandt ud af, hvem der var gode at snakke med om hvad.

Størst af alt er kærligheden

– Da mine to sønner kom til verden, tog de den ultimative kærlighed med. Og det er utroligt, at du kan elske dem konstant og til trods for, at du ikke får den søvn og frihed, som du plejer. Jeg elskede ikke at være gravid, og jeg var ikke den type, der postede billeder af maven og dyrkede den der ventetid. Men jeg føler mig stærkere nu end nogensinde før.

– Jeg har været igennem et langt behandlingsforløb, og nu er det fuldendt. Jeg blev gravid i et af de sidste forsøg, før det var både biologisk og økonomisk slut. Den lykke, jeg oplever nu, er anderledes end den, mit tidligere liv gav mig, men jeg har ikke sluppet min identitet, min kerne. Jeg nyder barslen, men jeg glæder mig også til arbejdet. Man er enormt praktisk og helt fokuseret på børnene. Jeg glæder mig til at komme tilbage og bruge hovedet, selvom jeg nyder de stille dage hjemme, eller når jeg tager op og træner. De andre mødre på holdet skal kun give mad til ét barn i løbet af træningen – jeg skal give mad til to. Det får jeg meget anerkendelse for, og de kommer hen og siger ”du er for vild”. Det kan jeg jo ikke selv se. Jeg griner bare af det.

– Jeg giver drengene skylden for, at de er så nemme. Jeg er sat i en solomødregruppe og en almindelig mødregruppe, og jeg passer ret fint ind i den helt almindelige. Jeg føler mig ikke anderledes. Jeg er jo bare mor. Ikke mor, far og børn, men mor og børn.

– Jeg er vant til at multitaske og være ekstremt effektiv. Jeg er så erfaren fra mit arbejde. Der holder jeg altid en stor ro. Det spejler jeg også over for mine børn. Jeg er glad for, at jeg har haft en karriere, og jeg er tryg i, at den dag, jeg vil tilbage, så kan jeg også det. Jeg er ikke bekymret for, om jeg kan klare et arbejdsliv. Der er praktiske ting, der skal løses, men det er en fleksibilitetsøvelse mellem mig og en arbejdsgiver. Det er ikke et problem.

– Jeg er stadig ambitiøs. Jeg vil gerne udfordres, og jeg vil ikke tilbage og gå på deltid. Jeg vil gerne performe arbejdsmæssigt og være foregangskvinde for, at man godt kan være solomor og have et karrierejob. Jeg har næsten trukket stikket helt her under barslen, men er i praksis stadig tilgængelig. Jeg briefede for nylig en chef inden et interview, jeg tager stadig opkaldene, når journalister ringer, og i dag, da fotografen, Helle, kom, tjekkede jeg helt automatisk, om hun skød med et Sony- eller Nikon-kamera.

– Det praktiske fylder ekstremt meget nu, og jeg er meget fokuseret på mine drenge. Men kærligheden clearer tavlen. Jeg ser frem til den dag, hvor jeg vil høre podcasts og lydbøger, når jeg går en tur med barnevognen. Lige nu er jeg opfyldt af dem. Jeg vil bare ud og lytte til verden.