Barnløshed truer forholdet, hvad gør jeg?

Spørgsmål:

Jeg føler, min samlever og jeg er endt i håbløs krise. Jeg er 40 år, og han er snart 42 år. Vi har kendt hinanden i knap fire år og har købt hus og boet sammen i to år.

Jeg har to tvillingepiger fra et tidligere forhold og har boet med pigerne alene i fire år, inden jeg mødte min samlever. Min samlever har ingen børn. Da vi mødte hinanden, snakkede vi om det at få børn sammen eller ej. Min samlever gav udtryk for, at han var usikker på, om vi/han var for gamle, men konkluderede, at han nok hældte mest til det at få børn trods alder. På det tidspunkt var jeg åben over for flere børn (var 37 år).

For to år siden blev jeg gravid, men mistede desværre barnet i uge 10. Det tog voldsomt hårdt på min samlever, et stort tab for ham. Jeg tænkte mest på, om jeg nu mistede ham, pga. jeg tabte barnet, og hvad nu hvis jeg ikke kunne blive gravid igen. Jeg startede i diverse barnløshedsforsøg via gynækolog og Herlev Sygehus … Men intet hjalp, jeg kunne simpelthen ikke blive gravid, og jeg var hele tiden så bange for, at vores forhold skulle gå i stykker.

Jeg spurgte min samlever direkte ”hvis jeg nu ikke kan blive gravid igen, hvad så?” Det var svært at få et svar. Stærkt presset sagde han, at han ikke vidste, hvad han så ville. Senere trak han i land … og sagde nej nej, vi skal blive sammen.

Jeg foreslog efterfølgende adoption. Vi fik i første omgang afslag, da vi ikke havde boet længe nok sammen, men med besked om at søge i år 2006.

Pga. alder kan vi nu kun blive godkendt til et barn i alderen et til tre år. Vi har fået tid til første samtale i amtet om godkendelse til adoption i næste uge.

Hele godkendelsesprocessen tager cirka et år, og ventetid på et barn vil herefter tage mellem to og tre år. (Det skal siges, at da vi søgte sidste år, var ventetiden langt lavere, halvandet til to år i alt, men pga. forskellige omstændigheder er den steget.)

Lige pludselig synes jeg bare ikke, jeg magter adoption, da vi begge når at blive så ”gamle”, jeg omkring de 43-44 år, og min samlever 45-46 år. Allerede i dag synes jeg ikke, at jeg har den samme energi, som da jeg fik mine piger. Det er, som om alt det med at få børn sammen er noget, som bare er kørt derudad, og jeg har glemt at få mig selv med i alt det her. Jeg har tænkt så meget på at holde på vores forhold.

Jeg har forelagt mine tanker om dette til min samlever. Som er blevet frygtelig vred/bitter på mig.Han er meget skuffet over mig. (Jeg forstår jo godt hans inderlige ønske om at få børn). Han har sagt, jeg skal finde ud af hurtigst muligt, hvad jeg vil. Men hvis jeg ikke ønsker at adoptere, kan vi ikke fortsætte vores forhold, for jeg har såret ham for dybt.

Jeg føler, jeg har kniven på struben … Det gør, at jeg overhovedet ikke kan føle noget som helst for ham andet end ondt i maven hele tiden. Jeg har bestilt en tid hos en psykolog/terapeut og spurgt min samlever, om han vil tage med, så vi måske kan få en bedre dialog. Han har sagt, han godt kan tage med, men der er ikke noget, som får ham til at skifte mening … Det forlanger jeg jo heller ikke.

Lige nu føler jeg, at jeg står med det ene ben ude af vores forhold. Føler mig så dum, at jeg endnu engang ikke har kunnet få et forhold til at fungere. Endnu et brud for mine børn. Samtidig er jeg blevet lidt skurken i det her. Jeg kan godt se, det er dumt, jeg ikke har meldt ud noget før, men det hele har været en proces, vi er bare blevet ældre og ældre i processen … Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre.

Anonym

Læs parterapeutens svar på næste side

Hej

Jeg synes, at du fortjener al mulig anerkendelse. Og ikke den selvkritik, du kører frem med. Du har gennem flere år og i hurtigt slalomløb mellem mange udfordringer forsøgt at få tingene til at falde i hak for jer to. Det er bare ikke lykkedes. Men at du så skulle være ”skurken”, ”dum”, ”ikke har kunnet få et forhold til at fungere” og har skabt ”endnu et brud for mine børn”.

Ja, jeg kender godt det med at slå sig selv i hovedet med talløse bebrejdelser. Min erfaring er bare, at det ikke hjælper. Hverken dig selv, dine børn eller din kæreste. Så hold op med det. Græd hellere.

Du har fuldkommen ret i, at det har været en proces. Og nu er du her, hvor du har mistet modet på det med adoption. Sådan er det bare. Lige nu. Det kvalificerer ikke ham til at blive vred og bitter på dig. Det er okay, at han bliver ked af det. Men du har jo ikke skiftet mening, fordi du er ond eller ønsker at straffe ham.

Du har skiftet mening, fordi du er et menneske af kød og blod og fyldt med følelser og behov, som kommer og går. Og behovet for flere børn er sevet umærkeligt ud af dig. Det gør dig hverken til skyldig eller offer. Det er bare sådan, det er. Endda til din egen overraskelse.

Og hvad vil han så gøre ved det? Ja, det er spørgsmålet, han nu skal tage stilling til. Og det valg, han træffer, vil jo heller ikke gøre ham til bøddel, hvis han vælger at forlade dig. Så er det, fordi han ikke kan se sig selv leve livet uden børn. Og må vælge at bryde med dig og gennemleve den smerte, det vil blive.

I er begge uskyldige og har gjort jeres bedste. Og det er nok – hans reaktion taget i betragtning – din opgave at gøre både ham og også dig selv opmærksom på dette. Ingen af jer har fortjent at blive mødt med knubbede ord oven på den kamp, I har været igennem sammen. I burde i stedet have en medalje hver.

Med venlig hilsen

Martin Østergaard