Skal børn sove hele natten i deres egen seng?

Spørgsmål:

Jeg har en søn på 14 måneder, som sover i sin egen seng på sit værelse. Men nogle nætter vil han gerne ind til os i løbet af natten. Vi har den aftale, at han først kan komme ind i vores seng efter klokken 05.00 om morgenen, da vi så snart skal op alligevel, for vi (far og mor) sover ikke så godt, når han ligger mellem os.

Men jeg har det meget svært ved bare at give ham sutten og så gå igen, når han græder. Han græder gerne cirka ti minutter, og så kan han ligge og småklynke i lidt tid efter.

Men når så drengen sover, så kan jeg ikke sove, for så har jeg dårlig samvittighed over, at han har ligget og været så ked af det, uden der har været nogen hos ham. Kan det forventes af et barn i den alder, at han sover hele natten hos sig selv, hver nat?

Hilsen P. Johnsen

Læs psykologens svar på næste side.

Svar:

Kære P. Johnsen

Når jeg læser dit brev, kan jeg godt føle ømhed for alle jer mødre og fædre, der ”laver aftaler” med hinanden om, at ”i vores familie vil vi gerne have børn i dobbeltsengen, men det skal være efter klokken 05.00 om morgenen. For vi voksne har behov for søvn, og det skal ikke ødelægges af vores barn.” Og selv om barnet kun er 14 måneder og ikke har en jordisk chance for at vide, hvornår klokken er 05.00, så laver man sådan en aftale.

Sådan en aftale er i teorien rigtig fin, men svær at praktisere, idet den jo slet ikke tager udgangspunkt i barnets følelser og behov – ja, i den virkelighed, barnet befinder sig i her og nu.

For efter min mening er det sådan, at vi mennesker er flokdyr. Vi trives bedst i flokke, og det gælder især om natten, hvor vi er mest sårbare over for ”fjenden”, og så rykker vi rigtig tæt sammen. Vi passer på hinanden. De mest sårbare i denne flok er altid børnene, ligesom dyrebørn er det i dyreverdenen.

Børn vil instinktivt gerne være, hvor vi voksne er – især om natten, i mørke og på ukendte steder. Derfor er det min klare holdning, at børn, især mens de er små, skal være tæt på deres forældre.

De skal puttes i deres egne senge, som, mens børnene er små, skal være i mors og fars soveværelse. For når de så vågner i løbet af natten, kan de se, føle og høre mor og far ligge der, og alt er trygt. Men nogle gange er de mere utrygge, eller de savner vi voksnes varme, og så kommer de over til os.

Jeg husker selv, hvor dejligt det var, når min lille dreng – varm og duftende af søvn – puttede sig ind til mig hen på natten og fredfyldt faldt i søvn. Det er rigtigt, at de fylder, men så må man altså løse det problem ved at købe en større seng, så der er plads til alle.

Så kære P. Johnsen, jeg har sådan lyst til at sige: Nyd nu det lille pus, giv ham varme og tryghed. Når han bliver ældre, skal han nok sove igennem. Men har I lært ham, at han gerne må putte ved jer – ja, så vil han da forhåbentlig langt op i skolealderen flyve ind til jer, så snart han vågner, og ligge og nyde at være en del af flokken.

Så til dit spørgsmål vil jeg svare, at børn skal sove hele natten i deres egen seng – men først når de er gamle nok til det, og det er de først sent i børnehavealderen.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen