Er jeg blødsøden?

Spørgsmål:

Jeg går til samtaler hos en psykolog, fordi vores datter på et år blev født med en hjertefejl. Sidst jeg var der, følte jeg mig lidt udsat for betonpædagogik bakket op af ”og det siger Sigrid Riise også”.

Psykologen sagde, at vores datter skulle til at sove i sit eget værelse, for det havde hun bedst af. Hvis børn sov i forældrenes soveværelse, lærte man dem, at de kun var trygge, når forældrene lå ved siden af dem – man lærte dem, at de ikke kunne klare sig selv, og at man afholdt dem fra at lære at trøste sig selv.

Vores datter sover i sin egen seng i vores soveværelse på første sal. Hun får ofte stadig en flaske om natten (mælk og vand). Hun putter fint klokken 19.30 og sover til kl. 6.30. Hun kan dog vække os tre-fem gange i løbet af natten, fordi hun mosler rundt i sin seng, eller fordi hun mangler sin sut.

Psykologen syntes også, vi skulle lade hende sidde alene på bagsædet i bilen, så mor og far kunne sidde sammen på forsædet. Det ER ikke altid lige sjovt at køre i bil med hende, for hvorfor skal man sidde fastspændt, når man nu lige har lært at stå!

Så hun er til tider ret utilfreds med at sidde i sin autostol. Og det er da træls at skulle sidde og underholde hende hele tiden, men jeg synes også, at psykologens version med at sætte hende i autostolen og køre hende en tur og lade hende råbe og skrige, indtil hun holder op, virker lidt ”så ka’ du lære det, ka’ du”-agtigt. Og her er det altså de voksne, der bestemmer.

Jeg mener også, det er de voksne, der bestemmer, men jeg tror nok mere på relationskompetencens tilgang til ”problemerne”. Når vi kører i bil, er vi begyndt at sige: Astrid, nu kører vi i bil, og du skal sidde i din stol. Du må få din bamse.

Hvad tænker du? Er jeg en blødsøden mor, der lader min datter køre mig rundt i manegen?

Venlig hilsen

BL

PS. Vores datter stortrives og er glad og harmonisk

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære BL

Det at få et barn er en fantastisk oplevelse og et fantastisk chok, som jeg også skriver i min bog ”De kompetente forældre”. Det, pludselig at få et lille menneske, som er helt afhængigt af ens indsats de næste mange, mange år, vækker følelser, som er så dybe.

Det er en følelsesmæssig binding, der gør, at en ny sårbarhed fødes sammen med barnet. Og oven i denne kommer en tilstand, hvor man næsten glemmer sig selv. I hvert fald sætter man sine egne behov bagest i køen.

At blive forældre er en stor omvæltning, og samtidig er det et stykke omsorgsarbejde, der vækker følelser som bekymring, skyld og vrede, men så sandelig også så uendeligt meget mere, nemlig også en glæde, en rigdom og en lykkefølelse, som ikke kan erstattes af noget andet.

Hvis man som du også føder et barn med hjertefejl, vil man ofte føle en endnu større omsorg, bekymring og sorg. Man binder sig ofte tættere til sit barn, når det har en hjertefejl, idet barnet på en måde kræver mere opmærksomhed end et rask barn. Derfor er det ofte sværere at ”slippe” barnet, når det er parat til det.

Jeg fornemmer bestemt, at din psykolog vil dig dit bedste, men måske skal du starte med at selvstændiggøre dit barn – på en mindre voldsom måde end at lade det sove i et andet rum eller sidde alene bag i bilen. For eksempel ved at lade barnet sove igennem uden flaske, lade det selv øse mad op osv.

Derudover må du også tænke på, at din vigtigste opgave er at gøre barnet selvhjulpent, sådan at det kan leve et godt liv ved siden af dig og ikke gennem dig. Din datter er nu et år, så hvis du starter med at give ”lidt slip” nu, ja så kan du i løbet af det næste halve år slippe endnu mere.

Du kan bede din psykolog om råd til hvordan – og vær ærlig og sig, at det var for ”svære” opgaver, hun gav dig sidst. Du er jo en dejlig, kærlig mor, som så gerne vil gøre det så godt for dit barn, så vær bare ærlig over for din psykolog. Og hvis hun stiller for svære krav, så diskuter det med hende.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen