Sundhed & kos

Spørgsmål: Får mit barn nok kalk?

Kære Liselotte,

Er det rigtigt, at det er bedst for børn ikke at få komælk? Og hvis det er rigtigt, hvorfor? Jeg har hørt, at det er slimdannende for eksempel. Min datter drikker slet ikke mælk og spiser meget lidt af mælkeprodukter. Jeg har købt nogle calciumpiller til børn til hende, men dem kan hun ikke fordrage. Hvad skal jeg gøre for, at hun får kalk nok? Kan hun få nok kalk gennem maden, eller skal jeg give hende calcium på en anden måde?

Bedste hilsener,

Rikke

Kære Rikke,

Jeg har ikke kunnet finde nogle nyere undersøgelser, der har gjort, at man har ændret på anbefalingerne vedrørende børns, og voksnes for den sags skyld, brug af komælk. Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at alle børn skal indtage omkring en halv liter mælk dagligt, fra 10-månedersalderen til 1-årsalderen i form af sødmælk og fra 1-årsalderen i form af letmælk, svarende til cirka 600-800 milligram kalk om dagen. Men der har været rigtig megen debat, ikke mindst på grund af bogen ”Kernesund familie, sådan,” der anbefaler, at man holder sig langt væk fra komælk, og der står blandt andet, at det kan give slimdannelse. Der er ingen undersøgelser, der har kunnet vise, at børn, der får komælk, i højere grad får mellemørebetændelse eller lungebetændelse eller i højere grad lider af forstoppelse eller diarre. Det er selvfølgelig noget ganske andet for de få børn, der lider af mælkeintolerance eller allergi.

Komælk indeholder en masse gode proteiner, vitaminer og mineraler, som børn har brug for, og som de nemt får gennem det daglige indtag af en halv liter mælk eller mælkeprodukter, som ost, yoghurt og smør. Cirka 2 procent af os alle tåler ikke komælk og må sørge for at få kalk nok gennem vores kost i øvrigt eller ved tilskud.

Når din datter ikke bryder sig om mælk, og du ikke kan få andre mælkeprodukter i hende i tilstrækkelig mængde, er det en god idé, at du giver hende et kalktilskud. Hun skal nemlig bruge masser af kalk de næste mange år til at bygge sunde, stærke knogler, der kan holde hele livet ud.

Der er mange forskellige kalktilskud, og du må næsten prøve dig frem mellem brusetabletter, tyggetabletter eller granulat, du kan drysse på hendes morgenmad, for at finde noget, din datter kan lide.

Du kan tænke i, at jeres kost kan indeholde ting, som er kalkholdige for eksempel havregryn, broccoli, spinat og bønner – og sørg for, at hun får masser af sollys, helst en halv time dagligt og fede fisk, så hun får tilstrækkeligt med D-vitamin, som hun skal bruge for at kunne optage kalken.

Udover det, så er det rigtig godt, hvis hun dyrker sport, hvor hun løber, hopper eller andet, der sender stød op igennem kroppen. Det er nemlig med til at styrke knoglerne.

Med venlig hilsen

Liselotte Hergel

• At på grund af det stigende brug af cykelhjelme er antallet af hovedskader ved cykelulykker, hos børn og unge, faldet fra 34 procent i 1998 til 22 procent i 2007?

Kilde: MetroXpress

Sølvpapir belaster miljøet

Stanniol belaster miljøet 36 gange mere end madpapir. En madpakke indpakket i stanniol belaster miljøet med 72 gram Co2, hvorimod madpapir kun belaster med 2 gram Co2. Så selv om det er nemmere at pakke ind i stanniol, så skulle du måske lige overveje, om du skulle skifte til madpapir i morgen.

Kilde: Nyhedsavisen

Børn må gerne sidde tæt på TV’et

Det er en myte, at børn får dårlige øjne af at sidde tæt på fjernsynet. Det siger overlæge på Hvidovre Hospital, Klaus Børch. Ifølge overlægen skyldes små børns forkærlighed for at sidde tæt på, at de har svært ved at skelne TV og virkelighed. Derfor kan de godt lide, at kunne røre ved TV’et for at komme tæt på figurerne. Myten stammer fra de allerførste TV-apparater, hvor UV-strålingen kunne resultere i øjenbetændelse. Dette er ikke gældende for de TV-apparater, som er på markedet i dag.

Kilde: Nyhedsavisen

Færdselsregler på trampolinen

Det er højsæson for hoppende børn i havetrampoliner. og mange ulykker kan undgås, hvis følgende enkle færdselsregler overholdes:

1. Hop altid kun én ad gangen på trampolinen.

2. Brug aldrig arme og hænder til at tage fra, når du lander.

3. Undgå saltoer.

Desuden anbefales, at der altid er en voksen i nærheden. DGF har produceret en ”Jump Kid DVD”, hvor man kan få udførlige instruktioner i forskellige spring og øvelser. Den koster 99 kr. Og kan bestilles på www.dgf.dk.

Kilde: DGF

Vidste du..