Tag stilling til fjernsynet

Forældre er som bekendt meget forskellige, men fælles for de fleste af os er nok, at vi nyder den stilhed, der sænker sig over hytten, når ungerne får lov til at se fjernsyn. Og guderne skal vide, at mine børn på henholdsvis to og tre år har fået lov til at se lidt af hvert, på alle mulige tidspunkter og til tider også i et omfang, hvor man må spørge sig selv, om det nu også er godt for dem.

Om de nu også får leget så meget, som de jo skal, og som man husker som noget af det bedste fra sin egen barndom. Det har derfor været en kilde til dårlig samvittighed, når ungerne insisterede på, at „vi skal se en film”, lige i det øjeblik vi trådte ind ad døren.

Et gennembrudDerfor var det lidt af et gennembrud for afskaffelsen af min dårlige samvittighed at høre Hans Henrik Knoops bud på det gode barneliv med fjernsynet som en naturlig følgesvend.

For det kan faktisk lade sig gøre at integrere fjernsynet på en god og konstruktiv måde i børnenes liv, hvis man tager stilling til, hvordan fjernsynet skal bruges. Min erfaring er nemlig, at den dårlige samvittighed opstår, når man føler, at kontrollen er løbet én af hænde.

Når man ikke rigtig formår at sætte grænser for tidsforbruget og ikke lige har overskud til at lave nogle klare regler for, hvad de må se – og navnlig ikke se.

Et af Hans Henrik Knoops mest konkrete råd, som jeg har afprøvet de sidste fire uger, er at begrænse tv-kiggeriet til højst halvanden time om dagen.

Fordi jeg har god tid om morgenen, indebærer det, at ungerne får lov til at se noget børnefjernsyn el ler starten på en (god) film i et kvarter til en halv time, efter de har spist morgenmad.

Når vi kommer hjem om eftermiddagen, har jeg derimod som noget nyt besluttet mig for, at der skal være et alternativ til fjernsynet. Jeg ved godt, at der er mange børn, der netop på det tidspunkt har brug for at slappe lidt af – og det har mine da også.

Men jeg kan bare konstatere, at ungerne er mere gla de, levende og tilfredse, når de leger sammen, end når de sidder og falde i staver foran kassen. Desuden har jeg også erfaret, at hvis vi trykker på play-knappen allerede klokken 16.30, så er chancerne for, at forbruget overstiger halvanden time, større. Jo senere vi tænder for kassen, jo mindre tv bliver der set den dag.

”Good feeling”Alternativet til fjernsynet om eftermiddagen kan være mange forskellige ting. For det første er vi begyndt at lave nogle af de her ”hobbyting” som at sætte perler på en plade – noget, som jeg aldrig tidligere har haft tid til.

Jeg har også fundet puslespil, tuscher og saks og papir frem, som ungerne kan sidde og hygge sig lidt med ved det lille bord i køkkenet.

Vi kan snakke sammen, mens jeg står med indkøbsposerne, og det har været den helt store gevinst. Faktisk har det overrasket mig, hvor meget det her nye initiativ har betydet for min egen ”good feeling”!

Jeg føler, ganske enkelt, at jeg har lært mine børn en hel del bedre at kende på de fire uger, der er gået. Fordi jeg siger nej til fjernsynet om eftermiddagen, får vi fortalt hinanden nogle ting og lavet nogle aktiviteter sammen, som vi ikke nåede tidligere.

Jeg synes også, mine børn er vokset med opgaven. De har leget mere sammen, end de plejer, fordi de har været tvunget til det, og det er en fornøjelse at se.

Det lyder måske lidt banalt, at der bliver leget i en børnefamilie, men jeg må indrømme, at der har været mange dage, hvor den passive underholdning har fyldt mere end aktivitet og leg.

Bamse og KyllingDer kan selvfølgelig stadig være dage, hvor de er trætte og gerne vil se en film. Så hiver jeg de to nye Bamse og Kylling-dvd’er frem, som jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har investeret i for lang tid siden. For jeg kan se, at det er godt fjernsyn for dem!

De kan genkende mange af de genvordigheder, Bamse møder på sin vej, og som regel er han og Kylling gode ved hinanden. Og det er da fedt at præsentere ungerne for. Hvis de har set fjernsyn om eftermiddagen, er der som regel ikke plads i budgettet til at se mere film den dag.

Så må man tage sig selv i nakken og finde på noget sjovt inden sengetid. Hvis der derimod er blevet leget eller lavet andre aktiviteter om eftermiddagen, får de lov at se børnetime klokken 18 – eller eventuelt sidste del af den film, de begyndte på i morges.

Alt i alt har det vigtigste for mig i denne proces været at tage stilling til, hvordan jeg synes, mine ungers tv-forbrug skal være. Fra at have haft mere eller mindre konstant dårlig samvittighed har jeg i kraft af ganske få justeringer i vores hverdag fundet frem til en form, som jeg synes er god.

Det kræver en lille smule mere af mig at sætte aktiviteter i gang, når vi kommer hjem, men det er helt klart umagen værd.