Min fødsel: Træk vejret, eller ti stille!

Ved et rutinetjek i uge 41+3 blev jeg sat i gang. Jeg var oppe for at tisse flere gange i løbet af natten, efter jeg havde fået lagt en stikpille, og blev bekymret, fordi baby var så stille, også selv om jeg skubbede. Først lidt over seks kom den sædvanlige hikke og tumlen, mens vi gjorde os klar til at tage tilbage til hospitalet. Det var en morgen uden mange ord – i øvrigt en smuk og solrig dag.

Da vi mødte på fødegangen kvart over otte som aftalt, var vi begge i tvivl om, hvad der skulle ske, da to jordemødre var kommet med meget forskellige udmeldinger dagen før. Ville de tage vandet nu? Eller forsøge med endnu en stikpille? Hvad skulle der egentlig ske? Nu var det besluttet, jeg skulle sættes i gang, og derfor blev proceduren fulgt step for step.

Forbudt at se på uret

Hang i panikhåndtaget

Lav en ve – NU!

Babyen kom ud med navlestrengen en gang stramt om halsen, hvilket jeg gudskelov ikke så, før han var helt ude. Da hovedet var født, gik tiden pludselig langsomt, for hov, hvor blev veerne af? De var væk, så jordemoren trykkede og trykkede på min mave, og jeg fik streng besked på at producere en ve NU, for ellers var det op af karret i en fart og få lagt vedrop.

Der kom bare ingen ve, så jeg blev en anelse bekymret, nu hovedet var blevet født, og samlede alle kræfter og pressede uden. Og vupti, med lidt hjælp fra jordemoren, da min søn sad godt til med skuldrene, fødtes den skønneste lille babydreng.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Du har ikke presseveer – men pres!”

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Otte dage over termin men kun tre timer undervejs

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Nu ringer du altså til fødegangen!”