Traumer hos børn: ”I princippet kan det tage forældre to minutter at traumatisere et barn”
Troede du også, at det er bilulykker og dødsfald, der sætter spor hos vores børn, som følger dem helt ind i voksenlivet? Det er ikke hele sandheden. De oplevelser, flest børn bliver traumatiseret af, foregår nemlig i hjemmet, når de voksne ikke ”er til stede”. Det fortæller to eksperter.
Har du nogensinde tænkt over, hvordan det, du gør, påvirker dit barn? Det har jeg.
Ofte har jeg forsøgt at være ”den perfekte” forælder, men lige så ofte har jeg måttet sande, at jeg – ligesom alle andre dødelige – har en bagage med mig af oplevelser fra jeg selv var barn. Oplevelser, der har formet mig og min måde at være mor på.
Alt, hvad vi gør, sætter nemlig spor i vores børn. For som psykoterapeut Pia Torp fortæller, så fødes børn uden et ”selv”. Dit barn regulerer sig i stedet gennem dig, så hvis du fx er utryg eller ked af det, vil dit barn også være det.
Vi forældre gør det i udgangspunktet, så godt vi kan for vores børn. Mor og far er generelt ikke skurke, understreger Pia Torp. Men det, vi gør, er ikke altid gavnligt eller i orden, og derfor er det vigtigt, at vi er nysgerrige og interesserer os for, hvad vores handlinger betyder for vores børn.
LÆS OGSÅ: Lader du dit barn udforske selv? Den risikofyldte leg er vigtigere, end du tror
Hvad betyder et ”traume”?
Hvis dit barn udvikler dét, eksperterne kalder for et ”traume”, betyder det, at han eller hun har været fanget i en ubehagelig situation. Og når dét sker, er kroppens naturlige respons at kæmpe eller flygte. Og det kan være svært for et lille barn, fortæller Pia Torp.
”Meget ofte vil der være tale om en hændelse i familien, hvor forældreomsorgen ikke matcher den omsorg, der er normal og forventelig af forældre. Det er her, langt de fleste traumer starter - og altså ikke ved at barnet overværer fx en trafikulykke,” siger hun.
Martin August, psykoterapeut og specialist i sensitive børn, mener også, at det er de gentagende, negative begivenheder i den tætte familie, som er de største syndere:
”Hvis I som forældre skændes ofte, eller hvis dit barn har en søskende, der er psykisk syg og måske udadreagerende. Eller hvis dit barns miljø er uforudsigeligt og utrygt, så kan det have betydning for dit barn.”
Når små børn oplever noget voldsomt, vil nervesystemet automatisk gå i alarmberedskab ved at skyde dopamin (energi) ud i kroppen. Det giver en masse energi til at reagere på ”faren”, og normalt vil dit barn hurtigt falde til ro igen ved at mor, far eller en anden omsorgsperson beroliger og trøster. Men hvis der ikke er en tæt voksen til stede til at berolige, vil dit barn ikke selv kunne komme af med al energien, forklarer Martin August.
”Ved traumer forbliver dit barns nervesystem derfor i ”arousal” (det vil sige lettere modtagelig over for indtryk, red.), og det vil være svært for barnet for alvor at falde til ro igen.”
LÆS OGSÅ: Læs, lyt og tal: Sproget noget af det vigtigste, du kan give dine børn
Det er altså ikke en specifik begivenhed eller hændelse, som kan give et traume hos vores børn, understreger Pia Torp, men nærmere hvordan vi ”samler vores børn op” umiddelbart efter den voldsomme hændelse.
”En del børn vokser op med følelsesmæssigt omsorgssvigt. Det vil sige, at der ikke er en tilknytningsperson, dit barn kan regne med som et ansvarligt vidne til det, han eller hun oplever i situationen. Det får betydning for dit barns udvikling,” siger hun.
To minutter
Som mennesker er vi ifølge Pia Torp født til at deltage i hinandens nervesystem. Derfor vil dit barn også med det samme fange, hvis der er noget ”galt” – hvis I fx skændes, eller du skælder ud eller er ked af det.
”Børn sanser alt. Og børn i 0-2-års alderen, der lever i et utrygt miljø – deres små hjerner kan ikke forstå, hvad der sker, når mor og far fx skændes eller skælder ud. I situationen vil jeres barn ikke kunne genkende jer, fordi det lille barn ikke har et abstraktionsniveau og kan tænke; ”mor og far skændes nok, fordi de er lidt trætte efter en lang arbejdsdag.” Dit lille barn lever efter de sansninger, der kommer fra jer voksne. Og hvis dét, dit barn sanser, er et hårdt miljø at være i, så påvirker det dybt,” siger Pia Torp.
I sådanne situationer vil dit barn gøre alt for at få situationen bragt tilbage til normalen.
”Det lille barn vil fx pege, grine og gøre alt muligt, indtil det igen har genvundet din kærlige opmærksomhed. Men hvis I som forældre fortsat ikke er tilgængelige, så vil dit barn begynde at udvikle andre strategier. Måske vil det begynde at græde. Og det er for at vise jer, at der er noget galt,” forklarer psykoterapeuten.
Traume udløses med andre ord efter den voldsomme hændelse, hvis barnet ikke bliver grebet hurtigt igen.
”Så i princippet kan det tage forældre to minutter at traumatisere et barn,” siger Pia Torp.
Uden din kærlige opmærksomhed vil dit barn automatisk ”komme lidt ned igen”, forklarer Martin August. Men det er ofte ikke nok, og måske vil du kunne opleve forandringer i dit barns måde at være på.
”Dit barn kan blive uroligt, irriteret og være tilbøjeligt til at blive ophidset og pylret. Du vil opleve et mere stresset barn. Det er noget, pædagoger og lærere hurtigt vil blive irriteret over, fordi de står med et barn, der typisk vil være mere uroligt og forstyrrende. Og dermed vil dit barn lettere kunne blive stigmatiseret som ”besværligt”, fordi de voksne i institutionen ikke ved, hvad der egentlig ligger bag. Nemlig et barn med uforløste traumer.”
Hvad sker der med et traumatiseret barn over tid?
Børn, der lever under traumatiserende forhold, vil ifølge Pia Torp lære at udvikle ”overlevelsesstrategier”, så de får anerkendelse fx via overpræstation. Især mange piger lærer, at de skal være dygtige i skolen, og mange drenge lærer, at de skal være gode til sport. At være en pleaser kan også være en traumerespons.
Som voksen vil et traumatiseret barn typisk være udmattet, angst, have lavt selvværd, søvnproblemer, udvikle spiseforstyrrelse, være meget selvbebrejdende, måske have et misbrug af alkohol og stoffer og i det hele taget være på kanten. Alt sammen en respons til traume.
”For hvis I som forældre hele tiden er utilregnelige, så vil jeres barn konstant være i alarmberedskab – også som voksen - og påpasselig med at gøre det rigtige for at sikre, at I ikke bliver vrede,” pointerer Pia Torp.
Børn tager ansvaret
Da min søn gik i 0. klasse, blev han gentagende gange slået af en bølle fra 2. klasse, uden der var nogle voksne, der så det. Først efter noget tid fik jeg hevet det ud af ham, da jeg kunne mærke, at noget var galt. Sidenhen har jeg flere gange tænkt over, hvordan det mon har påvirket ham at gå alene med den oplevelse.
”Det er vigtigt, at I er lydhøre over for ændringer hos jeres barn i fx søvn- og spisevaner eller måske humørsvingninger. Og at I er nysgerrige efter at finde ud af, hvad der ligger bag ændringerne. For det kan betyde meget, hvis dit barn ikke har fortalt dig, at det har oplevet noget traumatiserende fx i institutionen. Og det kan være vanskeligt at opdage, for børn har en evne til at skyde skylden på sig selv,” siger Martin August.
Det samme gælder i øvrigt, hvis forældre skændes meget. Så vil vores børn typisk tage ansvaret for, at vi bliver gode venner igen. Samtidig vil de føle sig forkerte indeni, forklarer Martin August.
”Det handler om, at det i de her situationer er krybdyrhjernen (område i hjernen, red.), der bliver aktiveret. I krybdyrhjernen ligger også følelser som ensomhed, selvkritik, angst, depression, traume og netop forkerthedsfølelse. Så når der først bliver ”talt” til det område af hjernen (via en utryg oplevelse som fx skældud eller skænderi, red.), kan det hurtigt eskalere med andre negative følelser og følgende negativ adfærd hos dit barn.”
Rolige voksne, rolige børn
For at undgå traume er det altså altafgørende, at du får ”repareret” med dit barn efter en utryg situation.
Men hvordan gør du helt konkret?
”Hvis du og din partner skændes foran jeres barn, så er det enormt vigtigt, at I får løst problemet, så jeres barn oplever, at ”alt bliver godt igen”. Jeres barn kan fint klare at se følelsesudsving hos jer voksne, men det er vigtigt, at I tænker løsningsorienteret, så situationen ikke gentager sig for ofte,” siger han.
Pia Torp foreslår, at du efter fx et skænderi ”reparerer” ved at sætte dig ned med dit barn og tale roligt til ham eller hende.
”Ved at gøre det, viser du dit barn, at I som voksne kan håndtere jeres følelser. Og selvom dit barn måske er lille og ikke helt forstår, hvad du siger, så vil dit barns hjerne forstå, at tonen i din stemme er rolig, og at mors hjerte slår roligt. Dermed er du som forælder tilbage hos dit barn, og basen er tryg,” siger Pia Torp.
LÆS OGSÅ: Hud mod hud får dig tæt på dit nyfødte barn
Martin August har desuden en helt særlig metode til, hvordan du kan ”tale” til dit barns limbiske system (krybdyrhjernen), når du skal berolige efter en voldsom oplevelse.
”Læg din hånd på dit barns ryg imellem skulderbladene, imens du taler roligt og langsomt. Du skal ikke smile, hvis der lige er sket noget voldsomt, men være empatisk. Spørg fx hvad dit barn mærker i maven eller i brystet? Det hjælper dit barn til at komme ned i tempo igen, når han eller hun får mulighed for at sætte ord på det, som kroppen sanser.”
Pia Torp supplerer:
”Det helt lille barn vil primært blive beroliget via den rolige stemme og fysiske omsorg. Hvor det større barn også kan have brug for, at du via ord viser ham eller hende, at du også kan se det fra deres synspunkt og lægger op til en dialog om, hvordan dit barn oplevede den voldsomme situation.”
Håb for fremtiden
Sidder du også og kører de seneste skænderier igennem i hovedet? Så stop lige en halv. Alle mennesker har nemlig traumer i den ene eller anden grad, forklarer Martin August, og heldigvis er de fleste rustet til at bearbejde dem.
”Det kan f.eks. være et kærestetraume fra gymnasietiden eller lignende. Nogle sætter sig mere fast end andre, men lever du et sundt og aktivt liv, har du gode muligheder for at bearbejde et traume. Også selvom det er tilbage fra barndommen,” siger han.
Pia Torp er heldigvis enig, og i langt de fleste familier, kan I senere i livet række en hånd ud og få talt tingene igennem. For hvis der er noget, der kan hele et omsorgssvigtet barn, er det ifølge Pia Torp, hvis vi som forældre anerkender, hvor svært det har været at være i dén opvækst, vores barn har været i.
”Alle børn – også når de er blevet voksne – har brug for indføling fra deres forældre. At forældrene kan forstå, hvordan det har været for deres børn. For det, dit barn har brug for, er et vidne til dets smerte.”