Christina hadede sit hår, men så gik én ting op for hende: ”Det rystede mig i min grundvold”
Christina Sander har brugt en stor del af livet på at hade sit hår. Som yngre følte hun, at alle andre havde lange, glatte lokker, og derfor gjorde hun alt, hvad hun kunne for at eliminere sine krøller – indtil hun pludselig indså, hvor forkert det var. Siden da har hun sat alt ind på at lære også at elske den del af sig selv.
De begyndte at titte frem, da hun var omkring konfirmationsalderen. Krøllerne.
Som barn havde journalist Christina Sanders hår ellers været rimelig glat, men pludselig ændrede hårstrukturen sig markant.
Og hun var ikke glad for det.
– Der herskede jo det her Hollywood-ideal, som bl.a. Jennifer Aniston repræsenterede med det lange, tykke hår, der bølgede på den helt perfekte måde. Det var det, jeg ønskede mig – og som jeg forsøgte at få i så mange år, fortæller Christina.
I jagten på Hollywood-hår blev glattejern og extensions uundværlige redskaber, og ikke alene tog det utroligt lang tid og krævede meget planlægning at få lokkerne gjort lange og glatte – resultatet holdt også kun i meget kort tid.
– Extensions er ikke i samme krøllemønster som ens egne krøller, så det er ekstremt svært at matche. For at de skulle passe ind i mit eget hår, var jeg nødt til at glatte mit eget hår. Det betød, at hver gang jeg havde vasket hår, skulle det tørres, hvilket var sindssygt tidskrævende, når det var så tykt med extensions i.
Når det var helt tørt, skulle jeg glatte det hele. Og gud trøste mig, hvis jeg kom ud i regnvejr eller skulle træne, så jeg svedte, eller der bare var den mindste smule fugt i luften – så kunne jeg starte forfra.
Christina fik rigtig mange komplimenter for sit lange, glatte hår. Hun havde aldrig fået nogen for det krøllede, så det bekræftede hende i, at krøllerne var forkerte, og det glatte var pænere til hende.
– Det var nærmest en afhængighed. Af og til tænkte jeg, at nu var det nok, og så tog jeg mine extensions ud, men så gik der ikke mere end et par måneder, før jeg havde fået sat dem i igen, fortæller hun.
Kvindeligt selvhad og Obamas krøller
En dag faldt Christina Sander over noget – en artikel eller et skriv på Instagram, måske. Det husker hun ikke klart. Men til gengæld husker hun budskabet helt tydeligt, for det var ikke sådan lige for hende at glemme efterfølgende.
– Der stod: ”Prøv at tænke på, hvor mange virksomheder, der ville gå konkurs, hvis kvinder en dag samlet set på verdensplan vågnede op og bare elskede deres udseende.” Det rystede mig i min grundvold, husker hun.
Alle timerne, pengene og energien, som Christina havde lagt i arbejdet med at tæmme sit hår, skyllede ind over hende. Det blev første babystep til, at hun begyndte at se anderledes på sine krøller.
Næste skridt kom, da hun i 2015 blev sygemeldt med stress. Hun var overstimuleret af livet, som hun selv beskriver det. Derfor skar hun alt væk, der ikke var livsnødvendigt. Sociale interaktioner og stort set alle lyde. Og i samme ombæring røg hendes extensions også.
– Jeg gad slet ikke at forholde mig til mit hår. Jeg ville kun koncentrere mig om at have det godt inde i mit hoved, husker Christina.
Da hun kom tilbage på arbejde, var hendes extensions nok røget, men håret glattede hun stadig troligt. Den rutine holdt hun fast i, indtil hun tre år senere ventede sit første barn og besluttede sig for at give krøllerne en ny chance.
Da skete der noget vildt. Som med superkraft blev krøllerne flotte og mere markerede, og Christina så pludselig på dem med anderledes milde øjne.
Da en storsmilende Michelle Obama samme år prydede forsiden af det amerikanske magasin Essence med sine egne, naturlige afro-krøller hængende løst ned langs skuldrene, blev det på flere måder et wakeupcall.
– Det var noget, jeg virkelig tænkte meget over. Det gik op for mig, hvor vanvittigt det var, at kvinder som Beyoncé og Michelle Obama følte, at de var nødt til at gemme deres rigtige hår væk under en paryk.
Det at et så stort forbillede som Michelle Obama for første gang viste sine krøller frem på den måde, rykkede ved noget ved Christinas syn på sit hår. Samtidig blev hun også mere og mere opmærksom på feminisme og kvinders rettigheder.
– Jeg syntes, det var ret vildt, at vi havde fået skabt en verden, hvor man ikke bare kunne have sit naturlige hår. Eller sin naturlige krop eller hud. Det hele kom ligesom i én stor pærevælling til mig i løbet af kort tid.
Mor-instinktet sparker ind
Det sidste nyk, der fik Christina til at pakke både glattejernet og selvhadet til sit hår langt væk, var, da hendes datter blev født. Der tittede masser af små krøller ud fra det lille hoved, og Christina så for sig, hvordan historien måske ville gentage sig.
– Jeg tænkte, fandme nej, om jeg skal vise hende, at de krøller ikke må være der. Hele min familie har krøller, men ingen af dem har dyrket en stolthed omkring det. Min far har så kort hår, at man ikke kan se dem, og min mor føntørrer sit hår ret glat.
Men da jeg så min datters krøller, begyndte jeg at gøre en dyd ud af at vise mine egne frem.
Én ting var beslutningen, men det skulle vise sig at blive en lang kamp for få at få liv i de krøller, som hun havde gjort alt for at slippe af med.
– Når man har brugt så mange år på at glatte sine krøller væk, så er de grimme. Det ødelægger krøllerne rigtig meget, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med dem. Mit hår var enormt skadet og knækket i mange forskellige niveauer, så jeg var nødt til at klippe det ret kort, fortæller hun.
Christina begyndte at sætte sig ind i curly girl-principperne, som går ud på at bruge produkter uden skadelige stoffer og have en generel rutine, hvor man så vidt muligt passer på sine krøller.
– Jeg nørdede det rigtig meget, for nu ville jeg gerne have, at mine krøller blev pæne. Førhen gik jeg ikke rigtig op i pleje, jeg gik op i pænhed.
Allerede efter første vask kunne Christina se en forskel – men det var stadig en proces, der tog meget, meget lang tid. Hun måtte væbne sig med tålmodighed, selvom det ikke er hendes stærke side. Men særligt det sidste halve års tid synes hun, at hendes hår er begyndt at se både stærkt og sundt ud.
Christina deler gerne ud af sine krølletips, ligesom hun også gerne fortæller om sin rejse hen imod at lære at elske sit hår – for hun savnede selv at have nogle flere krøllede forbilleder i mediebilledet, dengang hun voksede op.
– Selvom jeg er virkelig stolt af mit hår i dag, er jeg stadig vildt misundelig på kvinder, der har langt, glat, tykt hår. Ej, hvor ville jeg da ønske, at det var mig, der havde det der hår, der aede ned langs min ryg. For nylig skulle jeg optage en video til min Instagram, hvor jeg havde paryk på, og jeg kunne instinktivt genkalde mig følelsen af de der extensions.
Følelsen af skønhed. Det, synes jeg, er virkelig ærgerligt, fortæller hun.
Selvom det er svært for hende helt at ændre på det billede, hun har af, hvad skønhed og smukt hår er, så oplever hun, at resten af verden tager kærligt imod hendes krøller.
– Jeg har aldrig fået så mange komplimenter for mit hår med nogen som helst former for frisurer eller farver, som jeg har nu for mit helt eget, naturligt brune, krøllede hår. Det er helt mindblowing for mig, at det kunne være på denne her måde hele tiden. Jeg var overbevist om, at alle ville tænke, at krøller var grimme – men jeg får positive beskeder om det hver dag.
Det har hjulpet mig SÅ meget, siger hun og fortsætter:
– I dag er jeg i chok over, at jeg har glattet mit hår i så lang tid. At jeg har brugt 25 år på at hade mit hår.