Vi kan ikke nå ind til vores søn

Spørgsmål:

Hej Margrethe,

Jeg håber, du kan hjælpe os. Vi har en søn på 7 år, som er rigtig svær at nå ind til, når han bliver sur eller ked af noget. Hvis vi begynder at snakke stille og roligt med ham om det skete, bliver han endnu mere gal. Han råber, at han ikke gider høre på os, og at vi skal gå. Han kan sågar i ren arrigskab finde på at sætte hænderne for ørerne og råbe ‘la la la’ eller gå ind på værelset (hvilket egentlig er ok). Hvis vi så nærmer os værelset igen for at snakke med ham eller hjælpe ham med redskaber til at håndtere konflikter, bliver han bare endnu mere sur. Han får så at vide, at når han er faldet til ro, vil vi gerne igen snakke med ham om situationen. Han accepterer, men ofte, når vi senere forsøger igen, starter turen forfra.

Det er svært at blive ved med at finde overskud til at tage disse konflikter med ham. Han føler sig helt klart forurettet, når vi forsøger at få en forklaring. Han kan ikke sætte ord på, hvad der sker inde i ham, når han bliver gal. Jeg ser ham umiddelbart som en dreng med et lille selvværd, hvilket jo er rigtig svært for mig. Det er ikke sjovt, når ens søn bare ikke er stærk nok til at snakke om tingene og i stedet for bliver ked af det eller direkte provokerende.

Han er vellidt af andre børn både i fritidshjemmet og i skolen. Han kan dog godt, når han har venner på besøg, blive både sur og gal, hvis vi forsøger at mægle i situationen. Vi vil rigtig gerne forklare ham, hvad der sker med hans venner, med ham selv og også os forældre i situationer, hvor han bliver sur og ikke formår at håndtere situationen. Måske det bare er helt forkert, det vi gør, men hvad så?

Hjælp os.

Med venlig hilsen Hanne

Læs svaret på næste side>>

Svar:

Kære Hanne,

Børn vil så gerne have det godt med deres forældre. De prøver virkelig at samarbejde med os og tilpasse sig vores ønsker og krav. De aflæser vores følelser og glædes, når de ser, at vi sender varme og kærlighed tilbage til dem. Derfor er det altid tankevækkende, når et barn holder op med at samarbejde med os voksne. Det er tankevækkende, fordi det fortæller, at der er noget i vores samspil med barnet, der er gået galt.

Når børn holder op med at samarbejde, er årsagen oftest, at de føler, at deres integritet, det vil sige deres personlige grænser og behov, er blevet overskredet. De føler sig krænket. Måden, de reagerer på, kan være meget forskellig, men overordnet set bliver de fleste meget usikre, føler ringe selvværd, føler sig ydmyget, ja, har ringe tro på, at de kan regne med os voksne. Nogle børn bliver meget stille og angste, mens andre gør vildt oprør og råber op og laver uro, og vi voksne kan ikke nå dem. Jeres søn hører til den sidste gruppe.

Når jeg læser dit brev, kære Hanne, er jeg ikke i tvivl om, at I vil jeres søn det bedste, men desværre kommer I til at overskride hans personlige grænser. Han må helt sikkert føle, at I overskrider hans grænse, når I for eksempel blander jer, når han har venner på besøg.

Jeg synes også, at det er meget grænseoverskridende, at I, når han i vrede er gået ind på sit værelse, senere skal have en snak om hans adfærd, og hvad han kunne have gjort, eller om hvad det er, der gør ham så vred.

Børn i den alder kan jo ikke sætte ord på, hvorfor de bliver vrede, eller hvad der sker inde i dem. Selv voksne evner ofte ikke dette.

Så stop al den snak, alle de forklaringer. Han fortæller jo selv, at han ikke orker alle de ord. Og da han er velfungerende i skole og fritidshjem og har venner og er vellidt, er mit råd:

Hvis han bliver vred og går ind på værelset og smækker døren – så lad ham være. Når han så vender tilbage, så lad være med at tale om konflikten. Sig blot, at ‘det var træls, at vi blev uvenner, men nu skal der laves mad – vil du

hjælpe?’

Børn med et stort temperament skal hjælpes til at kunne finde en god måde at tackle deres temperament på. Det gøres oftest bedst ved, at vi voksne prøver at forstå, hvad der udløser vrede. Er det, når noget driller ham, eller når noget er svært for ham? Når han har fundet ud af, hvad der udløser vreden, kan du hjælpe og støtte ham i det – i stedet for at tale om, at det er forkert at reagere med surhed eller vrede.

Prøv også at tænke over, hvorfor det betyder så meget for dig at tale om hans vrede. Hvordan har du det selv med vrede, Hanne? Har du svært ved at rumme vrede? Nogle gange skal vi voksne passe på ikke at overføre vores egne problemer til vores børn.

Held og lykke med det. Har du brug for mere hjælp – så skriv igen.

Med venlig hilsen

Margrethe