Brevkassen: Vi skændes foran børnene

Spørgsmål:

Kære Sanne,

Vi har to børn på 4 og 6 år. Efter at vi fik nummer to, er vi gradvist blevet dårligere til ikke at skændes og diskutere foran børnene. Vi er nok lidt stressede og trætte i hverdagene og kommer let til at blive irriterede på hinanden over vasketøj, skrald, madlavning osv. Og så har vi bare ikke overskuddet til lige at lade det ligge og tage diskussionen senere. Vores datter på 6 år er begyndt at blive vred på os, når vi gør det, og lillebror siger ikke noget, men ser bare ud, som om han tænker, ‘hvad sker der for dem?’

Jeg er flov over, at vi ikke kan beherske os bedre foran børnene, og ked af de mange småskænderier, der slider i dagligdagen. Hvad gør vi?

Hilsen Rikke

Læs svaret fra parterapeuten på næste side>>

Svar:

Kære Rikke,

Der er de gode skænderier – og så er der de onde. Gode skænderier er som en kuling fra øst, vi får sagt vores mening, råbt højt, ‘tømt det indre skrald’ for nu at lægge mig op ad dit ordvalg. Efter sådan en omgang, der ikke behøver at vare mere end en time eller to – sæt æggeuret! – er det vigtigt at give hinanden et kram og grine af balladen, mens ungerne er til stede. De kender det nemlig godt fra børnehaven – det at rage uklar med en anden over noget i dukkekrogen eller ude på legepladsen, og så være bedste venner, når eftermiddagsfrugten serveres senere på dagen.

Ungerne vil blive ganske trygge, når de oplever, at mor og far kan være både vrede og kysse. Ballade bliver ufarlig på denne måde. Vi nordboere kan lære rigtig meget af latinerne sydpå. Kropssprog, stemmeføring, at miste kontrollen for en stund. Knalde nogle tallerkener!

Det onde skænderi er til gengæld noget møg. Indeklemt, syltet vrede, der ikke har fået luft i ordentlig tid. Jeg foreslår sommetider mine klienter i en parterapi, at de indfører en slags ‘ugen der gik’ søndag aften: Over en kande te eller kaffe holdes et lille seriøst møde, hvor de hver især lige repeterer det, de har været utilfredse og irriterede over – hos sig selv og hos den anden. For derefter at gøre det omvendte, fortælle det, der har været dejligt og godt hos partneren, og så en lille pralerunde med egne gode gerninger.

Vi skal lære vores børn, at det er tilladt, vigtigt og ufarligt at give udtryk for utilfredshed. At det er okay, ja, et must at sige til og fra på rette tid og sted. Vrede er en udfarende kraft, i tæt familie med initiativ og kreativitet. Vi bruger den til alt muligt sundt og godt.

Det er blandt andet den udfarende kraft, der er motoren i vores seksualitet. Det er derfor, at de altid enige, flinke, søde, konfliktsky par har problemer med at flå bukserne af hinanden og dyrke lystfyldt sex. Men det er en helt anden historie, jeg nok slet ikke kan undgå at komme ind på her i brevkassen.

Kærlig hilsen

Sanne Neergaard