Bente Scavenius: "Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at mange at nutidens portrætter er dødssyge"
Det er ikke let for Bente Scavenius at udpege sit yndlingsværk, men på SMK hænger et af dem. Et lille portræt, som både er dristigt, moderne og stærkt – og som hun helt sikkert ville have rystet på hovedet ad, dengang hun var ung.
Artiklen er en del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.
Som kunstkritiker bliver jeg ofte spurgt, hvad der interesserer mig mest i kunsthistorien. Det har altid været nærmest umuligt for mig at svare på, fordi der er så meget, men efterhånden tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvad det er: brud. Jeg er fascinereret af paradigmeskift og overgangen fra en periode til en anden. Derfor synes jeg, at Portræt af Madame Matisse. Den grønne stribe (1905) af Henri Matisse er fantastisk. I begyndelsen af 1900-tallet havde man aldrig før set et maleri i så kraftig en farveskala. Det flammerøde op imod det grønne og den måde, hvorpå hendes ansigt er opdelt i en mørk og en lys side, viser en dristighed uden lige. Værket symboliserer både starten på fauvismen og foregriber hele modernismen.
LÆS OGSÅ: Vi har besøgt studiet, hvor verdens muligvis smukkeste papirkreationer bliver skabt
Jeg synes, at maleriet er et genialt godt portræt. Det er udfordrende og nyskabende, samtidig med at det har en enorm stor portrætlighed, der gør, at man ikke er et sekund i tvivl om, hvem kvinden er. Det er langtfra altid, at de to ting følges ad. Alt for ofte ser man, at portrætlighed bliver forbundet med en meget konservativ opfattelse af portrætkunsten, hvor motivet helst bare skal fremstå så virkelighedstro som muligt. Hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at mange af nutidens portrætter er dødssyge. Jeg savner noget mod, og jeg ville ønske, at vi havde en portrætmaler i dag, som var på niveau med Matisse.
Se værket her.
I starten af 1900-tallet blev kvinder ofte fremstillet som følsomme og omsorgsfulde, men Madame Matisse er anderledes. Hun er karakterfast, stærk og temperamentsfuld. Jeg synes, at det er flot, at Matisse har turdet fremstille sin kone på den måde, og hun er en fantastisk foregangskvinde og repræsentant for den moderne kvindes rolle i samfundet. Madame Matisse har nok ikke været nem at være gift med – jeg tror, at hun var skrap – og det endte da også med, at de blev skilt. Alligevel har Matisse fremstillet hende med megen sympati og kærlighed, og det, synes jeg, er virkelig smukt. Jeg ville ønske, at jeg kunne spejle mig i hende, men desværre har jeg slet ikke de samme karaktertræk, den samme råstyrke og det samme selvværd. Måske er det netop derfor, at jeg drages af hende og ikke kan gå upåvirket forbi maleriet.
Mit bedste museumstip
Tag et museum i små bidder, og udvælg nogle værker, som du vil vende tilbage til senere i livet. En kunstoplevelse afhænger af din sindstilstand og din livssituation, og med god kunst kan du blive ved med at opleve noget nyt, uanset hvor mange gange du ser et værk.
Jeg var lidt oppe i alderen, da jeg fik øjnene op for Matisse, og derfor repræsenterer portrættet en form for modenhed hos mig. Da jeg var yngre, havde jeg slet ikke sans for den slags kunst. Dengang var jeg godt forankret i guldalderen, for jeg var vokset op på landet, så landskabsmalerierne var det, jeg bedst kunne forholde mig til. Hvis jeg havde set portrættet af Madame Matisse som ung, ville jeg nok bare have tænkt: ”Hvorfor er hun grøn i hovedet? Har maleren tabt penslen?” Jeg ville ikke have kunnet se hendes styrke og dristighed. Det er det, der er så skønt ved malerkunst. Det, du ser, afhænger af dine erfaringer i livet, og jo mere du modnes, des flere dybder og nuancer får du øje på. Derfor kan et værk blive ved med at skabe nye oplevelser for dig.