Børneværelset skal være et frirum
Børn vil gerne have deres eget værelse. men du skal hjælpe med at rydde det op, for det sker ikke af sig selv. Foto:

Børneværelset skal være et frirum

Læs psykologens gode råd om, hvordan både børn og forældre bruger børneværelset - både i forhold til opdragelse, at rydde op, holde orden og skulle dele det.

Legetøjet står linet op på hylder, i skabe og skuffer. Der er skrivebord, legehjørne, hyggebamser og god plads, så børneværelset burde vel egentlig være børnenes foretrukne opholdsrum. Alligevel sidder din datter altid i stuen, når hun tegner, og din søn vil helst lege med Lego på køkkengulvet…

Så hvorfor overhovedet bruge et rum til børneværelse? Psykolog Kisser Paludan er selv mor til to drenge og rådgiver ofte børnefamilier i sin praksis. Og hun mener ikke, at børneværelset kun er til for børnenes skyld.

LÆS OGSÅ: Børneværelse: Her bor fars drenge

– Det med, at børn skal have deres eget værelse, er blandt andet et kulturelt skabt behov. I andre kulturer vil de synes, at vi straffer børnene ved ikke at inddrage dem i fællesskabet. Men herhjemme er vores holdning, at børn skal være selvstændige meget hurtigt, hvilket også betyder eget værelse, eget domæne, siger Kisser Paludan.

– Børn har jo vidt forskellige personligheder. For nogle giver det en enorm tryghed at sove sammen med sin mor og far, indtil man er rigtig stor. Andre børn kan slet ikke holde ud at have andre mennesker så tæt på sig. Og vi forældre er en forkælet generation, som ofte køber os til boliger, hvor hver af ungerne kan have deres eget værelse. Men man kan godt spørge, hvis behov det egentlig er, vi tilgodeser her?, siger hun.

LÆS OGSÅ: Må børn sove i dobbeltsengen?

Hvornår, et barn har et reelt behov for at få noget privatliv, handler mere om barnets personlighed end om alder.

Nogle børn har, i en tidlig alder, mere brug for et frirum end andre – et privat sted, hvor de kan lukke døren og selv bestemme. Men typisk er det sådan, at mindre børn elsker at lege lige der, hvor forældrene er, og synes, det er trygt og rart at have nogen at sove sammen med og at vide, at de aldrig er alene.

De fleste 6-8-årige synes også stadig, det er hyggeligst at sidde i stuen og lege. Men når børn når 10-12-årsalderen, begynder de som regel at få trang til at få deres eget – og for selv at kunne bestemme, hvordan der skal se ud, og hvordan værelset skal bruges.

Mutter med kost og spand

Men hvad med orden – oprydning og rengøring i børneværelset? Når kammeraterne har været på besøg, og rummet bagefter mere ligner en slagmark end et hyggeligt børneværelse – hvem skal så rydde op?

– Jeg tror, de fleste børn har behov for at have en vis orden på deres værelse, men de kan ikke nødvendigvis selv finde ud af, hvordan man gør. Hvis de mistrives i et rodet værelse, så kan man hjælpe dem med at få orden i tingene. Der skulle jo gerne være rart at være.
Kan de af sig selv, så er det jo bare fantastisk! Men jeg mener ikke, at jeg kender nogen i min omgangskreds, hvor børnene bare rydder op af sig selv, siger Kisser Paludan.

LÆS OGSÅ: Fri leg: Hjælp dit barn til at lege bedre selv

Hendes opfordring til forældrene er, at vi må acceptere, at børn ikke selv kan klare eller styre en oprydning. De kan ganske enkelt ikke overskue, hvad de skal gøre med rodet – på trods af, at de selv har skabt det.

Det bedste, vi kan gøre, er at hjælpe børnene med at få erfaring i, hvordan man gør. Og så gøre det sammen med dem.

– I min søns værelse kan der ligge legetøj på gulvet i ugevis. Har jeg for travlt og ikke tid til at hjælpe ham, lader vi det bare ligge. En gang imellem tager vi handsken på og rydder det hele op. Så går der en halv dag – og der er helt rodet til igen. Men det er vigtigt, at man som forælder ikke går ind og skælder ud over, at der er rodet. Det er en del af deres leg, siger hun.

Dit barn som indretningsarkitekt

Børn og voksne er sjældent enige om, hvad der er god stil. Så hvad gør du som forælde hvis dit barn vil have malet sit værelse i en skrap farve og hænge fodboldplakater op over det hele? Kan du tillade dig at styre i en anden retning med din egen smag? Svaret er, ifølge Kisser Paludan, nej.

– Det synes jeg ikke, man skal blande sig i, medmindre det, barnet finder på, er moralsk anstødeligt. På deres værelser kan børn få lov til at afprøve nogle ting, som kan give dem en form for sikkerhed og stolthed. “Det her er mit værelse, det har jeg fået til at se sådan her ud – og jeg kan lide det!”. Jeg tænker særligt på børn over 8 år – det er vigtigt for dem, at værelset afspejler, hvem de er. De har brug for at kunne skabe deres egen base, hvor de synes, der er rart at være, siger psykologen.

LÆS OGSÅ: Sådan hjælper du dit barn med at lege

– Vi går jo så meget op i, at det skal være perfekt i dag, og jeg kender da også forældre, der ikke vil acceptere, at børnene har, hvad forældrene mener er, grimme plakater på væggene, for eksempel High School Musical eller fodboldplakater.
Men man skal tænke på, at det er børn, man har med at gøre – de synes, noget andet er flot, end det vi gør. I dag skal alt være så perfekt, og børneværelserne skal ligne det, vi ser i bladene. Men hvis behov er det egentlig, der så bliver tilgodeset? Hvis ens barn har andre ønsker omkring indretning end en selv, så mener jeg, at man må lytte til barnet, pointerer Kisser Paludan.

Dit og mit i deleværelset

At dele værelse med en eller flere søskende betyder, at man hele tiden er tæt på andre. Det giver en dejlig form for tryghed, som rigtig mange børn godt kan lide, og der vil altid være nogen, man lige kan spørge om noget eller lege med.
Der bliver også hurtigere sat flere lege i gang, fordi legekammeraten er lige ved hånden. Men det er sjældent kun lutter leg og idyl, når søskende, som skal dele det meste, også deler værelse.

Spørgsmålet er, hvordan man kan give sine børn en fornemmelse af ejerskab i værelset, uden at lave kridtstreger på gulvet?

”Jeg vil foreslå, at man prøver at lave en skillevæg, så børnene har fornemmelsen af at have deres eget. Eller bare et hjørne eller en side af rummet, hvor andre må respektere, de regler man har. Jeg mener, at børn generelt har ret til at bestemme over deres egne ting. Det er selvfølgelig vigtigt, at barnet lærer, at det er godt at kunne dele med andre. Kommer diskussionen alligevel om dit og mit, må man fastholde, at det er det ene barns ting, som han eller hun selv bestemmer over,” siger Kisser Paludan.

LÆS OGSÅ: Skal vi dele værelse?

Hun mener også, at det er nemmere at dele værelse, jo tættere børnene er på hinanden i alder.
Hvis et større barn deler værelse med et mindre barn, vil det typisk være en stor belastning for den store, at den lille piller i alting.
Til gengæld mener psykologen ikke, at kønnet har den store betydning. Søskenderelationen er vigtigere, og det har mere med kemi end alder og køn at gøre.

”Gå ind på dit værelse!”

Engang var det helt okay, at konflikter i familien blev løst ved at bede børnene gå ind på værelset for at køle ned. Men kan man stadig bruge den metode med god samvittighed i dag?

– Som princip skal man prøve at undgå det, mener Kisser Paludan.

– For det fortæller barnet, at når du er sådan der, kan vi ikke lide dig, så er du ikke en del af familien. Det vil for barnet føles som en form for afstraffelse. Men hvis forældrene mener, det er til barnets eget bedste, så det undgår at blive skældt hæder og ære fra, så kan det i visse tilfælde være i orden. Men man skal kun gøre det, hvis man har prøvet alle andre muligheder først, pointerer Kisser Paludan.

LÆS OGSÅ: Time out – straf eller tiltrængt pause?

Præpubertære børn er tit sure børn og kan virke yderst belastende for familien. Men undersøg alligevel altid, hvad der foregår først, før du sender børnene ind på værelset.

Stil dig selv spørgsmålene: ”Hvad sætter det i gang i barnet: ”Hvad sætter det i gang i mig? Kunne jeg tage det på en anden måde?”

– Husk ikke at tage barnets opførsel personligt. Det vigtige er, at man prøver at vise sine børn, at alle følelser er okay. Også dem, der ikke er nemme at håndtere. Men det betyder ikke, at forældre, i den bedste mening, skal finde sig i hvad som helst. Selvfølgelig skal barnet lære, at det skal foregå med respekt for resten af familien, siger Kisser Paludan.

Faktaboks

Børneværelset i forskellige aldre

Op til 8 år:

Børn op til 8-årsalderen er generelt nemme at forholde sig til, fordi de stadig er legebørn.
De bruger ikke deres værelser så meget endnu, da behovet mest er at være midt i familien og føle sig som en del af det sociale samspil.

8-10 år:

8-10-årsalderen er overgangen mellem barn og den præpubertære fase. Børnene bliver mere selvkørende og begynder så småt at have hemmeligheder.
Her må forældre bruge fornemmelsen for, hvornår vi skal respektere barnets begyndende tilbagetrækning til værelset, og hvornår vi skal presse dem lidt til at deltage i familiens liv.

10-13 år:

10-13 år er en svær alder at navigere i for os forældre. For på den ene side kan vi godt mærke, at de præpubertære børn har mere brug for tid til sig selv.
Men ifølge Kisser Paludan, har de, præcis i den alder, også meget brug for at kunne tale med mor og far. Midt i den gode vilje og ønsket om at forstå barnet, kommer forældrene ofte til at mistolke barnets signaler, som siger: ”Hold dig væk!”

Kilde: Psykolog Kisser Paludan

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse og Børneværelse

610x200_woordy_knap2.jpeg