Fold fine traner
SPONSORERET indhold

Fold fine traner

Det er ren terapi at folde origami-traner til den smukke mobile – og slet ikke så svært! Se her, hvordan du kan give dit hjem et strejf af Østens magi.

Foto: Denis Sytmen
10. maj. 2012 | Bolig | BoligLiv

Fold fine traner i origami

Du skal bruge:

  • Japansk origami-papir med mønster (fås i Boutique Taeko i København, men webshoppen origami.com.au har også et smukt udvalg)
  • 36 stk. 20 mm træperler (fås i Panduro Hobby til 25,90 kr. for 12 stk.) • 1 m pianotråd (fås bl.a. hos Tutein & Koch, ring og bestil)
  • Neonpink murertråd (fås i byggemarkeder)
  • Hvid sytråd og synål
  • Trælim

Sådan gør du:

1. Se på underwerket.blogspot.com, hvordan tranerne foldes. Du kan evt. pause filmen for hvert trin, så du selv kan folde en trane undervejs. Når du har prøvet at folde et par traner, kan du nemt folde de næste 40 stk. uden hjælp. Man skal helst bruge minimum 45 traner til en mobile.

2. Sy nu tranerne på snor – se billedet! Lav 9 snore i lidt forskellige længder med 5 traner på hver. Der skal være lige stor afstand imellem hver trane. Sy en knude på hver trane, så de ikke glider på tråden.

3. Træk alle træperlerne, på nær en, på pianotråden, og bøj tråden i en cirkel. Prøv at få kuglerne til at sidde så tæt som muligt. Før trådens ender igennem hullerne på perlerne i hver sin ende.

4. Nu kommer det sværeste! Der skal lim i de perler, som den overskydende tråd går igennem. Fyld hullerne på ca. 6 perler med lim, og hold tråden stramt på plads, imens limen tørrer. Få evt. en ven til at holde, mens du limer. Efter 15 minutter kan du se, om limen er tør nok til, at du kan give slip. Herefter skal den gennemtørre i en times tid.

5. Klip 3 stykker neonpink murersnor på ca. 40 cm i længden. Bind dem på ringen med perlerne, med lige stor afstand imellem.

6. Hæng ringen med perlerne op i de tre snore i en krog i loftet. Sørg for, at ringen hænger lige. Bind en knude ca. 10 cm fra toppen. Tag ringen ned igen, og træk den sidste perle på snorene. Bind evt. en ekstra knude, så den bliver på plads.

7. Hæng ringen op igen, og bind de 9 snore med traner på ringen med lige stor afstand imellem.

8. Voila! Din origami-mobile er færdig.