
Kristinna og kæresten købte et lille bondehus: Se den flotte forvandling her
Sidste sommer købte 26-årige Kristinna og hendes kæreste et lille bondehus på landet. Nu renoverer de det med respekt for huset særlige stemning. Kom med indenfor, og se det idylliske - og moderne - landliv her.
Har du nogensinde overvejet et liv på landet, hvor du er tæt på naturen?
Den drøm havde 26-årige Kristinna Andreasen og hendes kæreste Brian, og sidste sommer valgte de derfor at købe et bondehus fra 1930 i Nordjylland.
Sammen renoverer de det nu med stor omtanke for huset sjæl og stemning, hvor de særligt har glæde af Brians evner som tømrer og snedker, og boligstylisten Kristinnas blik for at samle det hele med en personlig og kreativ indretning.
Undervejs har hun delt hele processen på Instagram, hvor Kristinna Andreasens over 11.000 følgere ser med, når parret fx har bygget et skjult opbevaringsrum under trappen – eller lavet deres egne smukke sildebenshylder.
Mød kvinden bag Instagram-profilen @kristinnaandreasen – og få inspiration til et moderne liv på landet lige her:
Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?
Jeg hedder Kristinna Andreasen, jeg er 26 år og kæreste med Brian, som er tømrer og snedker. Sidste sommer købte vi et lille bondehus på landet i Nordjylland, hvor vi er omgivet af skov og kornmarker. Vi er i gang med at give huset en kærlig hånd - eller rettere en gennemgribende renovering - med respekt for den særlige stemning, der følger med et bondehus fra 1930.
Jeg arbejder til daglig som freelance boligstylist og tekstforfatter, hvor jeg blandt andet indretter prøveboliger, udfører stylinger for interiør- og møbelvirksomheder og laver indhold til boligmagasiner.
Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?
Den har jeg haft siden barnsben, hvor jeg drømte om en karriere som indretningsarkitekt. Det bedste, jeg vidste, var at flytte rundt på mit værelse og i resten af huset. I dag er mit ønske at hjælpe andre med at se de mange indretningsmuligheder, der er i et hjem.
Jeg endte dog med at uddanne mig til økonom fra Aalborg Universitet. Men jeg manglede et sted at dyrke min interesse for indretning, så jeg startede med at dele billeder fra min lille studielejlighed på 35 kvadratmeter. På Instagram mødte jeg inspirerende mennesker, som delte den samme kærlighed for indretning, og det var også grundet min Instagram-bolig, at jeg fik mit første job som boligstylist og tekstforfatter i et typehusfirma i 2017. I starten af 2019 gik jeg selvstændig, da der var så mange andre dele af den kreative branche, jeg brændte for at give mig i kast med.

Beskriv din stil?
Jeg har ikke en fastdefineret stil. Min indretning er et miks af arvestykker, designklassikere, loppefund og upcoming design. Når jeg indretter mit eget hjem, følger jeg min indre æstetiker og intuition. De ting, jeg omgives med, er ting, som gør mig glad.
Hvad bliver du inspireret af?
Jeg bliver inspireret af naturens farver og tilfældige tempo, af boligblade og Instagram-boliger. Jeg bliver også inspireret af min kæreste, der renoverer vores hus og laver fine møbler til os, fx vores sofabord lagt i klinker, vores sildebenshylder og vores piedestaler.

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?
Vores stue var meget svær at indrette, da den er smal og lang. Vi havde svært ved at placere vores sofa, da trappen til første sal var i den ene ende og vores væg-til-væg bogreol i den anden. Derfor byggede vi en væg foran trappen, hvor vi satte paneler op, så vi kunne lave en skjult og ”hemmelig” indgang til opbevaringsrummet under trappen.

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?
Smukke mundblæste glas som vi havde med hjem fra vores sommerferie i Prag.
Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?
Det må være min klassiske og kvadratiske reol fra Montana, som jeg fik i 18-års fødselsdagsgave af mine forældre. Den er tidløs og passer bare altid ind et eller andet sted i hjemmet.

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?
Specielt før og efter billeder af vores stue og køkken får meget opmærksomhed. Jeg tror, det skyldes, at folk finder inspiration i transformationen.
Jeg elsker i hvert fald selv at kigge på før og efter billeder, da man virkelig kan se forandringer og fremskridt. Det har også været en stor motivationsfaktor for os, når vi har været gået lidt kold i renoveringsprocessen at kigge på vores egne før og efter billeder.

Dit yndlingsrum i boligen?
Vores bolig er stadig i gang med at blive renoveret, men lige nu er vores stue mit yndlingsrum. Den er næsten færdigrenoveret. Her bruger jeg meget tid på at kigge ud på marken, læse en bog og nyde en god kop kaffe. Det er et rum med mange forskellige kroge, som indbyder til nærvær og ro, hvilket jeg godt kan lide i vores travle hverdag med hver vores virksomheder.

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?
Der er altid mange projekter i renoveringsland. Næste renoveringsprojekt er at få sat terrassedør i vores køkken, som i fremtiden bliver vores spisestue. Et andet renoveringsprojekt er at udskifte vores monster af en brændeovn i stuen med vores nye indbygningsovn fra Morsø, som står og venter pænt i garagen.
Senere på året er planen, at vi går i gang med vores køkkentilbygning, som skal bygge vores anneks og hovedhus sammen. Den bliver holdt i en helt anden stil end de nuværende huse, da vi har valgt kæmpestore, minimalistiske vinduer til begge sider, som skal give os den mest fantastiske udsigt til skoven.
Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?
Den meget ”sort-hvide” indretningsstil. Den er alt for kontrastfuld og kold til mig. Sjovt nok, så indrettede jeg meget med kontraster for fem år siden, men i dag er det vigtigt for mig, at der er noget varme, sjæl og hygge i indretningen – så føler jeg mig bedst hjemme.

Mine favorit-Instagrammere?
@polkenstudio ser jeg meget op til. Hun bor simpelthen så gennemført fint. Jeg er vild med de gyldne toner og de pæne vintagefund, som du finder i alle hjemmets kroge. Tilmed er hun en dygtig kunstner, som laver de fineste værker til væggene. Og så er hun bare virkelig rar i virkeligheden.
@annaceciliep deler små, æstetiske øjeblikke fra sin hverdag. Jeg beundrer, hvordan hun formår - på én og samme tid - at indrette sig minimalistisk og stemningsfyldt. Jeg kan længe dvæle ved det bløde lys og den rare stemning, der fylder hendes feed.
@et.hjem er i gang med at renovere en skøn murermestervilla med unikke løsninger. Her finder jeg stor inspiration til vores egen byggeproces og til vores indretning, da Mette har specielt god indretningssmag.

Hvad er dine tre bedste indretningstips?
- Sæt et personligt præg på dit hjem. Omgiv dig med de ting, der gør dig glad, og som skaber værdi for dig. Du skal ikke altid tænke så meget over, om en ting passer ind. Hvis du virkelig godt kan lide den, skal du nok finde et godt sted til den i dit hjem. En nem måde at skabe et unikt hjem er at tilføre dit hjem loppe- og vintagefund.
- Skab selv ting. Hvis du ønsker et unikt og personligt hjem, er mit andet råd, at du kaster dig ud i selv at kreere nogle af de ting, du indretter dig med. Det er for det meste både sjovt og tilfredsstillende at skabe noget selv. Vi har fx selv lavet et sofabord af klinker, en indbygningsbænk, piedestaler og sildebenshylder.
- Mal væggene i dit hjem i farver, som du finder smukke. Farver på væggene kan være med til at binde indretningen sammen. Og hvis du ønsker et farvekig gennem flere rum, kan du tænke i komplementærfarver for at skabe et roligt og æstetisk samspil.
Den ting, du holder mest af i din bolig?
Det er vores massive spisebord i egetræ, som jeg har arvet fra min farmor. Da jeg i sin tid fik det, var egetræet afsyret, og der var krummelurer på bordbenene. Sidste sommer sleb vi det ned, skar krummelurerne af og gav det hvid sæbe, hvilket har givet det et helt nyt og enklere udtryk. Nu passer det så fint ind i vores lyse stue, hvis du spørger mig.

Følg selv Kristinna Andreasen på Instagram og se flere af hendes smukke billeder her:
Vis os din instagram-bolig
Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: tip@alt.dk