Mette Helena Ramussen Nybyggerne 2020
SPONSORERET indhold

Mette Helena Rasmussen: Disse tre ting er gennemsyrende for denne sæson af Nybyggerne

Når indretningsekspert Mette Helena Rasmussen toner frem for åben skærm onsdag efter onsdag i Nybyggerne på TV2 og TV2 Play, er det en begejstret og ærlig dommer, der skal bedømme, hvor godt parrene er kommet i mål med deres indretning. Vi har spurgt hende, hvad der kendetegner denne sæson af Nybyggerne – og hvad hun går mest op i, når hun bedømmer parrenes arbejde.

Af: Lærke Sofie Bonke Foto: André Blinkilde/TV2
12. okt. 2020 | Bolig | ALT.dk

”Jeg synes satme, den er vild, den seng, der er blevet lavet i denne sæson,” udbryder Mette Helena Rasmussen.

”Måske også lidt for vild,” konstaterer hun ved nærmere eftertanke.

Hun taler om sengen i det soveværelse, der hører til gult hus, som parret, Malene og Christian, har bygget i denne sæson af Nybyggerne. Sengen hænger med reb ned fra loftet og er derfor frit flyvende i soveværelset – hvilket måske ikke altid er lige praktisk i et kæresteforhold, griner Mette Helena og forklarer:

”Hvis man er et par, og den ene vender sig om, så skvulper sengen jo rundt. Man risikerer jo at få den gynget ind i væggene, hvis man skulle have heldet med sig med sin partner. Det eneste positive, jeg vil kunne sige om den, er, at den er nem at støvsuge under. Den er heller ikke æstetisk interessant. Der er jo en grund til, at vandsengene ikke slog igennem”.

Her forklarer hun også, at hun – på trods af sengens upraktiske udformning – har stor respekt for, at parret får en idé, og at de gennemfører den, uanset hvor besværlig den er at bygge. At parret ikke tænker: ”Nej, skulle vi ikke kravle ned igen”, når de står oppe på stigen og er i gang med at afmontere troldtekt-pladerne i loftet.

”Det vidner om en ukuelig optimisme, et engagement og gå-på-mod mod, som er ret gennemsyrende for denne sæson af Nybyggerne”, forklarer Mette Helena.

Læs også: Mød deltagerne af Nybyggerne 2020 og se deres instagram-profiler her

”Nybyggerne blev optaget fra midten af maj til slutningen af juni. Vi var lige åbnet op efter lock-down igen. For nybyggerne er det altid en ekstrem situation at deltage i dette program. Man kan ikke forberede de par på, hvor voldsomt det er. Hvor hårdt, drænende og trættende det er. Det er jo helt umenneskeligt, det de gennemgår i de otte uger, som programoptagelsen varer - alle parrene har min dybeste respekt.”

Mette Helena Rasmussen

Indretning er som sportsgrene

Mette Helenas bramfrie bedømmelse af sengen i det gule hus er ikke enestående. Hun er nemlig på ingen måde bange for at sige sin ærlige mening, når hun som dommer i Nybyggerne fortæller parrene, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer i deres hjem.

”Jeg har holdninger til ting, indretning og livsstil, og dem bruger jeg som en indre dialog, når jeg forholder mig til, hvad parrene har lavet,” siger hun og understreger, at hendes smag dog er meget bred, og at hun generelt er let at begejstre:

”Jeg er så nem at begejstre, jeg er meget mangfoldig, og jeg har mange stile. Der er mange ting, jeg godt kan lide. Jeg har altså ikke kun én stil.”

Desuden er den vigtigste opgave for Mette Helena at vurdere, hvorvidt parrene er lykkedes med det, de har sat sig for – uanset hvad hendes egen smag måtte være, fortæller hun:

”Jeg ser på: Hvor tro har de været mod deres idé, og hvor gennemført har de gjort det? Kommer de til at ville for meget? På den måde er indretning som sportsgrene med flere discipliner, som jeg sagtens kan bevæge mig rundt i. Jeg er ikke så optaget af, hvad der er god stil og dårlig stil. Jeg er mere optaget af, om man er tro mod sin egen stil. Om man er konsekvent, og om man tør lykkedes med det, man har sat sig for.”

Nybyggere med original stil

Én af de ting, der har begejstret indretningseksperten mest i den nye sæson, er parrenes originale stil.

”De virker ikke optagede eller begrænsede af, hvad boligmagasinerne måtte skrive eller diktere,” siger Mette Helena og uddyber:

”Parrene har i den grad rod i dem selv og undersøger, hvad der kunne være sjovt at lave. Det gør det enormt interessant at få lov til at være dommer, når de er så originale i deres egen stil. Blandt andet skal jeg da lige love for, at Malene og Christian får eksperimenteret med deres bolig. Det, synes jeg, er meget generelt for de fire par.”

Hun har også været imponeret over at se, hvordan et par som fx Kristoffer og Stephanie i det røde hus har eksperimenteret så meget med deres drømmeindretning, på trods af at rammerne ikke nødvendigvis har dannet deres drømmehus:

”Kristoffer og Stephanie er meget særegne på den måde, at der en ukuelig optimisme over dem. De får ikke helt det hus, de havde drømt om, men forsøger at skabe det alligevel med sildebensparket og høje paneler. Det har dog strittet lidt på mig at se, at de ikke har orienteret sig mod selve huset, men jeg har ladet mig overbevise et langt stykke hen ad vejen af deres vedholdenhed i at se mulighederne - selv når de ikke har fået drømmeboligen. Det kan mange mennesker lade sig inspirere af.”

Anbefalet til dig