Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Amalie Holm Lisbeth Hansen med sin ældste datter

”Jeg var tæt på bare at give op og acceptere min skæbne”

En bilulykke satte en brat stopper for Lisbeth Hansens aktive tilværelse. Nu er hun langt om længe kommet på benene igen.

Hvad, der i 1998 skulle have været en hyggelig sommerhustur, endte for familien Hansen i sirener og blå blink på motorvejen:

-Vi skulle passere under en viadukt, da en lastbil pludseligt stoppede op foran os, tilsyneladende usikker på om han kan køre under viadukten. Min mand bremsede ned og stoppede bagved bilen foran os, men chaufføren bag os var uopmærksom og fortsatte ...Bang... Lige dér slog mit liv en koldbøtte, fortæller Lisbeth Hansen.

Selvom bilulykken ikke udløste blodige scener, mindes Lisbeth Hansen, hvordan hun kæmpede for at komme om til sin datter på syv år, der græd højt på bagsædet af bilen, da ulykken ramte:

-Jeg husker tydeligt min ældste datters højlydte gråd. Hun var chorkeret og ude af den, men lige meget, hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke komme om til hende. Min dør var krøllet sammen, så den ikke kunne åbne, fortsætter Lisbeth.

Selvom Lisbeth var mere optaget af, hvordan hendes to piger på dengang 3 og 7 år havde det efter ulykken, blev hun hurtigt klar over, at det var hende selv og ikke pigerne, der var kommet galt af sted:

-Ambulancen var hurtigt fremme, og da min datter klagede over smerter i nakken, skulle vi en tur på sygehuset. Jeg kom med i ambulancen, og først da jeg sad der, opdagede jeg, at jeg knapt kunne holde min egen nakke oprejst. Senere fandt jeg ud af, at jeg havde fået et piskesmæld, fortæller Lisbeth.

Smertehelvede
Lisbeth Hansens liv blev aldrig det samme efter ulykken. Fuldtidsjobbet blev afløst af længere perioder med sygemelding og flexjob. Og den aktive tilværelse med motionsløb blev erstattet af eftermiddage bundet til sofaen i et smertehelvede:

-Fra den dag af blev alting anderledes. Det helt almindelige liv, hvor dagligdagen skulle hænge sammen med job, børn, en travl hverdag og fritid, gik på "stand by" for mig. Nu skulle jeg til at finde ud af at leve med de ændringer mit handicap havde givet mig, hvilket har været en årelang lang rutsjetur af op og nedture.

-Jeg har stadig i dag store problemer med smerter, et beskadiget centralnervesystem, der gør, at jeg har svært ved at holde balancen og en svækket koncentrationsevne, siger Lisbeth Hansen.

Sværest for Lisbeth Hansen blev det imidlertid at acceptere, at hun efter ulykken ikke længere var i stand til at dyrke sin fortrukne motionsform, nemlig at løbe:

-Det var som en kold tyrker, for jeg var godt i gang med at planlægge mit første halvmaraton, da ulykken skete. Jeg havde kort forinden gennemført mit hurtigste 10-kilometerløb, og var blevet medlem af løbeklubben Sparta.

-Jeg gjorde adskillige stædige forsøg på at løbe efter ulykken, men lige lidt hjalp det. Jeg havde simpelthen for mange smerter.

En ny begyndelse
Kampen for ikke at ende i kløerne hos kommunen som førtidspensioneret, fik Lisbeth Hansen og familien til at tage en drastisk beslutning tilbage i 2002. De hev teltpælene op og flyttede fra storbyen København til Falster, hvor de fik mere ro på tilværelsen. Det blev Lisbeth Hansens personlige vendepunkt, for her mødte hun sin nye træningsmakker:

-En dag mødte jeg en anden kvinde, som vidste noget mere om træning og ikke mindst vedholdende træning. Hun tog med mig ud i naturen, og så begyndte der at ske en ændring. Flere gange om ugen trak hun mig bogstaveligt talt med ud og træne. Hun vidste noget om, hvordan man kan have brug for at blive "presset til smertegrænsen", dog uden at overskride den.

-Min krop skreg og værkede, men jeg blev ved og ved og ved, godt hjulpet af min nye løbemakker, som absolut ikke tog sig af mine protester. Det begyndte at virke rigtig godt. Det var virkelig hårdt og nogle dage var det med tårerne strømmende ned ad kinderne, og jeg var tæt på bare at give op og acceptere min skæbne, men jeg holdt ud.

Ud over en sød løbemakker blev ALT for damerne-løbet Lisbeth Hansens store motivationsfaktor i kampen for at komme ovenpå både fysisk og psykisk:

-Det var ALT for damerne løbet den 9. juni i 1996, der satte min store passion for løb i gang. Jeg har både gemt mit startnummer og diplom fra dengang hjemme i skuffen.

-I 2012 gennemførte jeg så mit første løb efter ulykken. Og det var en kæmpe sejr. Og selvfølgelig har jeg løbet med hvert år siden, fordi jeg vil, og fordi jeg kan, fortæller Lisbeth Hansen med et bredt smil på læberne.

Ikke blot kan Lisbeth Hansen prale af, at hun kan løbe igen, hun har også præsteret at slå sin løbetid fra før ulykken:

-I 1998 løb jeg 5 kilometer på 41 minutter og i dag, har jeg lige løbet 5 kilometer på 31 minutter. Jeg slog endda også sidste års tid med 30 sekunder, griner Lisbeth Hansen.

Det har jeg lært
Selvom ulykken i 1998 har ændret Lisbeth Hansens liv, er hun i dag glad og ser lyst på fremtiden:

- Uden min løbetræning ville jeg ikke være nået dertil, hvor jeg er nu. Jeg er igen i arbejde, godt nok i fleksjob, og ved at vedligeholde min træning, kan jeg få det hele til at hænge sammen og stadig have overskud til at glædes over livet. Jeg er dybt taknemmelig over at det lykkedes, afslutter Lisbeth Hansen.

LÆS OGSÅ: "Min mors sidste ønske var, at jeg skulle love at tabe mig"

LÆS OGSÅ: "Jeg kunne ikke kende mig selv, når jeg kiggede mig i spejlet"

LÆS OGSÅ: "Man skal ikke være bange for at røre sig, bare fordi man er gravid"