
Grøn speltpasta
Mad skal være sundt og lavet af nordiske råvarer, men det skal også skabe glæde − hver dag. Det er filosofien i Trine Hahnemanns kogebog.TRINE OM RETTEN: Speltpasta knækker nemmere end almindelig pasta. Derfor må du ikke røre i vandet under kogningen i de første tre minutter. Efter de tre minutter må du gerne røre rundt − ellers klistrer pastaen sammen.
4
Ingredienser
- 1 bdt. grønne asparges
- 3 forårsløg
- 400 g speltpasta
- 3 spsk olivenolie
- 1 fed finthakket hvidløg
- 200 g bælgede ærter
- salt og friskkværnet peber
- 8 spsk hakket dild
- 100 g revet ost, f.eks. Vesterhavsost
Sådan gør du:
- Bræk den nederste tredjedel af aspargesene og skær dem i mindre stykker på langs. Skær forårsløg i skiver. Læg pastaen i letsaltet, kogende vand, og kog den al dente i 8 til 10 minutter. Varm olien op i en sauterepande, mens pastaen koger. Tilsæt asparges, forårsløg, hvidløg og ærter, og sauter forsigtigt i 5 minutter ved medium varme. Pas på, at hvidløgene ikke bliver brune. Dryp pastaen af i en sigte, vend grønsager og pasta sammen. Smag til med salt og peber. Drys dilden over og server straks med revet ost.