
Fastelavnsboller med hindbærskum & karamelchokolade
Erstat de traditionelle fastelavnsboller med forførende fine vandbakkelser. De små kager med det sprøde ydre og bløde indre er her serveret med syrligsødt hindbærskum, karamelchokolade og frysetørrede hindbær. Mmmm!
Ingredienser
Vandbakkelser:
1 dl vand
50 g smør
50 g hvedemel
1/2 tsk sukker
1 knivspids salt
2 æg
Hindbærskum:
1 dl piskefløde
ca. 50 g hindbær
Pynt:
70 g Dulcey fra Valrhona eller anden kvalitetschokolade
1 spsk frysetørrede hindbær
Sådan laver du fastelavnsboller med hindbær
Vandbakkelser:
1. Bring vand og smør i kog i en tykbundet gryde. Tag gryden af
varmen, og kom mel, sukker og salt i. Rør godt rundt, indtil dejen slipper gryde og ske. Pisk æggene i med et piskeris – et ad gangen.
2. Kom dejen i en sprøjtepose med rund tylle, og lav små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag vandbakkelserne i cirka 25 minutter ved 200 grader.
3. Åbn ikke ovnlågen under bagningen, da vandbakkelserne så vil falde sammen. Lad kagerne køle helt af.
Hindbærskum: Pisk fløden til skum i en skål. Mos hindbær til puré, og si kernerne fra. Vend forsigtigt hindbærpureen i flødeskummet, og fyld det i de afkølede vandbakkelser.
Pynt: Smelt chokolade i en skål over vandbad, og kom en skefuld chokolade på hver vandbakkelse. Pynt med frysetørrede hindbær, og server straks.
Opskrift af: Maja Ambeck Vase er blogger og kogebogsforfatter. Se mere Chocolat.dk.
Fastelavnsboller
Fastelavnsbollen spiste man oprindeligt i dagene op til fasten, der varede 40 dage fra askeonsdag til påskedag.
Fastelavnsboller findes i mange forskellige varianter - med creme, syltetøj, remonce, flødeskum, syltetøj, frugtkompot eller æblemos. En fastelavnsbolle kan både laves af en almindelig gærdej, en vandbakkelsesdej eller wienerbrødsdej.
De fleste pynter fastelavnsbollerne med farverig glasur.
Kilde: Wikipedia