Hvad var det bedste og værste under Copenhagen Fashion Week? Vi giver dig overblikket her

Saks Potts i Konservatoriets Koncertsal.

Turist i egen by

Der er ingen tvivl om, at et modeshow kræver mere end bare blod, sved og tårer. Det kræver mange penge, store summer tid og et puslespil, der nogle gange ser ud til at være umuligt at få til at gå op. Men i år vil vi gerne applaudere de mange danske designere for virkelig at give den gas og skrue op for ambitionerne.

Soulland på Sankt Thomas Plads.

Det gælder fx Soulland, hvis comeback til den danske modeugekalender blev manifesteret med et fantastisk set up på Sankt Thomas Plads på Frederiksberg, Cecilie Bahnsen, som trods stormvejr viste sin kollektion på en mole på Refshaleøen, Saks Potts, der med strygere satte stemningen for deres ”Latin Gala”-kollektion i Konservatoriets Koncertsal og Rotate Birger Christensen, hvor cirkusteltet vi befandt os i, ikke bare gav ly fra regnen, men også understregede det legesyge og festlige i kollektionen.

Caroline Brasch i Helmstedts have på Nationalmuseet.

Color me up!

At de fleste skandinavers garderobe primært centrerer sig omkring sort, hvid og alt derimellem, kan ikke komme som en overraskelse for nogen. For selvom Instagram-favoritterne og modeugens street style-stjerner gerne iklæder sig farverige gevandter, er det ofte de klassiske sager i mere nedtonede farver, vi klæder os i til hverdag.

Netop derfor var det så dejligt forfriskende at se, hvordan designerne denne sæson havde inkorporeret fantastiske farver og yderligere exceptionelle prints. Både Helmstedt og Soulland havde finurlige, farverige og alligevel meget let fordøjelige print på silkesager, som vi øjeblikkeligt fik lyst til at smyge vores kroppe ned i, hvor det hos Rotate Birger Christensen var lårkorte pangfarvede festkjoler og hos det nyopstartede sportsbrand, 7 days, var sportstøj i 80’er farver. Også Sunflower, Freya Dalsjø og Ganni havde været i malerbøtten og smurt kollektionen let ind i farver, som hos Sunflower var resulteret i enkelte indslag som neon farvede bukser i pink og gul, hos Ganni så vi kontrastfarver i blå, lysegrøn og brun, og hos Freya Dalsjø var det nedtonede jordfarver i rust, orange og rød.

Cecilie Bahnsen.

Sådan ku’ jeg godt gå klædt

Ja, det er jo ikke, fordi vi kræver hverdagstøj og dertilhørende sammensætning af sæt på den danske catwalk, men derfor gør det ikke noget, når vi for en gangs skyld sidder tilbage med følelsen af, at vi kunne bære de sæt, vi så på catwalken præcis, som de så ud på modellen.

Og det var netop den følelse, vi havde under mange af de danske designeres shows, som denne sæson havde en særlig brugbarhed over sig – uden på nogen måde at være kedelig. Det var særligt hos Rodebjer, Munthe, By Malene Birger, Cecilie Bahnsen, Designers Remix og Saks Potts, hvor kvinderne på catwalken var iklædt hverdagsvenlige kollektioner, men på en måde du ikke havde tænkt.

Vi husker især Cecilie Bahnsens nytænkte udgave af det klassiske jakkesæt i chiffon med bindebånd på ryggen, Munthes måde hvorpå overtøjet var bundet elegant rundt om kroppen, en helt fantastisk By Malene Birger-kjole med patchwork detaljer og støvlerne fra det uventede samarbejde mellem Ecco og Saks Potts, som straks tog os en tur til prærien.

Hanabi Campbell Lanvin på catwalken for Stine Goya.

The Category is...

”Hvornår går det op for danske designere, at alle mennesker i verden ikke er en størrelse 34, hvide og ciskønnede?” spurgte vi forundret i januar, hvor den daværende modeuge netop var overstået. Og det var som om, at vores bønner til dels var blevet hørt. For hos både Stine Goya, Ganni og Blanche var der en bred diversitet i castet af modeller og deres etnicitet.

Stine Goya fortjener en særlig hyldest for at fremføre et modeshow præcist, som det bør være: Inkluderende, inspirerende og fyldt med livsglæde. Det kom til udtryk i valget af modeller, hvor både binære og non-binære personer fra den danske ballroom-scene, anerkendte danske modeller og kvinder i alle størrelser spankulerede ned ad gymnastikhallens bonede gulve i smukke gevandter. Bravo, Stine Goya!

MØ i Ganni på Hotel Mercurs tennisbane på Vesterbro.

Karaoke-tid!

Selvom det selvfølgelig handler om tøjet, handler modeshows også om helhedsudtrykket. Og her er musikken vigtig. Den københavnske modescene har nogle utroligt dygtige DJ's tilknyttet, og særligt Baum und Pferdgarten, Henrik Vibskov og Rotate Birger Christensens shows var nogle af de steder, hvor appen Shazam blev flittigt brugt til at opsnappe, hvilke sange det mon var, der blæste ud af højtalerne, og lungerne blev tømt for luft, når vi skrålede med på omkvædene.

Triumfen for årets bedste musikoplevelse går dog til Ganni, som havde booket ven af huset og kæmpestjernen Mø til at spille live, imens modellerne spankulerede rundt på Hotel Mercurs tennisbane.

Og så til det, vi ikke kan komme udenom – de 5 nedture:

Hvem kan jeg spejle mig i?

Selvom vi har hyldet Stine Goya, Ganni og Blanche for at være inkluderende i deres casting af kvinder, må vi erkende, at der stadig er noget vej endnu for den danske modescene. Godt nok havde både Stine Goya og Blanche større kvinder med i deres cast, men det var også de eneste to shows i en fuld modeugekalender, og vi forstår ikke, hvorfor det kan være så svært at caste kvinder i alle størrelser.

På den positive side har vi fået en bredere palette af hudfarve og diversitet i køn blandt de mange smukke modeller på catwalken, men vi er langt fra i mål.

Kopimaskinen kører stadig

Det er lige før, at vi skal gøre dette punkt til en fast tilbagevendende ven på disse opsummeringer for de forrige tre sæsoner har dette punkt også været at finde på listen, hvor vi blandt andet har skrevet om, hvordan de danske designere kopierer udenlandsk: ”Der er et ordsprog, som går på, at: ”Imitation is the sincerest form of flattery that mediocrity can pay to greatness” – altså at efterligning af andre er den største kompliment, man kan give dem, der er dygtigere end én selv. Og det ordsprog er fortsat aktuelt.

I januar kunne vi så berette, at inspirationen nu er rykket indenlands: ”Følelsen, når vi ser danske designere kopieret ned til mindste detalje hos andre danske designere, så knækker kæden ikke bare – den har aldrig været på den cykel, vi skal køre på som dansk modebranche,” skrev vi dengang.

Og vi er kede af at skulle erkende, at kæden stadig er væk blandt nogle danske designere. Opfordringen fra januar lyder igen: ”Vi ved, I kan, og I skal bare tilbage til jeres kerne, kære designere – det er dér, I brillerer.”

Kulturel appropriation

Ved du, hvad ”kultural appropriation” er? Må du svare nej, er du ikke alene, hvis vi tager et kig på den danske modeuges shows.

De danske designere har tydeligvis ikke slået ordet op i Oxford Dictionaries, som netop definerer ”kulturel appropriation” som den ikke-anerkendte eller upassende tilegnelse af et folk eller samfunds skikke, praksis og traditioner – med andre ord, når en dominerende kultur tilegner sig traditioner fra historisk set dårligt stillede minoritetskulturer. Så når en ikke-indfødt fx bærer en indiansk fjerhat som et "modetilbehør", er det et eksempel på ”kulturel appropriation”.

Det samme gælder for frisurer som ”corn rows” og ”dread locks”, der stammer fra BIPOC-kulturen (Black and Indigenous People/Person(s) of Color, red.).

Og trods det faktum, at "kulturel appropriation" er et vældigt omtalt fænomen i medierne verden over, så vi både ”corn rows” og smykker fra ikke-europæiske kulturer på hvide europæiske kvinder på catwalken under denne modeuge. Det er en ommer.

Hvor er den røde tråd?

Hvis du kigger på store udenlandske modehuse som Louis Vuitton, Chanel og Loewe og bladrer nonchalant igennem deres kollektioner, er du sjældent i tvivl om, at det er samme brand, du kigger på. Og hvis du er, skyldes det ofte en udskiftning i stillingen som kreativ direktør.

Sådan er det ikke her i Danmark, hvis du kigger på nogle af de brands, som viste deres forårs- og sommerkollektion frem under den netop afsluttede modeuge. Vi sad ofte tilbage med følelsen af overvældelse over, hvor pæn en kollektion det var, og samtidig en vis forundring over, hvor lidt den hænger sammen med de tidligere kollektioner. Vi vil vide, hvem I er, kære danske designere og giv os gerne en kontinuerlig identitet.

”These boots weren’t made for walking”

Hvor længe kan vi blive ved med at give dårlige, tårnhøje og alt for store eller små stiletter til de unge, smukke og nyudklækkede modeller? Det viser sig åbenbart at være længe, for dette punkt er også en genganger fra forrige sæsoner. Det gør stadig intet godt for tøjet og fjerner fokus derfra, når kollektioner tilsættes stiletter så høje, at selv den bedste catwalker har svært ved at gå i dem. Lad det være slut. Nu.