Sådan lapper du huller i tøjet
SPONSORERET indhold

En modetendens fra din bedstemors ungdom er tilbage

En modetendens fra din bedstemors krigshærgede og knappe ungdom er tilbage: Du skal reparere dit eget tøj, og det må gerne kunne ses. Det er både sjovt og bæredygtigt og giver nyt liv til dit slidte yndlingstøj, så du forbruger mindre. Og så er det dybt tilfredsstillende.

Af: Barbara Hilton Foto: Barbara Dziadosz m.fl.
14. jul. 2022 | Mode | Eurowoman

Der findes de her gamle japanske kimonoer, som du måske har set. De er fyldt med lapper, så mange, at det ligner patchwork. Stoffet er så slidt, at det ser ud, som om det slår revner, og revnerne er dækket af små elegante og tydelige sting, der standhaftigt holder stoffet sammen.

Reparationsteknikken kaldes boro. Og kigger du nøje efter, kan du næsten fornemme kroppen, der har bevæget sig inde bag stoffet, og høre lyden af det liv, den har levet. Kimonoerne er ældgamle, men den teknik, de er repareret med, er pludselig begyndt at vise sig på nutidens uldsweatre, silkeskjorter og cowboybukser. Det er ikke sting og lapper, der er påført af producenterne, men af forbrugerne selv. At reparere sit eget tøj – især med teknikker lånt fra Japan – er nemlig blevet lidt af en tendens.

LÆS OGSÅ: ”Mønstre binder på mange måder mennesker og kulturer sammen”

Andersen-Andersen
Strik kan holde hele livet, hvis du passer på det. Andersen-Andersen lærer dig hvordan

Søger du på #mending #visiblemending og lignende hashtags på Instagram, ligger der hundredtusindvis af billeder af tøj overdrysset med elegante, farverige sting og søde finurlige lapper.

Tøjmærker som Patagonia, Aiayu, Andersen-Andersen og Skall Studio er begyndt at tilbyde reparationsservices og lægger videoer online, der instruerer deres kunder i, hvordan de kan lappe deres sweatre. Tendensen er også udbredt i udlandet, hvor blandt andre den britiske forfatter og ‘reparatør’ Kate Sekules, der i 2020 udgav bogen Mend! A Refashioning Manual and Manifesto, taler om de aktivistiske og åbenlyse miljømæssige fordele ved reparation. Og Instagram-profiler som @mindful_mending, @sting.service, @naive.knitwear og @lilleklode, der også afholder reparationsworkshops, er alle med til at forme et moderne reparationsunivers, hvor mølhuller bliver dækket af legesyge og elegante lapper, og slidhullet ved kraven bliver en smuk detalje.

“Jeg synes, reparationer kan være sindssygt smukke, og så vidner de om det liv, der er levet i tøjet. Men i flere årtier har det at reparere af flere grunde haft et dårligt ry,” siger Ida Gry Jensen, der står bag Instagram-profilen Sting Service, som reparerer tøj på bestilling. Ida Gry Jensen blev i 2021 færdig som tekstilformidler fra Københavns Professionshøjskole, hvor hun skrev bacheloropgave om den genopståede reparationstendens.

Tøjet bagerst i skabet

Reparation er ikke kun for sjov. Modeindustrien er den fjerde mest forurenende i verden og udleder på årsplan lige så meget CO2 som Tyskland, Frankrig og England tilsammen, lød det i en rapport fra 2021 udarbejdet af Global Fashion Agenda. Under 2. Verdenskrig lancerede briterne en kampagne, der hed Make Do and Mend, som opfordrede folk til at reparere, genbruge og omsy deres tøj, fordi ressourcerne var knappe, og i skyggen af den overhængende klimakrise og krigen i Ukraine kunne man spørge, om lignende adfærdsændringer og tiltag ikke igen er på sin plads?

“En af de helt store problemer er, at vi synes, vi skal have nye ting hele tiden. Derfor er det vigtigt, at reparation ikke bare er en dille. Det er dejligt, at det er sjovt og flot, og at vi kan hygge os til en reparationsworkshop, men det er også alvor. Vi skal til at ændre vores forbrugsvaner og måden, vi ser på tøj,” siger Ida Gry Jensen, der vendte blikket mod reparation, fordi hun interesserede sig for, hvordan vi ændrer vores forbrug og tøjvaner, så de bliver mere bæredygtige.

“Jeg havde lige været i praktik hos et svensk modehus, og undervejs begyndte det at føles så meningsløst at blive ved med at lave nyt tøj. De fleste mennesker beholder heldigvis deres tøj i mere end seks måneder, men modehusene lancerer alligevel nyt tøj og nye kollektioner hver tredje til sjette måned. Der er simpelthen et disconnect mellem, hvor længe vi beholder vores tøj, og hvordan modeverdenen fungerer,” siger hun fra sit spisebord på Nørrebro i København, hvor vi drikker kaffe.

Ud af den meningsløshed opstod interessen for tøjreparation, som blev omdrejningspunktet for hendes bacheloropgave. Jo flere mennesker Ida Gry Jensen talte med i forbindelse med opgaven, jo flere gange hørte hun den samme historie om det hullede, ubrugte yndlingstøj, der ligger hengemt bagerst i tøjskabet, fordi ejerne ikke nænner at smide det ud.

“Det fik mig til at tænke, at hvis de er villige til at gemme tøjet, er de måske også villige til at gøre noget ved det, hvis de bare vidste hvordan,” siger Ida Gry Jensen.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: De lover os det, men der er altid ‘udsolgt’

Lille Klode
Lappe, lappe. “På sigt tror jeg, at reparation kan være med til at trække farten ud af forbruget,” siger Anna Kjær Voss bag @lilleklode og @klimamusen

Og noget tyder på, at hun havde ret. Det lille workshopfirma Lille Klode, der har gjort det til sin mission at undervise forbrugere i at reparere tøj, har i den grad mærket den stigende interesse for den ældgamle færdighed. Lille Klode, der også har Instagram-profilen med samme navn, består af Natasja Hjerrild Rosenquist og Anna Kjær Voss, som også deler inspirarion om visible mending på profilen @klimamusen. Lille Klode afholdt deres første reparationsworkshop i foråret 2021, og siden er det blevet til den ene udsolgte workshop efter den anden. I perioder har de endda holdt flere om ugen.

“Jeg tror helt klart, at interessen for reparation udspringer af den grønne omstilling og et øget fokus på slow living, der har fået endnu mere medvind under pandemien. Men jeg fornemmer også, at tendensen særligt rammer vores eget segment, som er kvinder i 30’erne med børn. Den grønne omstilling er i forvejen i deres bevidsthed, og det er også dem, som vores æstetik taler mest til,” siger Anna Kjær Voss.

Der findes mange forskellige strømninger og æstetiske udtryk i reparationsbølgen. Men man taler særligt om to ting: visible mending og mending. Mending, der betyder reparation, er, hvor du typisk reparerer, uden det kan ses. Det er det, Aiayu fx tilbyder, og det var også det, man typisk gjorde på vores bedstemødres tid. Visible mending betyder synlig reparation og er de reparationer, der er mere dekorative, og som med vilje kan ses.

Inden for visible mending findes der fx virkelig mange japanske teknikker, som boro og sashiko. Begge strømninger har vundet indpas igen, men især visible mending, som Lille Klode ofte underviser i. Hos Lille Klode lærer man fx at lappe huller, så de ligner små dyr eller emojis, og at omdanne masker, der er løbet, til yndige blomster med kædesting.

“I mange år var reparation en fast del af husholdningen, men i dag er det et politisk og etisk statement, hvor man bl.a. viser, at man er en del af den grønne bølge,” siger Natasja Hjerrild Rosenquist.

“Og så tilføjer reparationerne også noget til tøjet. Det giver det en historie og et nyt kapitel,” tilføjer Anna Kjær Voss.

Hanne Plougmand
Håndarbejderen Hanne Plougmand har styr på japanske teknikker som boro

Fåret på marken

Noget, der ofte slår Anna Kjær Voss og Natasja Hjerrild Rosenquist, når de har rummet fuld af workshopdeltagere, er den ro, der sænker sig. Deltagerne tager noget tøj med, som de gerne vil have repareret, og hver gang er der fokus på en særlig teknik, som deltagerne bliver undervist i. Anna Kjær Voss og Natasja Hjerrild Rosenquist disker altid op med kaffe, te og kage, men skal tit minde deltagerne om at tage for sig, for når de først er gået i gang, er de dybt fokuserede.

“Det er virkelig en tilfredsstillende følelse at sidde og reparere noget. Det er enormt sanseligt. Det er det samme, som når folk sylter, strikker osv. Der findes talrige eksempler på moderne tendenser, der taler ind i det samme behov, og jeg tror, at de sidste årtiers heftige forbrug, vækst og fast fashion har skabt en sult efter noget andet, nemlig at skabe noget selv,” siger Natasja Hjerrild Rosenquist og tilføjer:

“Når du reparerer, bliver du også mindet om værdien af de ting, du køber. Du lærer materialet at kende, og hvis du kender et materiale og ved, hvordan du kan reparere det, tror jeg også, du er mere villig til at købe ting, der er af bedre kvalitet, bedre produceret og holder længere.”

Det nikker Anna Kjær Voss genkendende til:

“Hvis vi vidste hvor meget, der går forud for, at vi kan sidde med en uldbluse i hånden. Der er et får, der har gået på en mark og er blevet klippet. Så skal ulden farves og spindes, strikkes og syes. Derfra skal det i en butik eller op på en web-shop, hvorefter det skal pakkes og sendes, før det når forbrugerne. Og så kasserer vi den bare, når der kommer et lille hul? Det går ikke!” siger hun.

“På sigt tror jeg, at reparation kan være med til at trække farten ud af forbruget,” siger Anna Kjær Voss.
Selv om reparationstendensen tager fart, og mange år med øget fokus på bæredygtighed, upcycling og genbrugstøj har sat sit præg på vores vaner, bliver det nye og det unge stadig glorificeret af modeverdenen og i resten af vores samfund. Og den mentalitet er en af de store udfordringer, når vi taler grøn omstilling, mener Ida Gry Jensen.

LÆS OGSÅ: ”Vi kan forstå verden gennem det tøj, vi bærer”

“Hvis reparation skal normaliseres, skal vi ændre måden, vi ser på tøj og væk fra ideen om, at alt skal være nyt, nyt, nyt. Og her taler vi altså om en kulturændring på flere planer. Virksomhederne bærer den tunge del af ansvaret og har været med til at starte en fortælling om, at vi skal have nyt tøj hele tiden. Deres store indflydelse på vores vaner gør, at de kan påvirke os i en anden retning. Men vi har som forbrugere også opretholdt fortællingen om, at nyt er bedst,” siger Ida Gry Jensen.

I gamle dage var tøj mere kostbart og skulle holde længere. Reparation var derfor helt naturligt og nødvendigt og foregik i alle samfundslag, forklarer Ida Gry Jensen. Men i 50-60’erne opstod der en ny udvikling. Da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, var der mindre tid til husholdning, og hjemmereparationerne blev mindre udbredt. Det var et krævende arbejde, så da ready-to-wear-kollektionerne blev introduceret, tøjet blev billigere, og muligheden for at slippe for at lappe og stoppe opstod, var der mange, der så det som en lettelse og frigørelse.

“I starten af 1900-tallet gjorde man en dyd ud af at være god til at reparere. Men da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, blev det finere at vise, at man var frigjort og i arbejde end at vise, at man holdt fast i de hjemlige kundskaber,” siger Ida Gry Jensen og fortsætter:

“I dag tror jeg heller ikke, at du bliver vurderet på, hvor god du er til at vedligeholde dit tøj. Du bliver i højere grad vurderet på, hvor nyt dit tøj ser ud. At købe nyt – og dyrt – tøj er en af vores eneste måder at vise status på.”

Når du køber en gammel fransk arbejdsjakke eller en boro-kimono, er du med på, at det ser slidt ud. Det er en del af fortællingen. Men det samme gælder ikke, når du fx køber en jakke fra Acne Studios eller en uldsweater fra Ganni, og det begynder at vise tegn på slid, forklarer Ida Gry Jensen.

sting service
Genoplivning. Sting Service reparerer tøj på bestilling

“Vi er sårbare omkring, hvordan vi ser ud. En stor del af vores identitet er bundet op på vores udseende. Rent æstetisk har vi svært ved at acceptere, at ting ser gamle ud. Vi kan ikke holde ud, at der er flosser i kanten, medmindre det er med vilje. Men det er jo helt naturligt, at ting bliver slidt og ældes. Det samme gælder jo også for os mennesker,” siger hun.

Hvis vi vender tilbage til de japanske kimonoer og landets mange og fascinerende reparationsteknikker, findes der – ud over boro og sashiko – også en, der hedder kintsugi. Kintsugi bruges ikke på tøj, men på porcelæn og keramik, hvor du ‘limer’ ødelagte ting sammen med guld, så revnerne, skrøbeligheden og objektets historie bliver fremhævet i stedet for skjult. Den mentalitet kunne vi godt låne lidt af, lyder det fra både Ida Gry Jensen og kvinderne bag Lille Klode.

Vi skal skabe en reparationstradition, der passer til vores liv i dag – og hvor det ikke ender med kun at være kvinderne, der gør det, påpeger Ida Gry Jensen. Men vigtigst af alt skal vi ændre vores holdning og adfærd, så slid, alder og reparation ikke bliver forbundet med noget negativt, men med noget naturligt og måske endda smukt.

“Vi skal vise omsorg for de ting, vi køber. Det er en aktivistisk handling i sig selv.”

Anbefalet til dig