"Jeg valgte aktivt at gøre op med den usikkerhed"

Farvel til middelmådigheden

Drew Sycamore konstaterer, at de seneste to års udvikling ikke bare handler om, at hun er blevet en konsolideret artist frem for blot et lovende stjernefrø. Det er også de naturlige næste skridt.

"Det lyder jo nok meget voksent det hele, men det er en bevidsthed, der følger med successen. Jeg har altid været ved at falde i søvn, når snakken faldt på privatøkonomi, og nu nørder jeg det pludselig. Jeg har en opsparingskonto, køber aktier, går op i hvordan kursen er hos Apple og Coca Cola. Det er en ny mentalitet for mig at være risikovillig og ansvarlig på samme tid. Jeg kommer af denne her gode nordjyske opdragelse, hvor man skal passe på sine penge og ikke snolde dem op, men jeg kan mærke, at jeg er klar til at risikere noget. I alle livets sammenhænge. Hvis tilværelsen bliver for small minded og sikker, kan ambitionerne jo ikke blive indfriet."

Hun tager en tår af sin juice og fortsætter energisk: "Jeg har oplevet, at der er denne her idé blandt folk i branchen om, at vi ikke må tale om penge. Man skal helst være lidt fattig og kunstner-agtig. Men det er jo pengene, der gør, at jeg kan slappe af som kunstner. Det er det største lifehack i mit kunsterliv, at jeg også tager ansvar for min økonomi. Og det er jo netop det, der giver mig mulighed for at kunne sige nej til et job eller tage tid ud til at skrive på en bog i et år, fortæller Drew, der, siden verden åbnede igen, har spænet fra det ene job til det næste. En skærende kontrast til det år, hvor hun fyldte 30."

"Da der var komplet lockdown, var det faktisk rart at slappe helt af for en tid. Jeg gik ellers en sommer i møde med en fuld tour, men da alt blev aflyst, fik jeg mulighed for at fordybe mig og skrive på et nyt album. Den tid glemmer jeg aldrig. Jeg mærkede ingen FOMO – det var ren hygge."

Hun beskriver de første mange uger som en tid i ”zonen” sammen med sin mand, Mattias Kolstrup, der også er musiker.

"Jeg elsker Mattias utroligt højt, men jeg har også enspænderen i mig. Han var på et tidspunkt i corona-isolation på et hotel, og det var lidt rart. Det er en anden ting, jeg har fundet ud af, nu hvor jeg er blevet denne her travle voksne, der er gift og har forpligtelser. Jeg trives SÅ meget med min tid alene. Den skal prioriteres."

Inden vores møde har jeg læst flere anmeldelser af Drews seneste album og koncertoptrædender. Hun rydder stjernerækkerne. Men så kommer der også de små prik. Er hun for poleret, for kalkuleret? Er hun for meget af det gode til lille Danmark? For selvom jeg på min løbetur på Frederiksberg hilste på flere plakater af Drew, der ligner en international rockstjerne i sort lak og med rank ryg, så har jeg ikke fået færden af malurten i bægeret. Før nu. Er vores nationalsind for småt til at rumme en kvinde, der man-spreader på Frederiksberg?

"Du mener woman-spreader på Frederiksberg! Og helt ærligt, ja. Det trigger mig, at jeg skal stå på mål for den der type smålighed. Hvorfor skal man som kvindelig kunstner stadig udskammes for perfektionisme? Og hvorfor er det ”kalkuleret” at ville gøre sit job ordentligt og levere et professionelt produkt? Jeg synes, det er så ærgerligt, at hver gang en ung kvinde klarer sig godt, så skal det insinueres, at der er et stort apparat af mænd bag hende. Det er der ikke. Jeg er inde over det hele. Det er mig, der udvælger pressefotos, styrer stylingen og forhandler budget på mine musikvideoer. Hvis det var en mand, ville han være strategisk – men en kvinde er udspekuleret. Men jeg vil altså ikke undskylde for at lave noget, der er megagodt, bare fordi vi i Danmark bedst kan lide, hvis det hele er lidt hjemmelavet og nede på jorden."

Og det er netop middelmådigheden, Drew gør op med. Hun tør stille krav til sin omverden, for hun stiller endnu højere krav til sig selv.

"Jeg hverken kan eller skal være alles kop te. Jeg læser ikke mine egen anmeldelser eller interviews. Folk laver deres egen version af, hvem jeg er, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med den, jeg er. Der skal være grænser for, hvad folk må få af mig – og jeg skylder ikke nogen at tage det hele ind og svare på alle spørgsmål. Jeg behøver ikke forsvare min musik eller min person. Jeg har masser af mennesker omkring mig, der hjælper mig, og jeg har et stærkt team, men det er mig, der har den endelige afgørelse i alt, hvad jeg laver."

Det kreative benspænd

Drew bestiller kaffe med varm kakao, og selvom hun er en petite kvinde, ligger der en kæmpe styrke i hele hendes fremtoning. Men det er netop hendes udseende, der tidligt i livet blev det kreative benspænd, hun i dag er taknemmelig for.

"Jeg var ikke den pige, drengene helst ville have. Og det at være ”den grimme veninde” var egentlig et godt drive, for så ville jeg vise, at der var mere ved mig end det, øjet kunne se. Jeg ville være god til noget. Jeg har altid hadet, at det var udseendet, det kom an på, og det har defineret, hvordan jeg er blevet til den, jeg er nu."

Så altså en autentisk kunstner – eller er det begreb forslidt?

"Det er i hvert fald noget helt andet end det, mange tror, det er. Det er jo, at man arbejder på sig selv og ønsker en ægte selverkendelse. At du tør være tro mod dig selv og det lys, du ser dig selv i. Mange lever efter de parametre, som de tror, andre vil have. Men det er at leve ude af sig selv. Folk kan se mig med det samme – jeg er ikke en fiktiv persona, de møder. Jeg er bare mig hele vejen igennem. Og jo mere autentisk jeg er overfor mine egne overbevisninger, jo mindre skal jeg være en undskyldning for det, som jeg står for."

Hun purrer op i det korte hår og smiler afvæbnende: "Og der skylder jeg så lige et kæmpe shout out til vores LGBTQ+ community, der har taget hele den debat om at være tro mod sig selv til nye højder. Det er deres fællesskab, som har skubbet os alle sammen til at turde stå ved os selv og være mere af dem, vi er."

LÆS OGSÅ: Sidsel Sofia Sommer er 54 år og glad for at være gråhåret: "Jeg føler ikke, det gør mig ældre"

Men hvordan holder man fast i sig selv i en tid, hvor ingen får lov til bare at være den musik, de laver, eller den kunst, de skaber, men også må vænne sig til en ekstrem eksponering på de sociale medier?

Drew har et bud: "Jeg er meget bevidst om, hvordan jeg bruger Instagram. Det er mit personlige blad, ikke mit private rum. Jeg har tidligere prøvet at dele mere af mig selv, men jeg kunne bare mærke, at mine grænser blev overskredet. Så selvom jeg ved, at det er det ekstremt personlige, der virker allerbedst i markedsføringssammenhænge, så vil jeg ikke give så meget af mig selv mere. Jeg har det bedre, når jeg ikke er privat. Og så tænker jeg hver dag over, hvor meget jeg selv er på den app og prøver at holde mig fra det. SoMe-vinduet er sådan lille en flig af det, du er. Jeg tror ikke, at det er godt for nogen af os at være reducerede til noget, der er så småt."

Drop alkoholen, og husk nænsomheden

Drew Sycamore er ikke bare bevidst om sin tidsalder og medierne. Hun ved også, at hun skal kunne holde til succesens tempo mange år frem, for den er ikke på retræte. Tværtimod. Men hvordan holder hun sig i form til sit krævende program?

"Jeg skal have noget at møde op til. Jeg er ret konsekvent med at dyrke yoga to gange om ugen. Det er helt afgørende, nærmest religiøst for mig. Jeg kan mærke, at det er en praksis, der tillader mit nervesystem at køle ned", fortæller hun.

"Og så taler jeg meget med folk, der er gode til det, som de laver. Jeg lytter meget efter, hvad andre siger, og tager det med i mine egne overvejelser. Og jeg ved, at jeg må stole på andre, og jeg læner mig gerne op ad andre … også selvom jeg har det svært med at være afhængig af andre. Og så er jeg god til at mærke efter. Hvad synes jeg selv, er rigtigt sjovt, og hvad er mit vigtigste job? Jeg er ikke kun musiker, jeg er artist. Jeg er på den rigtige sti, og den må gerne føre i nye retninger."

Hvilke?

"Jeg skal skrive en bog, faktisk gerne et par bøger. Og på et tidspunkt har jeg jo nok også et lille landsted i Portugal, hvor jeg kan drikke friskpresset juice, leve i hvidt hørtøj, køre ind til markedspladsen og hente mad og ellers bare være kreativ 100 procent af min tid."

Hun stopper sig selv og fortsætter så: "Og ja, så sidder du der som mor til tre børn og tænker: ”Hun bliver klogere”. For ja, det er jo ikke lige en tilværelse, som børn passer ind i, og jeg har også en kropslig trang til at få børn. Den kom, da jeg var 26 år. Det er en kæmpestor kæp i hjulet i et kunstnerliv. Jeg så en dokumentar med Paloma Faith, der beskriver den der store, indre konflikt i, at du er helt kropsligt forbundet til dine børn og altid føler, at du svigter, når du ikke er der. Og samtidig har du også brug for at være dig selv – og dette selv er en kunstner."

Men måske er det at opleve den konflikt i virkeligheden bare essensen i at være mor?

"Lige præcis! Min svigerinde, Kia, driver sin egen virksomhed og har lige fået barn nummer to. Hun fortjener medaljer. Og hun er rollemodellen for alt det, jeg også vil. Jeg vil nødigt være foruden oplevelsen af at blive nogens mor, men hvis det ikke er muligt, og det kapitel af livet bare blev revet ud af bogen, så venter der mig et andet smukt liv. Så kan jeg leve livet med den hvide sofa, glasbordet og de mange rejser", smiler Drew.

Livets yin og yang-modus skal hun nok finde. Og selvom hun sidder der med sort neglelak, der er skallet lidt, ingen makeup, perfekte bryn og fregner, der fint udsmykker næsen, så kan det ungdommelige ydre ikke skjule den gamle sjæl bagved.

Hvad er hemmeligheden bag al den afklarede ro?

"At jeg ikke drikker. Det er et kæmpe asset i mit liv. Jeg kan tænke klart, nå flere ting, og jeg har overskud, også om søndagen. Jeg kan godt drikke et glas vin indimellem, men jeg drikker mig aldrig fuld. Den opskrift kan jeg virkelig anbefale. Min mor drak ikke og min mormor heller ikke. Og det virker. Jeg kan nå så mange ting, jeg forgifter ikke min krop, og jeg kan guilt free drikke en cola i dag, for jeg drikker ikke en flaske vin hver lørdag, smiler hun.

"Og så er jeg begyndt at praktisere nænsomhed mod mig selv. I stedet for at skælde mig selv ud, så tilgiver jeg mig selv. Jeg ser dig, og du blev sur, men det er okay, og du er sgu god, som du er. Du er nok."

Girl with an attitude

Det kan godt være, at Drews liv handler mere om yoga og balance end om druk og vilde byture, men superstjernestilen kan hun ikke løbe fra. Både på plakaterne og IRL. Hvad er det, der giver den ranke ryg?

"Jeg har faktisk haft en dårlig holdning og en tendens til at slouche. Jeg har store bryster, og jeg har af samme grund haft svært ved at gå med brystet fremme. Men nu øver jeg mig på at løfte brystet og ranke ryggen. Og så skal jeg i gang med core-træning igen. Det har været på pause lidt for længe, men det skal jeg i gang med – jeg skal bare have en til at piske mig, for ellers sker det ikke", siger Drew, der aktivt gør modstand mod de prædikater, musikbranchen ofte klistrer på unge, smukke kvinder.

"Jeg er hverken en rock chik eller en poptøs. Ordet ”tøs” kan jeg slet ikke forlige mig med, og det undrer mig altid, når jeg får det der ”rock n’ roll”-prædikat. Det er om noget kun ”stil” og ikke en livsstil. Sangstjernen ved godt, at det lyder paradoksalt. Særligt fordi hendes seneste album i dén grad inviterer til den dans på bordene, vi alle har savnet – og som efterårssæsonen forhåbentligt giver masser af plads til."

"Yoga, tøfler og surdej. Hele den tid var på mange måder det perfekte liv for mig. Jeg kan ikke lide mange mennesker og store forsamlinger. Men på scenen er jeg jo både sammen med publikum og alene i energien. Jeg håber, at alle andre er klar til at feste igennem, for det er jo det, jeg lever af. Men jeg går altså hjem inden kl. 02 og hellere kl. 01", erkender hun.

"Jeg tror ikke, vi går ikke tilbage til tingene, som de var før. Vi søger ind til det, vi er og kan. Det skal betyde noget, når vi går ud, for vi har jo haft det ret godt derhjemme. Men altså … Online-koncerter … Fuck dem! Ægte musik skal udfoldes live. Hvad er det lige, der sker for udvekslingen af energi, når alting bliver digital. Dét, som livemusikken skaber, kan du ikke gøre derhjemme eller på en skærm."

Det er real. Du gør jo også meget ud af dit ”look” – hvad betyder din stil og dit tøj for dig?

"Så sent som i dag havde jeg krise over, hvad jeg skulle have på. Jeg kan godt have det samme på tre dage i træk, og så på fjerdedagen er det helt forkert. På scenen er det anderledes. Der ved jeg, at jo mere androgyn, jeg ser ud, jo bedre befinder jeg mig. Men jeg elsker også røde lakbukser. At være alt for meget og virkeligt underspillet på samme tid. Jeg må godt ligne en, der er på vej i Netto for oven, og så kommer kontrasten med de røde lakbukser forneden", griner hun.

LÆS OGSÅ: ”Der er et opgør med det skønhedsideal, vi hidtil har set”

Savner du mere glimmer og lak blandt de danske mænd og kvinder?

"Ja, det tror jeg. Vi er jo meget stilede og underspillede. Jeg savner, at der er andet tøj til mænd end chinos, T-shirts og denimjakker. At alle mænd kun må have de samme få ting på. Jeg er vild med unisex-stilen. Tøj, der både går til mænd og kvinder. Og at man kan tage festtøjet på hver dag. Når jeg selv skal til fest, har jeg stress over det hele dagen og håber nærmest til det sidste, at det bliver aflyst. Tøjkrisen varer indtil et kvarter efter, at jeg skulle være der. Så tager jeg afsted i jeans og hoodie, og så får jeg jo det megahyggeligt alligevel. Men altså – til et bryllup eller en stor fest ville jeg tage kjole eller suit på. Selvfølgelig."

”Livet har aldrig været federe end nu”

Kaffen er ved at være drukket, men på samme måde som ved vores sidste møde, så fortsætter snakken derudad, og der er stadig spørgsmål at stille. For nok har Drew styr på look og stil udadtil, men hvordan holder hun den indre balance mellem selvværd, selvtillid og kommercielt pres? Særligt i en tid hvor det visuelle udtryk er så altomsluttende og påvirker unges selvbillede mere end nogensinde.

"Selvværdet er det første, du skal få styr på. Selvværdet vokser, når du har dybe relationer omkring dig. Når du kan mærke dit formål, og at der er brug for dig. Nogle gange rammer formålsløsheden – men det er bare selvværdet, der basker. Selvværd går op og ned. Jeg er god til at fokusere på de ting, jeg gør godt i verden, og jeg elsker at inspirere andre til, at de også har det federe med sig selv og den, de er."

"Selvtillid kommer af troen på, at jeg kan noget. At jeg har øvet mig nok til at synge den sang. At jeg har arbejdet hårdt for selv at skrive sangen og nu kan gå i studiet og synge den. Jeg ser resultatet af de frø, jeg har sået. Det kommercielle pres var sværere at håndtere i starten, fordi det var andres penge og forventninger, der var på spil. Men så glemmer man det igen. For alle tager deres egne valg. Det er ikke mit ansvar, at de sætter penge på mig – og omvendt så misbruger jeg ikke tilliden hos de mennesker, der tør satse på mit talent."

"Men kunst er sådan en skrøbelig størrelse, så derfor kommer kreativiteten og det at skabe altid først. Markedsføring og sniksnak kommer efter. Der er ikke et koncept, der hedder ”Drew”. Menneskeligheden og kunsten går forud for alt andet. Selvbevidstheden er Drew ikke bange for at skilte med. Alderen, der ledsager den, står hun også stolt ved. Også selvom musikscenen notorisk er en branche, hvor ”ageism” fortsat florerer, og kvinder skal kæmpe for deres plads på festivalprogrammet."

"Jeg er så lykkelig over at være 31. Jeg elsker det. Det er nærmest fy-fy at være stjerne og samtidig nyde det og stå ved sin alder … men helt ærligt: Det har jo aldrig været federe end nu. 30’erne er federe end 20’erne, og jeg er sikker på, at 40’erne er federe end 30’erne. Man bliver jo klogere, og det er det, der er vidunderligt ved tilværelsen."

Hvilke indsigter har du fået om din krop med alderen?

"Hvor hurtigt det hele går ned ad bakke, lige da man troede, det gik så godt. Christ! Jeg er blevet mere opmærksom på, hvor værdifuld den krop er. Jeg skal passe på den, for ellers braser jeg sammen. Den der virile, ungdoms-vokseværks-ting; den er for nedadgående fra nu af. Den unge pige, der ligger og steger i solen, er blevet til en voksen kvinde, der ikke går nogen steder uden faktor 50. Der også en del af mig, der føler, at jeg er svær at kategorisere. Jeg er voksen, men jeg er ikke rigtigt ung eller rigtigt gammel. Det kan jeg godt lide – at ligne en, man ikke kan blive klog på", konstaterer Drew.

"Min mor døde, da jeg var 24 år, og der oplevede jeg min første spirituelle vækkelse. Jeg blev bevidst om, hvor meget vigtigere processen er end målet. Jeg tror på reinkarnation, og at vi vælger de liv, vi skal leve igen og igen og igen. Jo mere jeg læser, jo mindre forstår jeg, men jeg er helt sikker på, at vi lever i et forgængeligt nu, vi har levet før, og vi skal leve igen. Siden jeg mistede min mor, er jeg blevet bedre til at læne mig tilbage i min intuition og være åben overfor det, som universet vil for mig. Og så tror jeg på karma. Alt, hvad jeg sender ud, kommer tilbage. Hvis du er en idiot hér, møder du en dér."

Den forbandede skønhed

Det kan godt være, at Drew ikke var førstevælger blandt drengene, da hun var yngre, men der er ikke meget grim ælling tilbage i den mørkhårede svane, der sidder foran mig nu, og som snart er på vej videre. Inden vi bryder op, er der et sidste spørgsmål, der presser sig på:

Kan et godt udseende også være en hæmsko?

"Bestemt. For hvis du er smuk, så må du ikke være så meget andet. Jeg startede ud med at være de smukke pigers mindre smukke veninde. Min bedste veninde, Lotte, var blond, smuk og sød – hun var prom queen material – og hende, alle drengene var vilde med. Jeg var den uslebne diamant", husker Drew.

"Jeg blev tidligt bevidst om det der samfundskrav til piger om, at vi skal være smukke. Selv min kloge mor sagde, at der var power og magt i at være smuk. Måske. Men der er også power i rendyrket POWER! Jeg brugte 20’erne på at være den pæne pige med smukt hår, der synger godt. Men jeg er SÅ meget mere end det. Det har jeg bevæget mig væk fra. Nu jeg går mere op i at vise min power – at være cool, sej, klog, grineren. Og det udtrykker jeg også med mit udseende", siger Drew, der ikke savner sit lange hår og ikke har fortrudt korthårsfrisuren et sekund.

"Mit første skridt på vejen var en sjusket, lang page og pandehår. Der kunne jeg stadig køre den der feminine lækkerhed  med makeup og bløde krøller. Nu har jeg så fået min ”Bowie-frits”, og den går bedre i spænd med det androgyne look og dér, hvor jeg er nu. Jeg kan godt lide mystikken ved det ukønnede, og at jeg ikke er til at placere. Jeg vil ikke sættes i nogen boks. Det provokerer mig. Og samtidig har jeg det sådan: Hvad så, hvis jeg er pæn? Det er forgængeligt. Jeg bliver gammel og grå lige som alle andre, og så er det vigtigere, at der er styr på alle de andre ting, der er vigtige i livet."

"Kunsten, kærligheden, budskabet. Og processen på vej derhen."