Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Foto: Marie Kaufholz

ALT for damerne tester Bikram-yoga

Er det sundt at svede? Hvis det er, har jeg aldrig været så sund i hele mit liv som efter min første bikram-yoga-time. Det er i princippet yoga, som man kender det, bare tilsat 40 graders varme. Og det er overraskende varmt, skulle jeg hilse at sige. Faktisk så varmt, at man allerede sveder lidt, inden man går i gang med træningen. Og lidt overrasket øjner jeg én, der har taget en toiletrulle med til træningen. Det er der ikke nogen, der har sagt til mig, at jeg skulle have med.

Jeg har på forhånd fået at vide, at det er bedst at have korte shorts og en top på. Men jeg ejer kun verdens ældste shorts, der vel nærmest er hotpants, og det syn ville jeg ikke udsætte de andre for. Derfor har jeg trukket i et par knælange, lånte bukser. Efter ca. ti minutters træning længes jeg alligevel efter de små hotpants, for sveden driver bogstavelig talt af mig. Lidt distraherende, når man på bedste beskub prøver både at holde balancen, strække arme og ben og trække vejret på den rigtige måde, mens sveden drypper ned i øjnene. Det er vist her, toiletrullen kommer ind i billedet. Orker jeg virkelig 90 minutter på den her måde?

Jeg kan se på yogalæreren Trine, at resultaterne er al sveden værd.
Hun har nemlig den perfekt trænede krop, den slags krop, der får en til at prøve at lave en mere af de i alt 26 øvelser i stedet for løbe mod døren – også selv om det eneste, jeg kan tænke på, er at løbe ud og rulle mig i sneen som en anden finne (de er alligevel ikke så mærkelige, har jeg nu lært).
Varmen, der virker næsten uudholdelig, er det, der gør bikram til noget særligt. Du får trænet styrke og smidighed, det virker afslappende og afstressende, og varmen skulle gøre ledbånd, muskler og sener mere fleksible. Og jeg tror aldrig, at jeg har trænet så hårdt før.

Stopper det her aldrig? Min sidemand har et ur med, som jeg forgæves prøver at strække mig langt nok til at kunne se, men jeg er tydeligvis ikke smidig nok. Den banan, jeg spiste i morges, sidder helt oppe i halsen på mig, og jeg har kvalme, som jeg ikke har haft det, siden jeg var gravid. Men nej, det er langt fra slut, finder jeg ud af. Vi skal også svede os igennem ørnen, kamelen og en større del af en uendelig zoologisk have, før læreren endelig siger, at det er sidste øvelse. Der kommer en høj lyd, som viser sig bare at være mig, der sukker af lettelse. Måske lidt højlydt.

Al mit tøj er gennemblødt, jeg er højrød i ansigtet og… jeg er (underligt nok) klar til at gøre det igen. Både fordi jeg gerne vil ligne de trimmede yoganistaer, men også fordi jeg har det så godt bagefter. Min krop er træt på en rar måde, kvalmen er heldigvis væk, og jeg er i virkelig godt humør. Og er det ikke det, motion handler om?

Plus:
Bikram-yoga er alt i et-træning, fordi det øger energien, styrker kroppen og virker afstressende.


Minus:
Prisen. Det koster 180 kr. for en session, men bliver billigere jo længere en periode, du tilmelder dig.



Bonustip: Bikram Copenhagen, hvor jeg testede Bikram yoga, ligger på Ryesgade 23, 2200 København N. Se mere på www.bikramcph.dk.



“Sveden driver bogstavelig talt af mig: Lidt distraherende, når man på bedste beskub prøver at holde balancen”

Hvad er Bikram?

Bikram er 26 faste hatha-yogaøvelser, der bliver udført i et ca. 40 grader varmt rum. Temperaturen opvarmer musklerne og gør dig ekstra smidig, stimulerer svedmekanismen og øger blodgennemstrømningen. Grundtanken bag bikram-yoga er, at det skal være både fysisk og mentalt krævende. Et hold varer 90 minutter.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bikram yoga, Træning og Yoga