Camilla Martin havde et usundt forhold til motion: ”Der gik lang tid, før det gik op for mig”

Det kunne lige så vel have været fodbold. Håndbold. Måske endda basket, som Camilla Martin havde kastet sin kærlighed på. Lagt al sin energi i. Brugt næsten alle sine eftermiddage på op i gennem barndommen på. Men sådan blev det ikke. Badminton blev hendes vej. Hun har således slidt mange indendørssko, ketsjere og fjerbolde op i haller rundt om i landet – men i særdeleshed i Højberghallen i en forstad til Aarhus. Det var nemlig den hal, som dannede ramme om det store fællesskab, hun fandt i sporten.

"Jeg er helt sikker på, at det er fællesskabet og rammen, der har holdt mig i selve sporten. Ingen tvivl om det", siger Camilla smilende, mens hun mindes den første tid på badmintonbanen.

Den tid, hvor hun endnu ikke vidste, at hun skulle blive hele Danmarks badmintondarling i de farverige 90’ere. Og hvor hun endnu ikke anede, at hun både ville komme til at kalde sig verdensmester, 13 gange danmarksmester og vinder af den præstigefulde turnering All England, og at hun skulle tage en sølvmedalje med hjem fra OL i Sydney i 2000.

"Jeg har nok været omkring seks år, da min stedfar tog mig med ned i badmintonhallen. Dengang var det jo nok også bare sådan, at man blev slæbt med til alting af sine forældre, fordi man ikke havde telefon, computer og alt det der. Han spillede selv lidt for sjov, og han var også lykkedes med at få lokket min mor med ned og spille", fortæller hun.

Når de voksne løb ud fra badmintonbanerne, løb seksårige Camilla ind på det grønne halgulv for at spille i pauserne. Inden længe startede hun selv på et mikro-puslingehold, og så gik det ellers slag i slag derfra.

Læs også: Marie Louise Wille gik ned med stress - men fandt ud af noget vigtigt

Fælles om fjerbolde og fries

Når skoledagen sluttede, startede badmintonhyggen i hallen. Læssevis af fjerbolde blev skudt frem og tilbage over nettet, og stribevis af pomfritter, studenterbrød og saftevand blev skovlet indenbords, når Camilla og vennerne brugte eftermiddagene i hallen – og næsten endnu vigtigere: i cafeteriet.

"Hallen var så vigtigt et tilholdssted for os på det tidspunkt. Især cafeteriet, som vi kaldte ”cafe-tutten”. Det er noget af det, som jeg husker bedst fra den tid. Så sad vi der og hyggede os med et studenterbrød og et glas saftevand, som vi gerne fik for at feje banen efter træning", smågriner hun, mens hun påpeger, at det netop var dér, at en stor del af sportens fællesskab udsprang.

"Det var med til at opbygge et fællesskab mellem os børn, men også forældrene imellem. Det var et stort omdrejningspunkt for os dengang. I dag er der jo nærmest ingen cafeterier tilbage i hallerne. Det handler bare om at komme ind og træne, og så hjem igen. Der er ikke det der sted, hvor de unge kan sidde og hygge sig, og det er meget synd, synes jeg."

Selvom der ikke længere er fritter med remoulade at mødes over i landets idrætshaller, har det alligevel været vigtigt for Camilla, at hendes to sønner, Lucas og Elias, fandt en sport og et sammenhold, som de kunne lide.

"Det har altid været vigtigt for mig, at mine drenge har noget, som skaber sammenhold – udover skolen. Noget, som man er fælles om. Som man jo er om sport. Det kan være badminton, men det kan lige så vel være fodbold, håndbold eller noget helt fjerde. Det havde også været fint, hvis de havde valgt at spille blokfløjte eller klaver. Bare det at have noget, hvor man tager sig af hinanden og glæder sig på hinandens vegne. Det fællesskab, som det skaber – det er skidevigtigt."

Ballade over badmintonen

Det var ikke kun blandt venner og kammerater, at badminton gav sammenhold. I Camillas barndomshjem hos hendes mor og stedfar var det også et emne, som fyldte meget. Broren boede hos deres far, men i weekenderne var de to søskende samlet.

"Nogle gange tænker jeg, at min bror måske kan have følt sig som en enlig svane. Han spillede nemlig fodbold", siger Camilla, mens hun smågriner og fortsætter:

"Ej, han havde det vist fint med alt den badmintonsnak. Og så var han jo mest ved min far, som også gik op i fodbold. Nogle gange ønskede Camilla faktisk selv lidt, at resten af familien ikke var helt så passionerede omkring badminton, som de var. Det førte nemlig ofte til højlydte konflikter mellem hende og moren."

"Hun var en stærk personlighed. Og det har jeg arvet. Så det ville selvfølgelig clashe på et tidspunkt. Gennem årene har vi satme haft mange kampe, og nok også mere end hvad godt var. Det drejede sig typisk om sportslige ting. Hun skulle altid kloge sig på det. Men det er jo let nok at sidde ude på tilskuerpladserne og vinde, mens det er noget helt andet at stå inde på banen."

"Samtidig var jeg nok heller ikke helt nem. Når man bliver teenager, så synes man jo nærmest per definition, at ens forældre er latterlige. Man gider ikke lytte til dem og alt det der. Så bølgerne kunne virkelig gå højt hjemme ved os. Jeg rendte ind på værelset, smækkede med døren, og så sad jeg derinde og var muggen, mens vi ventede på, hvem der skulle give sig. Det lyder måske som en ugentlig seance, men det var det nu ikke. Men det er fair at sige, at vi stødte hovederne sammen – for det gjorde vi. Også selvom jeg var flyttet hjemmefra. Så kunne der stadig komme kurrer på tråden."

Fortsatte jeres relation på den måde, da du blev ældre?

"Jeg mistede min mor i 2016 til kræft, og jeg kan jo godt se på bagkant af det, at mange af de ting, som jeg har været lidt hidsig omkring overfor hende, simpelthen var et opdragelsesgreb. Det var ligesom for at få os så godt på vej som overhovedet muligt. Og det har vi heldigvis også talt om lang tid inden, hun døde. For hun var skrap. Og hun var streng. Og hun var strid."

"Jeg vil faktisk sige, at vores forhold allerede blev meget bedre, fra da jeg stoppede med badminton og så frem til, hun døde. Der havde vi klart nogle gode år. Det, der for alvor gjorde noget positivt for vores relation, var nok også, at jeg selv fik børn. Jeg tror, det handlede om den nye rollefordeling. At jeg rent faktisk var voksen nu, og så var det ligesom tydeligere, at hun ikke behøvede at blande sig i alt, hvad jeg foretog mig."

I samme øjeblik afbrydes Camilla af sin 11-årige søn, Elias, der er på vej ud for at løbe en tur.

"Skal du lige have hjælp med det?", spørger hun og lukker et løbeur om hans arm.

"Du løber bare den rute, som du plejer, ikke? Så kan du også lige få målt den, siger hun med et drilsk smil. Der lyder et ”god tur”, og så er hun tilbage i samtalen om sin egen mor."

"Jeg reflekterer en del over tingene og vores relation den dag i dag, hvor jeg selv er mor. Jeg ser mange af tingene i et andet lys, end jeg gjorde dengang. Altså fuldstændig. Nu kender jeg alt til, at teenagere ved, hvordan man åbner skabe, tager ting ud og tænder lyset. At alt det kører. Men at lukke skabet, slukke lyset og sætte tingene på plads – det er helt ude af repertoiret. Hvis det har været det samme med mig, så kan jeg bedre forstå hende."

"Efter hun døde, har jeg sådan mærket efter, om jeg havde det dårligt med vores konflikter og om, der var noget uforløst. Men der skete altså bare noget andet mellem os i de sidste år, inden hun døde. Hvor al den konflikt ligesom trådte i baggrunden. Hun var en skøn dame på mange områder, og det kunne jeg heldigvis godt se til sidst. Samtidig kiggede hun også på mig på en anden måde. Vi formes jo af det, som vi kommer fra. Og så kan man vælge at gå den ene eller anden vej med det. Derfor har jeg egentlig valgt at tænke, at vores kampe har formet mig til det fornuftige menneske, som jeg selv synes, at jeg er blevet til den dag i dag."

Camilla er heller ikke i tvivl om, at der også er kommet noget andet godt ud af hendes smækken med døre og den direkte tone mellem hende og moren.

"Jeg tror, at en af de gode ting ved mit ophav er, at vi ikke fejede tingene ind under gulvtæppet. Tingene kom ud i lys lue, og det er godt, kan jeg mærke i dag. For det er noget, som jeg virkelig har taget med mig. Jeg skal bare af med frustrationerne og irritationerne, når de opstår. Så det er ude, og så tynger det mig ikke mere. Eksempelvis hvis jeg hidser mig op overfor børnene. Så er det sagt, vi finder ud af det, og så er vi videre. Det, synes jeg, er værd at tage med. At det er en rigtig god ting at få renset luften. Det der med at gå med ting eller lade som om, at man har et forhold, som man ikke har. Det kan man ikke beskylde os for at gøre i min familie."

Læs også: Sofie Buus: ”Jeg har droppet slankekursmentaliteten”

Ketsjerkarrieren er slut

I løbet af 90’erne strøg Camilla til tops i badmintonverdenen. Hun spillede kampe mod nogle af verdens bedste og skrev for alvor sig selv på netop dén liste, da hun vandt VM i Brøndbyhallen. Men hvornår er nok, nok? Det var det i hvert fald ikke på dét tidspunkt for Camilla, og hun fortsatte med at spille badminton på eliteniveau i yderligere fem år.

"De sidste to år, hvor jeg spillede på eliteplan, var jeg meget træt og slidt. Jeg havde ikke ondt, men jeg syntes alligevel også, at min krop var begyndt at sige: ”Har vi ikke været i det her hamsterhjul længe nok, Camilla Martin? Er vi ikke ved at være der, hvor vi skal sige farvel og tak?”."

"Jeg var simpelthen også bare så træt mentalt. Både af det der Camilla Martin-navn og træningspresset. Ikke som i, at der var nogen, der pressede mig. Men det er jo et pres at skulle ud og træne to gange om dagen, rejse rundt og alt det, der fulgte med. Derfor var jeg så lettet, da jeg endelig stoppede. Jeg var så færdig med sporten på det tidspunkt, at det var rart at lægge den på hylden. Der indfandt sig ligesom en ro hos mig. Fortryder du, at du ikke stoppede din badmintonkarriere før?"

"Ja! Den tanke har været der masser af gange. Jeg kunne godt have tænkt mig, at jeg måske, da jeg vandt All England i 2002, kunne have stoppet der. Men du ved, så er der bare forpligtelser. Der er lige et OL, nogle kontrakter og alt sådan noget, som gør, at man alligevel bliver ved med at spille de sidste par år. Det er egentlig ikke, fordi jeg fortryder det, men det er da klart, at jeg måske godt kunne have tænkt, at jeg havde stoppet på toppen. Men det, tror jeg, er de færreste sportsudøvere forundt."

Nyt forhold til motion

Da Camilla endelig lagde badmintonketsjeren på hylden, havde hun brug for at få det hele på afstand. Så hun løb ikke ligefrem ned til den nærmeste badmintonklub for at tilmelde sig et fritidshold eller hoppede hen i fitnesscenteret, før solen var stået op.

"De første to-tre måneder efter jeg stoppede med at spille, lavede jeg ikke en skid. Mange andre fortsætter med at spille på klubplan og som hygge, men jeg var simpelthen for træt."

"Når jeg ser tilbage på de måneder i dag, så tror jeg, at det var smart lavet. Det gav mig nemlig ro til at finde ud af, hvad der så skulle ske. Ikke nok med, at hun skulle finde ud af, hvad hun nu skulle bruge sin tid på, så hun havde også behov for at genopdage glæden ved motion."

"Jeg bliver en dårligere udgave af mig selv, hvis jeg ikke får dyrket motion. Det påvirker mit humør. Så jeg blev nødt til at finde en måde at få rørt mig på for at få det til at fungere. Og hun fandt ud af hvordan. Med løbeur og musik i ørene, der var så højt, at hun ikke kunne høre sin egen bankende puls, sprintede hun afsted på sine mange løbeture. Det hele handlede om tider, fart og konkurrence. En konkurrence mod sig selv."

"Jeg skulle altid tonse derudad, og hvis jeg fik en dårlig tid på mit løbeur, så kunne jeg være i helt dårligt humør bagefter. Sådan havde jeg det nok i de første otte år, efter min badmintonkarriere var slut. Men så jeg fandt ud af, at det ikke var det forhold, som jeg skulle have til motion. Og der gik egentlig alt for lang tid, før det gik op for mig, og før det ændrede sig."

I dag ser Camillas motionsvaner noget anderledes ud. Bevægelse fylder stadig meget i hendes hverdag, men består primært af en fast morgengåtur med en veninde, før familien vågner, øvelser, der styrker kroppen, sammen med en god kammerat og løbeture helt uden musik og ur, men med plads til tanker og ro. Fitnesscenteret og konkurrencerne hører fortiden til.

Parforholdet prikkede til exit

Vigtigheden af motion og træning er dog stadig meget tydelig for Camilla. Og det har hun tilfælles med sin mand, Lars. Han har også selv slået en del fjerbolde over nettet i løbet af årene, men slet ikke i samme omfang som hende. Derfor var det også et noget ukendt territorium, som Camilla bevægede sig ud på, da hun for snart 20 år siden fandt sammen med Lars. Tidligere havde hun nemlig kun været i forhold med andre elitesportsudøvere.

"Årsagen til, at jeg stort set altid har været sammen med andre elitesportsudøvere, er nok, at man kender hinandens situation. Man er det samme sted, og man er ligesindede. Man har fælles interesser, og man forstår hinanden, når man igen skal ud og rejse for at spille en turnering eller træne for anden gang på en dag.

"Og så var de selvfølgelig søde fyre, indskyder hun med et smil. Lars havde hun kendt, siden hun var 18 år, men i starten sagde han hende slet ikke ”en skid”", fortæller hun og uddyber.

"Han var faktisk en lidt træls type, kan jeg huske, at jeg syntes. Men da han kom ind i billedet senere, var han pludselig meget sød. Så sådan kan ens mening jo ændre sig – apropos det med at blive voksen og modnes, så man ser anderledes på tingene. Lars fik allerede dengang Camilla til at se anderledes på særligt én ting. Badminton."

"Jeg tror, at Lars var med til at trække mig i en anden retning end sporten. Det prikkede helt klart til mig og min egen lyst til at stoppe, at han ikke var i sportens verden, men havde et almindeligt job og nogle andre interesser. Og så mødte jeg ham på det tidspunkt, hvor jeg allerede var træt både fysisk og mentalt. Han viste mig en anden virkelighed, som egentlig helt ubevidst begyndte at trække mig i en retning. En retning, hvor jeg tænkte, at nu skulle jeg videre med livet. Så man kan sige, at han åbnede mit blik for, at der var andet end sport i verden."

En mental hjælper

Med badmintonkarrieren som et lukket kapitel, skulle Camilla til at finde ud af, hvad hun så ville. Hun endte som bekendt på tv-skærmen, hvor hun stadig indgår i fællesskabet omkring sport, når hun dækker fodbold for TV3 Sport. Men ifølge hende selv kunne hun lige så godt være endt med at gå en helt anden vej: at læse psykologi. Hun har selv stort fokus på det mentale og har derfor også været opmærksom på, at det til tider kan være vigtigt at række ud efter hjælp og støtte.

"Jeg har brugt min psykolog flere gange i løbet af mit liv. Jeg synes ikke, at man skal være så bange for at gribe ud efter det. Indimellem også bare for at få vendt nogle sten."

"Det er ved at være mange år siden, jeg har været forbi ham sidst, men jeg har været rigtig glad for det. Der ligger nemlig noget vigtigt i at tale med nogen, som ikke er følelsesmæssigt involveret i en. For det er veninder, det er kammerater, det er kærester. De er alle følelsesmæssigt involveret i dig på en eller anden måde. Så det med at kunne tale med én, som ikke har noget i klemme eller investeret i dig på en anden måde end, at du har et problem – det har vist sig at være rigtigt værdifuldt for mig."

Første gang Camilla satte sig i stolen overfor sin psykolog var midt i hendes blomsterende badmintonkarriere, hvor det hele pludselig blev for meget.

"Jeg havde en periode i 20’erne, hvor jeg havde svært ved at se klart på tingene. Derfor besluttede jeg at få hjælp fra en psykolog. Men ikke en sportspsykolog. Jeg havde brug for én, som kunne se hele mennesket – og ikke blot min sport. Jeg var et sted i livet, hvor jeg var ved at blive rigtigt voksen, og jeg var ikke længere bare et talent på badmintonbanen. Samtidig med det følte jeg, at alle mennesker havde en holdning til, hvem jeg var. Det kunne jeg sgu ikke finde rundt i. Efterfølgende er jeg så vendt tilbage til psykologen et par gange, for jeg mener, at det er en god hjælper for ens mentale sundhed."

En af de gange var, da Camilla og Lars i en periode var fra hinanden. I den proces var psykologen igen en stor hjælp. Han hjalp hende med at genfinde vejgrebet i forholdet, og efter halvandet år fandt parret sammen igen. Camilla har arbejdet utroligt meget med det mentale igennem hele sit liv – både inde og uden for banen. Derfor er hun i dag også bevidst om, hvad hun kan klare, og hvad hun ikke kan. Og skulle det ske, at hun vælter, så ved hun, hvordan hun skal komme op igen.

"Jeg står godt plantet og er ikke lige sådan at vælte. Det har jeg bevist både på og uden for banen. Når jeg eksempelvis har stået i tredje sæt og har måtte samle mig selv op, fordi jeg var ved at tabe en kamp. Men også uden for banen", fortæller Camilla og fortæller om en af de private kampe, der krævede et ekstra mentalt gear – fødslen af sønnen Elias.

"Jeg havde fået min ældste søn Lucas ved kejsersnit, og denne gang skulle jeg føde normalt. Men pludselig kunne jeg mærke, at det gamle ar sprang op indefra. Jeg måtte råbe personalet op, for jeg kunne mærke, at der var noget helt galt, og så røg jeg ind på operationsstuen. Der skulle jeg så få møffet mig selv op på operationsbordet, mens jeg følte, min mave ikke hang fast. I den situation måtte jeg samle mig selv og sige: ”Nu tager du dig sammen! Du har vundet dit og dat. Nu kommer du over på det der operationsbord!”. Så der fik jeg talt mig selv op, og det hele gik heldigvis. Men det var en situation, hvor jeg virkelig følte, at jeg var blevet væltet, og jeg tror kun, at jeg kunne rejse mig op, fordi jeg kender mig selv så godt", siger hun og tilføjer:

"Jeg kender nemlig både min krop OG mit hoved."