"Jeg er bange for at være for meget"

– Jeg har et godt liv. En fed karriere, en dejlig mand og velfungerende børn. Men jeg har en skygge, som har fulgt mig lige så længe, jeg kan huske. Jeg er afsindigt optaget af, hvad andre synes om mig. Man kan ikke se det på mig udenpå, for jeg siger min mening, også når der er mange til stede, og derfor kan jeg godt fremstå stærk. Men efter jeg har sagt fra eller ytret min mening, så bruger jeg enorme mængder af energi på at tænke over, hvad andre mon syntes om det, jeg sagde. Var det for hårdt, for meget, for sort/hvidt? Jeg bliver altid vildt meget i tvivl, og det føles som om, jeg mister fornemmelsen af virkeligheden. 

Henriette ser supertjekket ud, da hun kommer ind i min praksis. Lækkert tøj, velformuleret og fuld af energi og udstråling. Det er på ingen måde til at få øje på, at hun inderst inde er usikker og bange for at være for meget og blive fordømt. Men det er hun, og det nager hende.

LÆS OGSÅ: Parterapi: "Hjælp, min mand er i krise"

– Det kommer til at fylde enormt meget, både små og store ting, og det er vildt anstrengende. Jeg vil virkelig gerne lære at slappe lidt mere af – finde en bedre balance mellem at sige ting højt og tro på, at det er o.k., det jeg siger, uanset hvad andre måtte synes. Men jeg vil også gerne lære nogle gange bare at holde min mund, så jeg ikke altid har næsen fremme til et potentielt hak i tuden. Det koster mig simpelthen for meget.

Yngst og overset

Usikkerhed og lavt selvværd er langt fra altid let at få øje på udefra, og det gør det faktisk endnu mere ensomt. Fordi man som Henriette jo ligner en, som er glad og lykkelig og har det godt med sig selv.
Henriette og jeg taler lidt om hendes parforhold og hendes moderskab. Hun er et langt stykke ad vejen tryg med sin mand, men når han taler med andre kvinder, når de er ude, eller hvis han er meget sammen med en kvindelig kollega, så bliver Henriette mindet om den gamle følelse af ikke at være tilstrækkelig. Vil han hellere have hende den anden? Synes han, hun fylder for meget, og foretrækker han i virkeligheden en kvinde, som er mere afdæmpet?

Det leder os til en snak om Henriettes opvækst hos far og mor og tre søskende. Far og mor havde travlt som selvstændige, og det betød, at når de kom trætte hjem fra arbejde, så gjaldt det om at gøre opmærksom på sig selv. Henriette var den yngste, og hun havde altid oplevelsen af, at de andre søskende var foran hende, fordi de var ældre. Samtidig var det ikke velset i Henriettes familie at opføre sig ”forkælet” eller at gøre noget væsen af sig. Det var en dyd at være klog og dygtig, men ude at gøre reklamere med det. Man skulle nødigt tro, man var noget. Så Henriette er vokset op i en familie, hvor hun på den ene side skulle kæmpe for opmærksomheden, men hvor det samtidig gav anerkendelse, hvis man netop ikke gjorde det. Det betyder, at Henriette på den ene side har lært at råbe højt, men samtidig også fortæller sig selv, at det er forkert, når hun gør det. At hun er for meget, hvis hun henleder opmærksomheden på sig selv.

Skil fortid og nutid ad

Det er smertefuldt for Henriette at indse, hvor stor betydning hendes barndom har på hende så mange år efter. At de gamle mønstre stadig sidder så dybt.

For at ændre vores uhensigtsmæssige mønstre i voksenlivet, er vi ofte nødt til at tage en tur omkring barndommen for at forstå, hvordan vi har lært at håndtere det, livet byder os. Vores forsvarsmekanismer og følelsesmæssige reaktioner – hvorfor vi gør, som vi gør.

LÆS OGSÅ: "Jeg føler mig taget for givet"

I Henriettes forløb taler vi om, at det vil være hjælpsomt for hende at lære at skille ad, hvordan det var i barndommen, og hvordan det er nu. En af de sidste gange, vi taler sammen, formulerer Henriette det selv således:

– Jeg bliver som en følelsesmæssig syvårig, som ikke ved, om hun er for meget eller for lidt, og som higer efter sine forældres anerkendelse. Jeg må virkelig lære at skille min historie med mine forældre fra nutiden, så jeg ikke hele tiden er optaget af, hvad andre synes.

5 veje til at se på dit liv med nye øjne

1. Få øje på dine uhensigtsmæssige mønstre

Sæt dig med pen og papir, og formuler i hvilke situationer, du bliver påvirket følelsesmæssigt af noget,
andre siger eller gør. Hvilke følelser kan du mærke? Føler du dig afvist, ikke god nok, alene? Sæt ord på, hvad der rammer dig. Gerne både situationen og følelsen, der opstår. Kom med konkrete eksempler, så det er tydeligt for dig, hvor du bliver ramt.

2. Kan du se, hvor de stammer fra?

Hvis du ser på din opvækst, kan du så genkende nogle af de følelser, fra da du var barn? Bliver den kropslige fornemmelse den samme? Hvis du f.eks. bliver bange, når nogen hæver stemmen, kan du så huske den fornemmelse af en sten i maven fra, når din far skældte ud, da du var lille? Hvis du føler dig for meget, er det så, fordi du kan huske, at din mor sagde, du skulle lade være med at skabe dig? Det er ikke sikkert, at der er nogle specifikke situationer, du kan huske, for nogle gange er det mere en fornemmelse af forkerthed eller en kropslig erindring. Det er lige så godt. Det vigtige er, at du får øje på det.

3. Hav omsorg for den lille pige, du var engang

En stor del af helingen handler om at have omsorg for den lille pige, du var engang, og som ikke fik det, hun havde brug for. Ikke fordi dine forældre ikke elskede dig, men fordi de i de situationer ikke var kompetente til at opdage, hvem du var, og hvad du havde brug for. I dag har du muligheden for at give dig selv det. Mærk, hvad det gjorde ved dig dengang, græd over det, og hav omsorg og varme for den pris, du engang betalte for at passe ind i din familie. Den pris behøver du ikke længere betale, for i dag er du voksen og kan selv skabe dit liv.

4. Har du brug for at tale med dine forældre?

For nogle er det en stor hjælp at tale med far og mor om, hvordan de oplevede deres barndom. Det er som at få en ny chance for at blive set og anerkendt og taget alvorligt som den, de er og var. Det kan åbne for en stor frihed og heling at få det nu, som de ikke fik dengang. At forældrene kan sige undskyld gør en kæmpe forskel i forhold til at ændre de gamle mønstre. Det er dog ikke alle, som har mod på at ribbe op i det gamle, og det er helt o.k. En del af processen handler om at formulere, hvad du oplevede, og hvad du i dag mærker omkring de gamle minder. Du kan skrive et brev til din far og mor eller bare den ene af dem, som du ikke sender, som har betydning, fordi du nu tager dig selv alvorligt og gør dig klart, hvad du har med dig i din barndomsbagage, og hvordan det har påvirket dig.

5. Del med din mand, hvad du har fået øje på

Hvis du har en mand eller en kæreste eller måske en tæt veninde, så del med dem, hvad du har opdaget omkring dig selv. Det er en god proces at formulere dine indsigter og have nogen, som lytter til dig og måske endda spørger ind, så du kan blive endnu klogere på dig. Jo mere opmærksom du bliver på dine mønstre, jo bedre kan du også blive til at opdage, hvornår det er barndommen, som spøger i nutiden. På den måde kan du gøre dig fri af det gamle.