"Jeg kan ikke sige farvel til min døende mor"

Da jeg gør klar til, at Viola kommer, tænder jeg stearinlys for at skabe en varm stemning på en kold dag. Det gjorde indtryk på mig, da hun i går sendte mig en sms med beskeden:

"Min mor er kommet på hospice, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal være i den sidste tid."

Viola ringer på døren, og jeg husker vores første samtale. Den handlede om karriere, kærligheden og manglen på lyst til hendes mand gennem næsten 12 år. Vi talte også kort om, at hendes mor havde cancer, men hun havde levet fint med det i flere år, så det fyldte ikke for Viola.

Hendes mor var frisk nok, hentede døtrene på 8 og 11 år en dag om ugen og var aktiv teatergænger med sine veninder.

"Der er ikke nogen tvivl om, at hun dør snart. Jeg ved bare ikke hvornår. Er det dage eller uger … ? Det er så pokkers svært at forholde sig til. Skal jeg ringe til mit arbejde og melde mig syg? Hvad med mine piger?"

Læs også: ”Min veninde og jeg er vokset fra hinanden”

Jeg nikker og siger: "Hele vores liv bygger på ideen om kontrol. Vi planlægger og afsætter tid. Men døden kan ikke planlægges eller sættes tid på. Den er essensen af det ukontrollerbare. Hvad gør det ved dig?"

Viola er tavs længe og siger så:

"Jeg kan bare ikke forestille mig mit kobberbryllup næste år uden min mor. Jeg giver hende min hånd, og der er stille mellem os en tid."

En dag ad gangen

"Måske kan jeg ikke regne ud, hvad der er bedst … For alt andet i mit liv er bare ikke vigtigt mere. Og alligevel er det."

Viola tørrer øjnene og sætter ord på følelsen af ansvar over for arbejdet, pigerne, Kasper, moren og hele verden. På at hele ideen om, at moren skal dø, bare føles så forkert. For selvom Viola er 47 år, har hun jo stadig brug for hende.

"Måske må jeg bare melde klart ud til alle, at min mor er døende, og så se på dag for dag hvornår jeg skal være med hende, tage på arbejde, og hvad jeg gør med pigerne."

Jeg støtter Viola i den tanke, for der er ikke en rigtig måde at være i den sidste tid på. Det kan både være givende og krævende at være sammen med den døende, så nogle gange er der også behov for at trække sig og tage sig af det, livet også indeholder. Vove at være i tæt kontakt med både afskeden og livet med dets hverdag på samme tid.

Læs også: Et liv med angst: ”Jeg troede, at sådan var mit liv bare”

Tal med den døende

Ved du, hvad din mor ønsker af sin sidste tid? Mit spørgsmål kommer af et ønske om, at Viola får holdt nærheden til sin mor. De har altid kunne tale godt sammen, så selvom det er svært at dreje samtalen fra håbet og fokus på at blive rask igen til afskeden, så er det vigtige samtaler at have.

Viola ryster på hovedet og siger, at det vil hun gøre. Da vi ses igen, er der gået to uger. Viola og hendes mor har haft mange gode stunder sammen. De har set billeder fra, da Viola var lille, og pigerne har besøgt hende. Hun har lagt to smykker til side, som pigerne skal have efter begravelsen, og der har også været tid til bare at holde i hånden.

Men de sidste dage er billedet ændret. Hun har flere smerter, sover mere, og Viola er blevet klar på, at hun ønsker at være der, når hun ånder ud, så hun tager ikke på arbejde mere, før hun er gået bort. Inden hun tager tilbage på hospice, siger hun:

"Min mor var sammen med mig, da jeg var helt lille, så jeg kom godt ind i verden. Nu vil jeg være sammen med hende om at tage fra verden."