Puk Elgård: "Hvis familien spiste købebearnaise og ovnpomfritter, var jeg sikker på, at de døde"
Foto: IDA SCHMIDT OG MIKLOS SZABO

Puk Elgård: "Hvis familien spiste købebearnaise og ovnpomfritter, var jeg sikker på, at de døde"

Puk Elgård ville gerne fotograferes i et bjerg af kager: billedet af en afhopper. Hun har også et andet billede fra en tid, hvor hun var en strømlinet størrelse 34.

– Sådan gad jeg da godt se ud igen. Men jeg gad ikke vejen derhen. Det var også lige før, at hun var endt i en kostkontrolleret blindgyde.
Historien kort: Puk Elgård, mor til Robin på 7 og papmor til kærestens tre børn på 9, 13 og 14, skulle som vært på programmet „Ha’ det godt“ lægge krop til et livsstilsændringseksperiment.
I tre måneder løb og styrketrænede hun seks dage om ugen og sagde farvel til rødvin, kage og usunde kalorier.
– Jeg vil gerne pointere, at der egentlig ikke var noget galt i det program, jeg fulgte. Det var almindelig fedtfattig mad, men det gik galt for mig, fordi jeg blev fanatisk og holdt det 100 procent. Pludselig var der stor forskel på tilladt mad og forbudt mad. Der var ingen vej udenom, jeg skulle gennemføre, for en halv million seere fulgte med i min vægt. Jeg lagde min tilværelse i et jerngreb.
Fanatismen kom snigende: – Mit sind ændrede sig. Jeg fik et nærmest tvangsmæssigt forhold til træning. Begyndte at blive fordømmende over for andre. Min kæreste måtte holde op med at drikke rødvin om aftenen. Han blev irriteret på mig og fik lyst til at spise flødeboller til morgenmad! Men hvis familien spiste købebearnaise og ovnpomfritter, var jeg sikker på, at de døde. Robin ville få smadret sit liv: Hjerte-karsygdomme og diabetes! Hjemme hos venner sagde jeg nej tak hele tiden. „Skal du have lidt vin?“ Nej tak. „Lidt sovs?“. Nej tak. Bare salat. Jeg kunne have min egen med. Alt det sociale går tabt. Man kan ikke hygge sig, når der hele tiden er regler for, hvad man må og ikke må.

„JEG BLEV SÅ OPMÆRKSOM PÅ KALORIER OG PÅ MIN KROP OG BANGE FOR SYGDOMME. JEG FORESTILLEDE MIG, AT NOGLE MADVARER KUNNE GØRE UOPRETTELIG SKADE“

En dag sad Puk i toget: – Og der sad en dame og spiste et rundstykke. Med smør! Jeg syntes, det var så ulækkert. Det er farligt at have en livsstil, der er bundet op på fordomme om andre. Jeg har ellers aldrig haft forbud i mit liv. Et glas champagne en tirsdag? Ja tak. Jeg har nydt mad, nydt vin og jeg elsker champagne. Men jeg var holdt op fra den ene dag til den anden og så det næsten som gift. Så fanatisk var jeg blevet.
Hvornår opdagede du, at den var gal?
– Da min livskvalitet og personlighed ændrede sig, og jeg fik svært ved at overskue konsekvenserne: Er resten af mit liv, at jeg skal hygge mig med bladselleri? De sundeste af os vil naturligt bryde ud, og det var det, der skete formig. Da jeg havde gennemført, satte jeg mig ned i tre uger og spiste kager, slik og McDonald’s og drak rødvin.
– Det lyder meget forløsende, det er desværre bare ikke hele sandheden. Før eksperimentet ville jeg bare have tænkt: „Ih, hvor jeg sviner mig til.“ Men nu følte jeg mig som en taber, der smed det hele på gulvet. Folk syntes jo, at jeg havde det liv, de gerne ville have, fordi jeg udadtil så ud, som
nogle mener, man helst skal. Der er så meget prestige i at være kontrolleret. Jeg fik en ordentlig nedtur, da jeg gik amok i mit eget pubertetsoprør mod tyranniet. Det ærgerlige er, at jeg måtte sætte mig i et bjerg af kager for at finde en forløsning. Nu er jeg startet forfra i mit liv. På at træne jævnligt og finde en slags leje.
STEMMEN I HOVEDET
Puk Elgård brød mønstret, men forholdet til mad er ikke som før: – At spise er blevet forbundet med noget kontrol i mit liv, som jeg ikke bryder mig om. Man mister ligesom sin uskyld eller sin livsglæde, når man overvåger sig selv så stærkt. Jeg skal diskutere med mig selv, om det er i orden at tage et stykke kage, og det er så irriterende at høre den stemme i mit hoved: „Det er ikke sundt, det er ikke godt.“ Stemmen har heldigvis ikke overtaget, men nu er den der. Så på den ene side ville jeg helst have været eksperimentet foruden. På den anden har jeg fået en viden om det usunde skønhedsideal og det nyreligiøse forhold til mad – for det er, hvad det er: Religiøsitet. I dag ved jeg, at hvis man vil ændre sit liv, skal man gøre det med små skridt og holde af sig selv, mens man gør det, i stedet for at lave vold og revolution mod sig selv: Jeg var dum og dårlig og duede ikke, som jeg var.

Nogle mener, at bestemt mad kan helbrede?
– Det, tror jeg, er noget fis. Det handler bare om at spise fornuftigt og med livsglæde. Ifølge
eksperterne har danskerne heller ingen risiko for at komme til at lide af vitaminmangel. Hele det vitamin- og kosttilskudsarsenal folk bygger op, er 100 procent pengene ud ad vinduet. Der er mange flere vitaminer i at gå en tur ved stranden om morgenen.

Har du haft ortoreksi?
– Jeg kunne have fået det, hvis jeg var fortsat. Når det eksperiment, jeg gennemlevede, kan ændre sindet så meget, så kan man godt tale om en forstyrrelse af en slags. Og så er det for mig noget, der skal have et navn – en diagnose.
På hjemmefronten…: – Har det helt sikkert gjort en forskel. For jeg var tæt på også at gøre min kæreste til et projekt og blandede mig i hans livsstil. Jeg stirrer ikke længere på hans gaffel med bearnaise, når han løfter den til munden, det giver en noget mindre anspændt stemning ved bordet… Og selv om jeg var mere stolt af min krop dengang, kan jeg ikke mærke forskel på min kæreste. Han sagde på et tidspunkt: „Nu skal du ikke blive tyndere.“ „Det er der da ikke noget, der hedder,“ tænkte jeg. I dag synes han bare, det er rart, at jeg ikke er madhysterisk længere. Og hvad fanden skulle alt det der så til for? Til september er Puk Elgård igen på skærmen i en udsendelsesrække om sund livsstil. Sammen med coach Chris MacDonald tager hun til Ebeltoft i „By på skrump“. – Og fuck, hvor jeg vendte og drejede det i mit hoved: Skulle jeg være med? Men jeg har bare bedre mulighed for at blande mig i debatten, hvis jeg er.
Ekstremisten:
„DEN RETTE MAD KAN AFHJÆLPE ALT FRA TYNDSKID TIL HOLD I NAKKEN“


Susanne Brandt har på sin egen krop mærket, hvad det betyder at droppe bestemte fødevarer og i stedet bl.a. tage en masse kosttilskud, og hun er overbevist om, at det meste af det, vi fejler, kan kureres igennem kosten.

Det er Susanne Brandt selv, der underskriver en mail med „ekstremisten“. Jeg har bedt hende rapportere fra sit køleskab. Det indeholder: Ugens levering fra Årstiderne. Brød fra Naturbageriet. Økologisk smør. Fem typer olier, som hun ofte selv laver – mandelolie med vanilje f.eks. Rismælk og sojamælk. Og kosttilskud: Mælkesyrebakterier til børn og voksne „2 morgen og aften“, tre slags blomstermedicin, Omega 3-6-9 „2 morgen og aften“ og knuste hørfrø. Derudover spiser Susanne Brandt hver morgen: 1 multivitamin, 3 calcium/magnesium, 1 folsyre, 1 C-vitamin, 2 grøn te-tabletter. – Desuden har jeg altid mine enzymtabletter, som jeg kalder mine „fortrydelsespiller“ i min taske. De hjælper, hvis jeg får spist noget, jeg ikke har godt af. Så kommer det hurtigere ud af systemet. Eftersom jeg rejser meget i mit job, er min taske også altid proppet med min egen mad, så jeg ikke er storsulten, hvis jeg bliver inviteret til middag. Juleaften så Susannes middag sådan ud: And, rødkålssalat og rodfrugter – økologisk. Ingen kartofler. Sovs lavet på sojafløde. Risalamande lavet på brune ris og kokosmælk.

Har du ortoreksi?
– Det mener jeg bestemt ikke. Jeg vil medgive, at kontrollen kan være farlig, og der vil altid være nogle ofre i en så voldsom tsunami, som sundhedsbølgen herhjemme er. Jeg synes ikke, jeg er syg. Jeg vil personligt hellere have den form for kontrol i mit liv, end den, jeg havde før, hvor sukkeret kontrollerede mit humør og mit sind, og mælken kontrollerede min menstruation og min hud, og koffeinet kontrollerede, hvornår jeg var træt, og hvornår jeg var frisk. Jeg er overbevist om, at det meste af det, vi fejler, kan kureres igennem kosten. Og jeg tror på, at usund mad kan være med til at ødelægge psyken. Selv måtte jeg evaluere hele mit liv.

GOD TIL EKSTREME KURE

Susanne Brandt er 36 år, Global Visual Merchandising Director i Georg Jensen og lever i fast forhold. Nogle år tilbage ville hun gerne være gravid og smed p-pillerne, men røg ind i en hormonel ubalance. „Alt var gået i stykker i min krop.“ Efter medicin med stærke bivirkninger begyndte hun i stedet at læse om mad og krop på nettet. Først røg mælken. – Jeg rensede ud blandt mine madvarer og fik det bedre og bedre. Bylder og svedeture forsvandt. Og jeg blev gravid. Men i min barsel gik der kaffelatte og kager i den. Sukkeret styrede mig, og det var jeg træt af, så da jeg var færdig med at amme, rørte jeg ikke alkohol, sukker, rødt kød og koffein i fem måneder. Jeg levede fuldstændigt afholdende. Jeg er god til ekstreme kure, så virker det for mig. Og det var helt tydeligt for mig: Hvis jeg spiste noget med komælk, gik der ti minutter, så kløede min kæbe og mit underansigt, og så begyndte der at komme bylder igen. Hun har levet regelfast siden.

„HVIS JEG FÅR SUKKER, BLIVER JEG HYPER OG FÅR DET SOM OM, JEG HAR FÅET BEDØVENDE MEDICIN. HVEDE – SÅ BLIVER JEG STIV I NAKKEN OG FÅR MUSKELSTIVHED OG STÆRKE MENSTRUATIONSSMERTER“

Jeg har prøvet at spise yoghurt igen, men det kunne jeg heller ikke tåle. Det er røvdyrt at købe ind, men det er det, jeg tror på. Jeg er faktisk en lille smule lykkelig, hver gang jeg sætter mig til bords, og min datter Flora kan lide maden. Hun er 2½ og kender ikke til andet.
Flora får hver morgen: Multivitamin, Bidro, C-vitamin, calcium/magnesium, D-dråber, omega 3-6-9 olie, mælkesyrebakterier. Og i perioder: jern.
– Vi har fået lægeerklæring på, at hun skal have rismælk. Hvis hendes næse løber, når jeg henter hende i vuggestuen, slår det aldrig fejl, at de har fået risengrød og har glemt at give Flora grød på rismælk.

Slik?
– Hjemme får hun ikke sukker. Ude må hun gerne. Jeg ved bare, hvordan hun bliver bagefter: Så løber hendes næse, og hun har ondt i maven. Min mor lavede selv slik, da jeg var barn, så jeg gik amok, hvis jeg kom steder, hvor man måtte få sodastream og nutella. Derfor er slik tilgængeligt hos mig, men det er tørrede abrikoser og økologiske vingummier uden sukker, og lige nu kender hun ikke forskel og bliver lige så glad, så det får hun, så længe det er mig, der bestemmer. Jeg er godt klar over, at der kommer en hurdle. Jeg håber bare, hun så selv kan mærke, hvordan hun får det af at spise is og Matadormix.Hvad med din kæreste?
– Han har et ben lidt i hver lejr. Vi har lige været i Barcelona og drak sjusser og spiste mad, jeg normalt ikke spiser – der kunne vi ikke lede efter mad, jeg kunne spise. Jeg har det bare bedst, når vi ikke gør den slags, for jeg ved, at der kommer en „rudekuvert“. Så hjemme spiser han, hvad jeg spiser. Men når han er på arbejde, spiser han, som han altid har gjort. Han synes nok, det er for bøvlet.

Men er det sundt at leve som dig?

– Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har „Kernesund Familie“, men jeg følger ikke bogen slavisk.
F.eks. anbefaler bogen mandler, men det er ikke godt for mig. Hver gang, jeg er i tvivl om noget, undersøger jeg sagen i udlandet, for Danmark er sådan et lille og afvisende land. Hvis jeg er ude til middag og siger, „det der kan jeg ikke tåle“, så siger folk: „så finder vi noget andet“, men hvis jeg siger „det der har jeg valgt fra“ – så er det straks ikke så godt. Men vi er så naive i Danmark, at vi tror på, at hvis det er tilladt at sælge en vare i supermarkedet, så kan den umuligt være skadelig. Det er helt forkert! Så debatten om sund mad er vigtig og vedkommende, for vi og vores børn er mere syge og fede end nogensinde før. Susanne Brandt selv vejer 60 kilo og er 172 cm høj.
– Det er ikke af forfængelighed, jeg lever sådan, det handler om trivsel. Men jeg er forfængelig med, hvordan min krop ser ud indvendigt, og det er sådan indrettet, at når den er pæn indvendigt, så er den det oftest også udvendigt.

Er du blevet fordomsfuld over for andres spisevaner?
– Ja, jeg er blevet meget mere opmærksom på, hvad andre gør. Eftersom jeg selv synes, jeg har fundet de vises sten, kan jeg godt have mange ambitioner på andres vegne. Folk tror, det er normalt at have migræne. Eller skæl. Eller kun at gå på toilettet hver anden dag. Eller være hysterisk, modløs, usikker og ked af det. Jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan undgå det. Og jeg forstår ikke folk, der ikke gør noget ved det, når de kan. Den rette mad kan afhjælpe alt fra tyndskid til hold i nakken.

– I Danmark er vi så naive, at vi tror på, at hvis det er tilladt at sælge en vare i supermarkedet, så kan den umuligt være skadelig. Det er helt forkert!, siger Susanne Brandt.
Ernæringseksperten:
„FOLK BURDE FINDE SIG EN RIGTIG RELIGION…“


Som ernæringsekspert vil Per Brændgaard Mikkelsen gerne have, at folk spiser sundere og bevæger sig, men han synes, det er sygt, når sundheden er blevet meningen med livet.

„Ost rådner i tarmen“.
Det var en veninde, der sagde det med afsky i stemmen engang i begyndelsen af 1990’erne. Hun var ved at pille sin kost fra hinanden: Duer ikke, væk! Kødet røg efter osten. Hendes brød kom med posten fra et biodynamisk sjællandsk bageri. Hun var i den grad en first-mover – mindst 15 år forud for sin tid. I dag er det så udbredt at være sygeligt optaget af at leve sundt, at det i USA har fået egen diagnose: ortoreksi.
Det er den amerikanske læge Steven Bratman, der har navngivet og forsket i sygdommen. Danmark har endnu ikke anerkendt diagnosen, men ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen er ikke i tvivl: Ortoreksi florerer også her. Hvem der udvikler sygdommen? Relativt veluddannede og ressourcestærke kvinder med økonomi over gennemsnittet og fitnesscentrenes muskelfikserede bodybuildermænd. For kvindernes vedkommende starter glidebanen mod ortoreksi ofte med et eller andet symptom og en anbefaling fra en alternativ kostvejleder om at undgå noget bestemt i kosten, fortæller ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen:
– Man bliver grebet af kontroloplevelsen. Oplever, at der er en masse andet, man heller ikke kan tåle. Mærker diffuse symptomer og får indbildte overfølsomheder. Udsat for en blindtest ville man ikke reagere. Siden udvikler man skrappere og skrappere regler. Det er også karakteristisk at medbringe sin egen mad. Det begrænser ens sociale liv. Kan også føre til fejlernæring. Og kosttilskud kan også give bivirkninger.
Men nogle er da overfølsomme over for madvarer?
– Det er klart. Men diagnosticering skal ikke ske hos alternative vejledere. Folk bliver sekterisk hjernevasket til at tro, at visse madvarer giver dem bylder og får snottet til at løbe. De ser problemer, som reelt ikke er der. Og eftersom der er sammenhæng mellem psyke og immunforsvar, kan man sagtens forestille sig, at det i virkeligheden skaber sygdomme – så får man bylder af at drikke mælk. Psykisk fremkaldt. Og børnene bliver gidsler. – Selvstillede diagnoser florerer. Når man forbyder sine børn at spise sukker, mælke- eller kornprodukter – ofte baseret på myter, f.eks. gør sukker ikke hyperaktiv, og antallet af mælkeallergikere er hverken stort eller stigende – så påfører man børnene en social sygdom, fordi de unødvendige restriktioner gør, at de ikke kan deltage i et normalt socialt liv.

Ortorektikere er afhængige af at spise sundt. – Madstyring er en følelsesmæssig regulering, som kompenserer for manglende kontrol over livet. Det kan give en oplevelse af identitet. Selvværdet kan stige, og man kan opleve, at det her er formålet. Så bliver man også selv missionerende. For ortorektikere vil bøger som f.eks. „Kernesund familie“ være – en bibel: – Det er skræmmende, at folk tror på, at forfatterne – guruerne – kan levere den komplette livsplan. Jeg vil som ernæringsekspert gerne have, at folk spiser sundere og bevæger sig, men det er ikke op til mig at fortælle folk, hvad meningen med deres liv er. Vi lever bare i en tid, hvor eksistentiel meningsløshed og gudsforladthed fylder meget hos mange mennesker. De har brug for noget at tro på. Og „Kernesund familie“ er faktisk, viser en analyse, baseret på en række religiøse, kommunikationsmæssige virkemidler..

Se, hvad vi ellers skriver om: Puk Elgård