-
Christina sidder bag kassen i Min Købmand – og ”hun er et lyspunkt”, mener kunderne
-
Patrice er kassedame i Kvickly: ”Jeg får rigtig meget tilbage”
-
I SuperBrugsen kan du møde Lene: ”Der sker noget med mig, når jeg kommer på arbejde”
-
Lene arbejder i Netto: ”Jeg er tit blevet spurgt, hvordan jeg kan smile så meget”
-
Lonni arbejder i Rema: ”Hvis jeg har en dårlig dag, så forsvinder det dårlige, når jeg sidder ved kassen”
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2026?
-
Her er alle de indstillede: 147 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2025
-
Her er alle de indstillede: 226 søde kassedamer m/k
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Ulla blev helt rørt, da hun modtog opkaldet: ”Jeg har aldrig prøvet sådan noget før”
-
Da en kvinde gav Joan det helt specielle brev, trillede tårerne straks ned ad kinderne
-
Da hun mistede sin mand, blev særligt én ting vigtig: Nu hyldes 81-årige Bente for det
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2024?
-
Vær med til at indstille Danmarks sødeste kassedame m/k 2024
-
Vinderen er fundet: Her er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023
-
Nu kan du stemme: Hvem er Danmarks sødeste kassedame m/k 2023?
-
Her er alle de indstillede: 350 søde kassedamer m/k
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Marianne kan gøre selv en trist dag god
-
Finalist til Danmarks sødeste kassedame: Mia er blevet lidt af en lokal berømthed
På tærsklen til et sammenbrud: "Hvorfor gør vi ikke noget, FØR det går galt?"
Drømmer du også om at gå lidt flere ture i skoven og gå lidt mindre ned med stress?
En af glæderne ved at blive ældre er, at man bliver bevidst om, at livet faktisk kan leves anderledes. Selvom knoglerne knager, og tissemanden pludselig skal rystes en ekstra gang eller fem efter toiletbesøgene, slår vi med alderen også håbet ud og hjertet op for muligheden for at bruge dette ene dyrebare liv på en bedre måde. Gå lidt flere ture i skoven, gå lidt mindre ned med stress.
Palle Steffensen udgav tidligere på året den tankevækkende podcast ”Tag dig sammen”, hvor han med afsæt i sin egen stresssygemelding undersøgte, hvorfor så mange af os brænder ud og går i stykker på grund af noget så relativt åndssvagt som vores arbejdsliv.
Fælles for de medvirkende var, at de alle havde haft fuld knald på karrieren, lige indtil korthuset væltede, og selvom den slags pludselige opbremsninger sjældent er sjove – i den anden ende af krisen lurer jo trods alt risikoen for at ende forladt og fordrukken i en våd papkasse bag rutebilstationen – var de alligevel alle kommet gladere, sundere og afklarede ud på den anden side af sammenbruddet.
Nogle med en lavere månedsløn, andre med en forskrækkelse, de måske gerne havde været foruden, men ikke desto mindre havde de lært en vigtig lektie om arbejdets betydning for lykken. Eller rettere sagt, manglen på samme.
Jeg lyttede, lod mig opsluge af fortællingerne om mennesker, der som mig havde tilladt arbejdet at fylde for meget i livet og livet fylde for meget i arbejdet. Jeg lovede mig selv, at jeg også skulle bremse op, skifte spor og skrue ned, lytte lidt mere til den indre stemme, der fortæller mig, at jeg burde bruge mindre krudt på arbejdet og mere på ungerne, vennerne og min gamle mor, lære at spille klaver og prøve at knække koden til ”Brødrene Karamazov”.
Der er jo trods alt aldrig nogen, der på deres dødsleje fortryder, at de ikke tog et par ekstra vagter på jobbet og fedtede lidt mere for chefen, mens de havde chancen, vel? Men tiden går, og jeg rykker mig ikke rigtigt ud af pletten.
Mit arbejde fylder stadig alt for meget i mit liv, kollapset ligger på lur, og selvom jeg dagligt drømmer mig hen til mindfulness, zentilstand og en 7-7-ordning med en faldefærdig knaldhytte på den irske vestkyst, hvor jeg kan lade sjælen fylde med frisk luft og forandring, får jeg ikke gjort noget ved det.
I fysikkens verden kalder man det inerti, denne tilstand af stilstand, der gør det noget nemmere sagt end gjort at ændre kurs her i tilværelsen. Men hvorfor er så mange af os ude af stand til at gøre det anderledes, FØR det går galt?
Der er jo ikke ligefrem mangel på podcasts, selvhjælpsbøger og lyserøde Facebook-citater til at minde os om, at livet sgu som regel i sidste ende altid viser sig at være for kort til søvnløse nætter, svedeture og andre stresssymptomer – men hvordan gør man? Vågner man bare en morgen og beslutter sig for at gøre det hele anderledes? Gå ned i tid og ud i solen? Og kan man gøre det uden en formue på bankkontoen?
Måske er første skridt at acceptere, at der trods alt ER en anden vej derude. Den erkendelse er som sagt en af glæderne ved alderen. Det hårde arbejde ligger i at sørge for, at det ikke blot bliver ved tanken, for så kan glæden hurtigt forvandle sig til sorg.




