Klummen: "Mine døtre skal slet ikke have muligheden for at veje sig"

Jeg er så heldig, at jeg har virkelig grimme fødder. De ligner – lige her i sommersolen, hvor man går rundt i sandaler – to skiver Gamle Ole, som nogen har glemt på køkkenbordet natten over. Og det er jo heldigt. For så behøver jeg ikke at stresse over, at mine baller hænger en smule, eller at jeg godt kunne tabe mig en 7-20 kilo, uden at være i fare for at være undervægtig. Jeg tror nemlig, at summen af utilfredshed er den samme.

Engang var jeg bange for edderkopper, men så skulle jeg tage kørekort, og så var jeg bange for andre bilister, indtil jeg begyndte til ridning, og så var jeg bange for heste, men ikke for bilister eller edderkopper. Og så begyndte jeg at tænke, at summen af angst er den samme livet igennem, fordi du simpelt hen er født med en vis portion. Det samme gælder dit selvhad – eller din utilfredshed, hvis man skal sige det lidt pænere.

Det er så nemt at sige, at det er synd for unge piger, at de vælger at få nye bryster eller ændret skamlæberne eller får fjernet de rynker, som nærmest ikke er rynker endnu. Men det er jo synd, for de har endnu ikke opdaget, at du livet igennem vil være utilfreds med dele af din krop. Og sådan er det bare, ligegyldigt hvor meget du får ordnet hen ad vejen. Sådan er vi mennesker vist bare anlagt. Og det er slet ikke meningen, at du skal være perfekt. Måske ser andre mennesker slet ikke de punkter, hvor du føler, at du er grim. Men du ser dem selv. Og det vil du altid gøre.

Da jeg var i 20'erne, syntes jeg at jeg havde for små bryster. I 30'erne syntes jeg, at jeg var for tyk. Nu kan jeg næsten ikke holde ud at se, at hudens elasticitet forsvinder, og jeg er ved at skrige, når jeg opdager mine fødder. Jeg kalder dem oste-tøserne. Men helt ærligt, så er det da ok at have grimme fødder, hvis man til gengæld er helt tilfreds med sine bryster, som efter tre graviditeter stadig kan fylde en smule, og når jeg ser mine smilerynker, så tænker jeg, at de jo kom af mange grin – og en del kom af at tude, men man kan jo heller ikke regne med at få lov til at gå og grine hele tiden, vel?

Som mor til tre døtre er det mig meget magtpåliggende at fortælle, at jeg elsker min krop – også selv om jeg lyver lidt. Helt ærligt, så blærer jeg mig lidt mere med den, end den fortjener, men det er bare, fordi jeg tænker, at mine piger skal se, at man kan være ganske tilfreds med sit korpus, selvom det ikke ligner modellernes. Vægten har jeg smidt ud. Mine døtre skal slet ikke have muligheden for at veje sig – de skal mærke deres krop, når de løber og leger, eller når vi går ned og morgenbader. De skal mærke kroppen, mere end de ser på den. For jeg håber, at de på den måde kan undgå en smule af den utilfredshed, vi andre går rundt og føler. Men den kommer jo nok, og så håber jeg bare, at de kaster deres u-kærlighed på noget, som enten kan gemmes væk eller under ingen omstændigheder kan ændres ved plastikkirurgi. For egentlig er det ret befriende, at jeg ikke skal gå og drømme om at få opereret nye fødder på. Oste-tøserne må være dem de, er og i det mindste lugter de ikke af Gamle Ole. I hvert fald ikke hver dag ...

LÆS OGSÅ: Anoreksi-fotos truer piger i "risikogruppe"