Lægen blev ramt af stress: "Jeg burde vide bedre, helt ærligt. Jeg er jo læge!"

UDGANGSPUNKT

– Jeg har været praktiserende læge i 15 år og været medejer af en klinik sammen med fire andre kompagnoner. Jeg har egentlig været glad for det arbejde som læge – det er fantastisk, vi har et dansk system, hvor folk kan komme inden for gaden, både høj og lav og Kurt uden tænder. Da jeg blev tiltagende optaget af at snakke med folk, tog jeg en terapeutuddannelse for 14 år siden, og det var fedt at have det supplement som praktiserende læge.

SYNSPUNKT

– Den holistiske måde at se på kroppen har altid optaget mig. Men det er ikke altid velset at bruge for meget tid på patienterne i lægeverdenen. Det er ikke noget, man gør. For det er jo også en økonomisk maskine. Alle praktiserende læger har hver omkring 1.600 patienter, og hvis de skal passes... ja, så skal der høvles nogle igennem. Så jeg skulle hele tiden balancere mellem de værdier, jeg havde som menneske, og den struktur, som jeg skulle holde som læge. Og det knækkede jeg simpelthen i.

– Jeg begyndte at blive ked af det og blev bange for at lave fejl. Så mig selv stå foran vaccinationskøleskabet, da jeg havde en femårig dreng inde og tænke: hvad skal jeg give? Det var så skræmmende. Men jeg var så presset, at jeg havde mistet overblikket.

SE OGSÅ: Mette fik stress: "Der blev ansat tre emnnesker til at tage sig af mit tidligere job"

BRISTEPUNKT

– En dag brød jeg sammen til et lægemøde. Før det havde jeg faktisk tænkt, om jeg skulle sygemelde mig. Men jeg blev ved at skyde det, og så holdt jeg bare ved med det yderste af neglene. Det er et klassisk stresssymptom. Ikke at indse, at det er lige nu, man skal trække stikket – man skal altid lige rundt om det næste hjørne. Den næste weekend, den næste ferie. Man kan ikke tænke klart. Og det kunne jeg heller ikke. Selvom jeg jo burde vide bedre, helt ærligt. For jeg er jo læge!
– Trods det kunne jeg ikke se, jeg var stresset. Det overvældede mig. For jeg syntes, jeg havde arbejdet meget med mig selv, jeg havde f.eks. mediteret i 10 år. Men det gik også op for mig, at jeg var en klassisk karrierekvinde, som levede på anerkendelse. Var der nogen, der syntes, jeg var god for et konsulentjob, så søgte jeg det. Og fik det. Jeg var blottet for selvrefleksion, og helt ærligt så tog jeg ikke mig selv alvorligt. 
– Sådan tror jeg, der er mange kvinder, der har det. Anerkendelsen fylder dybest set et hul i maven, som vi i den bedste verden skal fylde selv. Det kunne jeg ikke. Efter mit sammenbrud til lægemødet, blev jeg sendt hjem. Og var væk de næste 4 måneder.

VENDEPUNKT 

– Jeg græd og græd og græd. Vidste godt, den var gal. Og så startede jeg med at male mine fyldningsdøre i mit hus én efter én. Altså når jeg ikke sov – det var det eneste, jeg kunne overskue. 
– Jeg indså, at jeg var døren. Det nyttede ikke længere bare at male ovenpå den gamle maling, som endnu engang ville krakelere. Det var nødvendigt for mig at komme helt ind til kernetræet for at finde det sunde frem i mig selv. 
– Lige da jeg blev sygemeldt, var jeg flov. Stress er befængt med skyld og skam, og jeg var bange for, jeg ville få klager for mit forsømmelige arbejde, inden jeg lagde mig syg. Vi læger er jo ikke kun vores profession, vi bringer også os selv meget ind i det. Hvis man ikke passer på, så kommer man til at slide sig selv op. Og det gjorde jeg jo. Så jeg var også klar over, jeg ikke skulle tilbage og være læge igen. Jeg trængte til ro, og det fandt jeg i at meditere. Det er nok det, der har hjulpet mig allermest igennem processen. At komme ned i kroppen og mærke sig selv.

BRÆNDPUNKT 

– Efter de 4 måneder tog jeg et mindfullnesskursus. Jeg ville gerne give styrken, som meditation havde givet mig, videre til andre. Så jeg lavede mit eget sted med yoga og meditation hos Namasté i Farum, hvor jeg nu også selv afholder mine egne stresskurser. Og hvor jeg kan se, at andre kvinder nyder det lige så meget som jeg, når de kommer ind ad døren og op af trappen, og der står en Buddha med et lys. Så slapper de af og giver slip. Det er så dejligt at kunne give videre. 
– Men mindfullness alene kan ikke helbrede stress. Jeg kombinerer min teoretiske viden fra min lægeverden, min psykoterapeutiske viden, min viden fra mindfullness og min egen personlige oplevelse for at hjælpe de kvinder, der tidligere har været nede med stress og som mærker stressen puste dem i nakken igen. Jeg hjælper dem med at øge bevidstheden i deres liv, så de kender deres værdier og kan sige fra uden at få ondt i maven. 
– Jeg har lige lavet et kursus, hvor jeg underviser praktiserende læger og de helt unge læger i stress og mindfullness. Selvom mange læger er udbrændte, så er det som om, der er en fælles forståelse i samfundet om, at læger aldrig bliver stressede. Men det er helt forkert. 
– Hvis jeg kan skabe et rum for dem, hvor der ikke hersker den her tarzankultur, men hvor de kan åbne op og være sårbare, hvor de kan forholde sig til nuet og trække vejret. Så er det det hele værd.

TRINES 3 GODE RÅD OM STRESS

1. Monotasking er det nye sort! Vi kvinder er ofte tidsoptimister, og det gør os i sidste ende stressede, at vi skal multitaske os gennem dagen. Vær fokuseret i det, du laver, og sig nej til det, du ikke kan nå. 
2. Definer dine værdier. Stressede har kludder i deres værdier. Selvom de måske synes, familien er det vigtigste i deres liv, så sidder de alligevel og arbejder til sent ud på aftenen. Sæt dig ned med dig selv, evt. med din partner, og find ud af, hvad der er vigtigt for dig. 
3. Lad dine tanker flyde bort. Du skal ikke tro på alt, hvad du tænker. Vi har 60.000 tanker i døgnet, og når vi er stressede, har vi endnu flere. De trækker os væk fra nuet og nærværet og ud i fortid og fremtid.

Trine Rønnov, 54 år Speciallæge med egen praksis fra 2002–2016. Certificeret psykoterapeut, supervisor og mindfullnessinstruktør. Se Stresslæge.dk