Under optagelserne til ’Orkestret 2’ gik Rasmus Bruun ned med stress: ”Jeg manglede hende i mit liv”

Du er aktuel i anden sæson af 'Orkestret', hvor optagelserne blev forsinket, fordi du blev ramt af stress. Hvad skete der?

"Jeg er generelt lidt masochistisk anlagt og har en tendens til at være meget selvkritisk.

Jeg havde i lang tid gået og slået mig selv i hovedet over, at jeg ikke var god nok.

Læs også

LÆS OGSÅ

Simon har fået en åbenbaring efter hustruens sygdom: ”Man skal ikke være ligeså ignorant, som jeg var”

Jeg var kommet ned ad et ret selvdestruktivt spor, hvor jeg havde fjernet al lyst og leg fra mit arbejde og erstattet det med et ønske om at blive rost og anerkendt for det, jeg laver. Det havde låst mig fast i en meget lidt manøvredygtig situation, hvor jeg var afhængig af et ukonkret mål. For hvornår er man god nok i andres øjne?

Desuden kunne jeg heller ikke rigtigt få øje på, hvad formålet med det, jeg laver, i det hele taget var, og for hvis skyld jeg egentlig laver det. Der mangler jo ikke ligefrem ”content” her i verden, vel? Og så smid en generel frygt for ikke at kunne forsørge min familie ind i den cocktail, og tilsæt et stænk mindreværd, så har du det perfekte stressnedbrud."

Hvordan mærkede du, at den var gal?

"Det var alle klassikerne: søvnbesvær, hjertebanken, summen i armen, svimmelhed og så videre. Og så havde jeg bare ekstremt svært ved at lære mine replikker udenad. Jeg troede, at jeg var ved at blive dement, for der var absolut ingenting, der sad fast.

En dag på settet fik jeg en ekstrem hovedpine, og min kæbe var så spændt, at jeg dårligt kunne bevæge den, og jeg havde svært ved at få ordene ud af min mund. De kognitive evner var sat helt ud af spil. Og så sagde jeg: ”Jeg tror sgu ikke, at jeg kan mere”. Jeg tror også, at det var en forsinket reaktion på min mors pludselige død fire år forinden. Det og alt det andet, naturligvis … Men det var noget, som jeg ikke havde fået bearbejdet ordentligt, og jeg manglede hende simpelthen bare i mit liv."

Hvad har det lært dig?

"At lade legen og lysten være styrende for det, jeg laver. Jeg vidste jo godt i forvejen, at det var nødvendigt for mig, men jeg havde bare ignoreret det gennem længere tid og været for fokuseret på resultatet i stedet. Det er jo ikke sådan, at jeg totalt har droppet min selvkritik og mit mindreværd, men jeg arbejder da på det, og jeg beskæftiger mig med de ting, som jeg godt kan lide, så mon ikke jeg er på vej det rigtige sted hen?"

Hvad er det vigtigste, du har fået med hjemmefra?

"Jeg er ikke blevet opdraget med alle mulige formaninger og regler for det ene og det andet. Jeg er tværtimod opdraget relativt laissez faire med utroligt meget frihed. Måske endda mere end hvad godt er, men det lærte mig under alle omstændigheder at tage ansvar for mig selv i en ret tidlig alder. Helt konkret fik jeg det med mig, at min mor lærte mig at lytte til mig selv og mærke efter, hvad der er det rigtige for mig i en given situation.

Læs også

LÆS OGSÅ

Sabrina kyssede Johann godnat. 10 timer senere var han død

Jeg er meget intuitiv og kan hurtigt fornemme, hvilken vej jeg skal bevæge mig, hvilke projekter jeg skal kaste mig ud i og så videre. Det er ikke altid, at jeg lytter til mig selv, men så kommer regningen som regel senere."

Du er primært kendt som karakteren Rasmus Bruun, men hvor meget har den karakter og den rigtige Rasmus Bruun til fælles?

"Det er et spørgsmål, jeg får foruroligende tit, hvilket undrer mig en del, da Rasmus Bruun fra 'Den Korte' udover at have en tåring også har haft et kortvarigt forhold til en 13-årig jamaicansk pige og været indlagt på psykiatrisk afdeling.

Derudover har han også været sammen med Iben Maria Zeuthen, og jeg kan altså ikke sætte flueben ved nogle af de ting. Jeg plejer at sige, at Rasmus Bruun fra 'Den Korte' – som tommelfingerregel – har den modsatte holdning af mig selv, men lige lidt hjælper det åbenbart."

Hvornår er du allermest dig selv?

"Jeg prøver så vidt muligt at undgå at være allermest mig selv, fordi jeg gerne skulle være til at holde ud at være sammen med, men jeg er da relativt meget mig selv, når jeg sidder i godt selskab og nyder en god middag. Det håber jeg da. En af mine yndlingsbeskæftigelser er at gå lange ture alene med mine egne tanker, og der ved jeg i hvert fald, at jeg er rigtig meget mig selv, men jeg holder det indeni."

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

"Det er nok mit idrætsefterskole-ophold på Ærø. De fleste teenagere er – pr. definition – oppe i deres egen røv, og jeg var bestemt ingen undtagelse. Jeg var meget grænsesøgende, obsternasig, superegoistisk og provokerende – dog på en forholdsvis charmerende måde, tror jeg.

Men på efterskolen lærte jeg at indgå i et fællesskab og give plads til andre og deres forskelligheder. Jeg lærte disciplin og vedholdenhed og at gøre mig umage med de ting, jeg kaster mig over. Jeg lærte at blive ved, selvom det gør ondt, og holde alt mit brok for mig selv, ellers smitter det. Der var en ret hård disciplin på skolen, og det var lige dét, jeg stod og manglede på daværende tidspunkt."