Billede 1 - antiage

Naturlig antiage: Spis, sov og træn dig til spændstig hud

Din livsstil har kæmpe effekt på din hud og krop på den lange bane. Her får du antiage-ekspert Marie Louise von Sperlings bedste råd til, hvordan du spiser, træner, sover og plejer dig til ung, spændstig hud.

Billede 3 - Naturlig antiage: Spis, sov og træn dig til spændstig hud

MOTION: TRÆN DIG YNGRE

En tonet, rank og stærk krop virker yngre. Tit skyder vi folk til at være 10-15 yngre, end de er, hvis de virker stærke og vitale i deres fysiske fremtoning. Så alene her kan du vinde en del år på den ydre antiage-konto.

Giv huden glød. Sved er den bedste skønhedseliksir. Når pulsen er oppe, og du sveder, styrker du dine muskler, din forbrænding, dit stofskifte og din hormonelle balance. Øget puls giver også øget blodgennemstrømning i huden, hvilket betyder, at du får mere ilt til huden og hurtigere får fjernet affaldsstoffer. Se dig selv i spejlet, når du har trænet − din hud stråler, du har glød i øjnene, og kroppen er træt på den gode måde.

Forlæng dit liv med syv år. Så meget får du statistisk set ved at dyrke motion eller være fysisk aktiv i bare fire timer om ugen. Og det er vel at mærke gode, ekstra år, hvor du er frisk og har langt mindre risiko for at blive ramt af livsstilssygdomme som f.eks. diabetes                2-sukkersyge og hjerte-kar-sygdomme.

Kombiner styrke & kondition. Det optimale er at kombinere styrke- og konditionstræning, hvor du får pulsen op. Men det allervigtigste er, at du bevæger dig, uanset om det er zumba, cykling, kettlebell eller lange gåture. Motion, vi kan lide − er motion, vi får lavet.

Undgå aldersrelaterede sygdomme.  Knogleskørhed, bindevævssygdomme og demens er direkte relateret til alder, og de sygdomme kan du undgå − i hvert fald udskyde længe − ved at holde dine knogler og dit kredsløb stærkt med fysisk aktivitet. Motion har også en effekt på din hjernefunktion og mindsker derfor risikoen for demens.

Billede 4 - Naturlig antiage: Spis, sov og træn dig til spændstig hud

KOST: SPIS DIG TIL UNG, SMUK HUD

FEDT ER ALTAFGØRENDE. Du skal bruge fedt for at opretholde en naturlig hormonbalance og forny cellerne i din hud. Spiser du fedtfattigt, udmatter du huden, som bliver tør og „krakeleret”. Kort sagt fremskynder du rynkerne. De rigtige fedtstoffer bevares derimod og giver en flot hudbarriere. Du har brug for alle tre typer fedt: flerumættet fedt som omega-3, -6, -7 og -9, der findes i bl.a. fiskeolie, fede fisk, frø og kerner. Monoumættet fedt fra bl.a. mandler, avokado, oliven- og nøddeolier. Og mættet fedt fra bl.a. fløde, smør, kød og kokosolie. Du skal have mest af det flerumættede og monoumættede fedt. Du kan også vælge at tage et dagligt tilskud af fiskeolie og en god olie, der indeholder omega-3, -6 og -9, f.eks. Udos Choice, MK Olie eller Livets Olie.

PROTEIN & KULHYDRAT GØR HUDEN ELASTISK. Protein og kulhydrat er også vigtige i din kost. Hudens elastiske fibre, cellemembraner og fugtbindende molekyler består af protein, fedt og sukkerstoffer og kollagenfibre. Derfor skal du foruden fedt spise protein som f.eks. skyr, æg, bønner og kød af god kvalitet. Og kulhydrater fra frugt og grønsager samt små mængder fuldkorn fra brød eller ris.

SUPERFOODS GIVER EKSTRA POWER. Superfoods er fødevarer, som er rige på phytokemikalier og vitaminer, der virker som antioxidanter på huden. De forebygger bl.a. solskader og styrker kollagenet og hudcellernes evne til at afgifte sig selv. Gode kilder, som især styrker hudens bindevæv er f.eks.: røde druer, broccoli, kål, spinat, agurk, ingefær, citrusfrugter, gulerod, tomat, vandmelon og granatæble.

Billede 5 - Naturlig antiage: Spis, sov og træn dig til spændstig hud

PLEJE: UNDGÅ RYNKER & BOOST HUDEN

DEN BEDSTE RYNKECREME indeholder ikke mirakelstoffer eller koster en formue. Det er nemlig: solcreme. Solens UV-stråler og rygning er de to faktorer, der nedbryder din hud mest. Vil du udsætte rynkerne længst, skal du undgå sol og rygning. SOLCREME skal du bruge hver dag. En del dagcremer fås med UV-filter, men du kan også tage dagcreme på, dernæst solcreme og så afslutte med makeup. En mineralfoundation med faktor giver endnu et lag beskyttelse. Brug minimum faktor 15 i din daglige solcreme. Gå efter faktor 25-30 på stranden og i direkte sol.

DAGLIG PLEJE, hvor du renser og tilfører fugt, er vigtig. En sund, flot hud er ren og har en god fugtbalance, som får fine rynker og linjer til at fremstå mindre synlige. Det vigtigste er, at du kender din hudtype, så du ikke belaster huden med forkerte produkter, men støtter med cremer efter, om du har tør, fedtet, følsom eller normal hud. Er du i tvivl, så spørg en professionel.

DYBE RYNKER kan du ikke smøre dig ud af. Desværre. Den eneste creme, som reelt har effekt på rynker, har et meget stort indhold af A-vitamin. Den fås kun på recept og bruges af hudlæger til alvorlig akne og voldsomme pigmentforandringer.

DYRE CREMER kan du bruge penge på, hvis du har råd, og det giver dig en følelse af velvære − men i forhold til rynker er det spildt. Det er ikke et serum til 1.200 kroner, der retter og glatter de rynker, du allerede har. Det kan en creme helt enkelt ikke.

CELLULITIS bekæmper du ikke med creme. Det ligger for dybt nede i fedtvævet. Forebyg ved at undgå overvægt og styrketræne. Det virker opstrammende på muskler og hud. Undgå også meget salt og sukker, som giver huden et bulet udtryk.


SØVN: DERFOR ER DE 7 TIMER SÅ VIGTIGE