Vickie kan ikke tåle kulde: "Det var med livet som indsats, hvis jeg blev nødt til at hente en vare i fryserummet"
SPONSORERET indhold

Vickie kan ikke tåle kulde: "Det var med livet som indsats, hvis jeg blev nødt til at hente en vare i fryserummet"

Det lyder umiddelbart lidt mærkeligt, men man kan faktisk være overfølsom overfor kulde. Det gælder fx Vickie.

Af:: Lise Petersen Foto: Sara Skytte
16. dec. 2020 | Sundhed | Hendes Verden

Hvordan opdagede du din allergi?

"Jeg har haft den altid. Da jeg var et år, gav min farfar mig en snebold. Jeg skreg, så snart jeg fik den i hånden, har jeg fået fortalt. Og da jeg om sommeren – også som ganske lille – fik en is, var jeg tæt på at få et anafylaktisk shok, dvs. mine slimhinder hævede så meget op, at jeg dårligt kunne få vejret. Den oplevelse fik min mor til at banke i bordet hos lægen. Nu ville hun have svar på, hvad jeg fejlede.

"Det var dog svært. Først da hun ved et tilfælde kom i kontakt med en kvinde, der led af en mildere form for kuldeallergi, blev hun sporet i den rigtige retning. Hun gik fra læge til læge, inden hun fik kontakt med en professor på Allergicentret på Odense Universitetshospital, der bekræftede, at jeg ikke tåler kulde."

Hvordan påvirkede det dig som barn?

"I skolen havde jeg det svært med, at jeg ikke kunne kælke og slås i sne som andre børn. Ja, jeg måtte slet ikke gå ud om vinteren og blev kørt i skole i taxa. Jeg følte mig som hende den mærkelige."

Læs også: Julia kan ikke tåle vand: "Jeg lader ikke allergien forhindre mig i at leve"

Hvordan lever du med allergien nu?

"Om vinteren går jeg kun udenfor, når det er strengt nødvendigt. Der er syv skridt fra vores hovedør og hen til bilen, især hvis det både er vådt og koldt i vejret, kan de få sekunder være nok til, at jeg får kløe og begynder at hæve op – uanset hvor meget tøj, jeg tager på. Reaktionerne på huden kan være ubehagelige, men de er ufarlige og går hurtigt væk. Hæver jeg derimod op i mund og hals, kan det blokere luftvejene." 

"Jeg har arbejdet i flere butikker, men det har jeg måtte opgive, fordi det var med livet som indsats, hvis jeg fx blev nødt til at hente en vare i fryserummet. I øjeblikket arbejder jeg ikke, og om vinteren er det min mand, der både klarer indkøbene og går ud med vores hunde."

"Om sommeren er det bedre, og vi tager gerne på ferie til Spanien, hvor vi bor på hoteller, hvor jeg på forhånd har sikret mig, at der er en opvarmet pool."   

Læs også: Nelly er overfølsom overfor wi-fi: "Ønsketænkning er, at der på sigt bliver mindre stråling"

Hvad tænker du om din allergi på længere sigt?

"Allergien er blevet en del af mit liv. Jeg har ikke prøvet andet og kender efterhånden faresignalerne og ved, hvordan jeg skal reagere."

"Min største bekymring har været, om jeg kan give allergien videre til de børn, min mand og jeg gerne vil have. Her har vi heldigvis fået at vide, at kuldeallergi ikke er arvelig."

Anbefalet til dig