3 kendte mænd om at være far

"Jeg gik fra drengerøv til voksen mand på fødestuen"
Jesper Stein, 48 år, forfatter og journalist.
Far til to piger på 17 og 6 år. Han er gift med sin yngste datters mor og bor på Nørrebro. Han er lige nu aktuel med "Bye, bye Blackbird", anden del i bogserien om politimanden Axel Steen.

Ifølge forfatter Jesper Stein har naturen misforstået noget, når den kræver, at vi får vores børn tidligt. Han blev far med ti års mellemrum og oplevede, at han havde en helt anden tålmodighed med Barbiedukker og bleskift anden gang.

Gravid efter 6 måneder
Vi havde kun kendt hinanden et halvt år, og så blev min ekskone gravid. Vi var enige om, at vi skulle have det barn. Der var nok en del af mig, der tænkte, at nu var livet slut. Min ungkarletilværelse med fritid, spontanitet og frie prioriteringer, var for evigt lagt bort. Og det var sådan set rigtigt nok på et plan. Men på et andet plan var det jo helt forkert. For alting var jo ikke forandret. Der var stadig spontanitet og frihed. Det, der var rigtigt nok var, at min oplevelse af mig selv for evigt var forandret. Jeg gik fra drengerøv til voksen mand på den fødestue.

Jeg har prioriteret mine børn meget højt. Og været på barsel begge gange. Hvis man er lidt fræk, kan man sige, at det første halve år er det jo bare en lille grønsag, der ligger der og har fire behov og kræver og kræver og ikke giver ret meget igen. Du går selv og synes, at du er en meget vigtig person, der har gang i alt muligt, og pludselig skal du ned på det mikroniveau. Det var overraskende.

Første mand på barsel
Jeg var den første mand nogensinde på Jyllandsposten, der gik på lang barsel. I de kredse jeg færdedes i, var der sådan en "uha, det var flot"-stemning omkring det. Men jeg kedede mig fandeme også. Hold kæft, jeg syntes, det var kedeligt indimellem. Men det er ikke en tid, jeg på nogen måde fortryder.

Jeg synes, at biologien er helt galt indrettet. Der er noget helt grotesk i, at vi skal have børn, lige når vi er i begyndelsen af vores karriere. Jeg tror ikke, at jeg var en dårligere far for min ældste datter, men her anden gang har jeg nydt de første år mere. Jeg var 31 år første gang og 41 anden gang. Der havde jeg en helt anden ro med at sidde nede på gulvet og lege med 17 Barbie dukker, der alle sammen har 24 par sko. I 20'erne og 30'erne er du jo ret optaget af, hvem du selv er, og hvad du skal. Når man når lidt længere frem i livet, så finder man mere ro i at være der, hvor man er. Så er det fint nok at kravle rundt på knæ i fire måneder. Hver ting til sin tid.

Det har ændret mig at få de bånd til de to piger. Jeg føler mig meget, meget nært knyttet til dem. Det gør jeg også til de to kvinder, jeg har fået børn med. Man får noget helt unikt sammen, også selvom man ikke er sammen. Min ekskone og jeg er meget nære venner i dag. Hun er jo også det eneste menneske i hele verden, jeg rigtig kan dele den helt unikke kærlighed til vores datter med. Selvom min nuværende kone elsker min ældste datter højt.

Jeg har haft nogle år alene med min ældste datter. Hvis jeg mødte en kvinde, som jeg på nogen som helst måde fornemmede, havde forbehold over for min datter, så var hun ude med det samme. Jeg forstår ikke de fædre, der kan acceptere at være i et forhold med en kvinde, der dybest set ikke kan lide deres børn. Mine døtres velbefindende har altid været det vigtigste.

Har givet en ballast
Før jeg fik børn, levede jeg et liv, hvor jeg lige rejste derhen, fik et tilbud her og der og var sammen med hende og hende. Noget af den rodløshed og forvirring forsvinder, når du får den tilknytning til et barn. Det har givet mig en ballast og et sted at høre til. Noget at komme hjem til, at komme hjem i livet et sted, man måske ikke vidste fandtes.

Min yngste vil være så meget sammen med mig, som overhovedet muligt. Den ældste har nået den alder, hvor jeg kan mærke, at hun ser mig som et helt menneske, også mine svagheder. Der er nogle teenageår, hvor man snakker så meget om, at det er svært for teenageren, fordi der sker så meget inde i hovedet på dem. Det anerkender jeg også, at det er. Men der sker jo også noget for forældrene. Det er virkelig svært at omstille sig fra, at ens datter altid tager en i hånden, når man går på gaden, og far er det vigtigste i verden, til at man i løbet af et halvt år er kørt lidt ud på et sidespor. Jeg bliver taget som en selvfølge, mens veninderne, og alt det der, fylder det hele. Det har været svært for mig.

Jeg ved godt, at når de er 20, så kommer de en eller anden dag og siger: "Der. Der gjorde du noget forkert. Det og det har vi været plaget af." Uden at man selv har været klar over det. Men den tid den sorg. Det må jeg så tage imod og tage på mig.

LÆS OGSÅ: Sussi La Cour "Jeg fortryder kun, at jeg ikke fik børn"



"Min søn skal ikke se mig som en superhelt"
Rasmus Tantholdt, 39 år, korrespondent og journalist.
Far til Emil på 9 år og bonusfar til to piger. Han er gift med kollegaen Cecilie Beck, og familien bor i Gentofte.

Han mistede sin egen far som 13-årig. Så selvom Rasmus Tantholdt ofte befinder sig lige midt i verdens brændpunkter, sørger han altid for at passe på sig selv. Han skal nemlig hjem til den vigtigste person i verden, sønnen Emil.

Hans liv er vigtigere end mit
Hvis huset brænder, og min søn er derinde, og jeg ved, at jeg selv dør i forsøget på at redde ham, så ville jeg aldrig nogensinde betænke mig et sekund. Jeg ville gøre det. Sådan har man det med de færreste mennesker. Men hans liv og hans velbefindende er vigtigere end mit eget. Det er en meget sund erkendelse, og den kom jeg hurtigt til. Faktisk første gang jeg fik lov at holde ham.

Jeg har læst meget filosofi, da jeg var yngre. Jeg har søgt efter meningen med tilværelsen. Hvorfor er vi her? Jeg har læst alt fra eksistentialister til mere religiøst funderede filosoffer, alt muligt, i et forsøg på at få svar på det spørgsmål. Men svaret lå et helt andet sted. Da jeg sad med min søn i armene, havde jeg lige pludselig fået svar på alle spørgsmålene.

Jeg mistede selv min far, da jeg var 13 år. Det er ikke særligt sjovt at miste sin far. Derfor er jeg også meget bevidst omkring at passe godt på mig selv. Jeg har helt klart ændret adfærd på mine rejser. Fordi jeg ikke ønsker, at min søn skal opleve det samme som mig. Hvis jeg kom frem til, at jeg risikerede at dø ved at gøre noget, så ville jeg ikke gøre det. Men en brandmand sætter også livet på spil, en dansk soldat sætter også livet på spil, en fisker, der skal ud i Nordsøen sætter også livet på spil. Det er risikabelt at leve. Mit arbejde er bare mere visuelt på den måde, at andre mennesker kan se, at jeg er farlige steder. Men mens jeg har levet, er der flere fiskere, der er druknet, end der er danske journalister, der er blevet slået ihjel.

Mere berørt af børns nød
Jeg bliver mere følelsesmæssigt berørt, når jeg er ude på rejser. Når jeg ser børn på min søns eller bonusdøtres alder, der er udsat for ubehagelige ting, så påvirker det mig enormt meget. Jeg kan sagtens stå og tude et eller andet sted ude i verden, hvis jeg ser børn, som har det dårligt. Fordi jeg tænker: "Hvad, hvis det var mine egne børn?". Forældre i Somalia eller Libyen elsker jo deres børn ligeså højt som forældre i Danmark.

Generelt har jeg ikke dårlig samvittighed over, at jeg rejser. Jeg rejser, når Emil ikke er hos os. Om jeg sidder hjemme i sofaen eller i Uruguay, betyder ikke så meget for ham. Når han er hjemme hos mig, så bliver han tit hentet direkte efter skole, for når jeg er hjemme i Danmark, så har jeg jo ikke et normalt arbejde, jeg skal passe. Så han har en far, der er meget hjemme, når han er hos os.

Sådan er man en god far
Man er en god far ved at guide sine børn så godt som muligt. Ikke nødvendigvis ved at fortælle dem, hvad de må, og hvad de ikke må. Eller hvad de bør og hvad de ikke bør. Men ved at guide sine børn i den rigtige retning. Og den rigtige retning er den, de føler, at de skal i livet.

Det at være en god far er også at kunne erkende sine egne fejl. Jeg ønsker ikke, at min dreng skal se mig som en ufejlbarlig superhelt. For det er jeg ikke. Selvfølgelig skal jeg være en klippe i hans liv, men han bliver også nødt til at vide, at alt hvad jeg gør ikke nødvendigvis er det rigtige. Jeg prøver at gøre meget ud af, at han ser min skrøbelighed engang i mellem. Og at være i stand til sige undskyld til ham. For der er også situationer, hvor jeg kammer over og kommer til at råbe af ham, hvor det ikke er helt fair. Fordi jeg f.eks. går og er stresset eller irriteret over et eller andet.

Jeg er meget bevidst om min rolle i min søns liv. Jeg ved, at uanset hvilke fejl jeg begår, eller hvordan jeg fejler i opdragelsen af ham, eller hvilke dumme ting, jeg kan komme til at sige engang i mellem, så elsker han mig jo lige højt. Ligesom jeg gør med ham.

Ikke god til at lege
Jeg er ikke særlig god til at lege. I hvert fald ikke lege, jeg ikke selv gider. Men jeg interesserer mig for det, han laver, jeg spørger til hans liv, og laver ting sammen med ham.

Min søn og jeg krammer meget og er fysiske. Og kysser hinanden på munden. Jeg tror ikke, han er i tvivl om, at jeg elsker ham. Man skal vise sine børn kærlighed.

Jeg har følt mig som en dårlig far masser af gange. Hvis jeg f.eks. har været i udlandet, og der er sket et eller andet ubehageligt, så kan jeg godt føle mig som en dårlig far og et egoistisk menneske, som bare tænker på mit arbejde.

Jeg tror, at han ser op til mig. Han ser mig som sin guide i tilværelsen. Og det er også fint, men som sagt, så er det også vigtigt, at han forstår, at farmand også begår fejl og laver dumme ting. Som udgangspunkt tror jeg, at jeg klarer det ganske glimrende. Det håber jeg da, at han synes.

LÆS OGSÅ: Jonatan Spang: "Jeg vil have min egen familie en dag"


"Jeg har opnået det ultimative"
Thomas Herman, 37 år, gastronomisk direktør hos Summerbird, tv-vært, kogebogsforfatter og tidligere køkkenchef på Herman i Tivoli og Kong Hans Kælder.
Far til Smilla på 3 år og gift med Henriette.

Når man er en af Danmarks mest respekterede og omtalte kokke, har bagagen fuld af anmelderroser, Michelinstjerner og tv- og kogebogssucceser, kan det se ud, som om man har opnået alt. Men for Thomas Herman er kronen på værket hans datter.

Verdens kedeligeste ferie
Jeg havde tænkt, at jeg ville være lidt romantisk, så jeg gav min kone en tur til Mauritius. Det vidste sig at blive verdens kedeligste ferie, fordi hun bare sov hele tiden. Jeg tænkte bare, at enten var hun dødeligt syg, eller også var hun gravid. Samme dag som vi landede, rendte jeg ned i 7-eleven og købte en graviditetstest. Og så var den altså positiv. Det var chokerende. En ting er at tale om at blive forældre, en anden ting er, når det faktisk bliver virkelighed. Som mand står du jo magtesløs på sidelinjen og følger denne her kvinde, der forandrer sig. Både psykisk og fysisk. Lige pludseligt er det en anden pige end den, man havde mødt og forelsket sig i. Og selv er man helt uforandret. Så jeg kunne bare stå der og følge processen og så håbe, at hun en dag blev normal igen.

Det var en meget lang og hård fødsel. Det stod på i næsten 36 timer. Og så var hun der, Smilla. Jeg gik rundt og troede, at jeg vidste, hvordan man elskede ultimativt. Kærligheden til det lille væsen var så meget større end til noget andet, der findes. Det var en skræmmende følelse, fordi det bare ligesom slog ned i mig. Så længe barnet er i maven, så har du ikke rigtigt nogen føling med det. Som mand kan du jo ikke mærke det eller føle det, ud over når du lægger hånden på maven. Men da jeg stod med hende, vidste jeg bare, at det her ville forandre mit liv for altid.

Romantisk illusion
Når man sidder og taler med sin kæreste om børn, så er det, man ser for sig, jo den der romantiske illusion om at have et barn. Det med, at man har noget smukt sammen, som man har skabt i fællesskab. Og så får man et barn, og lige pludselig får man bare lussinger fra virkeligheden. Du sover ikke særligt meget, og der er uanede mængder af bekymringer. Så vil ungen ikke spise, så har hun ondt i maven, og hvorfor græder hun nu? Jeg havde ikke tænkt over, hvor stort et arbejde det er at have børn.

Jeg har lige haft to måneder, hvor jeg nærmest har været væk hver dag på optagelse. Det er første gang, jeg har mærket den kontante afregning på min mangel på tilstedeværelse. Så går der lige 24 timer, hvor hun bare ignorerer mig fuldstændigt, indtil jeg nærmest ligger på mine grædende knæ. Hun tør heldigvis op i løbet af et par dage.

Det var min kærlighedserklæring
Jeg forsøger at få så meget tid med Smilla som muligt. Selvom jeg nogle gange arbejder til sent om natten, står vi op sammen, og jeg er sammen med hende, inden hun skal i børnehave. Det føles naturligt at prioritere at være en nærværende far, når jeg er hjemme, for der findes ingen mennesker på denne her planet, jeg hellere vil være sammen med end min datter. I marts fik jeg tatoveret hendes navn omgivet af to sommerfugle på min arm. Det var min kærlighedserklæring til hende.

Derfor kan jeg sagtens føle, at jeg forsømmer hende. Men jeg ved også, at hvis jeg havde et job, hvor jeg kunne hente hende fra børnehave hver dag kl.15.30, så ville hun ikke have en glad far. Jeg tror, det er vigtigt at lære sine børn, at du godt kan forfølge andre drømme, selvom du har en familie. Jeg vil hellere have, at når jeg så er der, så er jeg super glad, fordi jeg selv får nogle fede oplevelser, der kan fylde mig op. Ellers ville jeg rende rundt og være halvbitter, og så går det netop ud over mit barn. I virkeligheden tror jeg bare, at børn skal vokse op med glade forældre. Uanset, hvordan deres familier så er skruet sammen.

Konsekvent far
Som far er jeg ret konsekvent. Jeg kan i hvert fald mærke, at min datter har meget respekt for mig. Jeg tror nogle gange, at mødre er lidt nemmere at løbe om hjørner med. Hjemme hos os er mor i hvert fald mere blød end far. Men man kan også godt løbe om hjørner med mig, hvis man kigger på mig på den helt rigtige måde. Det er ikke sådan et rædselsregime, jeg driver. Men jeg ved jo bedre, hvad der er godt for hende, end hun selv gør. Det er også mig, hun kommer til for at få trøst, hvis hun slår sig. Jeg tror, at hun ser mig, som ham der skal passe på flokken.

Vi griner meget sammen, så jeg er også den sjove far. Jeg vil gerne have, at de timer vi har, ikke går med at diskutere, om hun skal spise sine gulerødder. Vi har ellers mange diskussioner omkring mad. Lige nu har hun en periode, hvor hun ikke kan lide noget, der er grønt. Men jeg er ret sikker på, at hun godt ville spise en grøn sodavandsis.

Jeg forsøger at vise min datter, hvor fantastisk verden er, frem for at fortælle hende, hvor farlig den kan være. Hun skal tidsnok lære, at det er farligt at cykle i trafikken.

Hvis du er på en arbejdsplads, og du synes, at din chef er en idiot, kan du bare skride. Det kan du jo ikke overfor et barn. Der må man bare kæmpe med næb og klør for at få sin vilje. Det er fandeme svært med børn. For de er pisseligeglade. Så længe de er små, følger man bare trop.

Jeg er meget mere rolig, end jeg nogensinde har været. Jeg føler, at jeg har opnået det ultimative. Inden jeg fik min datter, følte jeg allerede, at jeg havde fået mere ud af livet, end man kan ønske sig. Jeg har haft flere succeser og fede oplevelser, end man kan drømme om. Men det, der for alvor har afsluttet den cirkel, var, da jeg blev far.


LÆS OGSÅ: Klumme - Kønsneutralopdragelse er noget pjat