Amalie Dollerup: "Jeg skulle lære, at jeg var god nok, selv om der ikke blev ringet efter mig længere"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Skolebakken i Virum i et stille og roligt parcelhuskvarter. Det var et hjem med højt til loftet og plads til at være kreativ. Der var også en have, som jeg husker som enormt stor. Sammen med mine to storesøstre dansede jeg meget rundt derude og teede mig tosset. For enden af haven var der en lille bakke af overskydende jord. Der lærte jeg at gå i bro og kælke. Mine søstre var gode til at inspirere mig til det, jeg skulle komme til at leve af, for de er også nogle kreative sjæle. Min mor sang altid meget. Interessen for teater og film samt musikaliteten kom helt klart fra min mor. Jeg så rigtig mange gamle danske film med min far. Det var vist noget, der stammede fra hans egen barndom, så han ville gerne dele glæden ved danske folkekomedier med mig. Det er dejligt nu, hvor jeg skal spille revy for første gang.

Din levevej?
– Allerede som seksårig kom jeg ind på Eventyrteatret og fik mine første roller som Dumpe i Snehvide og geden i Klodshans samt andre STORE roller ha-ha. Faktisk lejede Cirkusrevyen deres telt ud til Eventyrteatret, og jeg spillede med i en forestilling der, så når jeg starter i Cirkusrevyen til sommer, har jeg faktisk allerede stået på den scene som barn, selv om jeg ikke rigtig kan huske det.

LÆS OGSÅ: Lisbeth Knudsen: "Det kan godt være, at man er ensom på toppen, men udsigten er til gengæld god"

Hvordan havde du det med at blive genkendt på gader og veje som barn?
– Da Kun en pige kom i biografen, blev det noget helt andet end Eventyrteatret. Jeg lavede også Strisser på Samsø, mens jeg var otte-ni år, og da den endelig blev sendt, da jeg var ti, gik det virkelig stærkt med at blive kendt. Det skulle jeg lige vænne mig til. Det er en ret speciel oplevelse at stå i supermarkedet, når folk peger. Folk troede, de kendte mig, fordi de kendte Sille fra Strisser på Samsø, men det var jo slet ikke mig. Jeg fandt dog ud af det og svævede på en sky, indtil opmærksomheden en dag var væk. I starten af mine teenageår skulle jeg lære, at jeg var god nok, selv om der ikke blev ringet efter mig længere. Min familie var der heldigvis altid for mig. Jeg lærte, at det vigtigste i livet er rigtige venner, for dem havde jeg ikke haft så mange af. Jeg havde altid været omgivet af enormt mange voksne mennesker, som var ude af billedet igen, når produktionen var slut. Jeg fandt ud af, at jeg trængte til at være sammen med nogle på min egen alder. Nogle som ikke var sammen med mig på grund af mit navn. Så kom jeg i gymnasiet og mødte dem, som er mine bedste venner i dag.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Da jeg søgte ind på skuespillerskolen i Aarhus, tog jeg timer hos skuespilleren Peter Gilsfort. Han sagde inden min tredje og sidste prøve: "Amalie, lad være med at gå med det første, der falder dig ind. Tænk over det, og hav modet til at gå i en anden retning." I stedet for altid at være den lidt melankolske og søde pige, prøvede jeg til tredjeprøven at udfordre mig selv ved at spille en temperamentsfuld og mere målrettet karakter. Jeg havde et stort behov for at vise, at jeg var en voksen kvinde og ikke kun en sød lille pige. Og ja, måske er det, der kommer lettest til én, ikke det mest interessante. Jeg har brugt det meget sidenhen.

LÆS OGSÅ: Thure Lindhardt: "Jeg svigter mig selv og andre op til flere gange på en dag"

Hvornår har du mistet vejgrebet?
– På tredje år på skuespillerskolen, da jeg var 23, mistede jeg lysten til skuespil. Jeg var trist og tudede rigtig meget. Jeg havde en lærer, som helt klart skubbede mig i den retning. Jeg overvejede at droppe ud, selv om jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave, men jeg blev i det, for jeg var jo på tredje år, og det ville være for dumt at droppe ud med kun et år tilbage. Jeg kæmpede mig tilbage mod lysten til skolen igen, og jeg fik en god afslutning med mine egne projekter.

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg kæmpede virkelig for min rolle i Badehotellet. Jeg kom til casting som Fie, hvor jeg spillede sammen med en masse andre piger. Det varede to timer. Til sidst spurgte jeg casteren, om jeg ikke måtte prøve at spille Amanda, men forfatterne så mig kun som Fie. De syntes, jeg var for gammel til Amanda. Jeg spurgte igen og igen, for nu var jeg taget hele vejen fra Aalborg for at komme til casting, og jeg kunne ikke bare komme igen i morgen. Jeg var næsten helt nede på knæ. Til sidst fik jeg lov, og 14 dage senere ringede de og tilbød mig rollen som Amanda. Jeg satsede hele butikken og vandt lotteriet. Hvis jeg havde været et par år yngre, var jeg nok bare taget hjem uden at prøve. Men jeg turde, og det gjorde, at jeg foreløbig har fået fem fantastiske sæsoner og nogle skønne oplevelser.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Andreas, som jeg mødte på skuespillerskolen for 11,5 år siden, og som jeg blev kærester med for 11 år siden. Jeg faldt først og fremmest for hans højde, for jeg kan godt lide høje mænd – helt modsat møglille mig. Derudover kan jeg godt lide mennesker, der går op i deres fag. Dét gør Andreas. Han har også nogle menneskelige værdier, jeg beundrer ham for. Han vil altid gerne hjælpe andre, men i modsætning til dem, der bare taler om det, gør han noget ved det. Han har sådan et falkeblik – måske på grund af sin højde – så han kan se, hvem han skal hjælpe og hvordan.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Andreas bestemmer i køkkenet, for jeg kan ikke engang finde ud af at lave en sovs. Hvis jeg en dag får rollen som kok, skal jeg virkelig ind i en ny verden. Derudover er vi vist ret lige i parforholdet. Det kan godt være, jeg er nostalgisk og lidt gammeldags, men jeg er også typen der kæmper for ligestilling – i parforholdet såvel som når det handler om ligeløn.

LÆS OGSÅ: Ulla Vejby Lysgaard: "Der er ingen, der genkender mig, når jeg går på gaden. Det er skønt"

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Ja, jeg blev fastansat på Aalborg Teater et år efter, jeg var blevet færdig som skuespiller. Jeg kunne sagtens være blevet, men efter fire år i Aarhus og fire år i Aalborg, besluttede jeg mig for at springe ud som freelancer i København. En fastansættelse er så trygt og godt som skuespiller, og der er så få af dem, og jeg var glad for at være på Aalborg Teater, men på det tidspunkt var det vigtigste for mig det sociale netværk fremfor at befinde mig i en arbejdsboble. Andreas og jeg have arbejdet så meget i Aalborg, og der var mange fødselsdage og bryllupper, vi var gået glip af. Da vi skulle flytte, kunne jeg se, hvor stor en omvæltning det var. Hele mit liv lå i Jylland, og jeg skulle starte forfra i København. Jeg skulle også lære mine venner, at de gerne måtte ringe til mig, og at jeg kunne være hos dem på 20 minutter. Vores bryllup sidste år var med til at markere, at nu var vi tilbage igen.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til prøver på Cirkusrevyen, som jeg i år er med i for første gang. Det er tekstforfatterne, der skriver det, men jeg kan godt komme med mine egne input ligesom i alle andre roller. Jeg har dog ikke tekstforfattergenet, og jeg er ikke hende, der kommer ind og siger: "Hey, Ulf og Lisbet, nu skal I lige høre, hvad jeg har skrevet". Mit mål med Cirkusrevyen er at suge en masse erfaring ud af de andre skuespillere og forstå, hvordan man bygger en god revy op. Mine medspillere har også et meget stærkt socialt liv i den gruppe, og det, håber jeg, kommer til at smitte af på mig.

Hvad tænkte du på på vej herhen?
– Jeg så den spanske tv-serie Velvet, som ligger på Netflix. Det er en spansk sæbeopera, som foregår i et stormagasin, og som faktisk minder lidt om Badehotellet. Det er en neverending story, og jeg æder det hele råt. Vi danskere er lidt mere rolige og høflige, hvorimod det spanske temperament sætter hele dramaet på spidsen. Jeg slapper godt af til det, og det skyldes nok, at det hverken er på mit sprog eller er med nogen medvirkende, jeg kender personligt, som jeg gør med mange danske skuespillere.