Andrea Hejlskov: Flyttede fra forbrugersamfundet ud i en svensk skov
Foto: Pia Winther og Camilla Brændgaard
Eurowoman

Flugt fra det moderne samfund

Andrea Hejlskov: Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud

Den 39-årige forfatter og foredragsholder Andrea Hejlskov fik nok af det moderne samfund.

Af Charlotte Wendt Jensen og Mette Størum Krogh 11.mar.2015 Livsstil

De fleste af os jagter "projekt lykke". Men hvad gør os egentlig lykkelige? 20'erne og 30'erne er en hård tid, hvor vi træffer mange vigtige valg. Andrea Hejlskov tog et, der adskiller sig meget fra de fleste andres.

Hun sagde sit job op, smed sine ting ud og flyttede med mand og fire børn langt op i de svenske skove. Her byggede de en bjælkehytte med egne hænder for at få mere tid til hinanden og finde frem til meningen med livet. Andrea Hjejlskov er en af de pionerer, som Eurowoman sætter fokus på. Her er hendes historie:

Det var en frustration over at sidde fast i et liv, vi ikke havde valgt. Vi var blevet en satellitfamilie, der levede hvert sit liv uden at være sammen. Det var sket helt ubevidst. Det var ikke mine idealer og ikke det, jeg ville, da jeg var ung. Jeg var 19, da jeg fik børn, så jeg var en af de såkaldt unge mødre. Da jeg fandt ud af, at jeg ventede tvillinger, boede jeg på et loftsværelse. Jeg havde ikke nogen penge og vidste ikke, hvem jeg var. Men life wants to live. Det vendte op og ned på det hele, men det gjorde også, at jeg meget tidligt blev nødt til at tænke meget over mit liv. Der har altid været en norm, og for det meste har jeg gjort det, man skulle: tage en uddannelse, finde et arbejde, skrive en bog og realisere sig selv. Men normen er bare ikke særlig fed.

LÆS OGSÅ: Mads Holgers kæreste: Kærligheden er en drabelig affære

Så vi sagde vores job op, smed alle vores ting ud og tog børnene ud af skolen. Det var ikke en særlig gennemtænkt beslutning, for så havde vi jo aldrig gjort det. Det var en irrationel beslutning, men vi havde ikke noget valg. Vi stod der nøgne og blottede og ville finde frem til meningen med livet. Da vi ankom til skoven og skulle i gang med at skabe et liv, erkendte vi, hvor lidt vi moderne mennesker ved om at overleve i naturen. Hvor hjælpeløse vi er. Det var meget angstprovokerende. Men vi fik bygget vores bjælkehytte og sad pludselig sammen om bålet hver aften. Og der fortalte mine børn, at de syntes, jeg havde svigtet dem. At jeg havde arbejdet for meget, og at de troede, jeg var ligeglad med dem. De havde savnet mig.

Jeg ser os virkelig som nybyggere, som skulle indtage et nyt territorium. Vi arbejdede vildt hårdt de første år og lærte nogle basale survival skills. I starten blev vi beskyldt for at nasse på systemet, fordi vi ikke længere bidrog til samfundet, og jeg var slet ikke forberedt på reaktionerne. Du er jo udstødt, før du lykkes. Der er en lang periode, hvor du kæmper og er anderledes, og hvor du træder uden for normerne og værdierne. Det hører med til at være den første, at du sætter dig udenfor, hvor du er udsat og sårbar og får nogle slag. Jeg har fået mange flere tæsk, end jeg havde regnet med. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor provokerede folk ville blive af vores projekt. Jeg mener jo ikke, at det var en kritik af dem. Men det tror jeg, at mange føler, at det er. Det hører med til at være pioner eller foregangskvinde, at du i en lang periode ikke er accepteret. Når først du er lykkedes, har du jo fået accept og status. Men hvis du havde mødt os det første år i skoven, ville du tro, at vi var skøre. Det er kun blevet en god historie, fordi jeg har skrevet en bog og holder foredrag om det.

Jeg var et andet menneske for fire år siden. Jeg var stresset og havde tics i mit ene øje. Jeg var enormt usikker, havde virkelig meget makeup på og brugte mange penge på tøj, fordi jeg følte, at det var et panser mod verden. Jeg gik meget op i prestige og konkurrence og købte makeup fra MAC og dyre tasker. Men jeg følte mig mere og mere tom. Jeg brugte en masse penge på at trøste mig selv, spiste ostepops, drak cola og så reality-tv. Men jeg fik nok af at være en fiasko og aldrig have penge nok, lige meget hvor meget jeg tjente. I dag tjener jeg penge på mine foredrag og mine bøger. Jeg laver også noget indhold på min blog, som nogen betaler for, så det er ren bytteøkonomi. Jeppe (Andreas mand, red.) er begyndt at lave musik og har indspillet en plade med protestsange fra skoven. Vi har ingen fast indtægt, og det er noget af det mest angstprovokerende, der findes. Vi lever langt under fattigdomsgrænsen.

Vi har meldt os ud af det kapitalistiske samfund, men vi har ikke meldt os ud af fællesskabet. Jeg er meget optaget af klima, social ulighed og politik. Jeg er også meget solidarisk, men man kan ikke være solidarisk med alle. Når jeg siger til mine foredrag, at samfundet er på vej ud over afgrunden, nikker folk. Jeg er blevet overrasket over, hvor mange der længes væk. Problemet er, at man ikke må lave et alternativ til samfundet, som vi kender det. Men lad os da fikse det, der er gået galt i stedet for at lukke øjnene for det. Der er ikke nogen anden vej ud end den, man selv finder. Og det er det, jeg prøver på nu.

Jeg var ikke forberedt på, at jeg ville blive dyrket som en guru, og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle håndtere folks projiceringer. Folk, der synes, at vi er helte. Det er det, jeg har oplevet som noget af det sværeste. For jeg er jo bare en idiot, der ville leve et andet liv. Jeg ser ikke så meget mig selv som foregangskvinde, men mere som en mellemmand, der fortæller om livet i skoven. Fordi jeg bare kommunikerer, hvad mange har gjort før mig. At stå af ræset og flytte ud i naturen. Der bor mange mennesker i skoven, også unge, der bosætter sig derude, fordi de har en drøm om at være autentiske. Folk ved det bare ikke, fordi der ikke er nogen, der taler om det. Men uligheden stiger jo, så det er kun et spørgsmål om tid, før der kommer flere. Nogle flygter fra økonomisk undergang og fattigdom, andre opsøger kreativitet. Der er mange forskellige mennesker herude.

Folk har en meget fast forestilling om, hvordan det er at bo i skoven. At det er ren lykke, hold kæft, og vær smuk, harmoni og balance. Men hvorfor må man ikke komme tilbage en gang imellem eller have en blog, hvor man skriver om livet i skoven? Hvorfor skal man være mod teknologi for at være ét med naturen? Og hvorfor må man ikke gå op i skønhed? Æstetik er et overskud, som jeg tillader mig selv igen, nu hvor alt ikke længere handler om overlevelse. Nu har vi fået vores bjælkehytte op at stå og er blevet selvforsynende. Vi har været igennem vildt mange kriser, fordi vi har sat spørgsmålstegn ved alt. Og derfor har jeg også lyst til at indrette vores bjælkehytte, selv om jeg aldrig kunne drømme om at købe noget. Æstetik er overskud, og det kan du ikke købe dig til.

Den største forhindring har været angst. Jeppe har været meget mere kompromisløs end mig, mens jeg er mere bange for at være kontroversiel. Men det gælder om at tage alle slagene og ruste sig til flere. At samle sig selv op. Derfor har den største udfordring også været den personlige rejse, jeg har været på. Jeg har brugt meget tid på at fortælle, hvor hårdt det var, og ikke så meget på, hvor fedt det også var, fordi jeg ikke havde noget sprog for den lykke, vi oplevede. Jeg var meget opmærksom på ikke at sælge en drøm og lave damebladsfortællinger, hvor alle var lykkelige og rendte rundt i hørkjoler. Men jeg vil da gerne inspirere, og der er jo nogen, der skal formidle og fortælle om naturen. Jeg vil egentlig gerne være en kritisk røst.

Jeg opfatter det, vi gjorde, som en flugt. Vi var frustrerede og desperate, og det var et spørgsmål om liv og død, sådan føltes det virkelig. Det er, som om man ser ned på det at flygte, men det kan egentlig være ret fedt at starte forfra. Så må andre leve præcis, som de har lyst til. Det var et opgør, og det tror jeg også ligger i pionerrollen. Vi vil ikke have nogen planer i livet. Det har jeg skullet have, siden jeg var helt ung, og det behøver jeg ikke mere. Men jeg kan sige med sikkerhed, at jeg ikke kommer tilbage til samfundet, som det er nu. Min nabo på 80 år er sej som en hest og siger: "Du dør det øjeblik, du sætter dig ned." Og det tror jeg, han har ret i. Livet er en kamp, men jeg føler mig ikke længere som et offer. Jeg føler mig stærk som en kriger.


LÆS OGSÅ: Sexolog Maria Marcus: Jeg fik min første orgasme som 40-årig

LÆS OGSÅ: Portræt af Arianna Huffington

LÆS OGSÅ: Pharrel Williams: Gulddrengen

Blå bog
- Flyttede i 2011 med sin familie ud i den svenske ødemark, hvor de bor i en bjælkehytte, de selv har bygget, og lever af mad, de selv dyrker, fanger og plukker.
- Debuterede med romanen Lokes høj i 2005 og skrev i 2009 Facebook-romanen Andrea Hejlskov. Siden fulgte digtsamlingen SOS, romanen Braget og senest Og den store flugt i 2013 om familiens første år i skoven.
- Som journalist har hun bl.a. skrevet for magasinet Cover.
- Blogger på Andreahejlskov.com.
- Er mor til tvillingerne Sebastian og Victoria og sønnen Silas fra første ægteskab og har efternøleren Sigurd med sin mand, musikeren Jeppe Juul.

Henter...