Anne Glad: ”Dér kunne jeg godt mærke, at det var et smertepunkt”

Hvad ser du som nogle af de største udfordringer i den grønne omstilling?

"De fleste danskere vil rigtig gerne have en bæredygtig og klimavenlig livsstil.

Men det er faktisk kun en femtedel af os, der selv føler, at vi når i mål med det. Det er meget svært at bryde den adfærd, vi har.

85 procent af tiden er vi aber, der bare gør, som vi plejer. Når vi tænker på aftensmad, går de fleste af os bare hen til kødet i køledisken, for det har vi altid gjort. Prisen er også en meget større motivationsfaktor end klimaet. Men det vigtigste, når man taler om omstilling, er, at man ikke føler, at man mister noget. I podcasten taler vi meget om dagligvarer, det er en ret synlig konfrontation med din egen adfærd. Vi prøver også at måle det op imod nogle gennemsnit, så lytterne har noget at spejle sig i."

Hvordan takler du det selv?

"Jeg synes, at det er supersvært, men det, der er nemt for mig, er, at jeg i forvejen har levet primært af grøntsager. Jeg skal have mine 600 gram om dagen, for det er den nemmeste måde jeg kan føle mig let og frisk i kroppen på om morgenen.

Vi har skåret ned på kødet og kører et dogme, som hedder dyrevelfærd og økologi på alt kød. Når jeg spiser oksekød, er det, fordi det er nytårsaften, eller jeg spiser tatar på en bistro ude i byen. Når vi laver en bolo herhjemme, er den plantebaseret, og så spiser vi meget svinekød. I gamle dage fik vi kød hver dag til aftensmad, nu er det måske to-tre dage om ugen.

En af de ting, som vi har gjort for at ændre vores vaner, er, at vi har fået en måltidskasse med frosne, hjemmelavede retter, som er fleksitariske. Det er også for at få inspiration til at bruge bælgfrugter."

Føler du et særligt ansvar for at være et forbillede som offentlig person?

"Jeg føler klart et ansvar, for jeg ved jo, at når jeg har haft noget på i fjernsynet, skaber det et købsbehov hos mange kvinder. Der har jeg også en del af ansvaret for at prøve at styre forbruget i en rigtig retning og have en anden samtale med kvinder, der ikke bare handler om, hvor min kjole er fra.

Meget tit er tøjet genbrug, men der er også mærker, som lejer det ud. Så vi har været med til at fremme en forandring i nogle virksomheder, som så er begyndt at leje deres ting ud. For det skal jo ikke være sådan, at jeg kan leje det, hvis seerne ikke kan. Jeg har virkelig investeret mange penge i modeindustrien, som sviner rigtig meget, og der har jeg nu i fire år haft nogle dogmer for mit tøjindkøb.

Jeg må købe tre nye ting om året, resten køber jeg brugt. Jeg har det dogme for de nye ting, at de skal bakke et dansk bæredygtigt modebrand op, for hvis ikke man bakker idealisterne og pionerne op, sker der ikke noget."

Hvad har været sværest at give afkald på?

"Jeg flyver ikke længere rundt til Europas storbyer, som jeg ellers har gjort i stor stil. Vi har derfor solgt vores hus i Italien, for det der med at flyve derned seks gange om året kan jeg simpelthen ikke retfærdiggøre over for mig selv.

Det var noget andet, da vi bare var to voksne og kørte i bil derned uden at overnatte på vejen. Men det kan man ikke med en lille dreng uden stop på vejen. I sommer var vi dernede og besøge nogle venner, som har et hus i nærheden af det, vi havde, og der kunne jeg godt mærke, at det var et smertepunkt. Vi har i stedet købt et på Falster, og det er da også lækkert.

Det er jo også luksus, at vi overhovedet har muligheden for at have flere boliger. Og det er ikke særligt bæredygtigt. Vi deler vores hus med en anden familie og lejer det ud, så der er flere, der kan få gavn af det, så på den måde er vi også nogenlunde fornuftige, men vi har stadig for mange kvadratmeter til rådighed, som er danskernes store CO2-synder. Det er der, hvor jeg lukker øjnene."

Hvad er din coping-strategi?

"Min mand er virkelig god til at holde mit tungsind væk og sige, at det ikke kan nytte noget. Vi bliver nødt til at tro på det og arbejde videre. Det har vi en forpligtelse til, når vi har sat et barn i verden."

Hvad handler dine tunge tanker om?

"En del af min aktivisme går ud på, at jeg ikke deler mine tunge tanker. Det er så kontraproduktivt. Det tjener ingen at vide, hvad jeg tænker på det felt. Det bringer os ikke i den rigtige retning. Vi skylder også børnene ikke at handlingslamme dem. Vi skal tage det seriøst, og vi skal have arbejdshandskerne på. Men vi må ikke bidrage til den der udsigtsløshed, som jeg godt kan forstå rammer nogle unge mennesker.

Vi skal vise dem, at vi forsøger at gøre noget, samtidig med vi skal skabe nogle væredygtige væsener. Vi kan jo også få en meteor i hovedet i morgen, så vi bliver nødt til simpelthen at få det bedste ud af hver eneste dag. Ikke at forveksle med sådan en hedonisme, hvor vi bare gør, hvad der passer os, for det hele kan ikke være lige meget.

Alle handlinger nytter, og grunden til, at de nytter, er, at de sætter kædereaktioner i gang hos andre, som laver mikrohandlinger. Og når der er nok mikrohandlinger i befolkningen, så får politikerne også fingeren ud."