Anne Marie Vessel Schlüter
SPONSORERET indhold

Anne Marie Vessel Schlüter blev gravid med en 16 år yngre mand: ”Jeg tænkte, at vi nok ikke ville holde i længden”

Anne Marie Vessel Schlüter fandt i 1980’erne sammen med Alexander Kølpin, som er 16 år yngre end hende. Hun havde egentlig ikke noget imod aldersforskellen, men den satte alligevel gang i en tvivl om, hvorvidt forholdet ville holde. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af: Marie-Louise Truelsen og Emma Fjalland Lund Foto: Franne Voigt
27. apr. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Balletdanseren Alexander Kølpin var 19 år, da han gjorde Anne Marie Vessel Schlüter gravid. Hun var 16 år ældre, og det blev der talt og skrevet en del om dengang.

Aldersforskellen var dog ikke noget, der gik hende på, fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne. Men den fik hende alligevel til at tvivle på, om forholdet ville holde i længden.

”Da jeg fandt ud af, at jeg var blevet gravid, måtte jeg jo tænke mig om og stille mig selv spørgsmålet: Kan du være alenemor? Det var jeg jo nødt til at overveje, fordi Sander (Alexander Kølpin, red.) var så ung. Jeg havde prøvet at blive gravid i mit første ægteskab, men var ikke blevet det, så jeg havde helt sikkert et ønske om at få et barn. Sander var også helt sikker på, at han gerne ville have det barn,” fortæller den tidligere balletdanser, som i dag stadigvæk er tilknyttet Det Kongelige Teater som underviser, instruktør og karakterdanser.

Parret blev sammen og i 1985 fik de sønnen Niclas. Men selvom de havde det godt sammen og nød at have den lille dreng, gik tvivlen om forholdet alligevel fortsat igen hos Anne Marie Vessel Schlüter.

”Jeg var 36 år og tænkte, at Sanders og mit forhold nok ikke ville holde i længden,” fortæller hun.

”Sander ville ikke høre på det, det var noget sludder, syntes han. Og han var også meget, meget glad for mig. Det var ikke mig, der sad på ham, vil jeg sige. Men inderst inde tænkte jeg da, det kan jo ikke holde med den charmetrold, og han skal jo også ud og rejse og opleve.”

Forholdet holdt, som Anne Marie Vessel Schlüter havde forudset, heller ikke resten af livet.

Bruddet

Fire år efter parret fandt sammen, blev Alexander Kølpin forelsket i en kvindelig kollega, og de valgte derfor at gå fra hinanden.

Det var et lidt hårdt slag, fortæller Anne Marie Vessel Schlüter. Især fordi det nyforelskede par dansede sammen på Det Kongelige Teater, og hun skulle undervise dem.

”Jeg havde jo sagt til mig selv, at det ville ske på et tidspunkt. At det så lige var en på teateret … Men sådan er det jo derinde, vi ser ikke så mange andre end dem, der er derinde, og der er mange par. Det sker hele tiden, at folk finder sammen og går fra hinanden,” fortæller Anne Marie Vessel Schlüter til ugebladet.

”Det sjove er, at jeg faktisk bor på garderobe med hende nu, og vi har det rigtig sjovt sammen. Der har ikke været spor, og hun er gift med en anden og har tre børn i dag. Sander har også altid været der for vores søn og har været sød til altid at tage ham med ud på rejser. Niclas er aldrig blevet tilsidesat, og Sander og jeg er de bedste venner den dag i dag. Og så fik Niclas jo efterfølgende den dejligste bonusfar i Poul.”

Læs hele interviewet med Anne Marie Vessel Schlüter i ALT for damerne, som udkommer den 27. april. Her fortæller hun blandt andet også mere om opvæksten på Det Kongelige Teater, om den første mand, hun var gift med, samt om mødet og livet med – og savnet af – tidligere statsminister Poul Schlüter.

Anbefalet til dig