Betty Glosted
SPONSORERET indhold

Betty Glosted: "Jeg kunne simpelthen mærke, når folk hviskede bag mig"

Danmark kender Betty Glosted som sjov og fræk skuespillerinde i teater og revy. I dag bor hun på Fyn og drømmer mere om børnebørn end om den store kærlighed.

Af:: Marie Varming Foto: Sara Skytte
01. jan. 2021 | Livsstil | Hendes Verden

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Rønningevej i Langeskov, som vi flyttede til, da jeg var omkring fem år. Indtil da havde vi flyttet en del rundt, men her fandt mine forældre et pragtfuldt bondehus. Min mor var cirkusakrobat og kom fra Holland. Da jeg blev født, talte hun kun hollandsk. Jeg er stadig tosproget, og jeg elsker at komme til Amsterdam. 

Jeg tror, det var svært for min mor at komme til Langeskov dengang og flytte ind i det bondehus, for hun ville ikke bo i et HC Andersen-hus, som hun sagde til min far. Men hun kom til at elske det. Vi var jo tilflyttere, og det tog tid at blive accepteret i det lille samfund. Jo, hun var anderledes. Hun var altid chik, slank og smuk, og man så hende aldrig i flade sko. Altid høje hæle og elegant klædt. Min far var handelsmand, men han kunne også både synge og spille harmonika, trompet, violin og klaver, så det var et musisk hjem, jeg voksede op i. 

LÆS OGSÅ: Line Kruse: "Det er da en måde at få en mands opmærksomhed på, haha!"

Da mine forældre mødte hinanden, var han cykelhandler i Aalborg, og hun stod og manglede en cykel. Lynet slog ned, og hun rejste ikke videre med cirkus men blev i Aalborg, hvor de et år senere fik mig. Senere fik han en isenkræmmerforretning, inden de flyttede, og han begyndte at sælge biler, og til sidst havde han en blandet landhandel i Munkebo. 

Der var fest i bondehuset næsten hver weekend. Så blev der grillet pølser, og far spillede harmonika. Da mine forældre fik mig, sluttede min mors cirkuskarriere, men hun trænede tit akrobatik med mig derhjemme. Jeg var en livlig lille en, som var glad for at gå i skole, selv om jeg ikke altid fik lavet mine lektier. Vi grinede meget i mit barndomshjem, og jeg har haft en fantastisk barndom. Min far døde tidligt, men min mor døde først i 2013. Hun var altid med til mine premierer. 

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg begyndte på Ryslinge Højskole i 1974 for at få points nok til at blive børnehavelærerinde. På højskolen havde jeg musik og sangundervisning, som skulle komme til at ændre mit liv. Min sanglærer var fra Det Kongelige Teater, og han syntes, at jeg sang så godt, at han anbefalede mig til en rolle i Annie Get Your Gun i Nyborg. Min eneste bekymring var, at jeg ikke havde noget gevær, og jeg måtte ikke låne min fars luftgevær, så jeg troppede op til prøven med et kosteskaft. Jeg fik rollen. Samtidig var der en anden lærer, Lone Brink Madsen, der syntes, jeg skulle søge ind på Musikkonservatoriet for at blive operasanger, og der kom jeg ind med hovedfag i sang. Sådan gik sommeren 1975. Efter et halvt år på konservatoriet havde jeg fået smag for skuespil, så jeg gik op på rektors kontor og meldte mig ud. Mine forældre havde gerne set, at jeg var blevet operasanger, så vi blev lidt uvenner. De var skuffede. Jeg gik til optagelsesprøve på Odense Teater, men kom ikke ind. Min verden faldt fra hinanden, men så kom jeg ind i Aarhus i stedet, og da vidste jeg, at det var skuespiller, jeg skulle være.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det gjorde børnenes far, da jeg mødte ham på Aarhus Teater, hvor han var kapelmester. Han var også musiker og rocksanger. Bum, så var vi kærester. Vi blev gift og fik to børn sammen og var sammen i 23 år, men så voksede vi fra hinanden. Jeg har dog ikke lyst til at blive gift igen, for det har jeg prøvet. Jeg sætter pris på min frihed, nu hvor børnene er blevet store. Men der er altid to sider af en sag, og de aftner hvor jeg kommer sent hjem fra teatret, kan jeg godt savne en at læsse af på. Men man kan jo ikke få det hele, og hvem ved, om prinsen på den hvide hest dukker op. 

LÆS OGSÅ: Liselott Blixt: ”Det var også en stor del af, at vi blev skilt”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det var hårdt at have børn og være skuespiller samtidig, og det har haft omkostninger for mine børn. Jeg var jo altid på teatret, når de skulle sove. Jeg tog ikke barselsorlov, men stod på scenen tre uger efter, jeg havde født. Begge gange. Orlov var slet ikke på tale, men i dag kan jeg se, at jeg gik glip af meget. Men jeg tænkte simpelthen ikke på det som et valg. Teatret var både mit arbejde og min hobby, og jeg mente, at jeg godt kunne klare både at have børn og en karriere. Det kunne jeg jo også, men hvis jeg kunne gøre det om, tog jeg den barsel. 

Hvornår har du taget en omvej?

– Et par år efter vi havde fået Sibylle, skulle der ske noget nyt. Jeg trængte til at udvikle mig både som menneske og som skuespiller, så vi tog chancen og rejste til København uden job, men med en kuffert fuld af erfaring. Det viste sig, at selv om du er verdenskendt i Aarhus, skal du starte forfra i København og gå rundt og banke på alle dørene og sige: ”Kan I bruge mig?” Det var svært at komme til. Men det kom alligevel, og jeg var heldig at have to-tre gode job om året, mens vi boede derovre. 

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Da jeg blev skilt. Det var ikke rart, for det gik ud over alle – både børn og voksne. Ingen kommer lykkeligt ud af en skilsmisse. 

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– Efter jeg blev skilt, flyttede jeg til Fyn. Jeg blev fastansat på Odense Teater, og både min mor og min søster boede på Fyn, så familien blev samlet. Men det kostede penge, da Peter skulle på efterskole, og jeg havde ikke råd til både parcelhus og efterskole, så vi fandt et andet hus, og her bliver jeg. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– I starten kunne jeg ikke have det. Jeg er faktisk rigtig genert, når det kommer til stykket. Jeg kunne simpelthen mærke, når folk hviskede bag mig. Jeg lærte at sætte et skjold op – eller en hård facade om du vil, og til sidst vænner man sig til det. Det var mest i starten af min karriere i Aarhus, men siden kom jeg på tv, og det var voldsomt. 

Her i byen kender alle hinanden, og alle hilser i forvejen, så her er det ikke så meget anderledes. Nogle gange kommer folk og siger: ”Hej, Betty, kan du huske, vi gik i skole sammen?” Nogle gange kan jeg huske det, andre gange ikke, og nogle gange passer det vist heller ikke. Men det er sgu da sødt. 

LÆS OGSÅ: Lotte Heise om at være voksen: Jeg blev nok voksen, da jeg var otte

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det var min musiklærer fra Ryslinge Højskole, Lone, som er ti år ældre end mig og også gudmor til begge mine børn. Fra det øjeblik vi mødtes på højskolen, blev hun min mentor, og det er hun stadig. Jeg talte lige i telefon med hende, inden I kom. Hun er en fantastisk kvinde, der altid kan få mig ned på jorden. Hvis nogen har sagt noget forkert til mig, eller jeg synes, det er for længe siden, min søn Peter har besøgt mig, siger hun: ”Slap nu af. Han skal jo ikke sidde på skødet af dig mere”. Hun har ret. Han skal være ung. Jeg ser heldigvis Sibylle hver dag, for hun er lige flyttet til Fyn med sin kæreste. Men man skal huske, man kun har sine børn til låns. Det er en svær tanke.

Hvor er du på vej hen lige nu? 

– Jeg var egentlig på vej til at lave She Loves You på Fredericia Teater, men det krakkede. I denne corona-tid er det svært at forudsige, hvor jeg er på vej hen med mit arbejde, for det er en svær tid for alle i branchen. Jeg ville ønske, jeg var på vej til at blive farmor eller mormor, men det er der vist ingen tegn i sol og måne på. Jeg tænker nu ellers aldrig over fremtiden, Jo, jeg tænker over, at jeg snart bliver 65, og hvornår mon der er sat en streg til mig? Men så skynder jeg mig at tænke på noget andet. Jeg kan godt mærke alderen, hvis jeg har knoklet en hel dag i haven og revet, skovlet og kørt på lossepladsen. Så bliver jeg træt. 

Anbefalet til dig