Bodil Jørgensen scroll-down
Foto: Caroline Abildtrup Bagger "Livet er ikke så forfærdeligt langt, når man ser overordnet på det. Men det fine er, at vi får chancen for at se livet blive gentaget i vores børn," lyder det fra Bodil Jørgensen.

Bodil Jørgensen: "Det er dejligt at kunne gå lidt i ly af rynkerne"

Bodil Jørgensen har ikke brug for mændenes blikke. Og hun vil hellere holde i hånd end dyrke sex. At ældes kalder hun en forvandling frem for en grim forandring, og hun vil hellere fyldes indefra af tanker end fylde noget i ansigtet udefra.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Det er blikkenslageren, der åbner døren til Bodil Jørgensens lille rækkehus. Bodil er ude og gå med hunden, fortæller han, og jeg får lov til at sætte mig i køkkenet og vente. Fem minutter efter dukker Bodil op med hund og strikket, grøn baskerhue over det røde hår. Hun begynder at snakke allerede på vej ind i stuen.

"Jeg har lige gået tur på kirkegården. Der ligger Agnete, som boede i huset lidt længere henne ad vores vej. Hun blev 86 år, og hun åbnede, som en af de første, sin dør for os, da vi flyttede hertil. For mig blev hun hele indgangen til at bo her, og hvis jeg ikke kunne finde vores datter, Rigmor, så kunne jeg være næsten sikker på, at hendes cykel lå foran Agnetes hus, og så var hun på besøg der. Agnete havde boet her siden 50’erne, hvor husene her blev bygget, og hun havde ikke lavet meget om siden da. Agnete var så klog. Hun kunne fortælle historier, og hun tabte aldrig sin nysgerrighed på vejen."

"Jeg kom til at tænke på tiden, der går, og det er jo også derfor, vandrørene skal skiftes her i huset i dag. De er også blevet gamle. De er fra 50’erne, det var dengang, hvor min mor og far blev gift. Jeg kom til verden i 1961, og det er allerede lang tid siden. 60 år. Da man var barn, neeej, hvor var 60 år lang tid, altså. Men se nu bare lige de tulipaner derovre på sofabordet. Tænk engang, de er jo døde, når man køber dem som afskårne blomster, men de bliver ved med at være smukke og blomstre i vasen. Selv nu, hvor de er ved at lægge sig ned, er de flotte. Vi mennesker kunne lære noget af blomsterne, som ikke engang ved, at de er smukke."

Så poetisk vi kom i gang...?

"Jo, men det gælder det også om. Fordi det er også en forvandling at ældes. Det er ikke bare en grim forandring. Alt er under forvandling hele tiden."

Det er ikke helt tilfældigt, at Bodil er sporet ind på tanker om alder og tiden, der går. Hun er i gang med prøverne på teaterstykket Maddiker, hvor hun sammen med Jannie Faurschou og Rikke Wölck tager livtag med den modne kvinde. Man følger de tre, fra de er i 60’erne, til de er i 80’erne, og tanken bag stykket er at vise, at alder er en styrke, og at det er godt at huske på, at livet ikke er slut, før man er død.

"Livet kommer jo ind på livet af os, når døden gør. Det har coronatiden i høj grad sat fokus på. Vi har på en eller anden måde fået døden tættere på, og derved får vi også livet tættere på. Vi skal ikke leve for evigt. Og ja, det har vi da hele tiden godt vidst, men jeg tror, at pandemien får en indflydelse på den der vanvittige ungdomsfiksering, vi har haft i mange år. Og her må jeg lige sige, at jeg er glad for, at jeg ikke er ung i den her tid."

Hvorfor?

"Fordi jeg slipper for Instagram. Slipper for Facebook. Jeg behøver det ikke. Jeg har ikke tid til det. Og jeg kan ikke finde ud af det."

Arh, det kunne du nok godt?

"Ja, det kunne jeg nok, hvis jeg ville."

Når du ikke er på de sociale medier, er der jo en del af dig selv, du ikke ser?

"Ja, det har du fuldstændig ret i. Men det er måske en side af mig selv, jeg godt kan undvære."

Men du er nødt til at forholde dig til, at du er med i film og teater, som folk kigger på?

"Ja, ja, det er også rigeligt. Og der kan jeg f.eks. sagtens se på Hvidstengruppen II, som snart har premiere, at der er gået ti år siden, vi lavede Hvidstengruppen I. Selvom det skal forestille, at den anden film tidsmæssigt ligger lige efter den første."

Hvad tænker du så?

"Jeg tænker hold da op mand, det går hurtigt med sådan noget hud...! Det ældes. Men så kigger jeg på et vissent blad, og så tænker jeg nå ja, sådan er det. Jeg kunne ikke finde på at få lavet noget, jeg orker det simpelthen ikke, og det er også skruen uden ende at starte på det. Jeg vil hellere fyldes indefra af tanker, end jeg vil fylde noget i ansigtet udefra."

Hvordan forholder du dig til din alder og årene, der går?

"Måske med stor nysgerrighed. Jeg synes, at farmødre og mormødre er så smukke. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan forfaldet ser ud. Det kan også se grusomt ud, selvfølgelig kan det det, hvis man bliver ramt af svær sygdom og alt sådan noget. Men generelt synes jeg, at alder er smukt. Jeg så for nylig et dokumentarprogram om La Norma på DR2."

"Det handler om en kvinde fra Randers, der blev trapez-artist i USA, og som i dag er 95 år. Hun blev nærmest tvunget ind i cirkuslivet og sendt hjemmefra, da hun var 14 år. Hun arbejdede under noget nær slavelignende forhold, og engang faldt hun ned midt under sit cirkusnummer og brækkede alle knogler i kroppen. Hun mistede også sin søn undervejs, og alligevel sidder hun der i programmet og smiler. Hun får sig en drink på sin terrasse i Florida hver dag, og der er sådan et lys i hendes øjne, når hun fortæller om, hvordan hun har svævet og fløjet i sit liv. Og om hvor meget glæde, det har givet hende. Det der med at følge sit liv til dørs, det er der altså noget fint i. Og hun er så smuk, som hun sidder der og smiler."

"I min familie har vi stadig begge vores farmødre, og de er også så smukke. Det var min bedstemor Hanne også. Hendes øjne lyste ud af den der rynkede hud. At se hende plukke æbler og pærer og sylte dem med rystende hænder, hold kæft mand, det var fantastisk. Så det er også noget med, hvordan man bærer sin alder. Jeg ved ikke, om min mormor var ked af at blive ældre, det fik jeg aldrig spurgt hende om. Eller min mor. Der er jo noget kropsligt forfald, og livet er ikke så forfærdeligt langt, når man ser overordnet på det. Men det fine er, at vi få chancen for at se livet blive gentaget i vores børn. Jeg kigger på Rigmor og ser, hvordan hun oplever tingene, og tænker, gud ja, det kan jeg da godt huske. Sådan havde jeg det også, da jeg var 13 år. Jeg husker, og samtidig ser jeg det med den erfaring, jeg har med mig i dag."

Om Bodil Jørgensen

  • Skuespiller, der er kendt for en lang række film, bl.a. Idioterne og Hvidsten Gruppen, Mennesker bliver spist og De forbandede år, og tv-produktioner som Badehotellet, Det slører stadig og Rytteriet.
  • Aktuel med forestillingen Maddiker – et livtag med den modne kvinde på Folketeatret, der kommer på turné i hele landet i marts og april.
  • Gift med filmfotografen Morten Søborg.
  • Sammen har parret sønnen Østen, 20, og datteren Rigmor på 13 år.
  • Bodil har desuden sønnen Johannes, 25, fra sit tidligere ægteskab.

Løft hatten

Bodil går meget op i den rytme og cyklus, som generationerne repræsenterer. Som helt ung flyttede hun selv langt væk hjemmefra – fra Vejen til København – for at forfølge sin drøm om at blive skuespiller, men hendes egne forældre boede tæt på deres forældre, og gennem hele sin barndom mærkede Bodil tydeligt, hvad det vil sige at være der for den ældre generation. Hun har selv mistet begge sine forældre, men familiens to farmødre bor tæt på.

"De er i 80’erne, og vi hjælper dem så meget, vi kan. Det kan jeg mærke, at de er glade for, og vi får også rigtig meget ud af det på samme måde, som jeg tror, at mine forældre fik noget ud af at hjælpe deres forældre. Når vi er på besøg hos vores farmødre, kigger vi i gamle smykkeskrin eller på billeder i gamle albums. Det er ren terapi for både de unge og de ældre, som elsker at fortælle historier. Vi laver suppe og spiser sammen, og det er sådan noget, vi også skal lære vores børn. Nærværet mellem generationer. Det er så vigtigt, og det lærer vores børn ikke på de sociale medier, hvor det kun handler om at spejle sig i sig selv. Det med at spejle sig i verden, spejle sig andre og kunne se andres lidelser, det lærer man af at være sammen med den ældre generation. Man lærer respekten for andre. Det får mig til at tænke på min bedstefar, som netop lærte min far de her ting."

Hvad ved du om din bedstefar?

"Han skrev dagbog, og han begyndte ofte med at skrive om uret, der tikkede. Det var den største lyd i stuen – tik-tak – og så slog uret hver time. Min bedstefar var hestehandler og bondemand, og han lignede den der træmand."

Hun peger over i vinduet, hvor der står en træfigur af en mand med en hat.

"Han gik med sådan en hat der og store træsko. Den figur er den eneste fysiske ting, jeg behøver at have med mig, den vil jeg altid have hos mig. Min far fik den først, og så fik jeg den af min far. Min bedstefars dagbøger er et indblik i en anden tid. Den tid, hvor man løftede hatten og hilste på sin nabo hver dag. Det lærte min bedstefar min far, og det er godt at huske på. Husk at ”løfte hatten” og hilse på din nabo. Bliv aldrig så optaget af dig selv, at du glemmer det. Og det gælder på tværs af generationer."

Lidt lige som du også hilste på Agnete henne ad vejen?

"Ja, jeg elsker at møde gamle mennesker."

Hvad får du ud af det?

"Jeg vil gerne høre om deres erfaringer i livet. Dem, jeg måske ikke selv har gjort mig endnu. Og så er der jo ikke et liv uden, at der også ligger en hund begravet et eller andet sted – en god historie. Som skuespiller fisker jeg altid efter historier. Jeg er sådan en menneskefisker. Det var min far i øvrigt også. Og min mor. I mit barndomshjem kom der altid mange forskellige mennesker. Min mor lavede mad, alle spiste sammen, og så fik man altid en historie eller to undervejs. Det er det, jeg prøver at lære mine børn også. At sætte pris på forskellighed og at lytte og hjælpe. Vi skal bruge erfaringerne fra generation til generation, og vi skal være der for hinanden. En dag står vi alle og har brug for en hjælpende hånd, og hvis der ikke er nogen, der gider tage os under armen til den tid, så dør vi i ensomhed."

Fald i staver

Bodil har rundet de 60 år og nærmer sig hastigt sin næste fødselsdag. Sjovt nok har hun flere gange gennem årene spillet roller, hvor hun skulle være ældre, end hun er i virkeligheden, og det har hun også gjort sig nogle tanker om.

"Ja, det er lidt sjovt. Peter Frödin ville sige, at det er min lille rystende stemme. Han ringer nogle gange og siger: ”Jeg skal bare lige høre din lille rystende stemme”."

Hun gør sin stemme ekstra lille og ekstra rystende og griner så højt.

"Aj, måske er jeg bare gammel indeni. Hvem ved?"

Føler du det?

"Ikke gammel på sådan en gammel, træt måde. Men jeg har da nogle erfaringer. Jeg vil egentlig hellere sige, at man kan prøve at se på livet som en stor forvandlingskugle. Det er lige så vildt at blive teenager, det kan jeg jo se på Rigmor, som det er at blive gammel. Der sker lige så meget med kroppen og det hele, som der gør, når man ældes. Og hvis man kunne se på livet som en forvandling i stedet for at holde fast i det, der var, så tror jeg, at det hele ville være meget nemmere. Jeg bliver hele tiden mindet om de her ting med prøverne på Maddiker – vi taler meget om det at ældes. Vi har forskellige parykker på i stykket, fra almindelig hårfarve over grå og til sidst helt hvide. Og vi bliver sminket med sådan noget kobbersminke, så vi bliver helt statueagtige. Ligesom dødsmasken, der ligger der."

Hun peger over på reolen, hvor der ligger en gipsafstøbning.

"Det er en dødsmaske, jeg har købt i et antikvariat."

Er der en fascination af døden hos dig? 

"Jah... Men også som en forvandling. Vi indgår jo i noget større. Og vi efterlader noget. Forhåbentlig. Der er mange, der siger, at jeg har samme kropssprog, som min far havde. Og jeg har en søn, der mistede sin far, og der kan jeg se det samme. Han har sin fars bevægelser."

Hvad bliver bedre og bedre, som tiden går?

"Øhm... Jamen faktisk alting. Samværet med familien. Den der cyklus, hvor man kan se det hele gentage sig. Jeg ser ting begynde igen hos mine nærmeste og ude i verden, og jeg glæder mig over det. Jeg er blevet mere iagttager. Jeg vil stadig gerne deltage, men jeg er også glad for at se ting ske. Det behøver ikke at være mig, der danser hver gang, jeg kan også kigge på. Jeg falder også mere og mere i staver i naturen. Der finder jeg stor glæde. Og fred og ro."

Er der noget, der generer dig ved at blive ældre?

"Sådan noget som håndled og knæ, det irriterer mig lidt. De er ømme. Eller når jeg står ud af sengen om morgenen og tænker, hvad fanden sker der med mine ben, altså! Men som min mor altid sagde: ”Man skal lige op og i gang”. Og så – når man kommer i gang – så kører det bare. Men der er da ting, jeg bare ikke er så go’ til længere. Forleden dag skulle jeg hjem med nattoget fra Aalborg, og jeg sad i alle mulige stillinger for at prøve at sove lidt."

"Den tur var to dage om at komme ud af kroppen, jeg var øm over det hele. Det er meget mærkeligt at opleve, og sådan noget kan jeg godt blive lidt irriteret over. For indvendig er jeg jo lige så tit 40 år. Heldigvis har jeg det ikke sådan, at der er alt muligt, jeg gerne vil gøre og opnå. Der er ikke rigtig nogen områder, hvor jeg tænker, åh, DET skulle jeg have gjort. Det ville jo også være svært, hvis jeg havde det sådan. For der er døre, der lukker sig nu. Jeg kan f.eks. ikke få flere børn. Der ER noget, der er for sent. Til gengæld får jeg mere og mere tid. Nu kan jeg bedre med god samvittighed få læst den bog færdig, jeg er gået i gang med. Det nåede jeg ikke altid før i tiden. Så der kommer en anden ro med alderen, og måske bliver det næsten sådan, at man igen får tid til det hele, som man havde, da man var barn."

Hold i hånd

Bodil fik Rigmor relativt sent. Hun var 47, da datteren kom til verden.

"Først troede jeg, at jeg var i overgangsalderen, men så var jeg gravid med Rigmor. Så jeg er stadig på Aula. Puha. Og der er ting, jeg skal følge med i. Nye bh-modeller og den slags. Det begynder jo for alvor nu. Men det er kun godt. Det er som et batteri for mig. Samtidig er der ting, jeg ikke orker mere."

Hvad for eksempel?

"For eksempel alt det med, hvorfor vi skal blive ved med at dyrke sex. Hvorfor fanden i helvede skal vi det? Det kunne jeg jo ikke snakke med min mor om, men hvad er det for noget? Jeg synes simpelthen, at man bare kan ligge med hinanden i hånden."

Vil du lige så gerne det?

"Ja. Det er lige så godt. Det handler om at dyrke den kærlighed, der binder det hele sammen. I stedet for at fokusere så meget på sex. Og ja, det er helt sikkert ret tabuiseret at tale om, det er jeg godt klar over. Vi kommer også ind på det i Maddiker. At sex er noget, der hører ungdommen til. At det hører med til den tid, hvor man skal finde ud af, hvem man selv er. Og så handler sex jo selvfølgelig også om, at man skal føre generationerne videre og om selvnydelse. Men nydelse kan man også få på alle mulige andre måder. At gå en tur med hinanden i hånden er altså også smukt og tæt og nært. Mens man taler om børnene eller det, man ser. Himlen. Solen."

Så du vil helst være fri for sex, er det det, du siger?

"Mmm, jeg gider ikke kæmpe rundt med det. Faktisk. Hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg gider ikke tage kunstige hormoner, og jeg orker heller ikke en masse legetøj i soveværelset for at holde det i gang."

Er I enige om det herhjemme?

"Ja. Det er vi egentlig."

Man hører nok oftere, at folk forfægter det synspunkt, at sexlivet skal vare ved?

"Ja, men man kan lige så godt have den anden holdning. Det er der bare ikke så mange, der taler højt om. Jeg synes ikke, at man skal lade det fylde så meget. Det skal være i orden at holde nogle lange pauser, hvis det er det, man har lyst til. Jeg tænker tit på min bedstefar og bedstemor, der sad med hinanden i hånden og kiggede på solnedgangen. Det var så smukt, at de blev ved med at holde i hånd hele livet. Hvorfor skal bedsteforældre blive ved med at svinge rundt på lagnerne, hvis de hellere bare vil holde i hånd?"

Er der noget vemodigt i at tage afsked med den kødelige del af livet?

"Nej, det er der ikke. Det er en af de døre, det er okay at lukke, hvis man vil. For kærligheden er der jo ingen, der kan tage fra os. Omfavnelsen. Og kysset."

Rør et kronblad

"Jeg nyder også at gå på gaden og ikke være til skue mere. Som kvinde. Herhjemme er der selvfølgelig mange, der genkender mig, det er ikke det, jeg mener. Men jeg savner ikke at blive kigget på som kvinde, hvis jeg f.eks. går på gaden i Italien, hvor ingen ved, hvem jeg er."

Mange kvinder over en vis alder oplever den usynlighed og bliver kede af det?

"Ja. Men sådan har jeg det ikke. Jeg synes, det er dejligt at kunne gå lidt i ly af rynkerne."

Sikke et fint billede...!

"Ja. Og det er ikke engang løgn. Det er jo ikke, fordi man mister sin kvindelighed, og man kan stadig tage høje hæle på, hvis man kan holde ud af gå i dem. Men der er altså også noget ved en snerpe. Og jeg må bare sige, jeg gider ikke mere. Jeg orker ikke mere. Jeg vil hellere tage nogle solbriller og en flot hat på og så gå lidt og iagttage verden. Jeg synes, det er helt naturligt. Som der står i Biblen: ”Alting har en tid. En tid til at fødes, en tid til at dø.” Og så videre. Det behøver ikke alt sammen at handle om sex. Det er også synd for seksualiteten at afskære den så meget, at den kun handler om det ene: At gå i seng sammen."

"Seksualiteten er jo i alt muligt. Som i det helt banale at spise et solmodent jordbær eller røre ved et fint kronblad. Det er den samme sanselighed. Den samme sensualitet. For mig er det vigtigste at nyde hver dag og beholde evnen til at kunne forundres. Evnen til at stoppe op og tænke, hold da op, hvad er det? Forundringen har med vores sjæl og åndelighed at gøre, den er ikke fysisk, og vi har den til fælles med dem, der er ældre og yngre. At kigge op på månen og undres, det kan jeg gøre både med farmor og med Rigmor. Det kan vi have sammen. Uanset alder."

Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Film, Interview, Kvinder du skal kende og Sex
Tilbage til toppen