Tre meter fra Breivik

Breivik-forfattere: Han forsvarede iskoldt mordene

I den nye bog 'Tre meter fra Breivik - En beretning fra Nordens største terrorretssag', opruller journalisterne Louise Damløv og Cecilie Kallestrup den forfærdelige retssag mod massemorderen, som de overværede fra start til slut og på helt tæt hold, som reportere for dr.dk. Vi har bedt dem fortælle om den hårde oplevelse.

Hvordan tacklede I personligt at lytte til øjenvidneforklaringerne fra det I kalder den største terrorsag i Norden?

LOUISE: Det var selvfølgelig rigtig hårdt. Især vidneforklaringerne fra de helt unge mennesker. Man kunne ikke lade være med at tænkte på, at de var alt for unge til at stå og vidne i en terrorretssag. I starten var det vigtigt for mig ikke at vise, at jeg blev berørt af respekt for de pårørende og efterladte. Men efterhånden gik det op for mig, at det måske ikke var så slemt at vise, at man følte med dem. Det blev lettere at håndtere, da jeg først gav mig selv lov til at blive rørt.

Hvor går den etiske grænse for hvor mange detaljer, man skal rapportere om fra retssalen?

LOUISE: Grænsen var mange gange hårfin. Både under Breiviks eget forsvar, hvor vi ikke ville blive talerør for hans propaganda - men også under den lange gennemgang af obduktionsrapporter, hvor der kommer rigtig mange grimme detaljer frem. Det var noget, vi snakkede meget om inden vi gik i gang med at dække sagen, og her valgte vi at gå efter vores mavefornemmelse. Valgene skulle træffes meget hurtigt, fordi vi konstant var på live på dr.dk, og derfor var vores mavefornemmelse det bedste redskab.

Hvordan har I forsøgt at undgå at blive talerør for Breiviks synspunkter?

CECILIE: Dr.dk valgte at være til stede under hele retssagen. Det gjorde vi blandt andet, fordi vi ikke bare ville bringe de dele af retssagen, hvor Breivik havde ordet. Vi ville også gerne være til stede når ofrene og de pårørende skulle høres, når psykiaterne skulle udtale sig, og når retsteknikerne skulle gennemgå det omfattende bevismateriale.

Blev I klogere på Breivik som menneske undervejs - og er det ligefrem muligt at få sympati for ham?

LOUISE: Det er meget svært at føle sympati med en mand, der iskoldt forsvarer mordene på sagesløse børn og unge. Men en gang i mellem har jeg pludselig kortvarigt glemt, hvem der var, jeg sad overfor. Han er veltalende og virker meget skarp når han fremfører sit syn på verden. Undervejs gik det op for mig, at jeg somme tider kunne forudse, hvad han ville svare på et spørgsmål, og hvad han ville sige til en anklage. Det var skræmmende at føle, at jeg på en eller anden måde vidste, hvad der foregik oppe i hovedet på ham. Om han er syg eller ej, så har han en helt fast tro på, at det han har gjort er det rigtige.

Og det er jo selvsagt meget svært at forstå, hvordan et menneske kan agere og tænke sådan. Han var den eneste i den retssal, der ikke blev berørt at de voldsomme detaljer. Selv dommeren græd, og det samme gjorde den kvindelige forsvarsadvokat på en af rettens sidste dage. Da jeg sagde ja til at dække sagen, troede jeg, at jeg ville finde flere svar på, hvem han er, og hvorfor han gjorde som han gjorde. Men mod slutningen af retssagen har jeg måttet erkende, at jeg aldrig får svar. Vi håber, at vores bog kan give læseren mulighed for selv at drage nogle konklusioner i nogle af de spørgsmål, som vi aldrig får et klart svar på.

Tror I, at en lignende sag kunne ske på dansk jord?

CECILIE: Det er et meget svært spørgsmål at besvare med et ja eller et nej, og det er selvfølgelig ikke noget, vi er eksperter i. Men Norge ligger meget tæt på Danmark, og vi deler mange værdier og synspunkter med nordmænd. Derfor kan man ikke undgå at spekulere på, om sådan et angreb kunne finde sted i Danmark. Under retssagen kom det frem, at Breivik har mange støtter - også nogle i Danmark. Derfor er det vigtigt ikke at lade hans angreb og sagen gå i glemmebogen. For om han er gal eller ej, deler en række mennesker hans synspunkter. Nogle støtter endda op om angrebet. Og det er noget, man må tage meget alvorligt. Også i Danmark.

Hvorfor valgte I at skrive en bog?

LOUISE: Udover, at det er vigtigt for os, at sagen ikke går i glemmebogen, ville vi også meget gerne dele den både meget spændende, men også voldsomme og til tider hårde oplevelse, det har været at dække Nordens største terrorretssag. Der var så meget, vi ikke kunne fortælle i en nøgtern nyhedsdækning, og derfor valgte vi at skrive en personlig beretning om, hvordan det var at være journalist i sal 250 – om balancen mellem at være et menneske der føler og en professionel journalist.

Hør de to forfattere fortælle om bogen på Bogmessen lørdag 10. november kl. 16.30, Rød Scene, Bella Center.

Læs også et uddrag af bogen her

Om forfatterne og bogen

Louise Damløv (f. 1986) er journalist på DR Nyheders webredaktion. Hun er uddannet i DR Nyheder, hvor hun har dækket ind- og udlandsstof for web, radio og tv.

Cecilie Kallestrup (f. 1989) er studerende ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har været ansat som journalistpraktikant i DR Nyheder, hvor hun har dækket udlandsstof for web, radio og tv.

Tre meter fra Breivik - En beretning fra Nordens største terrorretssag

232 sider, kr. 249,-

Udkommer d. 8. november 2012 på Informations Forlag

Udgives i samarbejde med DR