Jeg kan ikke glemme hans affære med en anden

Spørgsmål om at blive eller gå

Jeg har en udfordring med min mands affære for 30 år siden. Han havde et forhold til en kollega under min første graviditet. Det betød en svær start for mig og min lille søn. Nu er jeg kommet i overgangsalderen og blevet særdeles tyndhudet. Jeg er begyndt at tænke på, om jeg skulle være gået fra ham dengang. Jeg er ret vred på ham igen, jeg har ellers kunne presse det i baggrunden i mange år, men nu tvivler jeg på min kærlighed til ham.

LÆS OGSÅ: Min forlovede er besat af sex

Vores ægteskab har været lidt op og ned i de seneste år. Jeg var alene i længere perioder, da børnene var små, fordi min mand skulle gøre karriere og rejste meget. Jeg kommer selv fra en skilsmissebarndom med vold og utryghed, så jeg ville bare holde ud, fordi jeg ikke ville, at mine egne børn skulle være skilsmissebørn. Jeg forstår ikke helt, hvad der sker med mig. Vi har det ellers godt økonomisk. Vores børn er dejlige. Det samme er vores svigerbørn, og nu er der et lille barnebarn på vej. Alligevel føler jeg mig slet ikke tilpas. Kan du hjælpe?

Vibeke Dorph råder til at kommunikere og tænke fremad

Jeg synes godt, at man kan betegne overgangsalderen som en slags anden pubertet. Her spiller det fysiologiske en stor rolle for mange, men også livsomstændighederne spiller ind. For vores børn er væk, og pludselig er den motor, som fulgte med deres tilstedeværelse, det også. Personligt fandt jeg den periode svær, for hvad skulle jeg så bruge min tid på, nu der ikke stod nogen og plagede om mad eller andre serviceydelser? Tomhed, er nok det ord, der bedst dækker den periode af mit liv.

Kan det tænkes, at det samme gælder for dig? At du nu oplever en sådan tomhed, og at din mands utroskab for mange år siden derfor dukker op igen og får dig til at tænke på, om du skulle have gjort tingene anderledes? Jeg forstår godt dine spekulationer, men det er lidt spild af tid at tænke baglæns i stedet for at drømme frem.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke holde min steddatter ud

Her spekulerer jeg på, om du og din mand bare lever videre, som I altid har gjort det, eller om I tager jer tid til at tale om, hvordan I drømmer om at leve fremover, nu børnene er væk? Jeg aner mellem linjerne, at det ikke er tilfældet, og det er synd – for det er nu, I har en mulighed for at prøve noget nyt.

For at I kan komme i gang med den samtale og også gerne komme tættere på hinanden, så ville det være godt, hvis du delte de tanker med din mand, som du her har skrevet til mig om. Her ville jeg droppe den anklagende tone, for det var dig selv, der valgte at tilgive din mand dengang, det kan du ikke klandre ham for. I stedet er det den sårbarhed, du føler, som du skal lukke ham ind i, således at også han får åbnet munden, og I kan få talt ordentligt sammen om jeres liv og fremtid sammen.