Claus Meyer Lolland forældre
Foto: Peter Nørby "Fra jeg var 20 til 40 år, var jeg stort set ikke på Lolland."

Claus Meyer: ”Jeg har Lolland i mig”

Claus Meyers familie gik nærmest i opløsning, da han var 14 år, men det har han fået vendt til en styrke, selvom smerten stadig sidder et sted dybt inde. I mange år holdt han sig væk fra fødeegnen Lolland, men i dag gør han alt, hvad han kan, for at sætte øen på landkortet.

Forældrene havde nok i sig selv

– Min mormor var født på Knuthenlund Gods og overtog husholdningen som 20-årig, hun var uddannet kogekone. Min fars familie stammer fra Falster. Jeg er født og opvokset i Sundby på Lolland. En lillebitte by, men der var en slagter, en købmand og en lille bagerforretning for enden af vejen. Min mor arbejdede hos købmanden, og mit første job – som 7-årig – var hos bageren. Jeg mødte tidligt om morgenen og bar plader med brød og kager over i butikken. Det tog et kvarters tid, inden jeg skulle i skole. Og om lørdagen fik jeg så en femmer og en pose slik hos bagerens mor. Vejen til skole gik ad en lille vej gennem et krat, og i det hele taget gik eller cyklede man til alting. Jeg boede for enden af en lukket vej, og der var en tennisbane på vejen, hvor jeg spillede. 

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin: "Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde"

– Jeg er enebarn og har altid ønsket mig en søskende. Jeg ved ikke rigtig, om det at være enebarn betyder, at man i højere grad knytter sig til andre, eller om man netop ikke forstår at knytte sig til andre. Selv var jeg i den situation, at min far flyttede, da jeg var 14 år. Han fandt en anden kvinde. Og min mor gled lidt ud af billedet, fordi hun begyndte at drikke, så jeg var nødt til at søge ud fra familien, og derfor blev jeg meget udadvendt. Jeg fandt mig nogle forældreskikkelser hos legekammeraterne, blandt folkeskolelærerne og i skak-, bordtennis-, badminton- og tennisklubben, fordi jeg ikke havde alt for mange relationer, jeg kunne tage for givet. Det, at jeg i en tidlig alder var nødt til at udvikle den side af mig selv, lærte mig at indgå i alle slags samarbejder, partnerskaber og venskaber, og det har jeg haft glæde af hele mit liv.

– Min fars nye kone havde fire drenge i forvejen, men selvom meget. I dag er det jo almindeligt, at man har alle mulige deleordninger, det var det ikke dengang. Jeg følte mig aldrig som en del af min fars nye familie. Men jeg havde heller ikke et særlig godt forhold til min far, inden han flyttede. Det gjorde det jo ikke nemmere. Det var mig, der fandt ud af, at han havde et forhold til en anden kvinde. Jeg havde det på fornemmelsen, og en dag, hvor hun ringede, tog jeg telefonen og lagde mærke til nummeret. Så lavede jeg lidt detektivarbejde og fandt ud af, at min fars bil holdt ude på adressen, og så kunne jeg godt lægge to og to sammen. Og så sagde jeg det til min mor.

– Jeg husker det ikke som særlig smertefuldt, spørg mig ikke hvorfor. Måske havde jeg set det komme. Måske var jeg glad for, at han flyttede. Jeg var ikke vanvittig tæt på mine forældre i de år, og det gjorde det ligesom nemmere. De havde meget travlt med deres eget liv, deres fester og deres arbejde. De var begge under 20 år, da de fik mig, og de skulle nok ikke have haft mig. Men jeg oplevede masser af kærlighed de første otte-ni år af mit liv, og det betyder jo rigtig meget for børn. Man siger, at børn, der bliver svigtet, fra de bliver født, er mærket for livet. Men hvis man får kærlighed de første fire-fem år, har man nemmere ved at komme sig over noget senere. Jeg kan i hvert fald sige så meget, at der ikke var nogen voksne mennesker, der lovede mig noget, de ikke holdt. Jeg blev ikke stillet noget i udsigt, som ikke kom, fordi de ikke kunne finde ud af at levere det. De lovede ikke særlig meget, så jeg var sjældent skuffet. Og jeg fik vænnet mig til niveauet relativt tidligt. Dybt inde er det selvfølgelig ikke uproblematisk med sådan en opvækst, men jeg fungerede fint i skolen og gymnasiet. Det er mere på et dybere niveau, at jeg er mærket af den opvækst, jeg har haft.

Claus Meyer 2019 Lolland.jpgClaus Meyer (Foto: Peter Nørby) 

– Nu lyder det meget trist alt sammen, men det var det ikke. Jeg har mange gode barndomsminder også. Jeg var rigtig meget hos min mormor, hun havde masser af tid og overskud, og vi spillede kort og spiste småkager, og selvfølgelig var der også masser af gode oplevelser med mine forældre de første år. Det med at gå ud efter aftensmaden og spille tennis på vejen med mine kammerater husker jeg også som noget godt, ligesom jeg var meget glad for min folkeskole og mine lærere der. Jeg dyrkede meget sport og fik mange gode venner på den måde. Jeg elskede at se fodbold – det gør jeg stadigvæk – og jeg tog til kampe i både idrætsparken og Østeuropa med min farfar. Mit liv dengang kredsede i det hele taget meget om sport.

Omdrejningspunktet i livet

– Efter gymnasiet tog jeg en time out og rejste til Paris, hvor jeg havde en halvkølig relation til en parisisk familie, som jeg arbejdede hos. Men så fik jeg leverbetændelse hos tandlægen og valgte at tage på et rekreativt ophold i Sydfrankrig, hvor jeg kom til at bo hos en kokke- og konditorfamilie, som nærmest blev som en familie for mig. De var varme og nærværende, og meget hurtigt behandlede de mig, som var jeg deres søn. Det var helt urimeligt, hvor godt vi havde det sammen. Det, jeg havde savnet derhjemme, fik jeg hos dem i ekstrem grad på et halvt år. Samtidig fyldte maden nærmest det hele, for manden i huset var madhåndværker af den gamle skole. Vi lavede flere retters aftensmad, som jeg var med til at lave, hver dag. Jeg blev fuldstændig grebet af maden og tænkte, at der måtte være nogle sammenhænge imellem den gode mad og det gode liv. Familien blev et forbillede for mig, og den gode mad endte med at blive et omdrejningspunkt i mit liv. Derhjemme havde jeg altid fået frostmad og den slags. Hurtig mad. Min mor arbejdede og gad ikke lave mad, så for mig var det virkelig en øjenåbner, at mad kunne smage, som det gjorde i min franske familie.

– Fra jeg var 20 til 40 år var jeg stort set ikke på Lolland. Jeg havde ikke noget at bruge det til. Jeg fandt livet, glæden, mulighederne og fremdriften i Frankrig, og det tog jeg med mig til København. I de år syntes jeg på mange måder, at Lolland stod stille, og jeg huskede ikke stedet for noget godt. Men så skete der det for mig, som jeg tror, at mange mennesker oplever, nemlig at man vender tilbage til sin fødeegn mange år efter. I 2002 købte jeg en frugtplantage på Lilleø, som ligger i Smålandsfarvandet nord for Lolland. For at lave eddiker. Samtidig genopdagede jeg glæden ved den lokale fodboldklubs kampe. Det var sådan en voksen erkendelse af, at ens fødeegn er det kompas og det landkort, man har i sig. Knud Romer har skrevet så fint om det. Han skriver: ”Jeg har Falster i mig”. Jeg kan sige
det samme: ”Jeg har Lolland i mig”. Jeg passer sammen med landskabet, kulturen og stederne dernede. 

– På landet og i provinsen er tingene på en eller anden måde meget nøgne og ærlige. Og uforstillede. Man prøver ikke at gøre sig til mere, end man er, eller at tage sig ud. Det bliver hurtigt pillet ned. Og så er der også det element, der hedder ordentlighed. Alle kender hinanden. Jeg er opvokset med en følelse af noget ordentlighed i min omgang med andre mennesker. At man ikke lover mere, end man kan holde. At man ikke prøver at spille smart. Og så er det jo glæden ved naturen. Og en form for afstandtagen til alt sådan noget by-smart noget. Mode-hipster-folk, der prøver at være noget i tiden. Fordi det er smart lige nu. Jeg har aldrig prøvet på at være smart med de smarte. Jeg har altid været mig selv. Jeg har det fint med, hvem jeg er, jeg har ikke behov for at ligne noget andet. Og det er vel
sådan en bondsk indstilling til livet, som jeg har med fra Lolland. En ikke særlig byagtig tilgang til tingene. Med mine restauranter og forskellige det meget om samværet omkring bordet og om kærlighed. Sidenhen har jeg så opdaget alt det andet, der er på spil, hvis vi ender med at spise frostmad og fastfood. Det handler om alt fra biodiversitet til miljøspørgsmål og dyrevelfærd.

– Ud over den simple glæde, der er ved at spise virkelig veltillavet mad sammen med nogle søde mennesker. Jo mere jeg gik ind i det arbejde, jo mere fandt jeg ud af, og jo mere alvorligt fandt jeg ud af, at det er. Det betyder noget, om vi spiser god eller dårlig mad. For os selv, for turismen, fødevareeksporten og sammenhængskraften i vores samfund. Det handler også om social inklusion. Måltidet rummer jo det hele. I dag har de fleste forstået, at vi har nogle fødevaresystemer, som måske er uholdbare allerede på den halvkorte bane, og at vi er nødt til at lave en masse ting om. Det er et forandringsprojekt, jeg har været i gang med i 35 år. Jeg har nok været lidt forud for min tid. Og jeg har haft lyst til at gå forrest for at løfte den opgave, jeg som 20-årig syntes var vigtig. Derfor har jeg ikke haft nogen problemer med at skrive bøger eller stille op på fjernsyn, men det er ikke fordi, jeg synes, det hele er ekstra fantastisk, når jeg er i fjernsynet. Eller fordi jeg er blevet kendt. Jeg har aldrig været specielt optaget af at blive kendt. Men det har været et godt redskab til at få mit budskab ud.

Om at give tilbage til Lolland

– I 2006 købte jeg Hotel Saxkjøbing sammen med to andre. Dels har jeg altid været optaget af værtsskab. Og dels tænkte jeg, at når det kunne lade sig gøre at få Noma rendt så godt i gang, så kunne det være sjovt at prøve at overtage et gammelt hotel på min hjemegn, som andre havde opgivet. For at arbejde med de lokale og for at se, om det kunne få succes. Det var et forsøg på at give noget tilbage til den egn, jeg kommer fra. Vi håbede, at hotellet kunne blive en katalysator for fornyelse af fødevareproduktionen og turismen i området. På samme måde, som Noma på nationalt plan har sat fokus på god madkultur, håbede vi, at vi kunne opnå noget af det samme på regionalt plan på Lolland. Vi vil gerne være den inspirerende nabo for de andre dernede. Jeg synes, det er lykkedes virkelig godt, men det har været en hård rejse.

– Det viste sig, at der var store bygningsmæssige udfordringer, så vi har været i gang med en 40 millioner kroners ombygning over fire år. Men nu står det som en perle med et fantastisk personale, der brænder for stedet og giver alt, hvad de har i sig. Og så er der sket meget omkring hotellet. Lokale producenter er begyndt at forædle fødevarerne lokalt. Kirsebærvin, øl, eddike, chokolade og marmelade. Og der er flere og flere lokale producenter af grøntsager og frugter, som leverer direkte til restauranter, hoteller og private. Forbindelseslinjerne mellem dem, der producerer fødevarerne, og dem, der spiser dem, er blevet kortere og mere gennemskuelige. Og jeg tror meget på en gennemskuelig madkultur, hvor folk kender hinanden og taler sammen uden for mange mellemled. Det er godt for en indbyrdes forståelse, for vi er på en fælles rejse, og det kan man godt glemme, hvis man altid handler i Lidl og Fakta. Her i foråret afholdt vi Madens Folkemøde for første gang, og det foregik på Lolland. Formålet var at booste samtalen om den brede madkultur.

Claus Meyer Lolland.jpgClaus Meyer er tilbage på Lolland (Foto: Peter Nørby) 

– Jeg har også kastet mig over min gamle fodboldklub på Lolland. Jeg solgte en del af min virksomhed for fire-fem år siden, og det gav nogle penge, som jeg har investeret i klubben sammen med to andre. Ikke for at erobre magten i klubben, men for at engagere folket i klubben. Vi tegnede en masse
folkeaktier, og målet er at få klubben i Superligaen i 2020. Jeg ser alle de kampe, jeg kan, dernede. Og det er vidunderlige øjeblikke i mit liv, hvor det hele bliver simpelt. I fodbold er der en meget klar vi-og-de-følelse. Som ikke altid er der i helt samme grad ude i det rigtige liv. Det er på en måde hele livet,
der er koncentreret i de 180 minutter, en kamp varer. Og man bliver bare glad af at se fodbold. Helt banalt. Jeg er tilbøjelig til at glemme alt omkring mig, når jeg ser fodbold. Når man står der med sine venner og kammerater, og ens hold scorer, opstår der en berusende glæde. Bonderøv i New York

– I sommeren 2018 flyttede min familie og jeg tilbage til Danmark efter tre år i New York. Jeg har stadig to restauranter, The Great Nothern Foodhall og en madskole for fattige derovre. Mens vi var der, holdt jeg fast i mit engagement i hotellet og fodboldklubben herhjemme, for hvis jeg har et mantra i livet i dag, så er det: Jeg ved aldrig rigtig, hvor jeg er på vej hen, men jeg glemmer aldrig, hvor jeg kommer fra. Derfor hang det fint sammen for mig at tage til USA samtidig med, at jeg var engageret i min fødeegn. 

– Det var en fantastisk oplevelse at være i USA. For hele familien. Vores børn lærte at gå i amerikansk skole og fik styr på et nyt sprog. Vi lærte alle at begå os i et fremmed samfund med nogle helt andre værdier og en helt anden befolkningssammensætning. Med helt andre traditioner. Vi lærte at forstå
den amerikanske racekonflikt og uligheden i det amerikanske samfund. Det var en kæmpe gave at kunne give sine børn muligheden for at vokse op i en fremmed by, og for os som familie var det givende at finde ud af at få hverdagen til at hænge sammen og opdage, at man kan blive en del af byen. Jeg endte faktisk med at føle mig hjemme i New York. Så godt, som man nu kan, når man er en bonderøv fra landet. 

Claus Meyer cykel.jpg"Hvis man kan lide at bade, kan jeg anbefale Hestehoved Badestrand ved Nakskov Fjord." (Foto: Peter Nørby) 

– Det er vigtigt for mig at give mine tre piger nogle gode værdier med på vejen. Empati. At tænke på andre mennesker. Og humor. Jeg vil gerne lære dem at være nærværende i de ting, de foretager sig. Og det er vigtigt, at de følger deres eget hjerte. De skal ikke føle sig forpligtet til at overtage noget, jeg har sat i gang. De skal se andre mennesker med hjertet, og de skal se muligheder i det umulige. Se nye veje gennem landskabet frem for bare at stille sig op i køen og gøre noget rutinemæssigt. Som nordmændene siger: De skal trække deres eget spor i sneen. Jeg vil gerne have, de spørger sig selv, hvad det er for en unik gave, de hver især har fået, og hvordan de kan udnytte den til eget og andres bedste. De skal også have respekt for familien. Og holde sammen. Man passer på sine nære. Man er på hold sammen. Og det handler ikke om millimeterdemokrati, det handler om det fælles bedste. Jeg hader selv detailstyring af andre mennesker, også som leder. Jeg vil gerne skabe en fælles idé om, hvor vi skal hen, og hvordan vi er over for hinanden, men jeg kan godt lide, når folk selv tager ejerskab for den måde, de løser opgaverne på. Det er ikke helt sådan, jeg selv er blevet opdraget. Det var en blanding af fravær og diktater. Du SKAL gøre det her nu! Og så ingenting. Jeg vil gerne gøre det på en anden måde. Jeg tror på relativt frie rammer, men selvfølgelig er der nogle hjørneflag. 

– Min kone og mine piger er tit med på Lolland. Jeg tror, at de holder meget af hotellet og den stemning og langsomhed, der er i byen. At gå i svømmehallen i Sakskøbing er vidunderligt, for der er helt stille og roligt. Det er lidt som at træde tilbage i tiden. Men på en fin måde. Og de elsker alle de loppemarkeder, der er på Lolland. Du kan finde fantastiske ting til ingen penge. Vi har også holdt Apple Flower Festival på Lilleø syv år i træk. 1000 mennesker med musik og mad ude på øen, det er et af vores livs højdepunkter hvert år. Hele familien er med til at lave festivalen og maden og til at nyde det hele, når det går for sig. Selv fodbold har de været med til nogle gange. Vi har en gård på Lillø, men vi holder for det meste sommerferie i Rågeleje. Min hustrus familie har haft sommerhus deroppe i en halv menneskealder, og hun ville rigtig gerne have sommerhus i nærheden. Så jeg lavede den aftale med hende, at hvis vi fik det til at ske, så måtte jeg gerne se alle fodboldkampene på Lolland i fire år uden at spørge om lov. Da jeg kun brugte aftalen en tredjedel de første fire år, har jeg forlænget den, så den må gælde i 12 år. Det er en god aftale, især fordi jeg også gerne ville have sommerhuset i Rågeleje. 

CLAUS MEYERS BEDSTE TIPS TIL LOLLAND-FALSTER

– Hvis man holder sommerferie på Lolland-Falster, kan jeg selvfølgelig anbefale, at man bor og spiser på Hotel Saxkjøbing. Der hører en lille gårdbutik til hotellet, hvor man kan købe lokale produkter fra Lolland, Falster og Sydsjælland. Tag på Krenkerup Gods, hvor man på Krenkerup Bryggeri kan nyde en dejlig øl og en god frokost. Sidste weekend i august afholdes der stort høstmarked med masser af lokale fødevarer og aktiviteter for børn og voksne. På Oreby Kro spiser man også rigtig dejligt. Det er klassisk dansk mad. Der er også en skøn restaurant i Nakskov, der hedder Gonzales Feilberg. Den ene af ejerne er født i Nakskov, det er lokal mad i meget høj kvalitet og baseret på lokale råvarer.

– Jeg elsker at tage i Knuthenborg Safaripark med ungerne og spise madpakke der. Lolland er også et fantastisk sted at cykle. Man kan leje cykler alle vegne, og der er nogle virkelig gode cykelruter, bl.a. en 40 kilometer-tur langs Nakskov Fjord. Hvis man kan lide at bade, kan jeg anbefale Hestehoved Badestrand ved Nakskov Fjord. Vandet er lavt, og det er ideelt for børn. Marienlyst Strand, som er kåret til Danmarks bedste flere gange, er en skøn, hvid og bred sandstrand med fantastisk vand. Jeg badede så meget der, da jeg var barn. Jeg husker helt tydeligt følelsen af dybden og anden
revle. Lindelse er også et fantastisk sted. Det er et gammelt fiskerleje, hvor man kan sætte sig på den gamle træbro og dyppe tæerne i vandet.

– På en mark med udsigt over Smålandshavet ligger Dodekalitten. Det er 12 stenstøtter, 7-9 meter høje, der er udhugget som hoveder, der alle vender mod centrum i en cirkel. Ude Smålandshavet sejler færgerne til Femø, Fejø, Lilleø, Askø og Verjø, der alle er et besøg værd. Særligt Fejø er helt unik, synes jeg, og det er rigtig godt at cykle rundt derovre. Endelig skal man selvfølgelig tage på stadion og se en fodboldkamp. Eller måske en håndboldkamp, når Nykøbings håndboldpiger, som er blandt de bedste i landet, boltrer sig.

Hvem er Claus Meyer

  • Født 27. december 1963 på Nykøbing Falster
  • Gastronomisk iværksætter og står i spidsen for Meyer Gruppen, der bl.a. tæller virksomhederne Meyers Madhus, Meyerfood, Meyers Deli og Meyers Bageri. Hertil kommer medejerskab af bl.a. Noma, NamNam og Hotel Saxkjøbing.
  • Fik i 2016 en Michelinstjerne på restaurant Agern i New York, hvor han også har søsat flere andre spisesteder, barer og en kokkeskole i Brooklyn.
  • Har været med til at stifte festivalen ”Haven” på Refshaleøen og har åbnet en nonprofit madskole i Sakskøbing.
  • Gift med Christina Meyer Bengtsson, som er grafisk designer. Sammen har parret døtrene Elvira, 22, Viola, 16, og Augusta på 13 år. Christina har desuden en søn fra et tidligere ægteskab.

Claus Meyer kone børn.jpgClaus og Christina Meyer med døtrene Elvira (t.v.) og Viola til en premiere tilbage i 2009. (Foto: Bo Nymann/Her & Nu) 

Se, hvad vi ellers skriver om: Claus Meyer, Interview og Utroskab