Da min far dræbte min mor

Af Majbritt Lacuhr

”Jasmin, Randa, Amal og jeg sad med hver vores farveblyant i hånden og tegnede på et stykke papir, da psykologen fortalte, at vores mor var død. Hun fortalte, at det var vores far, der havde slået hende ihjel, og at han havde brugt en kniv. Han havde skåret hende i halsen og begravet hende i en bunke sand på stranden i Tisvilde, hvor nogle børn havde opdaget hendes lange, sorte hår i sandet”.

Sapran Hassna er bare fire år, da den kontante og nærmest surrealistiske besked møder hende i et hvidmalet mødelokale på børnehjemmet Frederiksholm i Københavns sydvestkvarter. En besked, der ikke bare rammer som det sorteste lyn i hendes lille barnetilværelse, men også får afgørende betydning for hendes videre skæbne. Sammen med sine tre søstre bliver hun placeret hos en plejefamilie på Sydsjælland, og det bliver begyndelsen på et helvede, hun nu, efter mange års tilløb, fortæller om i bogen ”Forbandede barndom”.

LÆS OGSÅ: “Det sværeste at komme igen fra har været at miste en datter”

Sapran er født i Sandholmlejren. Hendes forældre, som begge var statsløse palæstinensere fra Gaza, er kommet til Danmark året før, en sommerdag i 1992, og får efter nogle år midlertidig opholdstilladelse i landet. Herefter flytter familien, som nu består af fire piger og deres forældre, ind i en lejlighed i Tingbjerg nord for København.

Sapran og hendes søstre har mærket spændingerne i hjemmet, længe inden det ender så fatalt en oktoberdag i 1997. Faren er psykisk ustabil og indimellem også indlagt på Psykiatrisk Center Sankt Hans. Han sælger stoffer og hælervarer i Istedgade og er desuden selv på stoffer. Hjemme er han en tikkende bombe, der terroriserer familien og særligt moren, som må få børnene til at hjælpe med at barrikadere sig mod farens raseri, når han i tide og utide buldrer på hoveddøren og truer med tæv. I sidste ende fordi hun kræver skilsmisse.

LÆS OGSÅ: ”Sorgen over at miste min mor blev helet en smule, da jeg selv fik familie”

Så da moren den dag har dristet sig til at bevæge sig uden for lejligheden for at aflevere børnene i børnehaven – vel vidende, at hun er i stor fare – bliver hun kidnappet på åben gade på Nørrebro i København og dræbt af sin mand.

Uden at vide hvorfor flytter Sapran og hendes tre søstre ind på børnehjemmet Frederiksholm og får først besked om deres elskede mors død seks dage efter. Heldigvis falder de godt til her og får masser af hårdt tiltrængt omsorg.

Godt et år efter drabet bliver faren idømt 12 års fængsel og herefter udvist fra Danmark. Døtrene besøger ham i starten – det er godt for deres relation, mener nogle psykologer – men efterhånden ebber besøgene ud, og eftersom faren aldrig har været noget trygt bekendtskab, har Sapran ikke savnet ham et øjeblik siden og aner ikke, hvor han befinder sig i dag.

Låst inde

En dag i slutningen af 1998 møder de fire søstre i alderen fire-otte år så for første gang deres plejefamilie – Gunnar og Lise og deres to sønner. De kommer på besøg på Frederiksholm.

– Det var, som om de kom i en dyrehandel og ligesom bare pegede på de dyr, de gerne ville have. Det var ret ubehageligt, men samtidig førte de denne her falske glæde over på os – at nu skulle vi være en familie og ned at bo på denne her gård med heste og hunde. Og selvfølgelig havde vi også et håb om at blive lykkelige.

I februar 1999 flytter pigerne ind på Gunnar og Lises gård i udkanten af Skælskør-egnen. Og efter ganske kort tid går det op for pigerne, at det ikke ligefrem er omsorg, de har i vente. Lise serverer bevidst og konsekvent mad, de ikke bryder sig om. Og samtidig ændrer tonen sig langsomt.

– Der var en virkelig ubehagelig stemning. Jeg kunne mærke, at jeg ikke måtte være den person, jeg hidtil havde været. Det var svært at forstå de koder, de voksne pludselig sendte – at du skulle viske din personlighed ud. Man måtte ikke grine det grin, man plejede, man måtte ikke smile, drille sine søskende eller lege de lege, vi plejede. Man skulle helst bare forsvinde.

– Når vi gik en tur i skoven med Gunnar og Lise, gik de bag os og bestemte, hvor hurtigt vi skulle gå, at vi ikke måtte svinge med armene, men heller ikke holde dem stille ind til kroppen, for så lignede man en robot, sagde de. På alle tænkelige måder man kan køre på et menneske, gjorde de det.

Pigerne bliver låst inde på deres værelser om natten, ligesom dørene bliver aflåst, hvis Lise en sjælden gang forlader huset. Men selv når dørene ikke er låst, er pigerne spærret inde. De må ikke komme på hinandens værelser eller færdes frit i huset, og Sapran aner ikke, hvad der foregår på søstrenes værelser. Nogle gange hører hun skrig derindefra, når de bliver straffet, og andre gange hører hun bare, at Gunnar lister sig op til Randas værelse på førstesalen om natten.

– Vi vidste, at det var komplet uacceptabelt at forlade værelset. Så du blev derinde, om så du skulle skide i bukserne.

Fandt mad i skolens skraldespande

Sapran kommer hurtigt til at hade måltiderne på gården. Køkkenet er Lises domæne, og her bliver maden øst op og rationeret. Gunnar og Lise synes, de fire piger er for tykke, så mens resten af familien spiser, til de er mætte, må pigerne nøjes med de små afmålte portioner. Opfører de sig ikke behørigt, bliver de sendt væk fra bordet uden mad. Eller på anden vis straffet:

”Sagde jeg nej til at spise den mad, Lise satte frem, blendede Gunnar den og trykkede på mine kæber, indtil jeg ikke kunne modstå presset. Han tvang det ned i min hals og ventede på, at jeg sank det i store, kvælende mundfulde”.

Skolekammerater og deres forældre bliver advaret om, at pigerne har et unaturligt forhold til mad og ingen mæthedsfornemmelse. Og pigernes madpakker indeholder konsekvent mad, de ikke bryder sig om, så for at stille sulten begynder de at stjæle mad fra deres klassekammerater.

– I dag, hvis jeg gør noget, jeg godt ved, er forkert, får jeg sådan en underlig følelse i mine ben. Jeg kan ikke mærke dem. Det var den følelse, jeg havde dengang. Jeg var følelsesløs af skræk, fordi jeg var pissebange for at blive taget. Jeg vidste jo godt, at det ikke var rigtigt. Det udmattede mig hver dag at skulle udtænke planer og aflure, hvornår folk skulle ud, hvordan jeg skulle gemme mig bag jakker, overtale mine klassekammerater til at give mig noget af deres rugbrød eller rode i en skraldespand. Hele tiden meldte jeg mig frivilligt som duks, for så kunne jeg være alene med et par skraldespande! Puh, jeg kan stadig genkalde mig den der søde skraldespandslugt. Når du er sulten, har du ikke noget filter.

LÆS OGSÅ: ”Jeg indser det, da jeg er 18 år. For helvede, jeg er trans.”

– Jeg husker også engang, hvor familien spiste frokost. Vi måtte ikke være med, så Amal og jeg sad på gulvet i stuen og diskuterede hvem af os, der skulle gå hen og sige, at vi gerne ville bede om noget mere mad. Den landede på mig, så jeg listede mig hen og sagde, at vi altså ikke blev mætte af det, vi fik. Og så brugte Gunnar en masse tid på at forklare os, at det mad, vi fik, var mere end rigeligt, mens han illustrerede med en hul hånd, hvor stor vores mavesæk var, hældte cornflakes i den og toppede med et par skiver rugbrød. Mere skulle vi ikke have.

– I dag har jeg stadig svært ved at rationere mad. Det sidder så dybt i mig, at der skal være nok. Jeg kan slet ikke håndtere, hvis nogen omkring mig er sulten.

Konstant overvåget

Selvom Sapran forklarer sin lærer, at hun stjæler, fordi hun ikke får mad nok derhjemme, og trygler hende om ikke at ringe til Gunnar, for så vil hun få tæsk, vælger læreren at overhøre hendes bøn. Og straffen bliver – ud over et par endefulde og spark – bl.a. daglige kropsvisiteringer uden tøj på for åben dør – for at sikre sig, at hun ikke har noget på sig, som Gunnar siger.

Hurtigt bliver også fysiske afstraffelser hverdagskost på linje med de daglige ydmygelser.

”Gunnar vidste præcis, hvordan han skulle slå, uden at det gav blå mærker. Han bøjede sine fingre og slog os i baghovedet med knoen på sin langefinger, eller han sparkede os bagi med vristen af sin fod. Det gjorde ondt, men det værste var overraskelsesmomentet og ydmygelsen i, at han slog, når man stod med ryggen til”.

– Da Randa blev slået første gang, var vi ikke et sekund i tvivl om, at nu var alting ændret. Og at vi var havnet hos nogle mennesker, som ikke ville os noget godt. Jeg tror bare ikke, at nogen af os havde en fornemmelse af, præcis hvor slemt det ville blive, og hvad det gør ved dig at have to mennesker omkring dig, som konstant kontrollerer alt, hvad du foretager dig. Det gør helt fysisk ondt på mig, når jeg tænker tilbage på, hvor kontrollerede vi har været. De skulle bare have den der udslusningsfase fra børnehjemmet overstået, og så kunne de ellers begynde at pille os fra hinanden.

– Lise bestemte også, hvornår vi måtte gå på toilettet. Hun kunne finde på at sige til mig, at jeg skulle stille mig uden for toiletdøren og kigge ind på toilettet – bare stå der, indtil jeg tissede i bukserne. Og så kunne jeg ellers få lov at tørre det op bagefter. Engang jeg var ude på toilettet, bad de mig lave afføring. Men det kunne jeg ikke. Vi måtte ikke lukke døren, så de stod begge i døråbningen og sagde så, ”det er meget simpelt: hvis der ikke ligger tre stykker afføring i toilettet, får du ikke lov til at rejse dig!”. Der har jeg nok været syv år. Jeg græd og var helt fortvivlet, for det havde jeg jo ingen kontrol over.

Den usynlige firkant

Listen over ydmygelser er næsten uendelig. Men særligt én har gjort så stort et indtryk på Sapran, at hun bliver overmandet af sine følelser, da hun i sommer bliver konfronteret med den igen. Det sker, da TV 2 i forbindelse med en dokumentarfilm om om pigernes liv fører Sapran tilbage til den gård, Gunnar og Lise, Sapran og to af hendes søstre, Amal og Jasmin, siden flyttede ud til.

Ydmygelsen består i en usynlig firkant, som Sapran skal indfinde sig i hver dag, straks hun kommer hjem fra skole.

”En dag bad Gunnar mig komme med ud på gårdspladsen. Han tog fat om mit håndled og førte mig rundt, mens han med en pind markerede en firkant i perlegruset, jeg skulle stå i, indtil Lise vinkede mig ind fra køkkenvinduet. Jeg var ved at segne af ydmygelse. Firkanten lå op ad en stalddør og var omtrent en kvadratmeter stor og kun lige akkurat optegnet så tydeligt, at man ikke rigtig lagde mærke til den, medmindre man vidste, den var der. (…) Jeg måtte ikke sætte mig ned eller stå stille, men jeg måtte på den anden side heller ikke lave så meget, at det vakte opmærksomhed. (…) Jeg satte mig derfor som regel på hug og lod, som om jeg legede med sten. (…) Flere af mine klassekammerater gik til ridning på gården, og de kunne ikke begribe, hvorfor jeg ikke ville med ind i stalden. De kom ud og kaldte og spurgte, om jeg ikke ville med ind til hestene. Men hvad skulle jeg sige? Hver gang Lise så nogen nærme sig min firkant, rejste hun sig med det røde hår strittende i alle retninger. Hun blev stående bøjet hen over vindueskarmen og stirrede på mig, mens jeg forsikrede mine klassekammerater om, at jeg meget hellere ville lege med sten i gården.”

– Gensynet med den firkant fik mig til at græde. Det kom virkelig bag på mig. Så mange år efter. Jeg var helt i chok over mine tårer. Men den firkant var sindssyg hård. Jeg har vant til at være spærret inde, men at være i et usynligt fængsel på denne her måde – så offentligt uden nogen overhovedet lægger mærke til det – det er ubeskriveligt.

– Jeg var hele tiden fanget i et troværdighedsdilemma. Hvem ville tro på, at jeg skulle stå i en firkant på en gårdsplads? Og havde nogen spurgt Gunnar og Lise, om det var rigtigt, ville de skraldgrine og sige, at jeg var fuld af løgn.

– Jeg ved ikke, hvor jeg fandt viljestyrken til at blive ved med at kæmpe. Jeg tror, jeg forsøgte at kompensere. Være den bedste i undervisningen, elevrådsformanden, den, der bagte flest kager. Hele tiden søgte jeg ros og anerkendelse – særligt i skolen, som derfor blev mit helle.

Det lurer Gunnar lynhurtigt, og derfor bliver Sapran gentagne gange beordret i seng i dagevis. Uden forklaring. Bare bedt om at blive liggende i samme krampagtige stilling – med ansigtet vendt ind mod væggen.

”…Lise skrev i min kontaktbog, at jeg havde været syg. Det havde jeg ikke, selvom Gunnar tit bad mig om at trække bukserne ned og bukke mig fremover, så han kunne tage min temperatur”.

Endelig fri

Efter tre år lykkes det storesøsteren, Randa, at redde sig ud af huset. På trods af at hun har fortalt en skolepsykolog, at alle fire piger er bange for Gunnar, er det kun hende, der får lov at flytte på institution.

– Da Randa forsvandt, havde jeg en fornemmelse af, at det kun var mig, der blev kørt på. Men der har jeg jo ikke vidst, hvad der skete med min lillesøster om natten. Når hun blev slået, var jeg låst inde, og så kunne jeg bare høre hende råbe og skrige. At høre den du elsker allermest komme til skade, er ubeskriveligt. Især fordi jeg jo allerede levede med bevidstheden om, at min mor var blevet slået ihjel og derfor konstant gik rundt og frygtede også at miste mine søstre.

Først to år senere uden kontakt med Randa kommer storesøsteren endelig på besøg med sin pædagog, Maria, fra institutionen. Maria bliver pigernes redning. Hun forlanger at få en snak med pigerne alene, og her lægger de – næsten – alle kort på bordet. Og for første gang møder de et menneske, der tror på dem. Hun lover at gøre alt for at få dem væk derfra, og efter otte måneder lykkes det. Dog uden at nogen indrømmer, at de har svigtet de fire piger.

– Kommunen havde vurderet, at det ikke var hårdt for mig og mine søskende, men hårdt for Gunnar og Lise at være omkring nogle piger, som havde så store behov og så svært ved at tilpasse sig og skabe relationer!

Sapran og Amal kommer på samme institution som storesøsteren, mens den ældste og udviklingshæmmede søster, Jasmin, må blive hos plejeforældrene yderligere et år.

LÆS OGSÅ: "Jeg har et mørkt sind, men har altid dyrket det lyse"

På institutionen lykkes det Maria at lirke sig ind til pigernes allerstørste hemmelighed. Det viser sig nemlig, at Gunnar i årevis har misbrugt Randa og Amal seksuelt, hvilket kommer som et kæmpe chok for Sapran. Efter mange overvejelser fra pigernes side ender det med, at Gunnar politianmeldes.

Anklageskriftet mod Gunnar lyder bl.a. på samleje med Randa en gang om ugen i to et halvt år og ligeså med Amal i fire tilfælde, på fysisk afstraffelse og blufærdighedskrænkelse. I udgangspunktet er Lise mistænkt for medvirken, men politiet opgiver at rejse sigtelse pga. manglende beviser.

Retssagen er en hård omgang for Sapran og hendes søstre, som på det tidspunkt er 12-16 år gamle. Det er svært for Sapran at høre sig selv omtalt på værst tænkelige vis. Tonen er kølig, og ordene, der beskriver Randas og Amal natlige oplevelser med Gunnar, alt for vulgære at dele med voksne, fremmede mennesker. Hemmeligheder, Sapran på ingen måde heller har lyst til at lægge ører til.

"Gunnar sagde til Randa, at de skulle lege. De skulle lege en leg, der hed ”ride, ride ranke”. Det gjorde ondt, da Gunnar stak sin penis op i hende, og han sagde til hende, at hun skulle lægge hænderne på hans ryg. Hun skulle holde om ham. (…) Gunnars advokat ville vide, om Gunnar kom i hende. Det vidste Randa ikke. Hun vidste bare, at da Gunnar rejste sig, gned han hende langsomt ned ad næseryggen med sin pegefinger og sagde til hende, at hvis hun nogensinde fortalte det til nogen, ville han slå hendes søstre ihjel."

Gunnar nægter sig skyldig, men bliver i 2009 idømt fem års fængsel, som han tilbringer i isolation. I resten af sit liv må han ikke arbejde med børn under 18 år eller opholde sig i hjem med børn under 18 år. Herudover skal han udbetale erstatning til pigerne. 70.000 kr. til Randa, 30.000 til Amal og 10.000 til Sapran.

– Det var så ydmygende at modtage de penge. 10.000! Så kan man lige så godt sige til mig, at det er okay, det jeg har været igennem. At man ikke synes, min smerte har været specielt stor. Eller mine søstres for den sags skyld. Særligt når jeg ved, at Gunnar og Lise har tjent 199.000 kr. om måneden på at tage vare på os. Plus et årligt tillæg på 30.000 kr., fordi vi er muslimer, og oksekød jo er dyrere end svinekød.

Ingen gjorde noget

For første gang har Børns Vilkår anlagt sag mod en kommune. Det gjorde de i 2013 på vegne af Sapran og hendes søstre. Anklagen går på, at Slagelse Kommune ikke passede ordentligt på pigerne, da de var i deres varetægt. Der forventes at falde dom i foråret.

– Når jeg fortæller min historie i en dybt personlig bog og i øvrigt igen vælger at gennemgå en retssag, som slider hårdt rent psykisk, er det jo, fordi jeg virkelig troede, at en retssag betød noget, men det har den ikke gjort. Det var hårdt at sidde som 12-årig i retten og høre sig selv blive omtalt som et sexlystent barn, hvilket var et af Gunnars modargumenter! Vi blev frataget vores troværdighed, og det er den, jeg kæmper med at hale tilbage på rette spor. Hver gang jeg har læst rapporter og udtalelser om os, er jeg blevet helt knust. Hele tiden har Gunnar haft os i sin hule hånd og manipuleret med os og med folk omkring os. Vores fortid er blevet brugt imod os – at ”man skulle huske på, hvor traumatiserede vi var”. Tænk, at folk omkring os er nået frem til at synes, at det var okay at gøre de her ting imod os.

På mange måder har netop kampen for troværdighed været Saprans drivkraft igennem alle smerterne.

– Det føles som en endeløs og trættende kamp at forsøge at overbevise folk om, at det, der er sket imod mig og mine søskende, er rigtigt. Tilmed har jeg ingen diagnoser. Paradoksalt nok styrker det ikke min troværdighed, at jeg er nogenlunde velfungerende.

– Jeg har nok altid haft en dyb og stædig følelse inde i mig selv af, at jeg ville klare mig. Jeg har været meget bevidst om at udvikle mig personligt, så jeg fremadrettet kan argumentere over for et hvilket som helst menneske. Sørget for at blive klogere og klogere, så ingen nogensinde kan pille mig ned igen. Det har nok også været min overlevelsesstrategi. At nå til det punkt, hvor jeg har en troværdighed. Nu har jeg en universitetsuddannelse, en stærk personlighed og en bog bag mig. Jeg har noget at have det i, og det har været rigtig vigtigt for mig.

Konsekvenser for resten af livet

Gunnar spøger stadig i Saprans underbevidsthed.

"I mange år kunne jeg ikke falde i søvn uden en lille natlampe, og hvis min kæreste, Sami, i dag låser sig ind i min lejlighed midt om natten, sørger han for at larme, når han sætter nøglen i døren. Han ved, at hvis jeg ingenting har hørt, vågner jeg med et skrig, når han aer mig på kinden og siger mit navn (…). Jeg er angst for, at det er Gunnar, der pludselig står midt i mit værelse. Det er hans ansigt, jeg ser, når jeg hører lyde og bliver bange for, hvad mørket gemmer."

Sapran ved, at barndommen har sat spor for livet. I dem alle fire. Randa og Amal er fysisk så skadede af misbruget, at de formentlig har mistet evnen til at få børn. Og det allerstørste svigt har helt grundlæggende været erkendelsen af, at ingen greb ind. På trods af bunkevis af psykolograpporter, indberetninger fra pædagoger, bekymringsbeskrivelser fra lærere, tilsynsrapporter, notater, mødereferater og sågar en indberetning fra en praktiserende læge, som konkluderede, at ”nogen” måtte have haft sex med lillesøsteren og derfor skrev en rapport til embedslægen og familiens sagsbehandler i kommunen om mistanke om seksuelt misbrug.

– Det var hårdt hele tiden at være omgivet af mennesker, som ser dig og alligevel ikke ser dig. Ser dig uden overhovedet at spørge dig, hvordan du har det.

– Havde vi bare haft ét uanmeldt besøg, kunne det have været stoppet. Men man har stolet blindt på Gunnar og Lises statusopdateringer og troet på, at alt var godt.

– Vi er ikke kommet helskindet igennem det her. Vi er bare kommet igennem det. Det er vigtigt for mig at understrege. Jeg spænder ikke violinen op og siger, at vi søstre har det perfekte forhold, vi kæmper stadig og har store udfordringer indbyrdes. Vi har stor kærlighed til hinanden, men et langt stykke hen ad vejen er det kun dårlige minder, der binder os sammen. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at det har været mine søskende, der har holdt mig oppe.

– Vi gemmer nok også tingene væk, os søstre imellem, fordi vi ikke magter at forholde os til det hele tiden. Det kan jo også være en overlevelsesstrategi. Vi har stor respekt for hinandens individuelle grænser. Vi har lært at acceptere, at der helt sikkert er nogle ting, vi ikke ved om hinanden, og som jeg tænker, vi bare ikke har behov for at vide. Misbruget taler vi ikke om. Jeg vil helst bilde mig selv ind, at det ikke passer, for det er for hårdt at forholde mig til. Hvis jeg begyndte at forholde mig for meget til det, afviger jeg rigtig meget fra den mere rolige person, jeg har arbejdet mig hen imod at være. Og det har jeg ikke lyst til. Det gør mig simpelthen for vred. Det gør bare, at jeg ligger vågen om natten og drømmer rigtig grimme tanker – hævntanker – og er villig til at ødelægge mit eget liv. For jeg tænker, at Gunnar og Lise aldrig kan få stor nok straf for de, de har gjort.

– Jeg tror, at alle vi søskende har været igennem tankerne om, at det var bedre, hvis vi slet ikke var til. For man når et punkt, hvor man ikke længere kan håndtere de prøvelser, der bliver sat for en. Og de skuffelser, der følger. Adskillige gange har vi forsøgt at stole på mennesker, som så har skuffet sidenhen. Det er hårdt.

– I dag har jeg min religion, min uddannelse og min dejlige kæreste, som er det bedste, der er sket mig. Jeg er kommet videre med mit liv. Og det er en kæmpe sejr.

ALT for damerne har forsøgt at finde Saprans plejemor Lise for at få en kommentar, men det er ikke lykkedes.

LÆS OGSÅ: ”Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt”

LÆS OGSÅ: ”Jeg var bare en tom skal"

LÆS OGSÅ: Fra flygtning til dansk popstjerne